Det er altid godt at blande to forskellige ting – Olsen Banden og kung-fu, nitrogen og glycerin, Far til Fire og Motorsavsmassakren, digt selv videre – men det er sublimt at tilføje et vildfarent tredje element. Tag for eksempel det legendariske band Dread Zeppelin, der spillede Led Zeppelin-sange i reggaestil og havde en forsanger, der sang ligesom Elvis. Hvorfor? Fordi det er sublimt.
I mellemtiden går jeg selv og leder i de ting, folk smider ud, når nogen dør, og det ender ude på gaden. Man kan læse en hel persons liv af det. Jeg fandt en dagbog engang, der begyndte: "I morges opdagede jeg til min rædsel en knude i mit højre bryst." 
Det var nedad bakke derfra. Jeg samlede en hel stor sæk med hendes ting og bar dem hjem til hvor jeg boede i Fiolstræde. På vejen stoppede politiet og adspurgte mig (jeg har lignet en stereotypisk tyveknægt! - jeg manglede bare masken og den stribede sweater), hvor jeg havde det fra, hvorefter vi gik tilbage og inspicerede containeren med deres lommelygte. - Se, hvilken rigdom, udbrød jeg.
Da jeg flyttede ind på E. 73rd St. (rundt om hjørnet fra York Ave., lige hvor det privatfly med en N.Y. Yankee ved roret styrtede ind i en bygning sidste år), gik jeg på gaden om aftenen og ledte efter indbo. 
Hvis politiet havde stoppet mig dér, havde jeg mit svar parat: - I’m furnishing an apartment, officer. Ind i mellem var der nogen suspekte typer, der ikke så ud som om de hørte hjemme, en enkelt gang stank containeren så voldsomt af ost i sommervarmen, at jeg var ved at kaste op. Jeg fandt engang en hel kasse med gafler, da en festklædt ung lush med britisk accent som Dudley Moore i Arthur stillede sig op bag ved mig og sagde: - You must be very excited.
Jeg er ved at drukne i lort. Hvad skal jeg gøre af alle mine ting? Jeg har det som om, jeg ikke foretager mig andet end at flytte rundt på dem. I mellemtiden vokser bunkerne. Jeg må rydde op i det, før jeg dør. Jeg kan ikke byde mine børn andet.
Jeg har en teori om kunstværdi, en uholdbar teori, men en teori ikke desto mindre: Skraldeteorien. Hvis man smider et kunstværk ud i skraldet og ingen samler det op, er det intet værd.
Det kommer vel an på øjet, der ser. (The New York Times bragte engang en af deres super-velrapporterede historier om en kurator fra The Metropolitan Museum, der fandt et abstrakt, sort maleri på The Upper West Side og genkendte det som reel, prof kunst. Siden hen talte journalisten med alle implicerede personer: Ekskonen eller den nye kone, der havde smidt billedet ud, fordi hun ikke kunne lide det, den forsmåede afrikansk-amerikanske kunstner osv.)
Som de fleste folk efterhånden ved, er Reptilicus verdens dårligste film – og den er dansk. Derfor er tiden nu moden til at genindspille den med et fedt computergenereret monster (á la det i The Host). Kun titlen bliver tilbage, alt andet skrottes.
Min mor fandt engang en stak af sine pigebreve frem. De sluttede alle sammen sådan her: "Nu kan jeg ikke finde på mere at skrive. Kærlig hilsen...”
Kender I det, når man vil tage den sidste bid af sin mad, men man kan ikke huske, hvor man har lagt den? Man trænger til den sidste bid, det er derfor man har gemt den, og nu er man bekymret for, hvor den mon kan være.
Jeg har drukket to krus enkeltdobbelt espresso hurtigt i rap og er blevet fjollet. Det sker.
Det er ved at være ualmindeligt op over, hvis jeg skal nå at blive til noget her i livet.
Dagens sangperle på lak: Victor Cornelius: Lille Mor.
Hvis jeg var konge, ville jeg lave en lov om at alle danske film skulle optages om vinteren eller efteråret, når alt i Danmark er gråt og trist og eksistentielt. Det ville gøre dem ufatteligt tunge og benhårde, en passende baggrund for dansk films typiske temaer om barnedød og incest (og gøre dem endnu mere "virkelighedsnære" og bringe dem endnu mere "i øjenhøjde").
Note 1: Et godt eksempel til sammenligning er Aki Kaurismäkis Pigen fra tændstikfabrikken, hvor alle folk har rødrandede øjne og sidder indenfor i deres lejligheder og ryger cigaretter. Det er svært at forestille sig noget mere nedtrådt, og komisk er det også.*)
Et absolut højdepunkt kom her i foråret under en intens følelsessnak med min kone om skilsmisse. Da jeg følte mig sikker på, at vi havde rundet et vigtigt hjørne, greb jeg guitaren og begyndte at spille hende en kærlighedssang, improviseret på stedet. Og jeg kan ikke spille! Og jeg kan dårligt synge! Men jeg gjorde det - og med stor overbevisning, koncentreret og uden at bæve.
Hver morgen kom min gurus mor ind med appelsinjuice til ham i sengen. Altså da han var dreng.
Min klassekammerat JJJ havde en barnepige, der hørte Bay City Rollers på rejsegrammofonen (og The Night Chicago Died) og havde alle deres plakater. Hun fortalte, at hun engang havde fået en nål ind under huden, der nu bevægede sig rundt i hendes blodårer. En dag, når den nåede hendes hjerte, ville hun måske dø.
Nu hvor jeg sidder og lytter til gamle 78’ere på min nye rejsegrammofon, mens jeg forsøger at arbejde, kommer jeg til at tænke på en fyr, jeg så engang, der sad nede på 12th Street med en autentisk, god gammeldags rejsegrammofon og spillede plader i sit retrojakkesæt og –hår. En sand fanatiker. Lyden var utroligt god, så sød og knasende sprød.
Jeg er træt af at brænde en heks af på Skt. Hans-bålet. Hekse er overvurderede og udrangerede. Det er en konvention. Næste år vil jeg have vi skal brænde noget ordentligt af: Fogh, Bush eller Pia Kjærsgaard.
Jeg hader helligdage og ferier, for der har jeg mindre tid til mig selv end ellers.
Og der er mere fra samme skuffe (se sidste indlæg):
I søndags var jeg i kolonihaven, i dårligt humør og med hovedpine. Febrilsk skriblede jeg de følgende noter og stak dem i skjortelommen.
Jeg havde et tåbeligt skænderi med min kone i går på vej i seng efter to afsnit af Carnivale, træt som jeg var.
NB! Lynda Barrys One Hundred Demons er en glimrende tegneserie om at komme ud med sine dæmoner. Forlægget er en 400 år gammel japansk tekst, der foreskriver, at man tegner 100 af sine personlige dæmoner og ser, hvad der sker.
Da jeg var ung, tegnede jeg en tegning af en lygtepæl, der tissede på en hund, og syntes det var vanvittigt snedigt fundet på. Derfor skuffede og forvirrede det mig, da jeg senere så den samme vits i et hjørne af en Will Elder-tegning fra MAD. En isoleret detalje, det var alt, hvad jeg havde.
En aften gik jeg om hjørnet til Magstræde og så en tårnhøj blondine i aftenkjole bukke sig ned og kysse en dværg.
Min guru sagde til mig: - Du brokker dig altid over dit arbejde. Måske skulle du finde noget andet at lave.
Jeg er fuldstændig paralyseret af træthed. Sandheden er, at jeg ikke gider lave noget om morgenen. Hvem har fundet på, at folk skal være henne et sted kl. 8 om morgenen? Elektriciteten er opfundet, vi bor ikke på landet.
Det er frygteligt, nu sidder jeg og arbejder igen. Får det aldrig nogen ende?
I mine unge dage var der snak om "fritidssamfundet" (bl.a. på den statssponsorerede kanal) – hvad er der blevet af det?
Min kone og jeg havde en interessant meningsudveksling i går.
• Mine svigerforældres snapseglas er større end deres vandglas.
• Mine børn spiser sæbebobler.
• Jeg har købt en jakke til kr. 2.000, og nu tør jeg ikke gå med den.
Jeg har dårlig samvittighed i dag, fordi jeg snød i æggevæddeløbet til festen nede i børnehaveklassen i går ved at sætte et stykke tyggegummi mellem ægget og skeen. Det var stafetløb, og DAMP-børnene på mit hold løb rundt med skeen lodret eller omvendt, så det blev opdaget. Jeg har det ligesom Bjarne Riis, og ligesom ham benægtede jeg alt.*)
Tjek det her billede ud fra ’47 af George Grosz (jeg har det ovre fra denne her blog, der har mange gode, store billeder).
