Gratis autolakering

Lad din lastbil eller varevogn stå en 14 dages tid på Sundkrogsgade ved Nordhavn og se, hvad der sker: Snart er bilen dækket af den herligste, kreative og ikke mindst gratis lak.

Bilen på billedet her er fotograferet i Valby. Jeg ved ikke, hvor den er blevet malet henne. En vognmand, der aflastede en tilsvarende overmalet bil ved Føtex, fortalte mig om Sundkrogsgade. Faktisk er jeg ikke sikker på, det var netop Sundkrogsgade, han sagde. Jeg husker ”Sund (blank) gade, Nordhavn”, og det var det nærmeste, jeg kunne finde på kortet. Men hvorsomhelst i Nordhavn er sikkert godt.

Idé for progressiv kunstnerentreprenør med ressourcer og tid til overs: Opspænd lærreder på en lastbil, stil bilen et øde sted på Nordhavn. Kig til den ind i mellem og se, om der sker fremskridt. Når lærredet er kunstnerisk forsvarligt udfyldt, skiftes det ud med et andet, indtil man har en god serie skilderier lige til at omsætte.
Fordækt webcam-overvågning/-dokumentation af udsmykningsstedet er også en mulighed, hvis det skal være rigtig fornemt.

Min lillebror kunne have myrdet Per Arnoldi

Han kom kørende på Kgs. Nytorv, da den verdenskendte plakatkunstner gik lige ud foran hans bil, men i stedet for at køre ham over, huggede han instinktivt bremserne i. Han kunne således kvit og frit en gang for alle have gjort det af med “farvernes konge”. Hvor tit i livet får man sådan en chance forærende?

Det kendte undergrundsband Bazookahosen har lavet en fantastisk sang, Per Arnoldi (Farvernes konge), som man kan lytte til her, men det siger sig selv, at den er bedre live.

Den bedste gave jeg nogensinde har fået

Min ven Fuchs fandt denne brystbold i Stockholm og tog den med hjem til mig - og det var ikke engang min fødselsdag!
Brystbolden er blød og behagelig at røre ved, man kan kaste den frem og tilbage til hinanden, børnene synes det er sjovt at gå og nive i den osv. = timevis af mageløs spas.



Jeg må indrømme, at jeg godt kan blive lettere seksuelt stimuleret af at manipulere denne "brystdildo". Godt man ikke er ensom.







Navn: Mini Jumble Ball
Tekst på æske: For age 5+ years
Producent: Ukendt
Oprindelsesland: Made in China
Diameter: Ca. 12 cm


Jeg har en tegning af en brystbold i min skitsebog fra 1993. Ligesom telefonen i sin tid var det en opfindelse, der måtte komme, en historisk nødvendighed.

Fucking Lexmark

Det har været den værste dag. Først var jeg hos tandlægen og få udskiftet to plomber.
Resten af dagen gik med at prøve at få min printer derhjemme til at virke, efter jeg havde købt to patroner til den til en samlet værdi af kr. 428. Det er dobbelt så meget som printeren kostede. Hvor dum kan man være?
Køb aldrig en Lexmark Z515, den dårligste, usleste printer der findes, som jeg kun købte af uudgrundelig nærighed.

Jeg har det kedeligste job for tiden, jeg nogensinde har haft i mit liv. Jeg overvejer selvmord som en rationel udvej. Jeg kan dårligt holde mine øjne åbne.
Alt er galt.
Endnu en dag skudt i hovedet (for at parafrasere Onkel Buke). Endnu en udskidt dag.

Jeg tager patronerne tilbage og køber en helt ny printer i stedet for at smide flere penge ned i det her sorte hul.



Video med et fjols og hans printer (link).

Enestående nyere dansk kulturhistorisk objekt

Dette enestående kulturhistoriske objekt fandt jeg på Trekronergade i Valby i forsommeren 2005. Det er en tallerken, der engang i 1960’erne blev sat et stearinlys på og så et til og et til, indtil objektet nåede sin nuværende imponerende størrelse (jeg skulle nok have målt det, men jeg vil skyde på det var 80 cm højt og altså så bredt som en tallerken - sammenlign med vinballonen ved siden af). Manden, der smed det ud, var blevet bedt af sin kone om at rydde op i garagen, fordi de skulle fejre guldbryllup. Han fortalte mig stearinbjergets historie, hvordan han havde flyttet det med fra den ene adresse til den anden, og sagde: ”Hvad det ikke har set af flip...” Den påstand ser jeg ingen grund til at betvivle. Jeg ville have taget objektet med mig med henblik på senere at donere det til Nationalmuseet, men så tænkte jeg på, hvad min kone ville sige, og lod det stå.

Norman Mailer bagfra

Jeg sad engang bagved Norman Mailer i The Jewish Repertory Theater på 14th St. Jeg kunne kende ham på ørerne. Han var sammen med sin unge kone og deres barn. Min ven Daniel havde givet os billetter. Han spillede en tjener i et stykke om maleren Modigliani. For at glæde os råbte han midt i en scene med et håndgemæng ”soup de jour!” og ”flaprefisse!”






En "Modigliani-suppeske" kan købes her for at det ikke skal være løgn (under "Complete Your Table").

Pokkers til ulykke

Jeg kom til at flå forskærmen af mine svigerforældres nye bil i går, da jeg skrabede mod en lygtepæl under parallelparkeringen. Min datter var med, så jeg kunne ikke bare lade som ingenting eller sige, at det var sket, mens jeg holdt parkeret et sted, thi man skal foregå sine børn med et godt eksempel.

Nu har jeg lige talt med min svigermor, og det viste sig, at hun var ret ligeglad, fordi min svigerfar måske er alvorligt syg og hun har sin egen kræft at bekymre sig om. I hvert fald har hun ikke overskud til at tænke på det nu.

Mit møde med Carl-Henning Pedersen

Nu er Carl-Henning Pedersen jo død. Jeg hilste engang på ham til en Grønningen-fernissering eller sådan noget inde på Charlottenborg (det var en københavnerbegivenhed, jeg så Ulf Pilgaard!). Han stod overfor sine malerier helt alene og så nisseagtig ud med sit hvide kunstnerhår og sweater.
- Dine er de bedste, sagde jeg til ham (for det var de).
- Det er godt, sagde han og rørte mig på armen.
Så gik jeg igen.

Et af billederne, det bedste af dem, kostede ca. kr. 80.000, og jeg tænkte, at det var billigt, men jeg havde ikke 80.000 at spendere, hverken dengang eller nu, og sikkert heller ikke vovemodet, selv til en konservativ investering.

Flotte pletter på mit gulv

Med tiden er der kommet mange interessante pletter på mit gulv. Nogle af dem ligner ting.


Ravn (evt. med et rønnebær på hovedet)

Blomst

Heraldisk form (aftryk af min jydesandal)

Vidste du, at Wolfgang Amadeus Mozart skrev et stykke, der hed ”Slik mig i røven”?

Nå, men det gjorde han, en kanon for seks stemmer (“Leck mich im Arsch”, K. 231/382c, ca. 1782). Se selv kilden her.

Selve korværket kan høres her.

Billedet af den kæmpe Mozartkugle er taget herfra.

De gode gamle dage når de var bedst

Bare fordi noget er gammelt, er ikke det samme, som at det er åndssvagt. Se blot dette maleri her fra sekstenhundrede og hvidkål:


Wilem Drost: Bathsheba (1654)

Bliver man aldrig for gammel til den slags?

Min mor ligger på hospitalet, og så ringer min far, og jeg skriger af ham over telefonen, fordi han ikke lytter til mig, når jeg siger til ham, hvordan han skal få sin Skype til at virke. Jeg har forklaret det for ham fem gange. Han er 80 og havde en hjerneblødning for 12 år siden, men han hører ikke efter, og han kunne ikke finde på at tage en note. Jeg kan ikke tage mig af hans små problemer, når jeg har værre ting at tænke på. Men snart er han død...
- Jeg er en gammel mand, siger han. Men han har altid været sådan. Det er bare blevet værre. Han driver mig til vanvid, men mindre nu faktisk, end han plejede at gøre. Ikke så snart tænker jeg positivt på ham, før han finder på noget at irritere mig med igen. Et meget egoistisk menneske, min far. Bare han får noget at spise og har et varmt sted at bo er han glad. Ikke at der er noget galt i det, men bag det lurer forsmåede ambitioner og følelser af manglende selvværd. Hvorfor skal det gå ud over mig at arve sådan noget, mig der har så mange talenter og ser så godt ud, men heller intet driver det til? Der viljeløst lader sig føre som et blad på strømmen. Åh! Suk, suk og 10 x suk.
Nogen gange hader jeg mig selv så meget, at jeg dårligt kan trække vejret. Jeg vågner op om morgenen med åndenød, af kvælningsfantasier, fordi jeg har drømt, at jeg sidder fast i lavaen, er frosset fast under isen, alt sammen indenfor et sekund, og det hele står så klart for mig som billeder i en tegneserie.

Alle har kræft

Min mor har kræft, min morbror har kræft, min moster fik fjernet det halve af lungen pga. kræft, min morfar døde af kræft, min svigermor har kræft, min brors svigermor og svigerfar har kræft.

Vidste du, at Elvis Presley var jøde? (Niels Bohr med)

Jep, hans tipoldemor var jødisk, og ifølge jødisk slægtsføring, der regner i lige linie gennem mødrene (for så er der ingen tvivl om ægtheden af slægtskabet, skulle der have været slethed i ægteskabet), gør det også ham til jøde.

En amerikansk instruktør lavede for nogle år siden dokumentarfilmen Elvis Schmelvis, hvor han rejste gennem sydstaterne og fortalte folk om Elvis' jødiske rødder for at lodde deres reaktioner, men det viste sig at de fleste var ret ligeglade.

Det er måske også skide ligegyldigt. Men jeg finder det interessant, hvem der er jøde, for jeg er en ven af det jødiske folk (det er ikke det samme som at støtte alt hvad staten Israel gør, okay? Det er ikke den debat.) Jeg snakker om folk, der har drevet det til noget i kunst, litteratur, musik og videnskab. Hvem vidste f.eks., at Niels Bohr var jøde? Ikke jeg, før jeg slog ”kendte danske jøder” op på nettet og via en paranoid side blev ført til listen her, der virker noget kortfattet.

Og Niels Bohr er trods alt at finde på en dansk pengeseddel. Er der noget andet kristent eller europæisk land, der afbilder en jøde på deres møntfod? Det er værd at undersøge (stay tuned). Jeg tænker nogen gange på, at det måske havde været anderledes, hvis folk i Danmark under besættelsen havde vidst, hvem der egentlig var jøder. Det er jo ikke, fordi det skorter på antisemitisme her i landet og slet ikke dengang. Jøderne har måske været så integrerede, at andre danskere bare har tænkt på dem som deres naboer, ikke som "den anden". Men jeg ved det ikke... Hey, det her ligner et separat indlæg!

Se Elvis Schmelvis for et stamtræ og andre sjove fakta om Kongen.

Plovmanden med Niels Bohr, der babber pibe, er copyright Den Danske Nationalbank, hvis nogen skulle være i tvivl.

'Spredt fægtning' er vist flosklen, Hr. 'Tusindkunstner'

Da jeg var lille, ville jeg være forfatter, så ville jeg lave tegneserier, så ville jeg være kunstner. Nu ved jeg ikke, hvad jeg vil være. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at være det, jeg er (altså mit arbejde).

Min datter spurgte, hvad jeg helst kunne tænke mig at lave, hvis jeg selv skulle bestemme, og jeg kunne ikke engang svare hende.

Jeg flagrer rundt i alle retninger. Liniemønstret i min hånd tyder på sindssyge. Jeg laver aldrig noget færdigt.

Denne uge troede jeg, at jeg skulle til noget andet end det jeg plejer, altså lave noget selvmotiveret, men jeg har ingenting lavet. Jeg har spændt 28 lærreder op som overspringshandling, men ikke malet en streg. Det føles som en stakket frist. Mine klienter er begyndt at ringe. De kommer efter mig med ”timelines”.

Smæk for følelserne

Det minder mig om engang for mange, mange år siden, da jeg sad med mine venner på Gammeltorv (det kan have været under karnevalet), og en BZ’er kom og ville sælge mig et spritduplikeret blad, han havde lavet, med digte i og sådan noget. Nej, takkede jeg.
- Jamen, det er smækfyldt med vores følelser! sagde han.
Hvad ragede hans følelser mig?

Al det her bloggeri minder mig om det. Det er også smækfyldt med folks følelser. Og hvad rager de nogen? Men i det mindste koster det ikke penge. Det er det afgørende.

Fra min 3D-drømmebog

I lørdags drømte jeg det her, lige før jeg faldt rigtigt i søvn efter et godt samleje:

Hoppe på brede trin
som terninger
på kløften
ned mod havet

azurblå
intet rækværk
vinkel ned

Det er meningen, at man skal kunne se det for sig.

Sikken ulykke

I morges hev jeg til min fortørnelse en hylde ud af køleskabet, så et dusin nyindkøbte økolandæg (fra Dueholm Økologiske Ægpakkeri via Brugsen) røg på gulvet og gik i stykker.
Så var der ikke andet at gøre end at lave røræg, om end det var mere end selv jeg med min notorisk gode appetit kunne spise.



Hvis man er meget interesseret, kan man kigge indenfor hos Susanne og Lars Poulsen på Dueholm her.

På tomleren efter comix

I mine unge dage havde jeg for vane at tomle ind til byen for at købe tegneserier for penge for flasker, jeg havde samlet ind på skolen (altså gymnasiet). En dag blev jeg samlet op af Knud Tholstrup, gammel hededreng og direktør for Kosangas, i hans store sorte Lincoln Continental (min farfar havde en mage til). Det første, han sagde til mig, da jeg steg ind i bilen, var: ”Alkohol og medicin er roden til alt ondt” (måske sagde han også ”tobak”). Han var døv på højre øre, så jeg måtte høre på ham hele vejen ind til Svanemøllen eller Trianglen, hvor jeg stod af for at købe tegneserier i Bogmasken eller Æseløret.



En anden gang pjækkede jeg fra fransk og blev taget op af en diplomat fra Elfenbenskysten i en hvid Mercedes. Han kunne kun tale fransk. Det var så ironisk, at jeg var nødt til at fortælle min fransklærer om det.

Gravskælmeri - mine sidste suk

DINE DYRE NYE PATTER ER HELT RUNDE

DINE NYE PATTER KAN HAMRE STOLPER I

Subteksten er, at silikoneimplantater er unaturligt runde og hårde, så hårde at de kan hamre søm i – eller som her stolper i jorden.

Kommentar: Man bemærker, at I'et og ER'et i ovenstående tekster ikke har noget link. Det er fordi, jeg selv var nede og fotografere dem på kirkegården ved sidste weekends store fotosafari.

*

Suk, nu brugte jeg flere timer i forgårs på at klippe de her latterlige gravstenskvad færdig, og nu kan jeg ikke rigtig se det morsomme ved dem længere. Det var noget andet sidste mandag, da jeg brugte hele dagen på at finde navnene på nettet og komponere vittige vulgariteter med det snævre, forhåndenværende materiale i stedet for at lave det, jeg skulle, altså passe mit arbejde, alt imens jeg sad og fnes som en skolepige over mit eget spændstige, grænseoverskridende vid. Måske er det her virkelig ligesom den sjov, man laver i skolen, nemlig sjovest i forhold til omgivelserne. Ligesom russisk poesi under sovjetregimet. Det blev ikke bedre af at muren faldt.

Det her er i hvert fald de sidste af dem. Nu og aldrig mere. Fred være med dem.

Morale: Alting er sjovere end det man skal.

Verdens bedste billede

Det bedste billede i verdenshistorien er det her:


Pierre Bonnard: Siesta (1900)

Vidste du, at der hvert år uddeles flere filmpriser end der laves film?

Det er ikke noget, jeg selv finder på. Se selv denne velrenommerede kilde her (mere præcist artiklens tredje afsnit).
Der uddeles hvert år ca. 9.000 filmpriser.


Her til venstre ses afbildet den norske filmpris Gullstrimmelen fra filmfestivalen i Haugesund.

Til højre BUFF-prisen fra Malmøs Børne- og Ungdomsfilmfestival.

Det er ikke småting, hvad jeg har at sige om fodbold

Jeg har prøvet at vænne mig fra at se fodbold-tv*), og det er også gået meget godt, men jeg tror, det hænger sammen med, at der ikke har været noget på. Da jeg nævnte det for min kone i lørdags, sagde hun: Ja, og du glæder dig allerede. Det er sandt, for Champions League vender retur denne uge. Til gengæld bliver jeg som regel så udbrændt hen på sæsonen, at jeg ikke gider se finalen. Forklar dén!

Sagen er den, at de indledende kampe tit er bedst, og alting strammer til i finalen og klemmer det gode spil ud, så kun spændingen om udfaldet er tilbage. Men når man groft sagt er ligeglad med hvem, der vinder, navnlig når Madrid eller Barcelona (eller Manchester U. for den sags skyld) er røget ud, eller omvendt at man højst håber nogen taber, som f.eks. Bayern, hvad så?

Det er ligesom med Danmarks landskampe. De spiller så ringe, at det kun er resultatet, det handler om, foruden en stor portion national stolthed selvfølgelig.

Mine loyaliteter glider. Jeg er ikke rigtig fan af nogen klub længere. Jeg kan godt lide dem, der spiller god bold, men det sidste års tid har været pauvert (VM**) med), efter Ronaldinho begyndte at spille dårligt sidste forår.

Det var en rapport fra min lænestol. Over.

*) Se dette tidlige aproposløse indlæg her.
**) Var der nogen, der bemærkede, at der overhovedet ikke var nogen nye stjerner ved det VM? Slapt! (Selvfølgelig så jeg næsten hver eneste kamp alligevel.) (Her et eksempel på hvordan.)

Shopaholisk småpimpen ved aftentide

Jeg kedede mig i går aftes og bestilte for 1000 kr. bøger på Amazon. Nogle af dem ved jeg ikke engang, hvordan ser ud indeni. Jeg ville aldrig købe for så mange penge i en boghandel og slet ikke uden at bladre i bøgerne først. Til gengæld er det titler, jeg har haft stående på min ønskeliste derinde i flere år, så det går nok.

Jeg kan ikke melde om nogen "shopper's høj" endnu, men det kommer måske, når jeg kommer hjem fra posthuset med min brune æske. (Jeg husker endnu, hvordan de eneste mennesker på gaden, der så glade ud op mod jul, var dem, der kom gående fra posthuset med deres brune pakker. Så selvtilfredse de så ud.)

Jeg benyttede også lejligheden, mens min kone læste godnathistorie for børnene, til at bestille CD-R'er og DVD-R'er til det næste år. Ikke at jeg nogensinde hører nogen af de CD'er, jeg brænder. Det er kun yderst sjældent. Nå, nu skal jeg ud og skide.

Mere morbid moro - de skæve eksistenser

Mine trofaste læsere har meddelt mig, at tiden er inde til at "begrave" disse barnagtige, jeg mener grinagtige gravstensmontager. De siger, at det er en idé, der har overlevet sig selv. Og de har ret. Jeg kan bare ikke lade være, drevet frem som jeg er af et uimodståelig ekspressionistisk imperativ. Tænk på det som konkret poesi, mand, eller i det mindste som sjov med anagrammer, så skal jeg nok snart få det overstået.
Bær over med mig så længe, der er ikke lang vej endnu.

Her en rapport fra samfundets skyggesider:



KURT OSER DEN BREDE SKUNK TIL HAN SEGNER

Ja, det er et "TIL", man aner bag græsset. Jeg sværger!

Bemærk: Alle ordene er taget fra billeder af gravsten, der findes på nettet (se selv efter, linkene står lige her foroven). Ordene er ikke klippet ud af andre ord, og der er ikke foretaget nogen form for digital eller anden manipulation, der er værd at tale om, at I ved det.

Fuck Netto!

Mandag morgen efter vinterferien, hvor jeg havde én dag fri: Hvorfor får jeg kvalme, når jeg går i Netto.

I lørdags var jeg i Magasins kælder for at købe en frugtkurv til min svigerfar, og det føltes meget bedre.
Ikke at der ellers er en sammenhæng.

En dag håber jeg at nå det indtægtspunkt, hvor jeg kan tillade mig at købe ind i Irma.

Morale: En smule servilitet rækker langt.

Det er meningen, at man skal kunne støtte Fuck Netto-bevægelsen her, men jeg kan ikke se, at det virker.

Vidste du, at 50% af alle mænd ikke vasker hænder, efter de har tisset?

Tænk over det næste gang du trykker i næven.













Billedet til venstre er hentet fra http://www.urinal.net/ der bringer et interessant udvalg af pissoirer fra hele verden.

Efter brylluppet

Det her har ikke forbindelse med noget, men jeg syntes, det var synd at snyde verden for resten af billederne fra slutscenen i Marx Brothers' "Horse Feathers" (Halløj på universitetet), hvor de alle tre gifter sig med samme brud.
Se, det var dengang, der var komedier til.

Brand i natten

Noget dramatisk er der sket i mit liv: Sidste uge var der ildebrand i skraldeskuret nede i gården. Det vækkede min kone midt om natten. Og mens jeg straks gav mig til at fotografere, skyndte hun sig at ringe til alarmcentralen. Jeg nåede nu ikke at tage så mange billeder, før hun foreslog, at jeg reddede børnene i stedet for. Røgen væltede op mod vores rude, og der stank af brændt plastik, men der var altså ikke ild i huset, så jeg stak i skoene og gik ned for at se, om brandvæsenet skulle lukkes ind i gården. De var allerede inde (har de en universalnøgle eller noget?) Der var en dame i ejendommen overfor, der råbte ud af vinduet: "UD! UD! SKYND JER UD!", men ellers var der nu ikke så mange, der var vågnet. Brandmanden, jeg spurgte ad, sagde vi bare kunne blive inde, så jeg sjoskede hjem igen og faldt snart i en urolig søvn.

Fodnote: Hvis det halve af byen brændte, var der ingen, der ville vide, hvad man skulle stille op.

Min kone vil have mig med i biffen

Min kone vil have mig med i biffen.
Jeg gider egentlig ikke noget. Jeg er træt af for meget røvsygt arbejde. Men ind i mellem skal man jo tage sig sammen. Fruer kan godt li så noget.
Så gælder det om ikke at være negativ og ødelægge det hele.

Jeg er ikke engang sikker på, at vi kan finde på noget at se. Jeg vil gerne se ”Little Children,” den nye film om problemer i ægteskabet, og hun vil gerne se ”Tenacious D: The Pick of Destiny”, en drengerøvsfilm om rockerrul, hvor de bander meget og det hele ender godt.

Bliver vi enige? Eller skal jeg bare lade hende bestemme og håbe på det bedste? Og hvad er så bedst med hensyn til behovet for ikke at se sur ud og/eller falde i søvn.
Det er ikke nemt at have fri.


Fodnote: Jeg mødte engang en fornuftig fyr til en fernissering på min fødselsdag, og vi blev enige om, at vi som familiefædre begge hader weekenden (ferier er endnu værre) og ”flygter ind i hverdagen”.




Billederne her er af mesterfotografen Weegee the Great, der fotograferede døde mennesker og biograf- og koncertgængere med infrarød film, så han ikke behøvede blitz og folk ikke vidste, de blev fotograferet. Han opfandt af samme grund også et spejl, som et sidelæns periskop, til at sætte foran linsen.

Bennys Badekar som musical - tiden er moden

Er der ikke nogen, der kan fortælle Flemming Quist Møller, at han skal lave "Bennys Badekar" som musikteater, altså musical?

(Der er alligevel ikke andet tilbage fra 70'erne at rippe*), så det gælder om at være hurtig, før de begynder på 80'erne - eller det har de måske allerede gjort?)

Hvem husker ikke "Sørøversangen"? Den kan man sagtens strække ud over et kvarter. Jeg forestiller mig sørøverne med selvlysende knogler på sorte dragter og sort baggrund, hvor knoglerne er velcro'et på, så de er lige til at rive af og slå hinanden oven i hovedet med (det er den billige udgave, man kunne lave derhjemme med børnene ved en festlig lejlighed, hvis der var nogen, der kunne spille harmonika). Eller de kunne være marionetdukker i naturlig sørøverstørrelse. Det har jo været populært med dukker siden Lion King-musicalen, så hvorfor ikke også her?
Det hele kræver måske også, at der blev skrevet nogle nye sange for at fylde ud, men hvad.

Okay, jeg skal nok sige det til ham. Jeg skal bare lige finde hans adresse.
Mon ikke den står i DFI-bogen...
Næ, det gjorde den ikke. Men den skulle vel ikke være så svært at finde.

*) Jeg tror ikke, der er nogen, der er i humør til "Shu-bi-dua - The Muskelka'l".

Tekst og MIDI til Sørøversangen findes her.

Nik og Jay i New York

Et absolut højdepunkt på min New York-rejse var at gå med min 6-årige datter i hånden ned ad Myrtle Avenue i Brooklyn og synge Nik og Jays "Boing" (som hun instruerede mig i: "Hendes røv går op og ned, som en fjeder op og ned...").
Det gjorde på en eller anden måde cirklen komplet.



Der er flere billeder af Myrtle Ave. her.

Fortsat spas med de døde

Man falder bagover af beundring over min store fantasifuldhed.
Her to på hinanden følgende sætninger med muntre gravstensord.

DEN LILLE RUNDE KONE KLEMMER HANS BLANKE BOLLER


HANS LANGE RETTE LEM KIPPER STOLT

Da jeg mødte David Bowie og var pinlig

Jeg mødte engang David Bowie, mit ungdomsidol, oppe på The Metropolitan Museum. Han var sammen med en bodyguard-lignende type og havde en utrolig flot lang frakke på. Ovr, var der to andre studentertyper ved siden af mig, der sagde.
Elegant skred jeg op på siden af ham og spurgte, om jeg ikke måtte få hans autograf.
- Nej, svarede han uden at tabe et skridt. Og lige så elegant trak jeg mig tilbage igen.
Hvor pinligt. Hvorfor kunne jeg ikke bare lade ham gå på museum i fred? Fordi jeg ville vise mig overfor mine gamle venner derhjemme.
Min eneste undskyldning? At jeg var ung og en grønskolling.

Morale: Sådan kan det, der kunne have været en god historie, blive til et pinligt minde i stedet.

Danmarksrekorden slået igen - nu hele 10 gravsten!

Man må knibe sig selv i armen, jeg ved det: Det er lykkedes mig endnu engang at skubbe rekorden langt ud over, hvad man troede menneskeligt muligt.
Den nye rekord er en sætning på intet mindre end 10 ord skrevet med ægte, uforfalskede gravsten (der linkes til underneden billedet).
Jeg vil nu tørre sveden af panden, læne mig tilbage og nyde mit værk, mens jeg venter på, at den næste kop firedobbelte espresso bruser færdig på dampmaskinen.



VREDE DAMER BANKER HANS KORTE LILLE LEM - BING, BANG, BONG!

Møde med dansk berømthed på posthus i New York

Jeg mødte engang Jakob Holdt – fotografen, der chokerede den danske nation med bogen og lysbilledforedraget Amerikanske Billeder i 70'erne og 80'erne (jeg skrev stil om den i skolen) – nede på posthuset på 14th St. mellem Ave. A og 1st og sagde davs.
Lidt efter spurgte han: - Kender du nogen søde drenge og piger?
- Nej, svarede jeg og skyndte mig væk.

Mikroskopisk øjebliksbillede

Min indkøbsliste så pæn ud i dag:
Honning
Olivenolie
Citroner