Værredagen

***
Resultatet af min weekend på landet med familien (og noget af svigerfamilien) er, at jeg har lyst til at sætte mig ind på et værelse alene og græde.
***

Kafferif

***

Den sorte bryg er stærkt tiltrængt,
hvis jeg ikke får den snart er det strengt.
Uden kaffe havde jeg mig for længe siden hængt.

Den glider ned og skubber ud i den anden ende, som for mange tykke mænd på en parkbænk.

Kaffen er smørelsen til lyksaliggørelsen.

Javamand

***

Værre end julen på mange måder

***
Jeg har været så dum at lade mig lokke ud på landet med familien og noget af min kones familie.
Så tager jeg mig en herlig lur.
– Gider du ikke komme at dække bord?
– Jo.
(...)
– Jeg skal ikke sige det en gang til, skal jeg?
– Du er jo ikke engang begyndt at riste endnu.
Tænk at blive talt sådan til.

Falde i søvn til Trivial Pursuit.
– Hvor døde Dronning Dagmar?
Jeg er så uinteresseret i alt, hvad det handler om.

Pladespilleren kan kun køre på 45, og der er ikke nogen singler.
Vivaldi på spilledåse.

Jeg har skidetravlt med arbejde. Jeg savner min navlestreng til nyhedspatten. Er Obama kommet hjem fra Hawaii?

Jeg er bekymret, for jeg har så skideondt i knæet, at jeg knap kan køre bil.

Vi skændes i bilen, og hele familien græder. Der er ingen, der kan tage det.

Feltseng. Fuck dig til godnat.
***

Sørgeligt men sandt

***
Jeg har brugt mere tid de sidste to år på at løse sudokuer end på at male.


***

Ny lyd

***
Forestil jer min overraskelse, da der, midt mens jeg sad og hørte WFMU på nettet, pludselig dukkede en sang op, der lød fuldstændig som mig! Tænk at have en radiostation, der lyder fuldstændig som en selv!

Hør selv sangen ved at klikke på videoen her:


NB! Sangen er WireTappet, så der er lidt andet fra playlisten på vej ind og ud.

Skønsangsperlen her hedder Rock ’n’ roll arian og er af Peter Wahlbeck, en svensk komiker, som mine kilder fortæller mig var stor i 80’erne og 90’erne, men for mig lyder det som stærk poesi*) og peger præcis i den retning, jeg har drømt om at tage min egen musik.

Den gav mig lyst til at genoptage arbejdet med min LP-plade, så jeg ringede til mit pladeselskab. Han lå syg i sengen med influenza, men var meget entusiastisk. Han får altid mest fra hånden, når han er dårlig, især i den visionære afdeling.

Planen er at skære noget stærk vinyl i 100-250 eksemplarer til undergrundsmiljøet. Og den er jeg med på. Udgive nogle ting under samme hat og samarbejde på kryds og tværs. Den er jeg også med på. Kr. 5.000 er ingenting at fyre af på et kunstprojekt, der kan bruges til julegaver i 11 år. Det eneste, jeg skal, er at lære at masterere.


*) Også lidt som min elskede Einar Örn på hans seneste avantgardistiske hiphop-plader, Ghostigital 1 og 2. Kan anbefales. Jeg finder god gammel skandinavisk avantgarde me-eget inspirerende og med stort lattervækkende potentiale.
***

Sin egen vægt værd i pulp

***
Jeg fandt to kufferter gamle drengebøger i en container, men jeg nærede mig og tog dem ikke med hjem, udover et enkelt eksemplar (se billedet). (Det illustrerer min nye mådeholdenhed og også det, at jeg ikke har nogen plads.*)) På vejen hjem slog det mig: Hvis det havde været tegneserier, havde jeg taget dem. Hvis det havde været tegneserier, havde de slet ikke været der, da jeg nåede frem (for de ville være taget allerede).


Moralen er: Tegneserier er mere værd end anden gammel kulørt litteraturpulp.

Spørgsmål: Vil det sige, at hvis man laver sine historier som tegneserier, er der flere, der gider læse dem? Eller de holder længere? Aner det ikke. Det er i al fald ikke nok bare at gennemillustrere.

PS Det minder mig om Lenny Bruces gamle guldkorn med, at det er bedst at blive interviewet til pornoblade, fordi sådan nogen gemmer folk, pænt, i en stak inde i skabet.

PPS Jeg har en tilbagevendende drøm, hvor jeg finder gamle tegneserier i en container, tegneserier jeg ikke anede eksisterede, hæfter i overstørrelse fra 50’erne og ukendte bind af Tintin m.m. (tit er det er problem at få det slæbt med hjem, så stort er mit fund.)


*) Og mest af alt, at jeg ikke troede, de var noget værd. Jeg mener, oversættelser. Men da jeg kom hjem, så jeg selvfølgelig, at det var en førsteudgave. Der var næsten hele serien, undtagen den første, Tarzan abernes konge.
***

Og klap for øjet

***
Jeg er blevet en af de fædre, der går og slukker for lyset altid.


***

Hvor var jeg?

***
Min mor ringede lige. Hendes kemo giver hende hukommelsessvigt. Hun glemmer sine nøgler i døren og buskortet i bussen. Det er kemoen, jeg slog lige bivirkningerne op.
***

Tanghavets fange

***
Her havde jeg lige en god dag i går, og så fik jeg i morges et anfald af dårlige nerver lige nede på gaden. Jeg stod bare og samtalede med Dr. TB, og jeg kan ikke forklare det anderledes, end at jeg pludselig blev fanget i mit indre gitterværk. Det var meget ubehageligt at stå dér og ruske. Så jeg skyndte mig hjem og lavede åndedrætsøvelser og armbøjninger.

Da jeg kom ind på mit værksted opslugt af disse mørke tanker, faldt min loftsventilator ned, da jeg tændte for den. Næste gang hænger jeg den op i andet end en stump ledning. Det er anden gang det sker. Der røg fire pærer og lampetteskærme.


Note: Siden her er lutter pulpforsider med blæksprutter!

***

De ser det værste lort

***
Jeg har en nabo, der altid ser fjernsyn. Når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se ned i deres lejlighed, og de sidder altid og ser fjernsyn fra tidlig morgen til sen aften, efter jeg er gået i seng. Min kone har en teori om, at de er prøveløsladt, hvad hedder så noget, afsidder fængselsstraf hjemme med et af de der ankelbånd på, men det tror jeg ikke på. Jeg tror bare, at de godt kan lide at se TV.

*

Jeg skulle til at postere dette indlæg, da jeg bemærkede, at persiennerne var trukket dernede. Det var de de næste 14 dage, indtil i går ved midnatstide, hvor jeg så lys i vinduet. Nu kan jeg fotodokumentere det vanskelige perspektiv og tegne efter, tænkte jeg. Men de har rykket om på møblerne dernede. Fjernsynet er ikke længere at se. I stedet for så jeg en mand sidde i en sofa, rulle noget mellem fingrene og lidt efter bukke sig ned og sniffe noget op i næsen gennem et rør. Jeg skulle have fotodokumenteret.

Det kan lære mig at holde øjnene for mig selv.
***

Min dansetime

***
Jeg fik en gratis dansetime*) på The Fred Astaire Dance Studio, og tog derover sammen med min kone, selvom det egentlig kun var for én person, men det fandt jeg først ud af, da jeg kom derover.

Danselæreren havde hagehul og havde været med i Saturday Night Fever.
– Dig, sagde han til mig.
– Ja?
– Du skal lære at stå stille.

Det havde jeg aldrig tænkt på, at jeg ikke gjorde. Men siden da har jeg, hver gang jeg er kommet ind til et selskab, været den, der var bedst til at stå stille. Ingen flagren her. Helt stille har jeg stået og set de andre vride sig. Det giver et vist overblik.

– Synes I, John Travolta var en god danser? spurgte han.
– Ja, klart, sagde jeg.
– Det var han overhovedet ikke, sagde læreren.

Derved mente han, at Travolta ikke var rigtigt skolet, men jeg hævdede, at han havde en særlig medfødt bevægelsessans, der gjorde ham brillant, også i Pulp Fiction.

– Vis mig, hvordan I danser, sagde han, og så tog jeg min kone i mine arme, tæt, og trippede rundt.
– Det ser meget rart ud, sagde han, – men I gør det ikke rigtigt.

Så tog han min kone og svingede hende rundt.
– Du skal stikke dit lår ind mellem hendes ben, sagde han, – så er det dig, der bestemmer.
Og så gjorde han det på min kone og svingede hende rundt noget mere.
Jeg havde lyst til at pande ham en.
Bagefter sagde han til mig: – Det tog du pænt.

Vi var også med i noget salsa og merengue med de andre prøvetimekursister, og det var meget sjovt, men jeg fik aldrig min soloundervisning. Danselærerinden i pailletter så bare bittert på mig og gik videre.

*

Jeg har groft sagt ikke danset, siden jeg mødte min kone.


*) Bagefter ringede jeg tilbage for at sikre mig, at det var et rigtigt sted og ikke bare nogen, der ville røve vores lejlighed, mens vi var ude.
***

Find på noget andet, I kreative typer

***
Jeg er træt af folk, der læser til lærer og siger: – Jeg vil i hvert fald ikke undervise.

Vi kan ikke alle sammen være Kim Larsen.


***

Ud i ’en

***
Min kone syntes, hele familien skulle ud i naturen, så vi tog ud på Amager Fælled og trampede lidt rundt.
Jeg kan ikke fordrage naturen, når det er noget, man skal ud i, og den ikke bare er der.
Så trampede vi lidt rundt i sivene. Det synes børnene var meget sjovt. De fandt nogle stier og hemmelige "reder" derinde. Det lignede bøssemødesteder alt sammen.

Min kone havde taget et rør Pringles med som lokkemad.
– Spiste du lige en?
– Ja, sagde jeg.
– De er altså til deling.
– Ja, det ved jeg godt.
– Jeg har prøvet at spise chips med dig før, og du spiser dem alle sammen, det er ikke til at følge med.
– Jeg tog én. Én chip. Jeg er et voksent menneske, hvad skal du blande dig for, om jeg tager en?!

– Her, hold dem selv, sagde jeg, træt af at råbe, og stak dem ind under hendes arm.


– Vidste I, sagde jeg til børnene, – at ham, der opfandt Pringles-røret bad om at få sin aske begravet i et?
– Åhr ja, sagde de.
***

Fodr dyret

***

Hele byen lugter af brændt gummi. Jeg kan ikke få lugten ud af næsen. Var på vej ud på motorvejen på cykel, diametralt modsat, skæv, jeg har ikke haft en fornuftig tanke i tre timer. Åh gudskelov.

***

Ud af døren – NB! En overraskelse til sidst forandrer alt!

***
Der er så mange konflikter i et forhold, hvor den ene er et kreativt, skabende menneske – især om tid. Sådan har det altid været her i huset. Hver gang jeg skal ud af døren, skal jeg have dårlig samvittighed over at gå. I dag syntes min kone f.eks., at hele familien skulle være sammen (og lave noget hun har lyst til), fordi hun endelig har fri fra arbejde (i efterårsferien).

Så bliver diskussionen hurtigt ophedet, for jeg vil ud at male. Det kan jeg gøre, men ikke uden dårlig samvittighed. Det er svært at være skabende kunstner, når man ikke er 100% egodrevet. Jeg er så hyggelig og rar og tjenstvillig og pligtopfyldende, og mens jeg er det, går livet, og andre overhaler mig i inderbanen og tager pladserne før mig. Nu konkurrerer jeg med folk, der er gamle nok til at være mine børn.


*** NYHED! I dag sagde min kone noget, der forandrer tingene. Hun sagde: – Det er jo fordi, jeg gerne vil være sammen med dig.
Sådan havde jeg aldrig tænkt på det! Der kan man bare se. Jeg troede bare, hun altid var sur. Jeg lærer aldrig at regne hende ud. Heraf kan man lære at sige tingene lige ud, for ellers er der altså ingen, der fatter noget. Lad det være mig en lærestreg.
Jeg kan jo også godt lide at være sammen med dem. ***
***

Hastigt karriereryk med endeløst potentiale eller potentiel endeløshed – to nyheder så sent som fra i dag

Jeg er i dag blevet indstillet til medlemskab i en kunstnergruppe. Gruppen har ikke noget navn og heller ingen planer, men det gode ved en gruppe er jo, at man måske kan få de andre til at ordne ting, man ikke selv gider, f.eks. arrangere udstillinger og trykke postkort. Faren er, at man synes det, de andre laver, er noget lort, og at det ikke er flatterende at fremstå i deres selskab. På den anden side sker der så noget, og det er bedre end ingenting, kan man sige, så man har flosklerne på sin side.

Apropos min kunstnerkarriere opdagede jeg i dag på et webgalleri, som jeg uploadede nogle billeder til engang, en mail til mig fra sep. 2007, der udbad sig et pristilbud på et af mine øjenkræsende malerier, og jeg har som sædvanlig ingen ide om, hvad jeg skal tage, andet end noget dybt urimeligt selvfølgelig.

Man hører gerne det råd, at kunstnere aldrig må tage mindre for noget, når de først har etableret en markedspris. Prisen må altid kun gå OP! Det gør det ikke nemmere. Jeg må konsultere mine venner, metervaremalerne, og høre, hvad deres kvadratmeterpris er.

Hallo, det er ikke fordi, jeg regner med at gøre et salg her (på den mail). Det er et generelt problem, jeg taler om, med prissætningen.

En pestilens og plageånd

***
Det uundgåelige er sket. Jeg er blevet kontaktet af en i Facebook, som jeg ikke har lyst til at være venner med, en fyr der traumatiserede mig i mine sarte ungdomsår. Han har 452 Facebook-venner. Hvad skal han så med mig?

Jeg har frygtet dette øjeblik. Hvad skal jeg gøre? Ignorere ham og håbe på, han går sin vej? Eller bare blive venner med ham, fordi FB-venner ikke betyder noget alligevel?

Han ser ca. sådan her ud (forneden):

Frit efter hukommelsen.

Billedet øverst t.h. er fra The Superest, en ret sjov side, hvor forskellige tegnere skiftes til at lave superhelte, der overgår hinandens superkræfter. Start ved begyndelsen.

**

Altid først med de dårlige nyheder

***
Jeg planlægger fornuftigvis nok en solotur til New York for at holde valgfest for Obama. Det har min kone fortalt børnene, før jeg selv havde en chance for at gøre det - "Nej, der er far ikke hjemme, han har tænkt sig at rejse til New York alene" - "Hvad? Hvorfor må vi ikke komme med?" - så nu kan jeg gå og høre på dem græde og skrige over det, indtil jeg skal af sted, og få at vide hvor uretfærdig jeg er.

*

Jeg vovede lige at gå ind i stuen og foreslå, at jeg godt ville se fodbold og blev mødt med en barrage af protester (3-1 i køn). Jeg ved ikke engang, om der er fodbold på. Ellers har min kone ikke sagt et ord til mig hele dagen. Ikke et ord om mine stegte sild med persille.

Det hele er min skyld, og det er mig, der kommer ind og er sur. (Jeg siger, det er hende, der er sur. Det var derfor, hun sagde, det var mig.)

Hun er ekspert i at samle børnene omkring sig og vende dem mod mig. "Vi" her i familien indeholder ikke mig.

Nu græder børnene over ingenting, fordi der er en lugt af ozon mellem deres forældre, og fordi de er trætte.
***

Rejst fra lejet

***
Min kone kommer hjem og bider næsen af mig, fordi hun har haft en dårlig dag på job.
– Lad mig komme ud af stuen, siger jeg, dronningen er vendt hjem til sit slot.
– Åhr, hold kæft, siger hun.
– Jeg kan ikke tage al den negativitet, siger jeg.
– Det er dig, der er negativ, siger hun.
– Her var fredeligt, indtil du kom hjem, siger jeg og forlader sofaen og går ud på lokum.
Hun er vred over de hjemlige priser på hårforlængelser.
Jeg er stadig sløj.
***

Stikord

***
Jeg fandt de vanter, jeg løb Eremitageløb i, og de lugtede forfærdeligt. Jeg kastede dem fra mig med et skrig.

Jeg tror, jeg vil bruge efterårsferien på at gå ned og købe et stort stykke grottelagret emmentaler.

Jeg var på Statens Museum for Kunst (som er gratis) i dag, og dette var overraskelsen:


Alessandro Mattia (1631-1679): Portræt af Laura Chigi.
***