Som et nyfødt barn, måbende

22:13

Mit problem er, at jeg er en helgen, og jeg simpelthen er forbløffet over mine negative tanker. Det er inkongruensen, den skarpe kontrast mellem stykker af glødende kul mod en snehvid grund. Mit sind er som snemandens ansigt.

Jeg er en engel, der er sendt ned på jorden for at skabe fred blandt mennesker. Og jeg martres og ofrer mig selv, som Jesus. Min godhed bliver min død.

Mine lidelser er for jer. Og hvis I også lider lidt så længe (I få tilbageværende stakler, der har mave til dette), er det kun godt.

Derved hæves det universelle godhedsniveau til alles glæde & stjernernes fryd.

Nu kommer min kone ind og fortæller mig, at jeg skal fjerne skrællerne fra vasken.



En utrolig smuk dans
af kulørte grønsagsstumper
på bunden af min vask


Desuden (for den meget standhaftige læser):
Mit problem er, at jeg er så god som dagen er lang. Jeg synder aldrig. Kun mod mig selv. Jeg forbryder mig kun mod mig selv, for jeg kan ikke få andre til det. Min synd går kun ud over mig, den smule synd. Det er mest bekymringer. Er bekymringer synd? De er i al fald ærgerlige.

Jeg begår virkelig aldrig nogen synder. Jeg er så fucking ren.

Jeg er pletfri ren. Jeg er lavet af stjernemasse.

I øvrigt er jeg ligeglad med synd.

Jeg er et godt menneske. Jeg er god mod andre mennesker. Det eneste, der er galt med mig er mine bekymringer og mit lave selvværd. Mørke skyer over mit krystalblå sind.

Det er skønt at være så god - for min sjæls evige frelses skyld - men det lønner sig ej. Jeg snyder mig selv i stedet for andre. Deraf mit salige smil.

Jeg er frelseren, lyt til mine ord,
Gud er min far, men hvem er min mor?
Et menneskekar, der i mit hjerte bor.
Far, send flere penge,
så skal jeg nok huske at ringe.