fredag den 20. marts 2009

Tingene ophober sig (3)

***
Prøv lige at se, hvor meget kaffeslam, der har samlet sig på den underkop, jeg bruger til afløb fra min espressofilterholder (t.h. i billedet):




Se hvor det sprækker og bobler op (man aner endnu et smileyface deri):




Det ligner et rumsondebillede af Merkurs overflade:




HISTORISK GENNEMGANG
Sådan så underkoppen ud sidste år, i februar og maj hhv.:


Til sammenligning.


Hvis det havde været et maleri, jeg lavede på den måde, havde det været ved at være færdigt.


PS om ophobning: Der var en maler på et deleværksted, jeg var på engang, en israeler, der aldrig vaskede sin kaffekop op, og da han brugte mælk, voksede der efterhånden et koralrev frem i koppen. Hver dag til frokost spiste han bacon, og hans billeder lignede Francis Bacons. – Jeg er en dårlig jøde, sagde han.
Jeg tror, hans danske kæreste smed ham ud til sidst, jeg har ikke talt med ham i flere år. Flink fyr ellers. Røg for meget tjald.



***

Tusind ulykker

***
Nu har jeg igen vippet min kaffekop på gulvet og tilstænket min gode, gamle G5’er, pålideligheden selv.



Det er anden gang i dag, jeg fejer knust porcelæn op.

***

Sur nar - Hvad er der galt med mig?

***
Endnu en morgen hvor jeg har råbt ad min kone og hun ad mig. Og børnene har grædt, og jeg har smækket døren i hovedet på min datter og sagt: – Ja, gå væk fra den onde, onde far og hen til den gode, gode mor!

Fordi jeg synes det var tid til at skynde sig i skole.

Min kone har en udtalt evne til at dele familien op i mig og dem.

– Far er sur over noget, og så går det ud over os andre, som hun sagde.

Nu har jeg ødelagt det hele igen.
***

torsdag den 19. marts 2009

Konkret kaffekvad

***
Meget snedigt udformet som en dampende kop kaffe (med underkop)






.....................K.....
......................a.......g.......s
.......................f.......ø.......t
......................f.......r.......æ
.....................e...............r
......................n.............k
.................................
...............Kaffe gør mig vild og ekstatisk
...............Den laver mig om fra passiv til
...............manisk. Uden den bliver jeg helt panisk
...............og egentlig også med — det er.........jo
................ikke for at få sjælefred, at........vi
.................den i os labber, og heller........ej
..................for at få os en slapper, men for
...................at fyldes med ny energi,
....................der sætter tanken fri
.....................og får tarmen op på
......................dupperne: så klar
.......................hver dreng/pige
........................med svupperne.
......Kaffen er den hurtigste vej til Nirvana, syng Hosianna!
................Med kaffe i sæk er problemerne væk.
***

onsdag den 18. marts 2009

Hul i midten

***
Jeg har hele tiden lyst til at ryge, men når jeg så (falder i og) ryger, tænker jeg: – Hov, det var ikke, hvad jeg havde lyst til alligevel.

Jeg har et stort hul i midten, jeg bare har lyst til at fylde ud med et eller andet.


***

Uomtvisteligt

***
Hvis det viser sig, at man får kræft af Nettos spaghetti, er jeg en død mand.


I videoen her slås den svenske kok med en skål spaghetti. For kendere.
***

100 års tosomhed

***
I går lagde min kone sin hånd kærligt på min arm. Det føltes elektrisk. Jeg var ved at græde. Jeg er ikke vant til at blive rørt.


***

Det kan også være lige meget

***
Jeg havde forberedt alle de her herlige, interessante indlæg, jeg ville udgive denne uge, men jeg kommer ikke videre end at sidde og tude.*) Hvis jeg tuder længe nok, er der måske nogen, der hjælper mig, er tilsyneladende min plan.

Jeg når aldrig derhen, hvor jeg godt vil være. Jeg kan ikke overskue den mindste ting. Det er minimalt, hvad jeg når.

Jeg ved godt, at intet giver mening, undtagen i en snæver prokreationsmæssig forstand, men når det, jeg laver, så ikke engang giver mening for mig selv, og der ikke er nogen, der har brug for det heller, og det i de store hele ingen forskel gør, hvad så?



*) I forgårs posterede jeg et kaffeekstatisk indlæg, men det var faktisk ikke sådan, jeg havde det. Det var bare noget, jeg sagde.
***

tirsdag den 17. marts 2009

Med vinduet åbent

***
Jeg lagde mig på gulvet og så op på mit maleri, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvor meningsløst det hele er, hvor meget jeg spilder min tid, hvor ligegyldigt det kan være.

I går kunne jeg godt lide det.

Kaffe hjælper ikke. Intet hjælper. Og snart skal jeg hente børn og lave mad og se på mit hus, jeg aldrig får ryddet op, og lave ting, en robot ligeså godt kunne gøre. Føle mig tilovers, føle mig i vejen, føle mig malplaceret, fejlagtig og som en fiasko, ting en robot ikke behøver. Og tænke over, hvad det hele egentlig skal gøre godt for.
Spilde min tid noget mere.
***

mandag den 16. marts 2009

Craquele

***
Jeg er skideked af det, og når jeg så føler, min kone hader mig, kan jeg dårligt længere. Der skal ingenting til: et halvdårligt besøg hos lægen med mit ene barn, og jeg kan mærke, hvor skrøbelig jeg er. "Sprød" som min kone ville sige. Jeg kan ikke blive ved med at udtrykke, hvad jeg har brug for, for det er det samme, og intet forandrer sig og intet sker.


***

Der er nogen dage det eneste jeg har at holde fast i er min kærlighed til kaffe

***

Kaffen er sand glæde.

Kaffen er en elsker der aldrig svigter.

Den er der altid for dig, når du har brug for den.
Den er en skulder at græde ud på.
Jo sortere den er, jo lysere ser man på det.
Kaffen er god til sidste tår. Min er.
Og hvis du var her,
skulle jeg gerne give en kop
fyldt fra bund til top
med den gode, sorte bryg.
Så kom og hyg!



Hil Java i dag!



Se lige, hvor fantastisk min crema er i dag:

***

Aldrig et venligt ord

***
Fucking lortemorgen. Mit humør er skudt i sænk, det lidt jeg havde.

For at få fem minutter til at gå, før Netto åbnede, smurte jeg min rustne kæde og sprayede ulækker olie op på min modebrille (da dysen røg af og skulle på igen).

Jeg mødtes med en gammel skolekammerat, der sagde til sidst om sin kone: – Hvorfor skal hun altid være så sur?

Sådan er det også hjemme hos mig. Er det PMS-spøgelset, der flaprer?

Jeg har ikke brug for alt det lort, og hvad jeg har brug for, får jeg ikke.

Alt, jeg gør i dag, er mod min vilje.
***

lørdag den 14. marts 2009

Millimeter fra døden II

***
Mit snørebånd sad fast i hjulet på min kontorstol. På vejen hjem viklede det sig rundt om pedalen.

Jeg var kun et årvågent indgreb fra en tragisk trafikdød.

I morges vågnede jeg ved, at begge snørebånd havde snoet sig rundt om min hals og blokerede for ilttilførslen til hjernen. Heldigvis har jeg lange negle, så jeg nåede at få deres indviklede knuder op og smide dem på gulvet som slappe nudler, før jeg døde.



Snørebåndene er tydeligvis defekte og skal udskiftes. Jeg er træt af de støvler, jeg har gået i dem hele vinteren. De føles fugtige døgnet rundt, ligesom min jakke, selvom den næsten er ny.

Er det ikke snart forår?

Det
er forår!
Jeg har lige kigget ud af vinduet.

UPDATE (fem minutter efter): Nu er det ikke forår længere. En god dag at gå ud og blive forkølet.

***

fredag den 13. marts 2009

Ben i hver lejr

***
Jeg tog tidligere hjem, end jeg egentlig havde lyst til, for at være sammen med familien, og så sidder de og ser dansk film (Michael Carøe synger), så jeg ikke gider være i stuen alligevel. Nu steger jeg mig et par sild.


Herover: Fisk og Fri er fyldt med billeder af piger der poserer med fisk. Se selv efter. Der er noget for enhver smag.
T.h.: Michael Carøe, "Supercrooner ... Danmarks svar på old 'Blue Eyes' Frank Sinatra. Elegant & meget professionel". Book ham i dag.

***

Blogs jeg læser

***
Mange folk har nok spurgt sig selv gennem årene: Hvilke blogs læser han selv, denne Mandejammer? Svaret er: ingen! Men det er løgn. Jeg læser to blogs, og det sjove er, at jeg begyndte at læse dem uden at vide, at de kender hinanden, dem der skriver dem, fordi de begge er tegnere.

• JOHN K's STUFF er en fantastisk ressource for alle, der interesseret i at tegne, navnlig tegnefilm. Righoldigt billedmateriale, jeg ofte har bøffet fra, og han posterer hele tiden. (Jeg plejer at pløje hele lortet igennem hver 14. dag, når jeg alligevel bare sidder hjemme hos min familie, og der er altid noget, der bliver hængende.)

John Kricfalusi er kendt som skaberen af den legendariske tegnefilmserie Ren & Stimpy, et genialt eksempel på begrænset animation, som alle stadigvæk stjæler fra.



• UNCLE EDDIE'S THEORY CORNER er mere bredt kulturelt orienteret og sjovere. Tjek hans fotoromaner, som her: Suppe, 1. og 2. del, og Poeten.

Sådan nogen ville jeg også lave, hvis det ikke var fordi, jeg skulle beskytte min hemmelige identitet.

Og så finder han på at tage på ekspeditioner, f.eks. til den lejlighed hvor Wally Wood boede, da han begik selvmord (hvor utaknemmeligt og ugivtigt er det ikke – selv for legender – at lave tegneserier).



Tjek f.eks. også dette glimrende indlæg om lyssætning eller dette om glæden ved nørdepiger.


Jeg elsker det lort. Og det er jeg ikke ene om. Hans trofaste læsere skriger efter flere fotoromaner for tiden, men jeg er bange for, at hans helbred skranter.
***

torsdag den 12. marts 2009

Ind med ske

***
– Sig mig lige engang, sagde min kone, da hun kom hjem i dag. – Glemte du at give mig madpakke med, eller var det en straf, fordi du havde jern på i går, og jeg ikke tilfredsstillede dig?
– Jeg glemte det, sagde jeg. – Jeg synes, jeg meget ærligt forklarede dig, hvordan jeg havde det. Det er biologisk. [Her sænker jeg stemmen, fordi børnene er inde i stuen.] Jeg kan ikke ligge op ad din røv uden at blive ophidset, og så kan jeg ikke sove. Sådan er det bare. Virkede jeg sur?
– Nej.

Min nye taktik med at fortælle min kone, hvordan jeg har det, ser ud til at give resultater, om ikke andet så i forhold til vores kommunikation.

– Jeg synes også, jeg har vist mig fra min mest behagelige side hele dagen.

Og så snakkede vi om, hvordan vores dag havde været.
***

Gravstenenes kirkegård

***
Det sørgeligste sted på kirkegården er det hjørne, hvor de smider alle de gamle gravsten fra hjemfaldne grave.



Jeg vil gå ud fra, at det sker, når folk ikke betaler, men nogle af stenene er ganske friske, som denne fra 2004:



Det er jo absurd at have nogen liggende på kirkegården i kun 5 år.*) De efterladte må have nægtet at betale eller selv være døde. I det mindste lugter det af dårlig økonomisk planlægning. Det sætter det i relief det her med, at livet går videre, efter man er død, og det bryder illusionen om evig fred.



Tænk at blive sat på gaden, når man er død.

Må man genbruge en gravsten? Pille bogstaverne af og sætte nye på f.eks. eller skrive på bagsiden? Mange ville sikkert regne det for uetisk, men jeg kan ikke se problemet.



Jeg så en gravsten dernede engang, jeg skulle have stjålet, da jeg havde chancen, for nu har nogen andre gjort det. En lille en, man næsten kunne holde i én hånd, hvorpå der bare stod "Far".



Hvil i fred.


*) Faktisk tre. Billedet er to år gammelt. Det er så lang tid, det har taget mig at få dette indlæg ud. Sagen er den, at jeg bildte mig ind, at jeg ville researche emnet og få en artikel ud af det. Snydt igen.
***

onsdag den 11. marts 2009

Hold nu min kæft

***
Alle folk siger altid til mig, at jeg skal holde min kæft. Min kone gør det selvfølgelig hele tiden, navnlig når jeg tillader mig en tankeflugt.

Eks. 1
Mig: – Er der lavet en dansk udgave af Mad Max, hvor folk barrikaderer sig i deres landejendomme, og knallert- eller mejetærskerbander hærger oplandet?
– Hold nu kæft.

Eks. 2
Også ved middagsbordet, emnet er min kones pinkode:
Mig: – Den er nem at gætte, man skal bare taste 9999 forskellige tal.
– Ja, siger børnene: 0001, 0002, 0003 ...
– Ja, men det er for kedeligt. Jeg ville bare indtaste tilfældige tal, indtil jeg ramte rigtigt: 6321, 5548, 7113, 8925 ...
Min hustru (himler med øjnene): – Jeg tror, du ville begynde at køre i ring efter et stykke tid.
– Det ved jeg ikke. Man kunne regne det ud matematisk.
– Hold nu kæft.
– Jamen, det er rigtigt. Man kunne regne det ud. Jeg kan bare ikke finde ud af det. Det er sandsynlighedsregning.
– Hold nu kæft.
– Må man aldrig give sine tanker vinger heromkring?
Min datter (12): – Far vi taler om det, når mor ikke er her. *)


*) Jeg tror faktisk, dette eksempel afspejler en væsentlig udviklingsbiologisk forskel på mænd og kvinder: kvinder går metodisk frem, ligesom hvis de skal ud at sanke urter, mænd drøner tilfældigt rundt og håber på, at de falder over et dyr, de kan spidde. Jeg må spørge min kone, om ikke det er rigtigt.



I søndags var jeg ovre hos Donzo the Great for at låne videoer, og han bad mig også holde kæft, fordi jeg stillede et spørgsmål midt i hans fortælling om en film.
Mig: – Mener du 'tegneserie' eller 'tegnefilm'?
Ham: – Jeg mente 'tegnefilm'. Hold nu kæft og lad mig tale. Hvor var jeg?
Mig: – Bare tænk på mig som en percussionist. Jeg broderer bare ude i kanterne og skraverer.
Ham: – Jeg er træt. Jeg orker det ikke.

Jeg kunne mærke sveden pible frem i mine armhuler.



I fredags bad Gummi-Arm mig holde kæft – det var over telefonen – fordi han skulle forklare mig, hvad vores redaktør havde fortalt ham til mødet, men jeg havde gættet det og forudså alt, hvad han sagde. Og han fortæller selv de længste historier.
Mig: – Jaja, han vil have Rocky.
Ham: – Han vil have en serie om unge 'hipsters'.
Mig: – Det er det, jeg siger, han vil have Rocky.
Ham: – Hold nu kæft.
Og så fortalte han mig alt det, jeg allerede havde gættet.

Det er anstrengende at være mig.



Men jeg har faktisk overvejet, om jeg ikke burde høre efter, hvad folk siger. F.eks. havde jeg en dybdegående samtale med min kone i lørdags, der endte med at blive helt god, fordi jeg bare lod hende tale. Det er også svært at lære noget, hvis folk ikke føler, man hører efter, når de taler til en. Det gør dem usikre, tror jeg, jeg kender det godt selv. Så gider man da virkelig ikke fortælle folk sin kedelige historie.

Jeg har andre gange prøvet bare at lade folk tale, uden at jeg hele tiden afbryder dem med mine indfald, og det har faktisk givet gode resultater.

Historisk: Jeg tog forbi Pille-Nille for at se, om han var hjemme. Det var han, men 2mason skulle komme, så de kunne arbejde på et remix.
– Gør I bare det, sagde jeg. – Jeg lover at sidde helt stille og ikke sige noget.
Det gjorde jeg så og fyldte 9 sider med glimrende notater. (At holde min kæft er så bemærkelsesværdig en begivenhed, at jeg husker det år efter.) Tavshedsteknikken. Den må jeg tage op en anden gang.

Tak.



PS Jeg har oplevet andre kulturer, hvor det er okay, at folk snakker i munden på hinanden alle sammen hele tiden som én stor familie. Det er mere mig.

Eller også er det virkelig mig, det er galt med.

Tak igen.

***

tirsdag den 10. marts 2009

Millimeter fra døden

***
Når jeg cykler op ad bakken på vej hjem, kan jeg finde på at forestille mig, at jeg er en sort panter, mit totem, og at personen længere fremme – i dette tilfælde en midaldrende dame med cykelhjelm – er mit bytte, som jeg indhenter og flår af cyklen med mine skarpe kløer – og æder, hvis jeg faktisk var panter eller kannibal. Så falder vejen mig nemmere.

Tænk på det, når jeg suser forbi dig en dag, og du hører mig snerre.


***

Stjernestunder

***
Her er et fantastisk stykke litteratur, jeg har skrevet. I mangel af bedre udgiver jeg det her.

Han læste i fjernsynsflimmer,
og hun var livstidsstudent.
Og på det sidste havde de ikke
kunnet fordrage synet af hinanden.
Hun synes, hun så gammel og grim ud,
og han kunne ikke finde ud af,
om hun hadede sig selv mere end ham.
Ikke at det fik ham til at fremstå i et
bedre lys.

Det var en kamp til det sidste om,
hvem der var mest prætentiøs &
hvem der var mest studentikøs.
Han vandt med et næsehår
i det store opløb.

Hans bedste stunder var på lokum
eller om aftenen, når hun ikke var hjemme
og børnene sov. Stellar Moments,
tænkte han, mens han klemte den ud,
god titel til en Grethe Ingmann-cd.
– Gi mig en marketingmand, jeg
har det. Ah, der kom én, og dér
en anden.

***

Un canard heureux

***
Sig hvad I vil, men jeg synes denne plet ligner en glad and.
Tak.



Nu hvor jeg kigger efter, ser den ikke så glad ud alligevel. Men den er i hvert fald ikke ked af det.

Det er en and, der vil noget.

***

mandag den 9. marts 2009

Jeg får ikke gjort noget ved noget

***
Første dag jeg er rimelig frisk, og så har jeg ikke lavet en skid hele dagen.

Weekenden, hele sidste uge og weekenden før – 9 dage ude af mit værksted – det er et langt brud.

Hver dag siger jeg til mig selv: I morgen skal det være.

Godt jeg ikke drikker.


PS Jeg undveg mit arbejde så meget, at jeg skrev til en blog, hvis titel misforstår, om ikke mishandler, det engelske sprog, samtidig med at den gerne vil bryste sig deraf – for høfligt at påpege misforståelsen (thi jeg er Påpege the Sailorman. Haha).

"Hvorfor har mennesker som dig så tralvt???” skrev hun tilbage. "Nu har jeg kaldt den [bloggens navn], så det er det den hedder. Det er en privat blog og kan du ikke lide navnet, så lad være med at læse den - der er INGEN der tvinger dig."

Og: "Måske du kan finde noget andet du kan gå op i?"

Det får man for at række en hjælpende hånd til vilde hunde.


PPS Hendes approach er tydeligvis meget anderledes end min: jeg absorberer kritikken og bliver stærkere, som The Blob med radioaktivitet.



***

Ud/flugt

***
Jeg var sur, så jeg gik mig en tur og røg en tynd cigar og drak en kaffe ud af et papkrus, jeg tog med hjemmefra. J. Per var ikke hjemme, så det var ligesom at besøge ham, bare uden at tale med ham og uden at sidde ned. Alligevel gik jeg ned forbi, hvor han bor (med en livlig indre dialog i hovedet fuld af nagende bitterhed om mit spildte liv og hvor meget, jeg savner New York, og andre kvælningsfantasier). På vejen fandt jeg noget herligt skrald, bl.a. Imprimatur af R. Broby-Johansen, bind I og II.

Deri stod:

Mit job her i verden er jo at skrive. Og en forfatter mister let kontakten med almindelige mennesker. Han sidder ved sit skrivebord og bliver en slags turist i tilværelsen. Det er påfaldende, hvor mange forfattere der skriver og bliver ved at skrive på deres barndoms og første ungdoms oplevelser.
(forts. forneden)


Det er mig! Der sker mig aldrig noget, jeg sidder bare inde i mit rum og tænker på min ungdoms hårdetrip. (I hvert fald har jeg noget, der skal ud dér.)

Men det var det mindste af det: hovedfundene var en guitartaske og en laptoptaske. Guitartasken fyldte jeg med to paraplyer, Broby-Johansen og dette billede af et udviklingshæmmet barn:



Laptoptasken fyldte jeg med et børnekeyboard med dyrelyde, der lige passede i. På hjørnet mødte jeg min nabo, eks-makedonieren.
– Spiller du også musik? spurgte han.
– Nej, sagde jeg. – Men tjek mine knaldgode fund.
– Er der en computer i?
– Ja, sagde jeg og zippede lynlåsen op. – Se, et børnesymfoniorkester! Haha!

Det er en kedelig historie. Jeg havde bare lyst til at skrive børnesymfoniorkester.

Børnesymfoniorkestret tog jeg op og til Gummi-Arms øvelokale og gav ham i forsinket fødselsdagsgave. Hans overraskelse og benovelse var mærkbar. Bagefter inviterede han sig selv til gratis mad, og jeg gik hjem i regnen.


Morale I: Der sker ingenting, hvis du bare sidder derhjemme og er sur.

Morale II: Der er skrald nok til alle.



Jeg tror mest, Broby-Johansen er kendt for at have det vilde udseende. (B. Askholm foto.)


BONUS BROBY-JOHANSEN-CITAT
– for hardcore Broby-Johansen-entusiaster:

Den avancerede forfatter føler sig som lidt af en olympier, men digteren, der læser op, artikelskribenten, som forelægger sit materiale mundtligt, eller tænkeren, som meddeler sine overvejelser direkte uden omvejen om ad skriftsproget, har kontakt med sit publikum på lige fod så at sige.

Folk, der ikke selv har oplevet det, vil næppe kunne forstå, at en foredragsholder hele tiden fornemmer tilhørernes reaktioner, ikke bare som kompakt gennemsnit, men samtidig hvordan nogen er med fynd og klem, andre føler sig desorienterede, nogen keder sig og andre er forargede …

Det er ganske ligegyldigt, hvad tilhørerne mener om ham, om de beundrer eller ringeagter ham, om de synes han er en klovn eller et ideal. Det, det drejer sig om, er at han har noget af interesse at meddele og er i stand til at gøre sig forståelig.
(forts. fra ovenfor)

Det er også mig! Som blogskriver er jeg jo i umiddelbar kontakt med mine læsere og reagerer med seismisk følsomhed på deres mindste rømmen og utålmodige skiften sig i sædet.

Tak.

***

Med rødt bånd om

***
Min mor gav mig en pose af sine hjemmebagte småkager til at give til Donzo, fordi han var så god at optage en storfilm til hende fra tv, men nu har jeg spist dem alle sammen selv.


***

fredag den 6. marts 2009

Lås på min læbe

***
Min kone ude fra køkkenet: – Har vi ikke mere parmesanost? … Nåja.
Så fandt hun den selv.
– Læg mærke til, havde jeg nær sagt, – at jeg ikke bryder ud i sarkasme og triumf, når du ikke kan finde noget.
For det ville virkelig ikke have været konstruktivt og fostret dialog og gensidig respekt. Næh, bid dig i tungen, unge mand, det smører fremskridtet, skriver jeg i min lille lommebog. Altid klar med blyanten, når der er noget, der ikke skal siges.


Jeg skal virkelig holde fred i dag, for i aften skal jeg have fisse. Koste hvad det vil og andre klichéer. Jeg har skiftet lagener og barberet min næse. Alt skal være klar. Alligevel er der så meget, der kan gå galt. Et enkelt fejltrin og … ak! Men i aften skulle den ligge lige til det mellemste ben. Hoho.


***

Jeg var fransk stuepige, del I

***
– Suk, sagde jeg og tog brystvorteklemmerne af. – Det går vist ikke, det her.
– Gi’ det dog en chance, sagde hun med blussende røde kinder.
– Det holder sgu ikke, måtte jeg indrømme og lempede forsigtigt håndtaget på støvekosten ud af min endetarm. – Jeg ved ikke, om jeg er til det her.
– Gør det for mig, sagde hun og rettede Ludvid XIV-parykken, der prydede mit hoved.
– Lad gå.
Jeg sporede hende an og red hende lidt rundt i stuen. Hvad mon der er på fjernsyn?
– Giddyap, giddyap! Skal du ride på den ranke?
– Ooh!
Lidt beskidt snak har altid tændt lunten til hendes krudtkammer.

Jeg gør mit – det skal ikke siges andet – for at holde gnisten ved lige i det aldrende parforhold. Er det ikke det, vi har hinanden til?


***

Rapport fra sygelejet, dag 4

***
Det går fremad.
I dag har jeg hørt musik og barberet hårene på min næse.
Og kl. er ikke engang 11.
Jeg har noget arbejde, jeg ikke gider lave. Ikke noget nyt dér. Jeg må skifte karriere, før det er for sent – det mener jeg oprigtigt.
Kaffen kalder.
Hvad er det, jeg kan høre ude i dåsen? Er det den Blå Irma, der jodler?
– Luk mig u-u-u-ud! Slubr mig ne-e-e-ed!
Det er det!
Over.


***

torsdag den 5. marts 2009

Jeg har ikke været udenfor i tre dage. Jeg er ikke gået glip af noget

***
I min ungdom, da jeg flyttede hjemmefra, kunne jeg aldrig komme op om morgenen. Jeg ville gerne, men det lykkedes sjældent. Når jeg så på vækkeurets tal, blev jeg numerologisk: 10:22, 11:22, 11:33, 11:44 og 11:55 var vigtigere end de andre tal, og det lykkedes mig oftere at komme op på de tidspunkter. 12:12 og 12:34 ligeså. 13:13 var kriminelt. Der var dage, jeg måtte skynde mig for at nå i banken. Jeg begyndte først at foretage mig noget kl. 10 om aftenen, og så var jeg for træt. Jeg drak kaffe, til min hånd rystede og jeg ikke kunne rentegne.

De tal er stadig vigtige for mig. Især 11:44 og 11:55. Jeg tror, det begyndte, da jeg arbejdede på Bakken, og tiden faldt mig så lang, at jeg konstant måtte tjekke mit ur. Hvis der var gået 10 minutter, var det godt. Mindre, og tiden føltes ekstra lang, så det var vigtigt, hvornår man turde kigge på uret. Spændingen skulle trækkes ud, til belønningen lignede noget.
***

onsdag den 4. marts 2009

Tredje dag uden kaffe

***
Jeg er syg.
Jeg får ondt i hovedet af at læse. Jeg kan kun se videoer af folk, der kører galt på cykel.
I går læste min datter for mig, indtil jeg faldt i søvn (midt i 2. kapitel af Otto er et næsehorn). Det var skønt.

Det værste er, at jeg ikke ved, om jeg virkelig er syg, eller om det bare er fordi, at jeg ikke har fået kaffe.


***

tirsdag den 3. marts 2009

Hun ser stadig skidegodt ud

***
Jeg deltog i en åndssvag fokusgruppe, og bagefter stillede jeg mig hen under hendes vindue og så op, om der var lys. Jeg bliver underlig, hver gang jeg er ude i det kvarter. Jeg kan ikke køre forbi Svanemøllen St. uden at tænke på dengang, en gammel klam nar samlede hende op der, og hun tog ham med hjem og poserede for ham i badedragt. – Dine ben er lidt tynde, sagde han. Han var fotograf.
– Hvad tænkte du på? sagde jeg. – Han kunne have voldtaget dig!



Hun var flyttet, sidste gang jeg kom i forbi, i 2002, da jeg søgte job, og hendes lillesøster boede i lejligheden. Nu stod der et nyt navn, jeg ikke kendte. Der var ikke lys. I min fantasi kiggede hun ned og fik øje på mig. Jeg drømmer stadig om hende ind i mellem. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tjekkede hende på Facebook i går. Den eneste gang, jeg har set hende de sidste 20 år, vinkede jeg og kørte videre med børnene i kassecyklen. I mange år forestillede jeg mig, at jeg ville møde hende, ulogiske steder, New York, og vise hende mit nye jeg: Se, jeg er kommet videre.


***

Og udsigtsløshed

*****
Hvor jeg dog hader mit liv.
Jeg står nede på bunden af et sort hul, jeg har gravet, og kan ikke komme op.
Der sker ingenting, jeg gider ingenting og jeg opnår ingenting.
Jeg har i livet ingen glæder,
og over det jeg græder.
Jeg har hovedpine
helt ud i øjnene mine.
Jeg ser mig selv stå stille
– det er det eneste, jeg kan
Hvad var det egentlig, jeg ville?
– Vær dog en mand
Jeg piver, gør jeg
Intet tør jeg
Intet jeg når, før jeg
dør, nej
Jeg er lammet, paralyseret,
et offer, ekstermineret,
for min egen ugidelighed
Jeg lærer at leve med den dårlige samvittighed,
for jeg kender mig selv til hudløshed
(Min bedste kvalitet er min gudløshed,
min næstbedste er min muskuløshed)
Jeg kender mig selv til bevidstløshed,
min useriøse vægtløshed,
kvalt i min egen selvrespektløshed
og i det her tilfælde min endeløshed.


***