Snorkfruen – den skønneste af alle

***
Skrevet i mørke

Din snorken gør mig liderlig
idet det er et livstegn
Dine tæer famler i mørket og finder mine
Her er ikke meget plads
For meget kaffe for sent.

***

Den visse død

***
Det er det samme hvert år, bare værre: skattetid. Sidste dag er onsdag, tror jeg, jeg har ikke kigget efter. Jeg har 220 bilag, jeg skal sortere. Jeg plejede at have en revisor til at hjælpe mig til at få det færdigt, men han skred for to år siden. Jeg ved ikke, hvordan jeg klarede det sidste år. Det hele henstår i en tåge. Jeg kom ud af tågen, men hvad der skete derinde, skal jeg ikke kunne sige. I stedet for at lave det lort nu, har jeg malet det værste flip: Francis Bacon æder Nuser. For satan. Alt andet end at lave det, jeg skal. Alt andet end det. Tænk, at det er det, der skal til, før jeg løfter en skide pensel. Der er også noget arbejde, jeg har lovet nogen. De kan få det, når de skriger ad mig. Det er sommer, og her sidder jeg indenfor og tænker udenom.
***

Mit livs testikelundersøgelser

***
I skolen skulle vi til sundhedsplejersken og stod dér i vores underbukser. Så kom vi ind én ad gangen. – Har du ondt i maven, spurgte hun og hev ud i mine underbukser for at tjekke min testikelpose ud. Snap! slap hun elastikken.



Et af mine tidligste minder er at være nede hos Dr. Flügel og få befamlet mine klunker for at se, om de var der alle sammen.

I min onanistiske ungdom var jeg en overgang bekymret over, at jeg havde en knude på klunken, så jeg gik hos lægen, men han kunne ikke finde noget, selvom han prøvede. Det kunne jeg heller ikke. Jeg var bare blevet øm af at rage så meget på dem, tror jeg.

Nu kan jeg som midaldrende se frem til tilbagevendende prostataundersøgelser. Jeg kan allerede høre handskeelastikken smælde. Og min læge er sådan en rar dame. Tænk at tage en lang uddannelse for at lave sånoget.
***

Øg frekvensen

***
Jeg synes, det er ærgerligt, at det kun er én gang om året, folk bliver kørt fulde rundt på en vogn og råber. (Her tænker jeg på studenterne, der kører rundt og larmer. Hvis denne skik har et navn, har jeg glemt det.) Det er en skam. Jeg synes, man skulle tage alle fulderikkerne nede i parken og sætte dem op på ladet af en lastbil og køre rundt med dem hver torsdag. Hvor skulle man så køre hen? Man kunne f.eks. køre dem rundt til deres forældre, hvis de lever endnu, og skuffe dem noget mere eller låne penge af dem.



Andre medborgere kunne dytte, når de så vognen, og evt. kaste penge derop.



Eller: Lastbilen kunne køre i fast rutefart hver torsdag (og/eller tirsdag), og man kunne stige på, hvis man havde lyst til at sidde dér og drikke eller danse og råbe.

Det er ligesom med juletræer. Jeg synes heller ikke, man skulle begrænse sig til at danse rundt om træer én gang om året (majstænger gælder ikke). Hvor kommer sånoget fra? Tænk hvis der kom én hjem nu – lad os sige det er faderen – og stillede et træ op i stuen og foreslog, at familien skulle begynde at danse rundt om det. Ingen ville gøre det, og faderen ville blive spærret inde. Det er det, man kalder tradition, børn.
Tak.


***

I arbejdstiden – min egen telefon gør mig bedøvet

***
Min datter ringede for at fortælle mig, at hun vil have en ny telefon.



Hun kan få min, så tager jeg hendes, den er bedre.


UPDATE 15:55: Nu ringede hendes lillesøster lige på sin telefon og sagde, at det ikke var sjovt at være derhjemme (sammen med sin storesøster). – Hun er ligesom dig! sagde hun. – Det er ikke spor sjovt! Jeg keder mig! Og så hylede hun, fordi jeg ikke ville komme hjem nu, og jeg kunne høre de skændtes. Det er dag 1 af sommerferien.

UPDATE 19:40: Min yngste datter: – Du lyder rigtig rar, når man taler med dig i telefonen. Du lyder som en gammel bedstefar.
***

Daglig påmindelse

***
Her er en bakke med ting jeg tabte på gulvet i december, som jeg ikke har gidet samle op endnu.


***

Når jeg er dårlig, bliver meget godt

***
Det gode ved at være syg er, at så kan jeg klare at se realitets-tv. Så kan jeg grine ad America’s Top Model og Chef Ramsay, der skriger ad alle folk, åh hahaha. Når jeg er syg, er jeg på niveau med det lort. Til hverdag kan jeg ikke tåle det. I det hele taget er jeg meget taknemmelig, når jeg er syg. Til hverdag er jeg konstant utilfreds. Tak, tak, kære familie, siger jeg, fordi I bringer mig te og mad. Og sentimental. Sentimental bliver jeg også. Jeg var syg sidste uge og skyndte mig hjem fra arbejde og lagde mig og græd ad slutningen på The Big Lebowski, hvor de omfavner hinanden, den PTSD-ramte veteran og hippien.



PS Jeg har ikke været syg nok endnu til at se dansk realitets-tv, men jeg så engang 10 minutter af svensk Robinson, og da var jeg rask. Det er for tæt på, når det er danskere, til at jeg synes, det er sjovt. Allerede Sverige er tilpas langt væk til, at jeg kan tænke: Åh, disse klovner. Nordmændene er totalgrineren. Finner er eksotiske som japanere.
***

Langtandet hestekranie

***
Jeg ved ikke, hvordan det er hjemme hos jer, men hjemme hos mig når det aldrig at blive rigtig lykkeligt. Der er perioder, hvor det går meget godt, og der er tale om en vis ømhed, men det holder hurtigt op igen, som en dør der smækker.
Det vender på den berømte tallerken.
Hver gang det går en lille smule godt, skal man stoppe og tage en dyb indånding og tænke over det, før man fucker det hele op igen. men jeg har ikke altid overskuddet til at, du ved, folde tøj om aftenen og vaske op, når hun forventer det, og gøre det ekstra. Det er ligesom at ryge: det er nemt at begynde, det gør man fra det ene øjeblik til det andet, men det tager lang tid at holde op. (NB! Til dem, der følger med, kan jeg fortælle, at jeg ikke ryger nu for tiden, fordi jeg har ondt i halsen. I øvrigt er det en hæslig vane, som jeg ikke kan styre. Jeg har det som om, at bare fordi jeg skriver det her nu, begynder jeg at ryge i morgen, jo mere jeg skriver, desto tættere kommer jeg på at ryge. Forleden dag havde jeg det som om jeg røg, da jeg skulle sove.) Her mener jeg: det tager lang tid at bygge noget op, men det kan rives ned på ingen tid. "Terrorangrebene d. 11. september 2001" var ingen kunsthandling, ligegyldigt hvad Stockhausen siger. Det var det omvendte. Det er ingen kunsthandling, hvis jeg tramper på dit sandslot eller sprænger balloner med cigaretter til en børnefødselsdag som en negativ teenager. I øvrigt er det lige meget, havet tager det hele. Rable, rable. Hvor er min lykke? Hvor er min lup? Kom frem, lille lykke, så jeg kan trampe på dig.
***

Min fod er svejserost

***
Min gud, det er håbløst, jeg laver virkelig ikke dagens gode gerning. Hvordan skal jeg nogensinde få udrettet noget, når jeg først begynder kl. 2 om eftermiddagen? Nu er ugen igen omme, og jeg har intet at vise for min tid. Og nu er det snart sommerferie, og så har jeg endnu mindre tid end normalt, fordi jeg skal være sammen med min familie hele tiden. Vi laver aldrig andet i forvejen, men snart er det 24/7. Det er jo heller ikke fordi jeg gider lave noget, andet end at være sammen med dem, men så hænger jeg der og svæver midt mellem det hele igen og må tvinge mig selv ud af døren, mens der stadig er noget af dagen tilbage, og så er det alligevel for sent og jeg er træt. Således får jeg alligevel ikke udrettet noget, samtidig med at jeg skuffer alle omkring mig. Jeg har ikke været ude at besøge min mor endnu, selvom jeg burde. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det. Der er konstant den bastone af død og undergang. Mit liv er håbløst.

Alt hvad jeg vil for mig selv
bliver ikke til noget alligevel.

Jeg slår mig ihjel
Farvel
***

Ødelagt af arbejde

***
Det nærmeste, jeg kommer på at male disse dage, er at smøre madder.


***

Hvor irriterende. Dyrt var det også

***
Jeg går til frisøren og får oppumpet mit selvværd, for det er min terapi, og så kommer jeg lige ind ad døren, og min kone siger: Du ligner en fløjt-fløjt og laver bevægelser med håndleddet.


***

Scenen

***
Hver gang jeg går i teatret, møder jeg nogen jeg kender. Derfor går jeg aldrig i teatret.

Eks.: For 100 år siden tog min kone mig ind at se Black Rider, og jeg er ikke holdt op med at brokke mig siden (20 sangere, der prøver at lyde ligesom Tom Waits – hvad bliver det næste, Louis Armstrong-imitationer?), og mødte Donzo N. og hans gamle kæreste på reposen. Næste gang, jeg var i teatret, havde vi fået to billetter til første række af noget Nikoline Werdelin, men ikke ved siden af hinanden, så vi var nødt til at bede ham ved siden af om at flytte sig. Det viste sig at være min kones bedste venindes (nu kendt fra tv) gamle kæreste (hvis erigerede mandslem hun engang tegnede omridset af på et A4-ark til evigt eje og minde – samme teknik som når børn tegner omrids af deres hænder i børnehaven). Da han flyttede sig, endte vi med at sidde ved siden af min gamle ven Niller og hans daværende. I pausen stod jeg i foyeren og mødte to gamle klassekammerater (den ene var ham, vi alle sammen drillede nådesløst gennem 10 år, nu er han direktør i en stor medievirksomhed – heldigvis ser min kone bedre ud end hans), så fremstammede jeg noget mht. min forhadte karriere og min fortid i New York og sprang ud for at tisse bag et træ ved kirkegården i regnvejr.

Det er en skam, for jeg kan faktisk godt lide at gå i teatret. Der er bare aldrig noget at se. Her tænker jeg tilbage på de gode, gamle dage, hvor min kone havde forladt mig, og min guru tog mig med i teatret flere gange om ugen på billetter til $1, han havde fået nede i the senior’s center. Der så jeg alt muligt fra Shakespeare til Mamet til Eugene O’Neills Beyond the Horizon, der berørte mig dybt, der slog mig som en knytnæve i mellemgulvet, fordi det handler om en kunstnerisk anlagt fyr, der bliver tvunget hjem af sin dårlige samvittighed til at passe den fædrene gård og gifte sig med den forkerte i stedet for at udfolde sit potentiale ude i verden. Og jeg lærte sågar at forstå Shakespeare: det lyder simpelthen godt, det skal høres, selvom man ikke forstår alle ordene, kan man høre, hvad det betyder, på selve lyden. Replikkerne rullede rask af skuespillernes tunger i Richard III*). Gode minder fra en lortetid.


*) Eller også var det Henry IV.
***

Hvor jeg er

***
Jeg har nogen kirsebær, jeg lige skal æde, før jeg gider arbejde.



UPDATE 11:43: Okay, nu har jeg ædt dem – og en snegl og en tebirkes – og jeg gider stadig ikke arbejde.

De var heller ikke særlig gode, fordi jeg har haft dem i min taske siden i går.

Hvad havde jeg egentlig regnet med?
***

Mundtøjet fejler ikke noget

***
Min far er musikalsk anlagt og håber, at børnene også begynder at spille et instrument.
– Hvad med slagtøj? siger han til dem.
– Ja, svarer de. – Hvis vi godt vil tage noget tøj og slå hinanden med.

Han kan heldigvis ikke høre en skid af, hvad de siger.
***

Mandag morgen begyndte kl. 11.15

***

Åh, jeg er så gammel & træt,
i lørdags var jeg dum & stiv som et bræt

Ikke bare det, men jeg lider af snue,
der gør, at jeg fryser selv her i min stue
– måske er det influe-
nza,
en helt anden sag?

Hvor er jeg dog gammel & svag
Jeg kan kun klynke hver evige dag

Hvor urimeligt, at jeg skal arbejde
& have dårlig samvittighed, når jeg hellere vil affeje det

Hvornår blev jeg til en zombie-slave?
Den dag jeg sjoflede guds gave.
Tak.

***

Han er en Svengali med en sær, hypnotisk magt over kvinder, og hun måtte kæmpe hårdt for at frigøre sig fra ham

***
Der er en fyr, jeg dårligt kender, der ringer ind imellem for at fortælle mig om sine følelser og om, hvor meget kunst han altid sælger. Jeg kender hans gamle kæreste, det er derfor jeg kender ham.
– Der var sgu ikke noget galt med hende, siger han. – Men hun vil ikke tale med mig. Jeg snød hende et par gange for meget, siger han.
Han savner hende nu, hvor han lige har været nødt til at lave sin selvangivelse selv.



Han er ingen Charles Manson, men han har altid forskellige, vekslende kærester med små skavanker – dobbelthager, en brun fortand – og lavt selvværd.
***

Farlige revner

***
Da min kone forlod mig, besluttede jeg mig for at holde med at være overtroisk. Jeg gik arytmisk og staccato hen ad fortovet (som fremenerne i Klit) og tænkte: Hvad gør jeg det her for? Hvad forskel gør det, om jeg træder på revnerne? Og så har jeg trampet på dem lige siden. Nogen gange skal der en personlig katastrofe til, før man laver sine barnagtige vaner om.

Da min datter var lille, kunne jeg se den biologiske mening med ikke at træde på revnerne: når jeg gik rundt med hende i hænderne, før hun lærte at gå selv, nægtede hun at træde ind i det mørke mellemværelse, hvor gulvet var malet sort. Og jeg kan godt forstå det: Hvem ved, om det er et sort hul eller en elevatorskakt? Tilsvarende er det nok en god ide ikke at træde på revnerne i isen eller anden usikker eller sumpet grund.

Mine børn laver en leg, hvor det gælder om ikke at træde på de rødlige fortovsfliser, fordi det er lava. Forleden dag var vi ude at cykle, min datter (8) og jeg, og hun sagde: "Når jeg er inde i skyggen, er jeg ked af det. Når jeg er ude i solen, er jeg glad." Jeg havde godt lagt mærke til, at hun skiftede udtryk.

Sådanne lege er udmærkede til at holde hjernen beskæftiget, når man er ude og på vej et sted hen, det er da klart, men ellers gælder det: Udryd overtroen! Bortfej overtroens spindelvæv fra din hjerne!
Tak.
***

Anonym dom

***
Der er en, der banker på væggen inde ved siden, så mit maleri faldt ned af væggen.

Nu slapper han lidt af igen.

Jeg har ikke været ovre at se, om det har taget skade.



Heldigvis er mine malerier slagfaste.
***

Kemiske robotter

***
Jo længere jeg lever, desto mere synes jeg, mennesker er kemiske robotter. Hvis man ikke får kaffe, bliver man deprimeret. Får man sex, bliver man glad. Osv. Vores bevidsthed, vores dødsbevidsthed, alt det vi går og tænker på inde i vores hoveder, er bare bivirkninger af den biologiske udvikling.
Tak.
***

Det er jo bare

***
Jeg ved ikke, hvad jeg skal stole på mere. Jeg ved ikke, hvad der er op og ned, rigtigt eller forkert. Jeg har mistet mine indre pejlemærker. Det, jeg troede var noget, hvad er det? Noget andet eller slet ingenting? Jeg har ikke noget at holde fast i, det hele skrider, som jorden under en fuld mand



En blank tavle spulet ren i knækket hvid. Optagelser på rundkørsel. Den første film fra luften af et tungere end luften-fly. Horisonten oppe. Lave overflyvninger. Loops af forglemmelse, ostet nitrat. Jeg kan ikke længere køre i de samme baner, jeg har glemt dem. Jeg har glemt de cirkler, tanker der altid dukker op i badet, samme gamle om og om. Skyllet ud, spundet ud for enden af sæbegalakser, trævlet op, uhørte usagte, ligegyldige ildtunger, spruttende i en kreds
en kreds af formummede tilhørere, skamfuldt nedsænkede, vidtspændte øjne, gnistrende indsatser, tændsatser af spændt forventning


Første film fra fly i luften. Smuk.

Tag til stranden. Eksplodér dit hoved indvendigt bag øjenlågene. Flad ud. Sved en dag. Behold dit væsen. Mærk salt, kokos, sved på tungespidsen, dyp tæerne, eksplodér din væren i spændt forventning, det er jo bare ord, et øjeblik, en række navnløse krigere, opslugt, nedleret, afbleget, fikseret

Fluer mod forruden forsagte minder ryggen til livet ryggen til alt det blivendes væsen en ordbestilling af lukkede døre en chance til
***

Jeg er gladere, når vi ikke er sammen

***
I går sad jeg under hele middagen og undgik øjenkontakt med dig. Børnene sad bag hver deres tegneserie som stereotype ægtemænd. Ingen sagde noget. – Ræk mig saltet, var så langt som det blev. I morges da jeg kiggede på dig på langs af lejligheden, i dens fulde nord/syd-akse, så du væk.



Jeg vil spørge, hvordan du har det, tænkte jeg. Hvordan har jeg det selv, kan du så spørge. Og så opdagede jeg, at jeg ikke er skrap eller sur, men skideked af det.

Jeg aner ikke, hvordan du har det. Det er ikke sikkert, at det har noget at gøre med mig, hvordan du har det. Men det påvirker mig. Du lukker dig inde i dig selv, og jeg aner ikke, hvad der foregår. Jeg føler mig dum og åndssvag og uelsket.
Som sædvanlig.

Jeg må sætte mig for at finde ud af, hvad det er med dig, for det er ikke sikkert, at dit problem er mig.


***

Er det bare mig?

***
Undskyld, men hver gang jeg ser denne reklame, tror jeg et kort sekund, at det sovende barn har et bryst.



Lad mig overtydeliggøre:



Faktaboks: Her står, at nogle babyer og spædbørn kan udvikle bryster og sågar udskille brystmælk, såkaldt heksemælk. Det sker også for små drengebørn. Spørg din mor, om det skete for dig!
***

Gollums hjerte

***
Som trofaste læsere vil vide, skal jeg til genforeningsfest med min gamle gymnasieklasse. Jeg er spændt, for min gamle kæreste, som jeg ikke har set i 20 år, kommer med. Hun knuste mit hjerte, men det fortjente at blive knust. Det havde godt af det, det ser jeg nu. Hun sparkede det ud af sin rede som en nøgen fugleunge. Nogle år senere havde jeg fået fjer og kunne komme frem fra de visne blade, hvor jeg havde gemt mig i to år og levet af orme og tusindben og bænkebidere og andre dyr, som lever dér, indtil jeg kunne se i mørket som Gollum, ganske flyvefærdig.

Her er de spørgsmål, jeg vil stille hende:

• Var dine orgasmer ægte?
• Ham, din "ven", du altid var sammen med, var han homoseksuel?
• Jeg vil gerne have mit maleri tilbage, ok?

***

Overslag

***
Det her er det værste årtusind, jeg har oplevet. Jeg tror, jeg har haft det sjovt tre gange i det nye årtusind, og sidste gang er syv år siden.


***

Døden i livet

***
Jeg viste min datter mit arbejde, jeg havde med hjem.
– Åhr ja, hvor er det bare kedeligt! sagde hun.
– Jeg håber for dig, at du aldrig skal lave noget ligeså kedeligt, sagde jeg.
– Det kommer jeg ikke til, sagde hun. – Jeg skal være forfatter.



Det er det kedeligste job, jeg har haft siden 2002. Det føles som døden, bare værre, fordi jeg er ved bevidsthed. Det føles som at vide, man skal dø, hvert levende minut af dagen.


***

Erkendelse

***
Og det i en grad, så faren er ved at græde midt om søndagen og må lægge sig ind på børneværelset for at være alene, og begge børnene kommer ind for at spørge, hvad jeg er ked af, men ikke min kone.
– Jeg kan ikke lide, når du er ked af det, for så bliver jeg også ked af det.
– Det er jeg ked af.
Jeg kan ikke tage presset.
***

Hjerne med en økse i

***
Jo mere jeg tænker over, hvordan jeg har det, desto værre får jeg det. Måske jeg skulle lade være med at tænke over det? Måske skulle jeg være ligesom et af de mennesker, der er glade altid, og man tænker: Har de ingen selvbevidsthed? Hvorfor være bevidst om sit liv, når man er bevidst om, at det er noget lort?
***

Sjovens ophør

***
Hvornår holdt jeg op med at have sjov i livet? Jeg kan meget nøjagtigt datere det til min bryllupsnat, da min kone nægtede at have sex med mig i sin vodkabrandert.



Det kan jeg tænke på, mens jeg bruger min weekend på at købe ind og gøre rent, hvordan jeg lå dér og tænkte på dét.
***

Din ryg er som en lukket dør

***
Jeg skal arbejde hele tiden og er sur, sur, sur.
Jeg vågner om morgenen og er sur, sur, sur.
Den evige dans for at undgå hinanden i hjemmet fortsætter.
Min kone har ikke set mig i øjnene i en uge.
Det er pinligt at skulle sove i samme seng.
Vores kommunikation er meget begrænset:
Jeg siger et eller andet.
Hun siger et eller andet.
Jeg siger et eller andet.
Hun siger: – Skal du hæve stemmen?
Jeg siger: – Hvad har jeg egentlig gjort dig?
Hun siger: – Ha! Hvor skal jeg begynde?
– HVORFOR ER DU SÅ SKIDEFJENDTLIG HELE TIDEN?! råber jeg til den lukkede dør.

Resten af dagen er en pinsel. Jeg ønsker mig langt væk. Arbejde er bedre end at være hjemme. Alt er bedre. Jeg kan ikke trække vejret.
***

Dét ville jeg gerne se

***
Er der egentlig nogen, der har lavet en pornomusical? Jeg mener ikke en musical om porno ligesom O Calcutta*), men en rigtig pornofilm, hvor folk bryder ud i sang og evt. dans, mens de går til den.

Denne video er der ikke helt, men den er meget sjov alligevel:


Squeal Happy Whores. For filmsnobber: Instruktøren er James Gunn, der også har lavet den moderne gyserklassiker Slither. (Højdepunktet kommer ved -01:36.)


Det kan godt være, kombinationen bare er en fysisk umulighed, men det er værd at undersøge.


*) eller The First Nudie Musical eller Alice in Wonderland eller hvad der ellers dukker op på en to minutters-Google-søgning.
***

Ulideligheder

***
Min surhed påvirker hele familien. Om morgenen råber jeg ad mine børn, for at de skal nå i skole til tiden. I morges sagde min datter (8) til mig nede på gaden: – Når du er sur på mig, begynder jeg at græde, og så tager det længere tid. (Det er sikkert rigtigt nok, men hun begynder også at græde, før jeg bliver sur og råber på hende, at hun skal skynde sig.)

De hører aldrig efter, hvad jeg siger. Jeg siger tingene fire gange, men de hører ikke efter, før jeg hæver stemmen, og så kommer min kone ind og "beskytter dem".

Når jeg hæver stemmen*) over for min kone, når hun er irriterende og anstrengende og egoistisk, siger børnene: "Nu må I ikke begynde" eller "Lalalala".

Hvad ligner det ikke? Alle lider under mig.


*) Det er ikke sådan at have en stor stemme, når man er omgivet af hunkønsvæsener, jeg Brutalix.
***

Hvad nu?

***
Hvad har jeg nu ondt i røven over?
Masser!
Jeg er træt af, at jeg er den eneste, der vasker op her omkring.
Som min kone sagde til en parmiddag engang: – Jeg har en opvaskemaskine. Den hedder [mit navn].
Haha.
(Det er en variation over vittigheden, jeg fik fortalt af Firserkoryfæet: – Jeg har en opvaskemaskine, det er en Nanna-mát.
Altså: En af hans venner havde en kæreste, der hed Nanna. Det har han så ikke mere.)
Jeg er den eneste, der rydder op og gør rent efterhånden, derfor ligner her et bombet lokum.
Min kone har "givet op".
Godt udgangspunkt.

Desuden er jeg sur over, at jeg skal arbejde. Det har jeg været i over en uge nu.

Jeg er også sur over ikke at have noget sexliv her & nu.
***

Manifest

***


Hvis jeg ikke begynder at lave noget nu, vil jeg føle mig som en slap svans.
***

Dødssøn

***
Jeg svigter min mor. Hun er ved at dø, men når hun ringer, har jeg altid travlt, og jeg tager aldrig ud at besøge hende.

Det er tydeligt at se på hende efterhånden, hvor mærket, hun er af kræften. Det er ikke kun bivirkningerne af kemoen, man kan se nu, men virkninger af selve kræften.

I går så børnene E.T. og sagde, at han/den ligner farmor.
– Haha, sagde min kone. – I har ret, men lad være med at sige det til hende.


***

24/7

***
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve sommeren. Min bedste stund her i weekenden var, da jeg gik ned i Døgn-Netto alene med min iPod i ørerne. Mit næstbedste stund kom, da jeg hackede mig ind på naboens netværk og kunne tjekke min mail og læse avisen.

Og det er oven i købet godt vejr.

Jeg kan godt lide min familie, og jeg kan godt lide at være sammen med dem, men jeg er rigeligt sammen med dem til hverdag. I ferien kommer kravet om, at jeg i hvert fald aldrig må foretage mig noget, jeg har lyst til, for mig, uden at jeg skal have dårlig samvittighed over ikke at gøre noget "for familien". Det oven i alle de andre krav om, hvad "vi", dvs. jeg, skal gøre ved huset, før det falder sammen som et bundt mikadopinde, oven i bebrejdelserne om, hvad jeg har gjort eller ikke gjort i foregående år. Jeg kan ikke hive en mælkebøtte op uden at få et bebrejdende blik. Jeg har ikke brugt kanttrimmeren i to år pga. brok om, at jeg ødelægger naturens integritet – som en militærbarber, der studser en hippie – og jeg kan faktisk godt lide at kanttrimme. Hold kæft mand. Det er håbløst.

Snart er det sommer og regner hele tiden, og jeg kan sidde indenfor her i fritidshuset og se min familie spille Playstation som automatoner, mens min sidste spire af livsbegejstring visner og dør.

Jeg gider ingenting. Jeg byder døden velkommen. Døden er ikke så slem, hvis man bare lader være med at tænke på sig selv som et individ, men et trin i en slægt for DNA’ens bevarelse.
***