Pletskaldet overskæg

***
Jeg var hos lægen og fik at vide, at der er en sammenhæng mellem min pletskaldethed, min B12-mangel og div. autoimmune sygdomme. Flere blodprøver forude.

Ja, I læste rigtigt: pletskaldethed. På armen, benet og i overskægget. Nu er jeg nødt til at barbere mig hele tiden (altså ikke på ben og arme, det er jeg ligeglad med.)

Hvor pinligt er det ikke at blive gammel?

Det hele falder fra hinanden. Et par revner i pudset, og hele væggen skal mures op igen, når man piller lidt i den.

*

Symptomerne på B12-mangel er træthed og depression, står der på nettet, og det har jeg, og er jeg, altid.

– Det har du været så længe, jeg har kendt dig, siger min kone.

– Hvordan kunne du vælge sådan en træt, deprimeret mand som mig? spørger jeg.

– Dengang var du også glimtvis frisk, siger hun.

Jeg har altså beviseligt engang haft mine friske perioder.


På plussiden er min opfedningskur ved at give resultat: Jeg har foreløbig genvundet 4 kg.

På plussiden (2) passer det her vitaminmangel meget godt med mit image som blodfattig klynkekunstner.


Bloggerens anmærkning: Det er én god grund til, at jeg lukker bloggen her. Hvad rager det her nogen?
***

Jeg anbefaler

***
Aleksandar Hemon er en bosnisk forfatter på 43 (44?), der flyttede til USA i 1992. Han skriver på engelsk, og det er det gode ved det, ikke så meget fordi han "ser på sproget med friske øjne", som et af bogomslagene siger, men fordi det tvinger ham til at forklare tingene, når han skriver om det gamle Jugoslavien og Østblokken. Ligesom hvis det havde været dansk, det drejede sig om, kan han ikke bare skrive "janteloven"*) og regne med, at alle forstår ham, eller referere til H.C. Andersen med en sproglig krølle. Jeg tror, det har hjulpet ham ikke at stå op til anklerne i sit eget sprog, han kan forholde sig frit til alle jugoslaviske forfattere før ham, for ikke at tale om det større publikum.

Og så skriver han om krigen og belejringen af Sarajevo på en måde, så selv jeg kan holde ud at læse det. M.a.o. han har noget at skrive om: krigen, sin barndom og ungdom i Østblokken, det at være indvandrer.

Hver gang han skriver om at vokse op i et kommunistisk land, er det vildt spændende. Ligesom når Sherman Alexie skriver om at være indianer. Hvor eksotisk er Danmark ikke? Jeg har tit tænkt på, at det ville være rart, hvis nogen bare ville skrive en intelligensrapport om sådan er der i Danmark.


*) eller Thomas Helmig.**)
**) Thomas Helmig er i virkeligheden nok sjovest forklaret nøgternt.


BLOGGERENS ANMÆRKNING: Aleksandar Hemon er aktuel med en roman og en novelle (eller et kapitel af romanen eller hvad det er, jeg har ikke læst det endnu, i sidste uges New Yorker). Det fik mig til at tænke på, at jeg helt havde glemt at udgive dette indlæg, som er det første i en række kulturkritiske indlæg, jeg skal huske at udgive, før jeg lukker bloggen her og foretager mig noget reelt uden for denne lille boble.
***

Også mig, Emanuela

***


Godt man har Facebook.
***

Forsnævrede horisonter

***
På et tidspunkt meget snart løber jeg tør for penge. Jeg bliver nødt til at forlade mit værksted her for at spare penge, men det er svært, når man har vænnet sig til højloftet.

Det tager fem minutter at vænne sig til luksus, men en evighed at vænne sig til en levere levestandard.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

*

Jeg får aldrig solgt min kunst. Markedet er nede, og der er ingen, der vil have den. Det føles latterligt at lave noget, ingen vil have. Det føles endnu mere latterligt at bekymre sig om ikke at lave noget, ingen vil have.

Der var en gammel tv-serie med Max von Sydow og Liv Ullmann efter en roman af Sigrid Undset om de her kunstnere, der altid spørger hinanden: – Hvordan går det med arbejdet? Eller værket? Det tænker jeg tit på, når jeg er træt i hovedet.


Andre ting jeg tænker på, når jeg er træt i hovedet:

– En mand jeg engang så på The Upper East Side, mens der stadig lå bunker af sne på jorden, en bredhovedet middelhavsmand med grå romerske krøller, der snakkede med en yngre kvinde. Jeg husker det, fordi han havde blanke, sorte joggingtights på. Spørg mig ikke hvorfor.

– Parkeringspladsen på Teknisk Forvaltning i ______ Kommune, hvor jeg kørte med ugeaviser.

– Oslo Plads i gråvejr på vej ned mod Bergensgade.

Selv mine deja-vu’er har dejavu’er.


Den fikse op-art'ede GIF her er nuppet fra Grow-a-Brain, en blog der dukker op hele tiden på den gode måde, når man Googler.
***

Hensigtserklæring

***
I stedet for bare at skrive tingene, vil jeg tegne små "fluer" til (jeg skal bare finde på et andet navn end "flue".)

*

Mine sure tanker

Æde er bedre

– Hvor ligegyldigt er det ikke at bolle, når man alligevel
ikke skal have børn? Det er meget sjovt, mens det står på,
men bagefter er man sur igen.


Note: I fremtiden vil jeg bestræbe mig på at lave mindre sjuskede tegninger.
***

Sure weekendopstød

***
Lørdag eftermiddag

Jeg har råbt ad mine børn i dag og sagt ting, som jeg aldrig nogensinde troede, jeg ville høre mig selv sige, som "så længe du bor i mit hjem" og blablablabla (ikke fordi der er nogen, der hører efter). De bliver store.

Om lidt kommer min mor.

*

Jeg hader intenst weekenden. Jeg har ikke brug for at holde fri efter at have været hjemme og passe syge børn det meste af ugen. Hvorfor kan jeg ikke bare gøre som jeg vil? Men jeg har ingen energi.*) Jeg er splittet mellem det, jeg godt vil, og min totale mangel på energi.

Således skrev jeg i min lille lommebog, mens jeg stod nede i gården og betragtede skraldespandene. Jeg var nødt til at komme ud og få lidt frisk luft, så jeg cyklede ned til J. Per og røg et par hjemmerullede. Han var også i dårligt humør.**) Hans helbred svigter. Det er luftvejene. Og så føler han sig ensom. Jeg kan aldrig besøge ham uden at komme i bedre humør.


*) Jeg troede, jeg kunne vente med det hele, til jeg blev gammel, men jeg havde ikke kalkuleret med, at jeg ikke ville have nogen energi tilbage.

**) Han så helt sørgelig ud, da han rullede sig en frisk joint skunk og frilands. Det er ren vedligeholdelse, ingen opper.
***

Fuck dig, kunde

***
En af de morgener, hvor jeg føler mig som Frankensteins monster. Måske er det mit lasede, gamle kluns, mit vilde, rødrandede blik.

Så går jeg ind i 7-11:

– Gi’ mig et frimærke til USA.
– Vi har ikke frimærker.
– Jo, I har.
– Nej, vi har ej.
– Det plejede I at have.
– Nej, vi gjorde ej.
– Jo, I gjorde.
– Nej, vi gjorde ej.
– Det gjorde I for nogle måneder siden.
– Nå, men det gør vi ikke nu.

Så hellere et ærligt "Fuck dig, kunde".

Hvad skal jeg gøre. Gå hjem og hente bon’erne? Så på vejen ud siger jeg bare højt: – I plejede at ha’ dem, som det sure gamle fjols jeg er.

Senere spurgte jeg en gammel dame på Valby Langgade: – Undskyld, hvor ligger posthuset? Men hun gik bare videre. Så der er altså folk, der er surere og ældre eller bare døvere end jeg.
***

Pr. automatik

**
I går kom jeg hjem, sent, og begyndte at skændes med min kone. Min datter kom ud i køkkenet og så ked ud af det – det var efter, jeg havde sagt: "Der er ikke noget at diskutere, du har ret. Men det må jeg vel heller ikke sige, for så kan det jo være, jeg også har det." "Hvad?" "Det er lige meget, hvad jeg siger, så bevæger du dig det omvendte sted hen, som en magnet?" "Hvad snakker du om? Sådan er det overhovedet ikke." "Der kan du bare se!" – og sagde: "Hvorfor skændes I?"
"Det kan jeg ikke bare sådan forklare. Har du prøvet at snakke med din mor om det?"

Og så snakkede vi om partikelacceleratoren og det begrænsede farvespektrum, mennesker kan opfatte, og perception og syn på baggrund af forandringer og bevægelser i det vante, etablerede synsfelt, Odysséen og drømmen om at være sørøver.


Intet er afklaret, bestemt eller diskuteret. I stedet for så vi The Daily Show og The Colbert Report på nettet. Altid billige grin. Stephen Colbert er et komisk geni. Det er sørgeligt, at politikere konstant er nødt til at udtale sig skråsikkert i stedet for at udtrykke nuancerede meninger om komplicerede emner, og derfor så tit bliver taget i at modsige sig selv.
***

Flere latterlige diskussioner ved aftentide

***
(Scenen: Jeg står og bager apple pie og laver mad. Min kone er lige kommet ind ad døren. Det er regnvejr.)

Så spørger jeg (og bemærk: jeg havde ringet og SMS’et hende om det samme), om hun gider gå ned hos grønthandleren og købe sursød chilisauce og ingefær.
– Nej, svarer hun.

Lidt efter spørger jeg:
– Gider du lave en salat?
– Nej, svarer hun.

Og så bliver jeg sur og siger:
– Forbered dig på, at jeg svarer tilsvarende, når du spørger mig om noget en dag.

Og så bliver hun sur og siger:
– Blablabla, den sjældne gang du laver mad. Blablabla martyr.

Dybt urimeligt, og det lader jeg hende vide. Usandt.
– Jeg er dødtræt af, at du nedgør alt, hvad jeg laver, nærmest råber jeg ("nærmest råber", "nærmest løber", sådan står der altid i De 5). – Hvem har bedt dig om at bestemme alting? Forsvind fra mit åsyn. Jeg hyggede mig fint, indtil du dukkede op.

– Hvor er du barnlig, siger hun og går ind og lægger sig på sofaen.

Men sandheden er, at jeg faktisk ikke kunne finde på at sige nej, hvis hun spurgte mig om noget lignende.

Men jeg kan heller overhovedet ikke finde ud af at sige nej. Jeg er manden, der ikke kan sige nej.

Det er hun til gengæld god til.

Nå.

Hvorfor skal fornøjelsen vrides ud af alting?
***

Min fars evne til vedblivende at gå mig på nerrrrverne

**
Jeg havde min far til middag og fodrede ham, og straks begynder han med, at jeg er "hård ved ham" som altid og nedgør ham. Der er ingen i hele verden, det er mindre sjovt at varte op. Hvorfor er han her? tænker man. Han hører overhovedet ikke efter.

Han bad om et glas vand, og det bevægede mig til at fortælle følgende historie:

– Da vi var små, og farfar stadig boede hjemme hos os, sad han altid ved bordet og bad om et glas vand. "(Min storebrors navn)", sagde han, "vil du ikke nok hente mig et glas vand?" Og da min storebror ikke gad det mere, spurgte han mig: "(Mit navn), vil du ikke nok hente mig et glas vand?" En dag hentede jeg et glas varmt vand til ham, og han sagde SCHPRRUT! (Her griner børnene.) Så begyndte han at spørge min lillebror: "(Min lillebrors navn), vil du ikke nok hente mig et glas vand?" og min lillebror gik ud i køkkenet og lavede ham et glas saltvand. "Hvad er det for noget?" sagde han, for det var helt hvidt.

– Hvad gjorde han så? spurgte børnene.

– Ja, han flyttede da, sagde jeg, det ville han da ikke finde sig i. Man har vel sine principper!

Almindelig moro.

Min kone vil ikke engang give ham en krammer, når han kommer ind og siger "Giv mig et knus, svigerdatter" med snotten løbende ud af sin gammelmandsnæse og fortæller om, hvor dejligt det er at knuse klinikassistenten hos tandlægen. Hun synes, han er en "dirty old man", og det er han. "Downright filthy", kan jeg tilføje.

Lige meget hvad jeg gør, synes min far, at det er synd for ham. Han tror stadigvæk, at jeg er 13 år gammel. Han bliver groft sagt chokeret, hver gang han ser mig.

Han har evnen til at irritere mig til evig tid, men han er så gammel, så gammel, den ældste mand på jorden.

BILLEDTEKST: Her er en opfindelse, jeg godt ville have gjort.

***

Die Frühstücken

***
Det første jeg tænker på, når jeg kører hjemmefra om morgenen, er frokost. Kaffen kommer først, men frokosten er vigtigere. Navnlig nu, hvor jeg skal forsøge at tage de tabte pund på.

I dag klappede min kone mig på maven og sagde. – Har du taget på?
Og min datter råbte inde fra sengen med opkastbaljen i skødet: – Du skal se ud, som du gør!


Note: Jeg vil programmere min hjerne til at tænke på noget vigtigt, jeg skal i løbet af dagen, når der ikke er noget at lave, folk beder mig om. Ligesom hvis man skriver en roman, forestiller jeg mig, så har man en vis ide om, hvad man skal næste dag. Men jeg er ikke i nærheden af noget som helst. M.a.o. skal jeg omprogrammeres (BZZ! ZAP! Giv mig et dørslag på hovedet og sæt strøm til).
***

Ingen verdens ting igen

***
Hver aften siger jeg til mig selv, at jeg nu vil jeg til at lave det vigtige, men hver dag laver jeg alt muligt andet. Så ringede min kone lige, og jeg skændtes med hende om, hvem der skal hente børnene. Vi råber i munden på hinanden, indtil hun er nået frem, hvor hun skal, på sin cykel, og hun hænger op. Så gik turen med det. En enkelt sarkastisk bemærkning og så hurtigt lægge på. Jeg kan ikke holde ud, hvor sur og dum jeg er at høre på. Jeg kan ikke holde ud at sidde her og ikke gøre det jeg bør.

Hvis det havde været mig, der ringede op, havde samtalen ikke varet så længe. Vær vis på det.

Jeg kigger over på det, jeg skal, og laver en kop kaffe til (4x espresso, friskmalet, sort bønne).

Jeg er så ked af mig selv. Hvad skal der til, før jeg vågner op? Skal jeg absolut have en dødelig sygdom, før jeg bliver desperat nok til at springe overspringene over? Faktisk fik jeg visioner af stor malerisk vold/voldeligt maleri i hovedet, da jeg talte med min kone. Det øjeblik jeg hængte på, fortrød jeg det hele. Jeg er som en søvngænger med armene ud foran kroppen, der traver fra computeren til espressomaskinen og hjem, en gæst i mit liv.

Nok en dag med ingen fucking verdens ting.
***

Indfaldsvinkler – feltnotater kl. 22.27

***
Jeg ligger i sengen og overvejer taktikker for seksuelt at overfalde min kone, når hun kommer i seng: playing it cool, passionens vold osv.*) Hvor patetisk, tænker jeg, jeg kan ikke engang finde ud af en passende liggestilling.

Vi har været sammen snart 20 år, man skulle tro, jeg havde regnet det ud efterhånden. Men det ved jeg dog, at jeg aldrig kommer til.


*) Skal jeg vente til hun er færdig med at læse, er mine hænder kolde? 1000 overvejelser.


***

Hvad vil du være, når du bliver stor?

***
– Professionel fodboldspiller, siger min datter på 8.

Hun plejede at sige (kunst)"maler ligesom min far."

Det gjorde hendes storesøster også, indtil den dag hun sagde: – Men jeg tror ikke, man kan leve af det.
Nu vil hun være forfatter af fantasy-trilogier.

Billedet forestiller vidunderbarnet Marla Olmstead. Eller er hun nu det? Det har de lavet en film om.
Det er nemt nok at få et barn til at lave "rigtig" kunst, man skal bare give dem et stort nok lærred og ordentlige farver og hjælpe dem lidt (ligesom Marlas far).

***

Verdens førende kunstner III

***
Sidste år skrev jeg noget uoverlagt i et øjebliks nationalhysteri, at Olafur Eliasson var verdens førende kunstner, men rettede det senere til Jeff Koons, fordi han har 80 personer ansat mod Elisassons kun 40. Nu retter jeg det lige igen: Damien Hirst er verdens førende kunstner, fordi han har 120 ansatte (iflg. dagens New York Times).

Mr. Hirst, who employs 120 people to help him with his work, had a hand in its design as he has had in the Sotheby’s installation, spending every day for the last six weeks there. He said he won’t be at the sale. Looking around as crews put the finishing touches on his installation, he let out a large sigh. “It’s me, me and me,” he said.

Does he ever get sick of “me”?

“Yeah,” he replied. “Totally.”


(Han er er ved at arrangere sin egen auktion på Sotheby’s i stedet for at sælge gennem gallerierne.)

Jeg så engang Damien Hirst ovre på The Gagosian Gallery, da han var midt i en fotosession (alvorlige unge kvinder i overalls og bandanaer gik rundt med gaffatape), og han er det mest deprimerede menneske, jeg nogensinde har set. Han så ud ad helvede til. Men han kan selvfølgelig også sagtens.

Han ser bedre ud nu med sit kortere hår og nye kreative brille.


Et portræt af ældre dato. Han skal altid stå ved siden af den haj og åbne munden.


Fodnote: Min guru sagde engang, at Woody Allen var det mest deprimerede menneske, han nogensinde havde set.
***

Solgt ud, brugt op

***
Det tog mig hele weekenden at skrive dette vers:

Det har været den værste uge
Jeg ku sætte mig til at tu’e

Jeg har ikke været snild og kreativ
Jeg har bare spildt mit liv

Det var meningen, jeg skulle være kunstner,
men den drøm er sunket til bunds, for
(Hvad er forskellen på en kunstner
og en der lugter til sine dunster?)
jeg har solgt min sjæl for lidt håndører,
for Satan selv gjort honnør. Åh,
at blive kneppet i røven af Mammon, det
er noget, der gør ondt, eh?

Glørk! Satans sperm må jeg sluge...

***

Hul i jorden

**
Jeg er glad for, at der kom så mange naboer forbi, den eneste dag på året jeg stod og gravede.


Nul danefæ.
***

Jeg prøvede at lave noget kunst, men det lignede alt sammen Popeye

***
Noget i den her stil.





Her forsøger jeg at tegne Popeye aka Skipper Skræk efter hukommelsen, men det ligner ikke en skid.



Jeg kan heller ikke huske, om det er det nærmeste eller fjerneste øje, der popper.

***Glem det her, og se de oprindelige, nyrestaurerede Fleischer Bros. Popeye cartoons på DVD – eller YouTube (helst DVD, for gråtonerne og baggrundene er fantastiske). Det gjorde vi i sommer. ("Hvis man er træt af Popeye, er man træt af livet", som min veninde Mo siger.)***



Jvf. også XNO’s Frankenpop, der moser Popeye og Frankenstein:

* * *

Efter redaktionens slutning vedhæfter jeg følgende barnagtige vers, udelukkende fordi det ikke ellers findes på nettet (man græmmes ved manglen på sund, dansk populærkulturudbredelse):

Her kommer Skipper Skræk,
hans kone hun er så fræk,
hun sidder derhjemme
med ballen i klemme,
her kommer Skipper Skræk.

(Til melodi af Popeye the Sailor Man, sføli. Det er noget mine børn synger. Alternativt: "Her kommer Skipper Skræk / med lommerne fulde af bræk / Han sidder derhjemme..." osv.)
******

Så får man det for sig selv

***
Dårlig dag i hallen i går. Mit knæ gjorde ondt, min krop føltes gammel. Det eneste gode var, da jeg sad på gulvet, der er dårligt, med spredte ben og fik halv kvart begyndende rejsning.

– Når du står og dribler bolden ned i gulvet lige foran mig, Steffen, får jeg mærkelige vibrationer i prostata, sagde jeg. Jeg må hellere rejse mig op...

Jeg kan også godt lide at lave bøssevittigheder i badet efter kampen.


***

Hjælp dig selv

***
Jeg spurgte min gamle lærer, den internationalt anerkendte jazzmusiker, der var i byen, hvad jeg kunne gøre for ikke altid at skulle lave kedeligt arbejde.

– Det kan jeg ikke hjælpe dig med, sagde han, jeg har altid kun lavet det sjove.

Det er, hvad, over 10 år siden nu, og det er ikke blevet bedre. Jeg har flere børn og mere arbejde og mindre tid til mig selv.



For et par år siden var der en dame herude, der var ved at skrive hans biografi. Men jeg kunne i virkeligheden kun genfortælle de historier, jeg havde fortalt hende over telefonen – om dengang han roste mig for et trommesæt, jeg havde lavet af Twinings-tedåser, f.eks., og andre ting fra da jeg var 10 år gammel. Er det det hele, sagde hun. Jeg sagde, hun ikke skulle være kommet herud.
***