Det er altid godt at blande to forskellige ting – Olsen Banden og kung-fu, nitrogen og glycerin, Far til Fire og Motorsavsmassakren, digt selv videre – men det er sublimt at tilføje et vildfarent tredje element. Tag for eksempel det legendariske band Dread Zeppelin, der spillede Led Zeppelin-sange i reggaestil og havde en forsanger, der sang ligesom Elvis. Hvorfor? Fordi det er sublimt.
Det er den sublime, hybride treenighed.
fredag den 29. juni 2007
torsdag den 28. juni 2007
Alt mit lort – 2. del
I mellemtiden går jeg selv og leder i de ting, folk smider ud, når nogen dør, og det ender ude på gaden. Man kan læse en hel persons liv af det. Jeg fandt en dagbog engang, der begyndte: "I morges opdagede jeg til min rædsel en knude i mit højre bryst." Det var nedad bakke derfra. Jeg samlede en hel stor sæk med hendes ting og bar dem hjem til hvor jeg boede i Fiolstræde. På vejen stoppede politiet og adspurgte mig (jeg har lignet en stereotypisk tyveknægt! - jeg manglede bare masken og den stribede sweater), hvor jeg havde det fra, hvorefter vi gik tilbage og inspicerede containeren med deres lommelygte. - Se, hvilken rigdom, udbrød jeg.
Da jeg flyttede ind på E. 73rd St. (rundt om hjørnet fra York Ave., lige hvor det privatfly med en N.Y. Yankee ved roret styrtede ind i en bygning sidste år), gik jeg på gaden om aftenen og ledte efter indbo. Hvis politiet havde stoppet mig dér, havde jeg mit svar parat: - I’m furnishing an apartment, officer. Ind i mellem var der nogen suspekte typer, der ikke så ud som om de hørte hjemme, en enkelt gang stank containeren så voldsomt af ost i sommervarmen, at jeg var ved at kaste op. Jeg fandt engang en hel kasse med gafler, da en festklædt ung lush med britisk accent som Dudley Moore i Arthur stillede sig op bag ved mig og sagde: - You must be very excited.
- Look, sagde jeg, og lod gaflerne rasle ned mellem fingrene som gulddubloner i en skatkiste.
Da jeg flyttede ind på E. 73rd St. (rundt om hjørnet fra York Ave., lige hvor det privatfly med en N.Y. Yankee ved roret styrtede ind i en bygning sidste år), gik jeg på gaden om aftenen og ledte efter indbo. Hvis politiet havde stoppet mig dér, havde jeg mit svar parat: - I’m furnishing an apartment, officer. Ind i mellem var der nogen suspekte typer, der ikke så ud som om de hørte hjemme, en enkelt gang stank containeren så voldsomt af ost i sommervarmen, at jeg var ved at kaste op. Jeg fandt engang en hel kasse med gafler, da en festklædt ung lush med britisk accent som Dudley Moore i Arthur stillede sig op bag ved mig og sagde: - You must be very excited.
- Look, sagde jeg, og lod gaflerne rasle ned mellem fingrene som gulddubloner i en skatkiste.
Alt mit lort
Jeg er ved at drukne i lort. Hvad skal jeg gøre af alle mine ting? Jeg har det som om, jeg ikke foretager mig andet end at flytte rundt på dem. I mellemtiden vokser bunkerne. Jeg må rydde op i det, før jeg dør. Jeg kan ikke byde mine børn andet.
Jeg talte med en, hvis far var kunstner, om alle de ting, de måtte skille sig af med, da han døde. Et helt vognlæs marmoreret papir f.eks. (det ville jeg godt have haft!)
Lortet er ikke en skid værd. Måske burde man altid kun arbejde i små størrelser?
Jeg kender folk, der kan have hele deres produktion i en mappe. Det er serietegnere. Malere er værre. Skulptører er umulige.
Jeg har en teori om kunstværdi, en uholdbar teori, men en teori ikke desto mindre: Skraldeteorien. Hvis man smider et kunstværk ud i skraldet og ingen samler det op, er det intet værd.
Meget kunst er højt kontekstbaseret og ligner ingenting udenfor installationssammenhængen. Jeg kender en kunstner, der flyttede rundt på en stabel madrasser og en flyttekasse vækkeure, han brugte til en udstilling engang. Det ligner ikke noget! Min teori vil dog altid favorisere kunst med en høj grad af arbejdsintensitet, f.eks. detaljerede realistiske malerier.
Det kommer vel an på øjet, der ser. (The New York Times bragte engang en af deres super-velrapporterede historier om en kurator fra The Metropolitan Museum, der fandt et abstrakt, sort maleri på The Upper West Side og genkendte det som reel, prof kunst. Siden hen talte journalisten med alle implicerede personer: Ekskonen eller den nye kone, der havde smidt billedet ud, fordi hun ikke kunne lide det, den forsmåede afrikansk-amerikanske kunstner osv.)
Picasso fandt en Rousseau hos en marskandiser.
Der er altid en eller anden historie med nogen, der har fundet en Rembrandt eller en Pollock (se f.eks. filmen Who the #$&% is Jackson Pollock?) på loppemarked.
Jeg talte med en, hvis far var kunstner, om alle de ting, de måtte skille sig af med, da han døde. Et helt vognlæs marmoreret papir f.eks. (det ville jeg godt have haft!)
Lortet er ikke en skid værd. Måske burde man altid kun arbejde i små størrelser?
Jeg kender folk, der kan have hele deres produktion i en mappe. Det er serietegnere. Malere er værre. Skulptører er umulige.
Jeg har en teori om kunstværdi, en uholdbar teori, men en teori ikke desto mindre: Skraldeteorien. Hvis man smider et kunstværk ud i skraldet og ingen samler det op, er det intet værd.
Meget kunst er højt kontekstbaseret og ligner ingenting udenfor installationssammenhængen. Jeg kender en kunstner, der flyttede rundt på en stabel madrasser og en flyttekasse vækkeure, han brugte til en udstilling engang. Det ligner ikke noget! Min teori vil dog altid favorisere kunst med en høj grad af arbejdsintensitet, f.eks. detaljerede realistiske malerier.
Det kommer vel an på øjet, der ser. (The New York Times bragte engang en af deres super-velrapporterede historier om en kurator fra The Metropolitan Museum, der fandt et abstrakt, sort maleri på The Upper West Side og genkendte det som reel, prof kunst. Siden hen talte journalisten med alle implicerede personer: Ekskonen eller den nye kone, der havde smidt billedet ud, fordi hun ikke kunne lide det, den forsmåede afrikansk-amerikanske kunstner osv.)
Picasso fandt en Rousseau hos en marskandiser.
Der er altid en eller anden historie med nogen, der har fundet en Rembrandt eller en Pollock (se f.eks. filmen Who the #$&% is Jackson Pollock?) på loppemarked.
Etiketter:
gammelt lort,
kunst- og kultursektionen,
malerkunst,
teori om kunstværdi
Genindspil Reptilicus
Som de fleste folk efterhånden ved, er Reptilicus verdens dårligste film – og den er dansk. Derfor er tiden nu moden til at genindspille den med et fedt computergenereret monster (á la det i The Host). Kun titlen bliver tilbage, alt andet skrottes.
Og når man har gjort det, kan man lave Olsen Banden Kung-Fu, hvor de flyver gennem luften og sparker røv. Skidegodt, Egon! Kapow!
Hvis der er nogen, der kender nogen på Nordisk Film eller Egmont, så ring og giv dem denne idé.
Etiketter:
danske affærer,
det grønøjede uhyre,
en god ide,
filmosofi,
tiden er mere end moden
onsdag den 27. juni 2007
Salutering
Den sidste bid, hvor er den?
Kender I det, når man vil tage den sidste bid af sin mad, men man kan ikke huske, hvor man har lagt den? Man trænger til den sidste bid, det er derfor man har gemt den, og nu er man bekymret for, hvor den mon kan være.
(Eller også har jeg spist den. Altid den nagende tvivl.)
Note: Her er en fyr, der har travlt med at filosofere over, hvad den sidste bid betyder, som i: "Den sidste bid er altid den bedste."
(Eller også har jeg spist den. Altid den nagende tvivl.)
Note: Her er en fyr, der har travlt med at filosofere over, hvad den sidste bid betyder, som i: "Den sidste bid er altid den bedste."
Etiketter:
evige ærgrelser,
frokostsituationen,
kender I det?,
noget at æde
Heftigt med koffein
Jeg har drukket to krus enkeltdobbelt espresso hurtigt i rap og er blevet fjollet. Det sker.
Otte kopper diner-kaffe, og jeg bryder ud i sang. Det slår aldrig fejl.
Så er det tid til at gå hjem eller i det mindste videre i programmet.
Her til højre er en tegneserie om at drikke for meget kaffe, og her er nogen flere.
(Klik på billedet for at super-size det.)
Otte kopper diner-kaffe, og jeg bryder ud i sang. Det slår aldrig fejl.
Så er det tid til at gå hjem eller i det mindste videre i programmet.
Her til højre er en tegneserie om at drikke for meget kaffe, og her er nogen flere.
(Klik på billedet for at super-size det.)
Morgensang
Det er ved at være ualmindeligt op over, hvis jeg skal nå at blive til noget her i livet.
Jeg er ældre, men jeg er ikke blevet klogere.
Hvad med i dag? Får jeg gjort noget ved noget i dag?
Den eneste glæde ved mit arbejde, udover pengene, er ikke at skulle bekymre sig over ikke at lave det, jeg skal.
Jeg har altid været gammel. I hvert fald siden jeg var ung.
En kvinde med enorme bryster sagde engang, at jeg havde "en gammel sjæl" (jeg var 15). Hun gav mig også et par pakker cigaretter (Dunhill & Lark), fordi hun var ved at holde op.
Jeg er ældre, men jeg er ikke blevet klogere.
Hvad med i dag? Får jeg gjort noget ved noget i dag?
Den eneste glæde ved mit arbejde, udover pengene, er ikke at skulle bekymre sig over ikke at lave det, jeg skal.
Jeg har altid været gammel. I hvert fald siden jeg var ung.
En kvinde med enorme bryster sagde engang, at jeg havde "en gammel sjæl" (jeg var 15). Hun gav mig også et par pakker cigaretter (Dunhill & Lark), fordi hun var ved at holde op.
Hvis jeg var konge II
Hvis jeg var konge, ville jeg lave en lov om at alle danske film skulle optages om vinteren eller efteråret, når alt i Danmark er gråt og trist og eksistentielt. Det ville gøre dem ufatteligt tunge og benhårde, en passende baggrund for dansk films typiske temaer om barnedød og incest (og gøre dem endnu mere "virkelighedsnære" og bringe dem endnu mere "i øjenhøjde").
Pr. kongeligt, kinematisk dekret skulle alle bølgende kornmarker forbydes. Det står ikke til diskussion - indtil den dag det passer Hans Majestæt at skifte sin højvelbårne mening.
Note 1: Et godt eksempel til sammenligning er Aki Kaurismäkis Pigen fra tændstikfabrikken, hvor alle folk har rødrandede øjne og sidder indenfor i deres lejligheder og ryger cigaretter. Det er svært at forestille sig noget mere nedtrådt, og komisk er det også.*)
*) Helsinki om vinteren: Beskrevet som at befinde sig i en dybfryser med en 10-watts pære.
Pr. kongeligt, kinematisk dekret skulle alle bølgende kornmarker forbydes. Det står ikke til diskussion - indtil den dag det passer Hans Majestæt at skifte sin højvelbårne mening.
Note 1: Et godt eksempel til sammenligning er Aki Kaurismäkis Pigen fra tændstikfabrikken, hvor alle folk har rødrandede øjne og sidder indenfor i deres lejligheder og ryger cigaretter. Det er svært at forestille sig noget mere nedtrådt, og komisk er det også.*)
*) Helsinki om vinteren: Beskrevet som at befinde sig i en dybfryser med en 10-watts pære.
tirsdag den 26. juni 2007
Jeg afbrød det Bergmanske og Strindbergske for at bryde ud i sang
Et absolut højdepunkt kom her i foråret under en intens følelsessnak med min kone om skilsmisse. Da jeg følte mig sikker på, at vi havde rundet et vigtigt hjørne, greb jeg guitaren og begyndte at spille hende en kærlighedssang, improviseret på stedet. Og jeg kan ikke spille! Og jeg kan dårligt synge! Men jeg gjorde det - og med stor overbevisning, koncentreret og uden at bæve.
- Jaja, du er meget charmerende, sagde hun.
Der er visse ting, der bedst kan siges med sang.
PS Min lillebror kaldte os engang Hr. og Fru Strindberg.
PPS Det hjalp, at min kone lige havde stemt guitaren med sin nye elektroniske guitartuner.
- Jaja, du er meget charmerende, sagde hun.
Der er visse ting, der bedst kan siges med sang.
PS Min lillebror kaldte os engang Hr. og Fru Strindberg.
PPS Det hjalp, at min kone lige havde stemt guitaren med sin nye elektroniske guitartuner.
Et godt råd
Lad være med at spise honningmadder, når du vender 78'ere på din nye rejsegrammofon.
Etiketter:
den søde tand,
råd og vejledning,
vinylade
Min gurus mor
Barnepigehistorier
Min klassekammerat JJJ havde en barnepige, der hørte Bay City Rollers på rejsegrammofonen (og The Night Chicago Died) og havde alle deres plakater. Hun fortalte, at hun engang havde fået en nål ind under huden, der nu bevægede sig rundt i hendes blodårer. En dag, når den nåede hendes hjerte, ville hun måske dø.
Hvor kommer sådan noget fra?
Hvor kommer sådan noget fra?
mandag den 25. juni 2007
Der er heller ingen der går med hat mere
Nu hvor jeg sidder og lytter til gamle 78’ere på min nye rejsegrammofon, mens jeg forsøger at arbejde, kommer jeg til at tænke på en fyr, jeg så engang, der sad nede på 12th Street med en autentisk, god gammeldags rejsegrammofon og spillede plader i sit retrojakkesæt og –hår. En sand fanatiker. Lyden var utroligt god, så sød og knasende sprød.
*
Nu var jeg inde i Radiohuset i går og købe en stak 78’ere til, nu de ryddede ud i lageret, som om jeg ikke havde nok i forvejen. Min ven 2mason hævdede, han købte en Beethoven til en halvtredser, der bliver solgt på eBay til kr. 500-600.
Hvorfor sælger DR ud af deres gamle uerstattelige plader? Skulle de ikke være som Rigsarkivet for alt det gamle lort? Og hvorfor holder de ikke en netauktion i stedet for, så de kunne tjene nogen ordentlige penge, spørger man sig selv?
Jeg har ikke fået hørt noget af det jeg købte endnu, så udtalelser derom må vente. I mellemtiden har jeg slået mig til tåls med Børge Gosvigs Hawaiikvintet spille Blomstrende Jasminer og Poul Reichardt synge Du gamle måne (potpourri) fra nærmeste hylde. Hvad ser jeg, er det ikke en Svend Asmussen?
*
Nu var jeg inde i Radiohuset i går og købe en stak 78’ere til, nu de ryddede ud i lageret, som om jeg ikke havde nok i forvejen. Min ven 2mason hævdede, han købte en Beethoven til en halvtredser, der bliver solgt på eBay til kr. 500-600.
Hvorfor sælger DR ud af deres gamle uerstattelige plader? Skulle de ikke være som Rigsarkivet for alt det gamle lort? Og hvorfor holder de ikke en netauktion i stedet for, så de kunne tjene nogen ordentlige penge, spørger man sig selv?
Jeg har ikke fået hørt noget af det jeg købte endnu, så udtalelser derom må vente. I mellemtiden har jeg slået mig til tåls med Børge Gosvigs Hawaiikvintet spille Blomstrende Jasminer og Poul Reichardt synge Du gamle måne (potpourri) fra nærmeste hylde. Hvad ser jeg, er det ikke en Svend Asmussen?
Etiketter:
erindringer,
gammelt lort,
hår og negle,
Nevørk,
pengespørgsmål,
vinylade
Revideret midsommer
Jeg er træt af at brænde en heks af på Skt. Hans-bålet. Hekse er overvurderede og udrangerede. Det er en konvention. Næste år vil jeg have vi skal brænde noget ordentligt af: Fogh, Bush eller Pia Kjærsgaard.
PS Jeg var til bålfest hos kommunisterne. De solgte dåse-Coca-Colaer og -Carlsberg. Hvad er der sket?
PS Jeg var til bålfest hos kommunisterne. De solgte dåse-Coca-Colaer og -Carlsberg. Hvad er der sket?
Etiketter:
højtider,
læskedrikke,
politik,
symbolværdi
fredag den 22. juni 2007
Galopperende hyttefeber
Og en snip mere, så er jeg færdig (dette er tredje og sidste del af mine kolostomimavenoter, der bør læses i omvendt rækkefølge)
Jeg hader helligdage og ferier, for der har jeg mindre tid til mig selv end ellers.
Familien er rigeligt sammen i hverdagen. I ferien burde alle rejse bort fra hinanden.
Men det kommer vi sikkert alle sammen hurtigt nok til.
Jeg hader helligdage og ferier, for der har jeg mindre tid til mig selv end ellers.
Familien er rigeligt sammen i hverdagen. I ferien burde alle rejse bort fra hinanden.
Men det kommer vi sikkert alle sammen hurtigt nok til.
Feriefobi
Og der er mere fra samme skuffe (se sidste indlæg):
Sommeren er ligesom julen. Jeg gruer for ferien. Jeg får ikke et øjeblik til mig selv. Kravene intensiveres, og forventningerne. Jeg savner allerede min hverdag. Flugten ind i hverdagen.
I ferien er ingen flugt mulig, thi ferien er flugten.
Jeg martrede sjæl.
Min sjæl er syg.
Jeg lider langt ind i sjælen (og jeg der ikke engang tror på sjælen og andre idealbegreber).
*
Krøllet sammen i fosterstilling på sofaen i kolonihavehuset minder mig om alle de forgangne somre.
Sommeren er ligesom julen. Jeg gruer for ferien. Jeg får ikke et øjeblik til mig selv. Kravene intensiveres, og forventningerne. Jeg savner allerede min hverdag. Flugten ind i hverdagen.
I ferien er ingen flugt mulig, thi ferien er flugten.
Jeg martrede sjæl.
Min sjæl er syg.
Jeg lider langt ind i sjælen (og jeg der ikke engang tror på sjælen og andre idealbegreber).
*
Krøllet sammen i fosterstilling på sofaen i kolonihavehuset minder mig om alle de forgangne somre.
Noter fra kolostomien
I søndags var jeg i kolonihaven, i dårligt humør og med hovedpine. Febrilsk skriblede jeg de følgende noter og stak dem i skjortelommen.
Mit hoved er ved at eksplodere. Naboen klipper hæk med en elektrisk hækkeklipper. Nu begynder det at styrte ned.
Min datter brændte hul i trampolinen med et brændeglas, men det var ikke med vilje.
Lyden af al den aktivitet driver mig til vanvid. Folk med alle deres projekter. Kan de ikke bare være i fred? Hvorfor er der altid noget, der skal gøres?
Jeg sad og læste Messmanns store gør det selv bog. Bare tanken om at sætte tapet op eller male. Det er til at få kvalme over. Hvordan kan nogen more sig ved den slags? Hvad i al verden til tilfredsstillelse er der ved det?
Jeg har lyst til at krølle sammen i fosterstilling og forsvinde ind i mig selv. Jeg kan høre alle naboerne og deres joviale, accentuerede stemmer.
Derhjemme kan jeg i det mindste ikke høre naboerne.
Litterær fejde
Jeg havde et tåbeligt skænderi med min kone i går på vej i seng efter to afsnit af Carnivale, træt som jeg var.
Min kone læser Benn Q. Holms danske succesroman Album, og jeg kommenterede, at: "Den er noget børnebogsagtig skrevet – lutter korte hovedsætninger." Heraf begyndte skænderiet.*) Hun sagde det var nedladende, jeg sagde det var en neutral observation. Den litterære og personlige kritik rasede, og det endte med at hun gik ind og sov på sofaen.
Jeg ved ikke, hvad det handler om. Man skal ikke ridse overfladen meget eller lette meget på låget, før alverdens dæmoner kommer myldrende.
*) Man må aldrig kritisere eller sige noget om noget, hun har noget med at gøre. Om det så er TV-nyhederne, tager hun det personligt.
NB! Lynda Barrys One Hundred Demons er en glimrende tegneserie om at komme ud med sine dæmoner. Forlægget er en 400 år gammel japansk tekst, der foreskriver, at man tegner 100 af sine personlige dæmoner og ser, hvad der sker.
Det er i øvrigt en helt vildt god bog om at være 13 år.
Min kone læser Benn Q. Holms danske succesroman Album, og jeg kommenterede, at: "Den er noget børnebogsagtig skrevet – lutter korte hovedsætninger." Heraf begyndte skænderiet.*) Hun sagde det var nedladende, jeg sagde det var en neutral observation. Den litterære og personlige kritik rasede, og det endte med at hun gik ind og sov på sofaen.
Jeg ved ikke, hvad det handler om. Man skal ikke ridse overfladen meget eller lette meget på låget, før alverdens dæmoner kommer myldrende.
*) Man må aldrig kritisere eller sige noget om noget, hun har noget med at gøre. Om det så er TV-nyhederne, tager hun det personligt.
NB! Lynda Barrys One Hundred Demons er en glimrende tegneserie om at komme ud med sine dæmoner. Forlægget er en 400 år gammel japansk tekst, der foreskriver, at man tegner 100 af sine personlige dæmoner og ser, hvad der sker.
Det er i øvrigt en helt vildt god bog om at være 13 år.
torsdag den 21. juni 2007
Snedighed
Da jeg var ung, tegnede jeg en tegning af en lygtepæl, der tissede på en hund, og syntes det var vanvittigt snedigt fundet på. Derfor skuffede og forvirrede det mig, da jeg senere så den samme vits i et hjørne af en Will Elder-tegning fra MAD. En isoleret detalje, det var alt, hvad jeg havde.
Jeg har senere lært at passe på med at være for snedig, Når jeg tror, jeg har fundet på noget rigtigt snedigt, er der som regel nogen andre, der har fundet på det først. Ikke så underligt i øvrigt, når man bevæger sig indenfor et felt af klichéer (en hajfinne i en sardindåse, f.eks. – man kan sætte en hajfinne i alt, og det behøver ikke være vådt). Det, der er vigtigt, tror jeg, er, at det, man laver, er personligt. Der er vel for fanden ikke nogen andre, der er bedre til at være én selv (og det siger jeg, der skriver pseudonymt).
Her er en anden af Will Elders tegninger fra MAD til sammenligning.
Jeg har senere lært at passe på med at være for snedig, Når jeg tror, jeg har fundet på noget rigtigt snedigt, er der som regel nogen andre, der har fundet på det først. Ikke så underligt i øvrigt, når man bevæger sig indenfor et felt af klichéer (en hajfinne i en sardindåse, f.eks. – man kan sætte en hajfinne i alt, og det behøver ikke være vådt). Det, der er vigtigt, tror jeg, er, at det, man laver, er personligt. Der er vel for fanden ikke nogen andre, der er bedre til at være én selv (og det siger jeg, der skriver pseudonymt).
Her er en anden af Will Elders tegninger fra MAD til sammenligning.
tirsdag den 19. juni 2007
Absolutte højdepunkter
En aften gik jeg om hjørnet til Magstræde og så en tårnhøj blondine i aftenkjole bukke sig ned og kysse en dværg.
Det var som ud af Fellini. Brostenene og de gamle gadelygter skadede heller ikke.
I min ungdom læste jeg surrealistisk filosofi og troede på, at det var en god idé at gå en tur: Hvis man sidder derhjemme, sker der i hvert fald ikke noget (det var sådan jeg mødte min kone). Sæt omstændighederne på plads for tilfældighedernes spil.
Det var som ud af Fellini. Brostenene og de gamle gadelygter skadede heller ikke.
I min ungdom læste jeg surrealistisk filosofi og troede på, at det var en god idé at gå en tur: Hvis man sidder derhjemme, sker der i hvert fald ikke noget (det var sådan jeg mødte min kone). Sæt omstændighederne på plads for tilfældighedernes spil.
Visuelt nærmiljø
Når jeg ser den her tegning af den franske tegner Lewis Trondheim (af Metroen i Paris), får jeg også lyst til at tegne et landskab, altså bybilledet. Problemet er, at alle steder omkring mig er så banale og kedelige.
Den eneste rigtig gode tegner af danske landskaber, jeg kan tænke på, er Claus Deleuran (her fra Rejsen til Saturn, hvor han gør en dyd af banaliteten). *)
Alting ser kedeligt ud. Se blot denne skraldespand fra Frederiksberg.
Ikke som den legendariske New York-skraldespand.
(Fra Will Eisner: City - A Narrative Portfolio)
Pudsigt som visse amerikanske ting er indbegrebet af de ting. Et eksempel er penge – dollarsedlen er indbegrebet af penge (grøn, ansigt i midten, tal i hjørnerne), som alle pengesymboler refererer til, bl.a. Matador-penge.
Det eneste sted i København, der rigtigt har noget til øjet, er Christiania, men det skal selvfølgelig også "normaliseres", hvis det står til de mørke kræfter der har samlet sig over landet.
På den anden side er København nok stadigvæk god for nogle interiører.
(Og i den forbindelse vil jeg opmuntre Øresunds Filmkommission til at peppe deres udvalg af interiører op.)
Jeg har det som om, man kunne skære et stykke af en væg på The Lower East Side eller Williamsburg og sælge det i udlandet som kunst, ligesom de solgte stykker af Berlinmuren, for den visuelle "grit", patinaen - de mange lag. Ligesom de franske kunstnere der rev tommetykke lag af plakatsøjlerne og kaldte det kunst. Og det ser fedt ud. Er der sådan noget tilbage i København?
(Decollage af Jacques de la Villeglé.)
Vil man en dag kunne sælge stykker af Christiania?
Det er svært at tegne et dårligt billede af New York - med alle de vandtårne og brandtrapper.
Frank Miller var altid flink til at fylde Daredevil med film-noir-agtige New York-elementer, han havde studeret. Som kritikerne skriver, blev byen "en medspiller i serien." Billedet her et dårligt eksempel (og jeg er ikke engang sikker på, det er ham, der har tegnet det!), men det var det bedste, jeg kunne finde foreløbig.
Jeg dur ikke til baggrunde. Jeg kan kun tegne de gammelkendte plankeværker og parcelhuse bag hækkene. Ting man tegner af fra tegneserier.
Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har taget et godt kig på et dansk landskab i eller udenfor byen.
*) Jeg kan også godt lide højhusene, dér hvor Benny fra Bennys badekar bor. **)
**) De fleste danske film er enten bølgende kornmarker i solskin eller kun nærbilleder og slet ingen landskaber, Nu har jeg f.eks. lige set Råzone, og jeg er ikke sikker på, der var et eneste totalbillede i.
NB! fra guruen
Når man har børn der skal op i skole – og skoleslutten trækker ud
Jeg er fuldstændig paralyseret af træthed. Sandheden er, at jeg ikke gider lave noget om morgenen. Hvem har fundet på, at folk skal være henne et sted kl. 8 om morgenen? Elektriciteten er opfundet, vi bor ikke på landet.
Hvad er idéen?
Kaffe hjælper ikke i dag.
Jeg tror jeg sætter mig over og læser avisen.
Hvad er idéen?
Kaffe hjælper ikke i dag.
Jeg tror jeg sætter mig over og læser avisen.
mandag den 18. juni 2007
Arbejdsnyt
Det er frygteligt, nu sidder jeg og arbejder igen. Får det aldrig nogen ende?
Den gode nyhed er, at min kone i dag (og dette er en STOR NYHED, der bør udbasuneres) har fået arbejde. Det er aldrig sket før! Nu ser jeg frem til, at hun begynder at forsørge sin mand, som sig hør og bør.
Det klæder mig at være en holdt mand, en jordemodermand, eller hvad sådan noget hedder. Jeg skal gerne vaske tøj og smøre madpakker, bare jeg ikke behøver arbejde.
Jeg har ikke noget mod at lave noget, jeg kan bare ikke lide at arbejde.
Jeg er mod det.
I mine unge dage var der snak om "fritidssamfundet" (bl.a. på den statssponsorerede kanal) – hvad er der blevet af det?
Det gælder tilsyneladende kun de 25% af befolkningen eller hvor mange det er, der regner med at leve 20 år efter pensionen. (Altså de gamle.)
Jeg kunne gå på pension lige nu, jeg kan sagtens underholde mig selv.
Den gode nyhed er, at min kone i dag (og dette er en STOR NYHED, der bør udbasuneres) har fået arbejde. Det er aldrig sket før! Nu ser jeg frem til, at hun begynder at forsørge sin mand, som sig hør og bør.
Det klæder mig at være en holdt mand, en jordemodermand, eller hvad sådan noget hedder. Jeg skal gerne vaske tøj og smøre madpakker, bare jeg ikke behøver arbejde.
Jeg har ikke noget mod at lave noget, jeg kan bare ikke lide at arbejde.
Jeg er mod det.
I mine unge dage var der snak om "fritidssamfundet" (bl.a. på den statssponsorerede kanal) – hvad er der blevet af det?
Det gælder tilsyneladende kun de 25% af befolkningen eller hvor mange det er, der regner med at leve 20 år efter pensionen. (Altså de gamle.)
Jeg kunne gå på pension lige nu, jeg kan sagtens underholde mig selv.
Etiketter:
fritidssamfundet,
huslige sysler,
møllen,
planlæg dit otium,
se th se tv,
visioner
Paradoks
Min kone og jeg havde en interessant meningsudveksling i går.
Jeg sagde: "Jaja, du har ret i alting.
Og hun sagde: "Nej."
Hun ville ikke have, at jeg skulle have ret.
Hun ville hellere tage fejl, end at jeg skulle have ret.
Det er ikke bare nok for hende at have ret altid, jeg må heller aldrig have ret.
Jeg sagde: "Jaja, du har ret i alting.
Og hun sagde: "Nej."
Hun ville ikke have, at jeg skulle have ret.
Hun ville hellere tage fejl, end at jeg skulle have ret.
Det er ikke bare nok for hende at have ret altid, jeg må heller aldrig have ret.
Etiketter:
aktiv lytning,
intet og alting,
pis at fyre af,
spejlsal af paradokser
Hårde fakta
• Mine svigerforældres snapseglas er større end deres vandglas.
• Mine børn spiser sæbebobler.
• Jeg har købt en jakke til kr. 2.000, og nu tør jeg ikke gå med den.
Etiketter:
min garderobe,
mit begivenhedsløse liv,
pengespørgsmål
torsdag den 14. juni 2007
Over stregen
Jeg har dårlig samvittighed i dag, fordi jeg snød i æggevæddeløbet til festen nede i børnehaveklassen i går ved at sætte et stykke tyggegummi mellem ægget og skeen. Det var stafetløb, og DAMP-børnene på mit hold løb rundt med skeen lodret eller omvendt, så det blev opdaget. Jeg har det ligesom Bjarne Riis, og ligesom ham benægtede jeg alt.*)
Jeg har intet moralsk kompas og lokkede de andre. Jeg går som udgangspunkt ud fra, at man bør snyde.
Nu har jeg det som om, jeg har gravet mig et dybt hul af omvendt goodwill, jeg kan bruge de næste ti år på at kravle ud af.
Note 1: Jeg har regnet det ud: Det vi selvfølgelig burde have gjort, var kun at bruge tyggegummiet til de første fire i stafetten, og så hurtigt pille det af, før nogen fattede mistanke og bad om at se skeen. Med en overlegen føring kunne de sidste løbere så godt have tilladt sig at tabe ægget lidt.
Note 2: For fuldstændighedens skyld bør nævnes, at det faktisk ikke var et æg, men en kartoffel, der benyttedes.
*) Det var dér, jeg gik over stregen, som min kone sagde, da jeg senere satte hende ind i sagen. Hun har masser af moral og deler gerne af den.
Jeg har intet moralsk kompas og lokkede de andre. Jeg går som udgangspunkt ud fra, at man bør snyde.
Nu har jeg det som om, jeg har gravet mig et dybt hul af omvendt goodwill, jeg kan bruge de næste ti år på at kravle ud af.
Note 1: Jeg har regnet det ud: Det vi selvfølgelig burde have gjort, var kun at bruge tyggegummiet til de første fire i stafetten, og så hurtigt pille det af, før nogen fattede mistanke og bad om at se skeen. Med en overlegen føring kunne de sidste løbere så godt have tilladt sig at tabe ægget lidt.
Note 2: For fuldstændighedens skyld bør nævnes, at det faktisk ikke var et æg, men en kartoffel, der benyttedes.
*) Det var dér, jeg gik over stregen, som min kone sagde, da jeg senere satte hende ind i sagen. Hun har masser af moral og deler gerne af den.
Mit livs drama
Jeg har ikke brug for drama i mit liv. Mit liv er fuld af drama, som det er. Bare at gå ned ad gaden eller cykle er drama nok for mig, martret som jeg er af mine tanker.
Alligevel er det dog rart, når der sker noget ind i mellem.
Det er dramatisk bare at være mig. Folk ser mine billeder og siger (ja, ”folk”, min egen bror kan sgu også finde på at sige det): - Tænk at være inde i dit hoved.
Det er rendyrket urban angst.
Jeg har altid syntes, det her The The-cover var vildt fedt.
Alligevel er det dog rart, når der sker noget ind i mellem.
Det er dramatisk bare at være mig. Folk ser mine billeder og siger (ja, ”folk”, min egen bror kan sgu også finde på at sige det): - Tænk at være inde i dit hoved.
Det er rendyrket urban angst.
Tjek det her billede ud fra ’47 af George Grosz (jeg har det ovre fra denne her blog, der har mange gode, store billeder).
Jeg har altid syntes, det her The The-cover var vildt fedt.
Etiketter:
George Grosz,
inde i mit hoved,
malerkunst,
min bror,
urban angst
Abonner på:
Opslag (Atom)