
Sidste år ønskede jeg mig et båthorn og en luftværnssirene i julegave.– Hva’, trænger du til opmærksomhed? sagde min kone.
Jeg havde ikke tænkt på det på den måde.
Nu ønsker jeg mig sådan en:

(Jeg glemte desværre at ønske mig den i år.)
***
Siden for den moderne, følsomme mand, der trænger til at komme ud med det

Sidste år ønskede jeg mig et båthorn og en luftværnssirene i julegave.




Jeg tog ned hos J. Per i juledagene og røg af de brune cigarillos, af den slags der gerne koster én venner (jeg er regrederet til gamle uvaner – slipper jeg aldrig fri af tobaksdjævelens kløer? Jeg kan ikke forestille mig noget tåbeligere end at trække røg ned i sine lunger, men når først man er begyndt). Han har været hashfri i snart to uger og hoster rigeligt i forvejen. Han åbner aldrig et vindue.
I dag har jeg forladt mit hjem i protest, fordi jeg ikke kan få lov til at sidde og arbejde i fred.
Det irriterer mig, at min kone kritiserer drømmesekvensen i The Sopranos (5.11, hvor Tony er indlogeret på The Plaza), især fordi jeg lige når at rose den først. – Jeg kan ikke lide den, den er for lang, siger hun.
Jeg har ødelagt julen, fordi jeg er nødt til at arbejde, så jeg har hverken fået lavet noget eller slappet af.
Det eneste tidspunkt, jeg påkalder mig offerstatus, er, når jeg skal smide noget ud.*)
Min kone gav mig ikke nogen fødselsdagsgave, fordi hun var sur over, at jeg tog til New York.
For at fordrive ventetiden på Metro-stationen lærte jeg mine børn at skyde papirskramper med elastikker.

Jeg har tænkt over det noget mere, og livet er ikke absurd. Mennesker og andre levende væsener er trods alt tilpasset og udviklet til at bo her på jorden. Det er selvfølgelig ærgerligt, at man skal dø og ved det, men hvad fanden kan man gøre?
Jeg havde en noget anderledes oplevelse hos frisøren, idet det var en mandlig medhjælper, der blev sat til at vaske mit hår og hovedbundsmassere mig. – Nu skal du ikke blive homofobisk, tænkte jeg og forsøgte at give mig hen, – Nu må du være lidt moderne, men jeg blev ved med at måtte forhindre min fod i at vippe.
Som et eksperiment i social isolation vil jeg sidde alene hjemme nytårsaften, mens min kone tager børnene med på landet til fest.
Den værste nytårsfest, jeg har været til, var den store, 31. dec. 1999, Y2K. Den her kælling skreg mig ind i hovedet: "HOLD DIN KÆFT!", fordi jeg jublede under Dronningens nytårstale, og jeg var sårbar, fordi jeg havde røget et hvæs eller to af den gode med en, der nu er død. "FUCK DRONNING MARGRETHE I RØVEN MED EN VOGNSTANG!" råbte jeg i selvforsvar. Siden da har jeg valgt at forlade lokalet, når Dronningen holder tale.
Jeg har fundet af, hvad jeg vil sige, hvis jeg møder nogen af mine kammerater fra min holdsport, jeg har valgt fra: Jeg siger, jeg har en debiliterende hudsygdom, der forhindrer mig i at spille.
Jeg er ude på et skråplan. Over den sidste uge har jeg brændt min tandlæge, min frisør, min bankrådgiver og blodbanken af. Jeg overkommer ingenting.
Jeg overvejer at skære de ting fra, jeg ikke gider. Men hvad er der så tilbage?
Hvis man skal støde ind i de samme idioter hver uge, bør det i det mindste være nogen, man kan lide.
Min kone har været syg et par dage, og det gode ved det er, at så har jeg ikke tænkt på at forsøge at overtale hende til at have sex med mig. Jeg har ikke engang haft lyst (vi taler dårlig mave her, okay?)*) Men så i nat, da vi skulle sove, lagde hun sig op mod mig og begyndte at bevæge sig, men da jeg bevægede mig i tilsvar, holdt hun inde og rokerede om på mine hænder. Det er tortur. Så kunne jeg igen ikke sove, men lå med mit jern på og græd tørre, tavse tårer. Og nu havde jeg lige sovet så godt hele weekenden.
Jeg har det bedre nu, fordi jeg ikke har lavet noget. Jeg har valgt ikke at lave noget. Jeg har været hjemme med syge børn, jeg har været hos tandlægen, men tog fejl af tidspunktet, og har "arbejdet" hjemme ("Du sidder og laver Facebook", siger min kone. "Jeg troede, du sagde, du skulle arbejde?"), gået på café og undgået mit værksted, hvor ansvaret venter. Det var meningen, det skulle være et fristed. Nu er det tungt af alt det, jeg ikke får gjort.
Pigen, der tog min mødom, sagde: – Du ser så sød ud, [mit navn], men når du åbner munden, kommer der sådan nogen frygtelige ting ud.
Hun blev sur på mig, fordi jeg sagde, at jeg blev liderlig af at få massage, på vores bryllupsdag.
Der var en nede i Netto i dag, der kastede op foran kassen.
Jeg er grædefærdig. Jeg har spildt min dag igen. Intet har jeg fået ud af den. Jeg laver det her fucking job, jeg ikke kunne sige nej til, fordi det er fra min største kunde, der tangerer det kedeligste, jeg nogensinde har lavet. Jeg når intet andet, og det, jeg gør, fejler. Så vil jeg lave det, så vil jeg lave det, så vil jeg lave det, men intet af det bliver til noget. Jeg sidder bare passivt og ser til, mens mit liv og mine drømme smuldrer omkring mig, og alting hober sig op som monument over min almindelige handlingslammelse, min manglende beslutningskraft, min frygt for at slippe noget som helst.
Jeg har forsøgt at løse mine problemer i hjemmet ved ikke at sige noget. Men jeg tror kun min kone tænker på det som en befrielse. Til gengæld har jeg bevæget mig rundt i dybt nedtrykt sindstilstand (i min mentale pyjamas med håret i uorden). I nat måtte jeg trykke mig ind til hendes ryg i fosterstilling, og i morges omfavnede jeg hendes knæ.
Fucking dag.
Er der ikke nogen, der gider påpege, hvor meget skuespilleren Christian Bale ligner George W. Bush? Det var ham, der skulle have spillet hovedrollen i W.
Bemærk, at Bales opstigen til berømmelsens tinde præcis afspejler George Bushs. Er det fordi, han ligner ham? Kan det tænkes? Bale excellerer i yuppie-roller. Hans gennembrud var i American Psycho, der kom ud i 2000. George Bush er Patrick Bateman, den ultimative yuppie.
Er der nogen, der husker Duck Tales (1987-90)? Jeg tænkte altid på, hvor påfaldende det var, at Anders And – den centrale and, ham over hvem alle de andre ænder er bygget – var fraværende fra den serie.*) I stedet var Onkel Joakim hovedpersonen – men bemærk, at det var i Reagan/Bush-årene – som en afskygning af eller et led i propagandaen for, at lederen kunne være gammel, men stadig dynamisk. Bill Clinton var Anders And. Han endte også med at klumre det hele.
Mange har bemærket de mange afrikansk-amerikanske præsidentroller, der har været i amerikansk film og TV i senere år, f.eks. i 24 (ikke at jeg har set den, niks om jeg gider) eller The Fifth Element. Hvis præsidenten er sort (eller kvinde, jvf. Lilo & Stitch), ved man, det er science fiction. Sådan plejede det at være. Men nu har vi altså en, mine venner. Jeg troede aldrig, jeg skulle se det. Og det gode er, at man så kan tænke over, hvor lidt det betyder, hvordan man ser ud (race, fregner), samtidig med at det betyder enormt meget, hvordan man ser ud (skønhed, attraktivitet).