Mine personlige dæmoner på nye eventyr

Ord er overflødige (og ofte underlødige og alt for bløde i ’ed).

Dæmonerne er mine, og det er mig de er efter.

Min oplevelse

Jeg har ikke så mange ting at sige. Til gengæld siger jeg dem om og igen.

Arbejde - den store vampyr

Arbejde – den store vampyr, der
suger mit livsblod. Den knusende byrde,
mit åg,
der på mine fornøjelser lægger låg

Hvis det så bare handlede om smør på brødet
og salt til ægget
så kunne der til nøds være tid til skæg, det
gør det bare ikke,
en ko kan salt på en hegnspæl slikke,
derfor lige så godt kontakten på den elektriske stol jeg sidder i man kan klikke

At sidde indenfor i solskinsvejr
og parfumere andres lort
er værre end at rense tæer
for hundelort

Mit arbejde dræner hver dråbe af mit humør
dag ud og dag ind indtil jeg dør
lægger hovedet i en gasovn
og skruer op
eller bliver hentet af den blå vogn
og screwer up
når jeg har fået nok
og taber det hele på gulvet
og smider mig i hullet,
det sorte,
og bliver borte

Jeg skal finansiere mit overforbrug
og ha’ til fede nye sko
så jeg tramper videre
i møllen
og glider
i pøllen
og sluger min stolthed
og sælger min ægthed
og knægter min særhed
og ender i stegthed
så udtørret som pigen fra Egtved.
Jeg kan ikke blive ved

Min eneste trøst er graven
der venter med
det døde bryst, sutten, og kraniets snaven
der fred jeg henter.

Arbejde er døden i levende live,
ingenting til jeg skal blive.
Det er omme og forbi for mig
før jeg overhovedet kom i gang
og mere i den dur, jeg er sur,
livet er ikke en leg, det er en klagesang

En trist smøre
Intet i mit hjerte sig røre
Kun mørke og vemod
aftrykket af arbejdets jernfod
har dræbt, nedtrampet al glæde
tilbage er kun simrende vrede,
utilfredshed, pine
talte er dagene mine
Jeg er til grin, eh?

Men jeg er ikke et svin, næh,
bare en far og husbond
der jamrer og klager sig en stund
i stedet for at jobbe,
det kan rende og hoppe,
jo længere tid man har til det
jo længere tid bruger man,
så man kan lige så godt vente
til sidste øjeblik
Det eneste man skal nå er at hente sin check
når det kommer til stykket
det handler sgu ikke om lykke
men husleje, forbrugsgoder,
bistandshjælp til samfundets skæve hoder
der ikke selv gider
mens jeg går og slider
der ryger en chillum til
mens jeg vælter et lokum til
af jammer og udgydelser
ud over nettet
mit rygte er plettet
og jeg er fuld af fortrydelser
for jeg hader mit job
men er for slap til at stoppe

Det er min evige klage,
at man ikke kan tage livet tilbage.

Hellere en undvigelse
end en til tilsigelse
Lær at sige nej,
dit gamle kvaj,
du gentager dine fejl
det er det samme gejl
om og om igen med dig,
sig de kan gå deres vej
når de har et job
til dig
sig de kan stikke det op
og lav det du vil
som du aldrig når til
og som i øvrigt kræver initiativ
for at det kan blive
til noget
andet end tåget
snak og undskyldninger
ingen disciplin og udskydninger
du skylder dine drømme
lidt tid i solen
i stedet sidder du dér, klæbet til stolen
som en gammel sur nar,
husbond og far,
der ikke glæder nogen,
slet ikke fruen,
med al den jammer og klage og
utilfredshed fordi du sidder fast
og ikke kommer nogen vegne
tag dig sammen, let røven
gå udenfor før det begynder at regne.
Der er folk til det kedelige
Hvorfor skal det lige
være dig?
Fordi du er fej
og ikke tør
gøre
noget ved dét
det handler om
Din palet er tom
Du er en dompap
ingen krumtap
ingenting drejer sig om dig
der er noget værd.
Du er ikke noget sær-
ligt, du sidder bare dér
med sur pligt

Jeg drev det aldrig til noget. Nu driver jeg det aldrig til noget igen

Jeg fik aldrig noget gennembrud i København, og da jeg flyttede til New York fik jeg ikke noget gennembrud dér. Jeg er om ikke andet da konsekvent

Og nu får jeg ikke noget gennembrud i København igen.

Fra nu af vil jeg have et gennembrud et andet sted end hvor jeg bor.

Hjerneskadet af for meget konkret digtning

Jeg kunne skrive 10 knaldromaner i den tid det tager mig at skrive én konkret digtsamling (der vil tage landet med storm), og jeg kan ikke engang lide konkrete digte.

Jeg er mere til det pikareske, når det kommer til stykket, fordi det er mere udfarende end at sidde og hviske og tiske og sleske med små ord og afskygninger.

Jeg er mere til det pikareske
end ord der skal måles med en teske,
og ikke af de toppede,
for så bliver de poppede.

Jeg ville hellere skrive De tre Musketerer,
for den er sjov,
end ord der skal trues med geværer
for at lette sig og pænt spørger om lov.

Jeg vil hellere have det hvide snit
end skrive ét til konkret afsnit.

Jeg kunne skrive 10 knaldromaner
og tjene nogen bananer
i stedet for at være en konkret fedtemikkel,
der ikke får en shekel.

Konkret digtning er en blindgyde,
som Bukowski sagde,
før han lagde hovedet tilbage
og lavede gurglelyde.

Men hvad kan man gøre, det er bare at gå til den
og håbe man lander på sine ben.
At give den et nyk til
og skrive et par stk. til.

Jeg vil derfor fortsætte at hamre panden mod den konkrete mur,
før jeg bliver sur.

Konkret digtning er noget ørl.
Jeg vil hellere kigge på videoer af naked girls
på trampoliner,
der hopper mens de griner.

Min hjerne er blevet til mos
og min humor studentikos.
Jeg vil derfor takke pænt for i aften
og gå hjem til sveskesaften.

Notater - håbets natur - håbefuld notatnatur

Kl. 15:40 Jeg har netop haft et gennembrud med min konkrete digtsamling, der vil tage landet med storm. Eller også er det en desperat sidste øjebliks handling inden aftenens møde i litterær kreds.

Det kapitel har naget og undveget mig, og jeg det, i månedsvis.

16:01 Satans også. Det holdt kun halvvejs. Jeg bliver aldrig perfekt. Enten er den der, eller også er den der ikke – det er det perfekte. Og så er der de halvfødte med potentiale. Men kan man bare lade dem sidde der, halvvejs ude, halvvejs inde?

17:52 Mødet aflyses.

I ave

Jeg har fået så mange kommentarer på det sidste om, hvor godt jeg ser ud med mit nye hår, at jeg går ud fra, at det er det folk mener, når de taler til mig. Det kan godt føre til pinligheder.

Min erfaring

Der er tider, hvor man bruger år og dage på et kunstprojekt, og man bare må indse, at det var en åndssvag idé, og man skulle have brugt sin tid på noget andet.

Mine personlige dæmoner på spanden

Med ganske få undtagelser det sædvanlige sure gamle lort i nye forklædninger.

Det er en del af projektet.



Hvis der er nogen, der skulle have glemt hvad projektet går ud på, jeg f.eks., handler det om at uddrive 100 dæmoner ved at tegne dem og se dem an. Hvad er jeg oppe på efterhånden?

Det er ikke godt at vide, hvad visse af tegningerne handler om, men jeg tager dem med alligevel, fordi det også gælder om at lave tegninger og håbe på det bedste, jeg mener, se hvad der sker.

Jeg prøver at glæde alle og ender med ikke at glæde nogen, i hvert fald ikke mig selv, knap nok

Jeg var med min mor ude for at købe sundhedssandaler til mig i går, og pludselig var det som om jeg var syv år gammel igen. Men heldigvis er jeg nu stor nok til at modstå hendes pres og valgte en stribet trøje i stedet for.

Jeg ville ønske folk enten gav mig noget jeg kan lide eller noget der ikke kan byttes. At skulle bytte en gave og bruge tid på dét er at føje spot til skade.

Det var en julegave, min mor synes det var tid til at bytte, og jeg kan ikke sige nej til hende, nu hvor hun er så syg. Bagefter måtte jeg ned på skolen for at regulere min datters blodsukker, men hun klyngede sig til mig og jeg kunne ikke komme fri igen. Jeg kan heller ikke sige nej til hende.

Der røg den dag.

Det var med nød og næppe jeg nåede ind til J. Per til en røg og en mokka i mellemaktet.

Sørøver Sally med noget til far

Jeg kom i tanke om en genial idé, jeg fik til en film, fordi min daværende kæreste så godt ud i en bredstribet, rød og hvid T-shirt med vig hals: Sørøver Sally som realfilm, gerne for børn, men med en slagfærdig heltinde med lange brune krøller, der springer omkring og skyder med kanonerne. Hun må gerne synge de gamle sange, men ikke noget med dukker med stænger i hænderne.

Tag den, DR, og løb med den.

Der er penge i det lort.

Enhver gammel tv-serie skal vel for helvede da laves til spillefilm. (Og idéen kunne ikke komme på et bedre tidspunkt end nu, hvor Pirates of the Carribbean har sprængt sørøvermarkedet vidt åben.)


Se mine geniale idéer til film, andre folk har rettighederne til, her og her.


PS Her er en metaludgave af Fredes sang med Sliced Pimples. Den er dejlig kort. ***Kl. 13:35***NEWSFLASH!!!***Så for satan. Nu er videoen blevet fjernet fra YouTube. Suk. Den var der for lidt siden. Hvad sker der!?!***END NEWSFLASH!!!***

Overhånd

Jeg er blevet afhængig af det her blogning, og nu kan jeg ikke lade være. Hvad tænker jeg på? (Nogen gange tænker jeg på, hvor langt jeg kan strække mine læseres tålmodighed. For det meste er jeg skræmt til døde over, om jeg er kedelig. Det er parallelle spor.)

Nu begynder jeg igen at bekymre mig om, hvad der vil ske, når min kone opdager denne blog og bliver sur eller ked af det, fordi jeg har udleveret hende og skyllet vores lagner offentligt uden hendes tilsagn. Det er tænderknasende. Nå ja, jeg kan jo altid bare lukke alle de sider, der handler om hende, men det går ud over min forfængelighed og mit e-eftermæle.

Nu har jeg foreløbig fremmedgjort min gamle ven og korrespondent Don Nzo (også kendt som Dunkirks Rose, min wannabe blogfrau), fordi jeg har plapret om ham her på bloggen og sågar gengivet hans ord uden hans billigelse*) (før han infiltrerede mig ved at google "ståpikrap" i stedet for at spotlighte det på sin Mac og faldt over denne guldgrube af netguf). Don Nzo-fans, skulle der findes sådan nogen, skynd jer derfor at læse og genlæse de klassiske samtaler med Don Nzo Mascarpone, før de for altid bliver slettet.


Det var en artikel af en megablogger i The New York Times Sunday Magazine, der fik mig til at tænke over det her og hvad fanden det handler om.


*) Jeg troede han ville blive flatteret.

Bundlinien

Nu er dagen gået igen. Jeg har ingen penge tjent, og jeg er ikke blevet klogere.

Jeg har spildt tiden som sædvanlig. Læst avis. Lavet en enkelt telefonopringning, der var vigtig, og talt med min mor.

Det meste af tiden har jeg ærgret mig, især over folk, der går mig på, jeg bør cutte af som den dødvægt de er.

Mine tanker er irriterende i dag. Min egen ugidelighed knejser foran mig. Nå ja, det er jo mandag, og jeg er træt. Hvad ville mit guddommelige jeg ikke sige?

Til opgradering

Jeg købte to par sandfarvede klipklapper i Netto, fordi de var så billige. Min datter begravede en af den i sandet og kunne ikke huske hvor. En anden blev væk af sig selv. Nu har jeg gået i to højre klipklapper siden 2005.

Maskespil

Jeg kan ikke klare presset ved at være mig, så det er rart at være en anden.

John Starks spillede bedre med maske (end før han brækkede næsen). Petr Cech ved jeg ikke noget om.

Jeg er ligesom ham der er mere liv i til kostumeballet.

Men bag min klovnemaske græder jeg.

Jeg vil have en sej mexicansk brydermaske, og i den vil jeg optræde for publikken og flyve gennem luften – og triumfere over den største af alle skurke: mig selv.



Okay?

Tårebine

Jeg er tit og ofte ved at skyde mig selv i hovedet og give op. Det eneste der holder mig kørende er min konstante klynken.



... kniven (Q), der skræller løget (R) og vipper det op til øjet (S), der græder en strøm af tårer (T), der får møllen (U) til at løbe rundt og artikulere albueleddet (V), så blyanten (W) bevæger sig mod papiret (X).

Mine tømmermænd

Kl. 12:25 Hjertebanken. Jeg har lyst til spejlæg med ketchup. Har ingen æg. Har ingen cykel så jeg kan køre ned efter nogen. Børnene vil have en baljebas i stedet for det rustne harmonium min kone fik mig til at smide ud for 2 år siden, men jeg vil ikke have de laver hul i en balje og slet ikke med en køkkenkniv. Er gået indenfor og lagt mig på sofaen.

12:55 Har taget et bad. Jeg har lyst til at være nudist. Jeg har lyst til en pizza, men der er for langt ned at hente en, og så bliver jeg også nødt til at give noget til børnene. Gider ikke forberede fødselsdagsfesten i morgen. Har læst noget Herbert Pundik for første gang i mit liv. Kan godt lide det navn, Herbert. Det er der ikke så mange der hedder mere.

13:10 Mon kaffe hjælper? Jeg ville ønske jeg ikke havde brækket filtret af alle de smøger og røget dem. Mit nedløbsrør føles som en briosche. Jeg spiser noget spaghetti med ketchup.

Nudisme er unaturligt (2. del)

Jeg fandt mit gode gamle eksemplar af Nudist Society frem, en bog om den amerikanske nudistbevægelse fra 1970, hvor de bukker sig bagover for at forklare, hvor naturligt det er at være nudist, gerne hele familien sammen. De amerikanere. De må jo trænge til det. Bemærk at bogen er skrevet af en ph.d., det hjælper også.



Det sjove er, at jo mere normale situationer, man ser nudisterne i, desto mere unaturlige virker de.

Her er et godt eksempel:


Så kan hun rigtigt gå og holde øje.

Her er et par stykker til.


Klassikeren, volleyball.


Årets nudistkongefamilie er kåret.


Husk at lade som om I ikke kigger efter, drenge. Hattene styrer.


"Spændt" forventning.


Grækerne igen. Et klassisk forbillede er altid godt.

I mellemtiden handler det jo mest om at få lov til at se billeder af nøgne folk. Før pornoens frigivelse var "nudistblade" udbredt, ligesom bøger af "kunstfotografi" (og fotoamatørklubber, hvor man får lov til at gå hen og granske en nøgen dame gennem sin linse). Nå.

*

Det er for mig at se ironisk (eller i hvert fald såre påfaldende), at grundlæggeren af den amerikanske nudistbevægelse (billedet herunder) har det største lem af alle. Eller også hænger det bare utroligt lavt. (Klik & forstør.)


Henry Huntington, californisk nudistpioner. Se også under "gymnosofi". Bemærk hvor misundeligt han bliver iagttaget af den anden mand på billedet.

Det var slut på 2. del af essayet. Med lidt held kommer der en 3. del en dag. Eller måske et helt nyt essay om det samme! Hold vejret så længe.