Humørhjørnet

– Når jeg bliver nervøs, krymper mine testikler, og så bliver jeg på en underlig måde liderlig (fordi der forgår noget dernede), men så gælder det bare om at finde på noget andet at lave.

Afsløring

***
Jeg har en tilståelse: Jeg kan godt lide, når pakken ligger åben og de yderste kiks bliver bløde.


Jeg har ikke købt sådan en pakke siden 2004.
Tak.


***

Jeg var marinesoldat i Afghanistan

***
Den første dag blev jeg bortført og tortureret i en hule. Det lykkedes mig at slippe fri ved at smøre ost fra min feltration ud over rebene, så en lille afghansk mus, der opholdt sig i hulen og var sulten, kunne bide dem over. Jeg slog en af vagterne ned – har jeg glemt at sige, at det var en rabiat, muslimsk splintgruppe, anført af den onde, onde Machmanaman? – og iførte mig hans tøj, før jeg flygtede jeg ud i natten.
– Hvem dér? råbte en vagt, og jeg fingerede et voldsomt hosteanfald.
– Det skal du ikke sige om min søster, råbte han optændt af harme og løb mod mig i mørket med sin MK-45 med påsat bajonet, men da var jeg for længst flygtet på en kamel. Næste morgen ved daggry stødte jeg på en FN-karavane og nogle NGO’er, der tog mig med til den nærmeste havn, hvor jeg fik passage på et skib til Nykøbing. Undervejs blev vi overfaldet af pirater i Biscayerbugten, men jeg drev dem på flugt med en kartoffelskræller, egenhændigt. Glemte jeg at sige, at jeg var læderhals i Jægerkorpset og blandt de bedste på mit hold?

Nu er jeg hjemme i Danmark igen, og det er svært at tilpasse sig dagligdagen. Jeg synes ofte, folk ikke vil høre om mine oplevelser i Afghanistan, og jeg kan ofte føle mig usynlig. Jeg er begyndt at fixe og er ofte langt ude. Jeg mener fiske, og jeg må ofte langt ud på fjorden for at stange ål.

Nu håber jeg, at I lidt bedre kan forstå, hvad jeg og så mange andre danske besættelsestropper har gennemgået, mens I andre bare har siddet derhjemme og set fjernsyn og filtet navleuld og pillet hinanden i kussen, som om det hele bare var et spil, mens det for os alt for ofte har været dødelig virkelighed. Jeg er lykkelig for at være i live, og i dag forsøger jeg at skabe mig et nyt liv med almindelige værdier. Før var det hele lige meget, nu er det hele meget lige, i den forstand at man som verdensborger lærer at værdsætte og påskønne det flade, demokratiske, danske hierarki.
Tak.

Det er ikke altid nemt, lad der ikke herske nogen tvivl om det, men jeg har da mig selv og min samling udstoppede skrumpehoveder, jeg stryger over håret, når det falder mig lidt tungt.

Jeg tager det en dag ad gangen. Livet er en sær størrelse at have med at gøre, men det er det eneste, vi har, når alt kommer til alt. Så det er bare at klemme de sidste dråber glæde ud af det, dræne livets bæger og sige skål. Det var som det blev. Deri ligger der en stor accept.
Tak fordi I ville lytte til mig.
Farvel for nu.
Hej.
***

Ting jeg ikke fik sagt i dag

***
– Elsker du mig?
– Jeg kan ikke holde ud, når du er sur på mig.
***

Kulturtorturtur – jeg gad ikke alene

***
Jeg vækkede J. Per for at få ham med på den Hirschsprungske, og det var skidekedeligt. Men man skal jo til det ind imellem, kulturen. Han har haft tilbagefald og røget noget "god pot" over en forlænget weekend.

– Tænk at være udenfor, sagde han.

Vi slog et smut gennem Botanisk Have og kiggede efter kæmpelotussen.

– Der er Fyrebakken, sagde han, hvor hippierne sad i 60’erne og fyrede. Efter hvad han fortæller mig, voksede der hamp i Haven dengang, der var lige til at plukke. Hvem ved. Eik Skaløe nævner også Fyrebakken i en sang. Så bliver man så meget klogere.

Jeg er ellers ikke meget for at ændre mine rutiner. Nu er hele dagen skudt i sænk. Jeg fandt ikke det billede, jeg kom efter (af Vesuv i udbrud), og jeg blev ikke inspireret. Der var et par meget gode himler:




J. Per styrede direkte hen til billedet af opiumsrygere:


Zarthmanns kineserier. Mærkelig ide med mønster over det hele.


Dette billede af "sol mellem graner" er det bedste:


Hammershøi, den store mester.


Jeg er træt af motiver og figurer. Der er også som sædvanlig for meget numsefiksering. Altså mandenumsefiksering. (Og så uden hår. Hvor er vi henne?)


Eckersberg var numsemand.

Onsdag er gratisdag, så hvis man absolut skal på museet, vil jeg foreslå, at man gør det den dag. (Ellers udmærket lille museum. Dansk guldalderkunst. Lad det være i fred, som det er.)
***

Den ufødte leder

***
Hver gang jeg i mit er blevet bedt om at træde op og tage lederposten, har jeg takket nej og ladet ringere mænd føre an.

Jeg har altid ment, at det var bedre at være nr. 2. Så får man måske ikke hugget hovedet af, hvis der kommer et kup. Måske er det, fordi jeg er den andenfødte. I hvert fald har jeg altid været mod ansvar og beslutninger. Vent at se til jeg får taget en beslutning, det er der ingen, der har tid til.

Således kom jeg aldrig til at regere på samfundets øverste tinde. (Og så er jeg selvfølgelig en sky og tilbageholdende person.)

Men nu – med Obamas inspiration – vil jeg lære at føre ordet – højt og rungende. Hører I mig?!


PS Det her kommer sig af, at jeg skal holde to taler i dag, og jeg har kun holdt den ene endnu.

PPS Jeg har aldrig haft lyst til at lede nogetsomhelst.
***

Genfødt

***
Jeg gjorde noget i dag, jeg ikke har gjort i syv år: jeg lagde mig ned på gulvet og tog en lur, indtil solstriben flyttede sig.

Mens jeg hørte den her:



Eller det der lignede fra: Goodbye Babylon fra Dust-to-Digital, seks fantastiske skiver gammel folk og gospel taget fra 78'ere. Fås på dit lokale folkebibliotek. (M.a.o. jeg sov til vækkelsesmusik. Haha.)

Og ind i mellem lettede øjenlåget mod mit nye syremaleri og så ting.
***

Tinøre

***
Jeg ringede til min far, fordi jeg var ked af det med min mor. Hun er ved at løbe tør for terapier (og mere dårligt nyt.)

– Vi kender så mange, der er død af kræft, sagde han.

– Ja, men det her er min mor.

Så prøvede jeg at fortælle ham lidt mere, og han sagde: – Det vil jeg straks fortælle (hans kærestes navn).

Og så fortalte han om sin ven, den kendte forfatter og mediecelebres nye bog og læste prøver på dennes sonetter.

Jeg giver op.

– Jeg er glad for, at du ringede, sagde han.

Han kan ikke håndtere det.



Når det ikke handler om sygdom, fortæller min mor mig om hendes "tossede" venindes oplevelser.

Kan man ikke have sit eget liv?

Det er nemmere at leve andres.

Der er ingen, der spørger, hvordan jeg har det.
***

Lortekunst

***
Jeg gav et maleri af en stor hundelort til min ven Takeshi, og han hængte det op på sit lokum. Hans roommates kæreste havde været forstoppet i to uger, men hun kastede ét blik på mit maleri, og hendes forstoppelse var helbredt.

Det fik mig til at tænke på billeders umiddelbare fysiske effekt (porno er et eksempel på billeder med en umiddelbar, målbar fysiologisk effekt), og om jeg egentlig ikke burde sigte højere, mod de højere funktioner. At få folk til at grine eller græde er andre eksempler.*) For ligesom ørnen, der suser i de højeste bjerge, måske nok dykker ned i de dybeste dale, så er den stadig, hvad, 5.000 meter over havets overflade? (For at parafrasere Herman Melville.) Derfor bør man stile højt, så sker der ikke så meget ved at ramme fem kilometer for lavt, man har stadig næsen over rendestenen.
Tak.




*) På den anden side som filosoffen sagde: At få folk til at græde er intet! Et løg kan få folk til at græde! (Skal siges med fransk accent.)
***

Tomhed og elendighed

***
Hvor er jeg dog elendig.
Jeg har ved gud ingen glæder i livet.
Det er håbløst.
Jeg ser ingen ende på det.
Kun mere af det samme.
Tom, tavs trasken
på slisken til graven.
Nedstemthed og følelsesmæssig impotens
Alt er ligegyldigt.
Intet giver mening.
Jeg ligger som jeg har redt
i en seng af glasskår
i en seng af krummer
med uldent undertøj på.
Jeg er helt færdig.
Det er omme, mit liv er omme.
Der er kun meningsløshed og tomme fagter tilbage.
Det siger mig intet.

Den eneste glæde jeg har her i livet er kaffe.
Hvis kaffe gav blowjobs, var min lykke komplet.
Jeg går over og tænder for aggregatet.



"Om min kærlighed til kaffe jeg vil rappe
Jeg elsker den i mig at labbe"
***

Vanitas

***
Det ville være rart, hvis nogen gad lave mad, så man kunne få sig en ordentlig søndagsbanket.

Min kone siger: – Det her vejr minder mig om en firserfilm med John Travolta.

Jeg ved ikke, hvad hun mener.

Hele huset flyder. Nu går min kone, men ellers går jeg.

Jeg ramte min svoger med en snebold i hovedet i går, men jeg er ked af, at jeg ramte så hårdt. Det lød som en lussing.




***

Lige når man tror, noget er en lille smule godt, kræver det den største koncentration af alle

***
Mit ægteskab er en optimistjolle på et lavahav (med en bund af asbest), og vi æder hinanden af sult.

Eller også er det en prop, der er stukket ned i en flaske rødvin, da den knak.

Eller også er det Apollo 13, og der er ikke mere gaffa.

Eller også er det en ismand i en ørken, og kamelen er død.

Eller også er det et marionetdilettantteater, og vi er kvalt i snorene.

Eller også er det Apache-tortur med honning og myrer, og jeg kan dårligt vrikke med tæerne.

Eller også er det godt, bare jeg ikke siger noget.

Eller også er det spiddet for enden af en gaffel og uspist på tallerkenen ved enden af festen.

Eller også er det et karneval, hvor masken sidder fast.

Eller også er det en smeltet iglo eller en våd gipsplade eller en papkasse uden bund eller et musecirkus uden ost eller en russisk roman uden storhed eller sort sne eller en sauna uden dør eller et blinkende lysstofrør på en lang gang eller en tohovedet kæmpe med en kølle i hver hånd eller en sort gryde eller en træhest til ridning på livets landevej eller en rustet balje til blomster eller en skovtur i regnen eller en levende begravelse eller et druknet orkester eller et sammenstyrtet hus uden kælder eller et stoppet lokum uden svupper eller en døv dans på glasskår, når alle er gået og sirenen har lydt.
***

Det skal nok blive muntert

***
Nu har min kone og jeg lavet en scene foran hele familien til fødselsdagsfesten, og hun vil ikke tale med mig.

Vi har en til familiefødselsdag i aften.



Jeg er træt af mine konstante kriser.
***

Der er hul midt i bloggen

***
En årvågen læsers forespørgsel mindede mig om en historie: Jeg sad og drak inde på Kultorvet engang i firserne, og så sad der de her to Storm P.-vagabonder på en bænk, og den ene siger: – Hvis jeg føler mig lidt nedtrykt, gør jeg bare sådan her. Og så stak han en finger ind gennem sit hul i skoen og kildede sig selv under tæerne.



Jeg tror, man kunne skrive en hel bog, hvis man satte sig til at lytte til de fulde idioter på bænken. Men hvem har tid til det, andre end Per Fly? Og der skal jo stadigvæk være en historie.



Gavin Bryars optog en hjemløs mands sentimentale fuldesang og lavede et nummer ud af loopen. Desværre kommer Tom Waits ind og ødelægger det hele efter ca. halvandet minut her på videoen. Lyt til hele det uspolerede, alenlange nummer på The Sinking of the Titanic. Hele cd’en er god. Fås på dit lokale folkebibliotek.


Jeg gik forbi de samme idioter, der sad på 73rd St. og drak hver dag, da den ene sagde til den anden: – Why don’t you stick a finger up your ass and twirl? En glimrende replik, jeg stak min kusines mand, neoekspressionisten, med til min farmors gravøl, efter han kaldte mig en snothvalp og jeg kaldte ham falleret, og han tog sin kniv frem og legede med den.

Bagefter satte jeg mig ud i køkkenet og græd.
– Jeg er ked af det, sagde jeg til min onkel.
– Jeg nød det, sagde han.

Næste morgen var han kørt før morgenmaden, neoekspressionisten.

Fucking familie.


Morale: Hjemløse og kriminelle har al den gode slang.


Flere billeder af skohuller fra Popeye-tegnefilm findes her.
***

Usendte breve

***
Jeg har lavet et eksperiment: Jeg skrev ned, hvordan jeg følte det, og i stedet for at skrive det hér, sms’ede jeg det til min hustru, min elskede. Og det virkede.


(Der var ingen måde, jeg kunne få mig selv til at sige det.)
***

Og hvad så om hun har? At stråle af sin indre skønhed

***
Nu hvor børnenes ferie er omme, og det er hverdag igen, slår det mig, hvor lidt der skal til, før man begynder at flå hovedet af hinanden i sådan et parforhold, navnlig om aftenen når man er træt.

F.eks. siger min kone et eller andet i går, mens hun er ved at børste tænder, om sin venindes revisor, og jeg spørger: – Er det en af hendes forhenværende?
– Jeg gider ikke høre på det der, eller sådan noget, hvæser hun.
– Det er vel ikke et urimeligt spørgsmål, hun har været kæreste med så mange, siger jeg.

Det er rigtigt nok, hun har bollet det halve af København.

– Stop det, gentager min kone.
– Nå ja, alle dine personlige bekendtskaber er pletfri.
– Hold nu op.
– Undskyld. Hun stråler af sin indre skønhed.
– Gider du ikke godt.
– Hvad er der galt med at sige det? Det er jo rigtigt. Hun stråler af sin indre skønhed!
– Hold nu kæft.

Og sådan kan man blive ved.

Jeg frygter, hvordan det skal blive resten af ugen, efterhånden som vi bliver mere og mere trætte og udmattede.


Billederne er af den psykedeliske new age-maler Alex Grey, der var bedre i gamle dage.

Note: Hendes veninde er samlivseksperten, min kone altid flytter over hos, når hun forlader mig.
***

Det holder aldrig op

***
Du driver mig til vanvid, men jeg kan ikke lade være med at elske dig. Det er kun et spørgsmål om tid, før jeg kommer kravlende.
Igen.


Er der ikke lidt rigeligt billeder af skosåler her på bloggen?
***

Mindst

***
Jeg føler mig nogenlunde så meget på røven, som jeg kan være, og jeg tror ikke, det bliver bedre. Jeg tror aldrig, at jeg får det bedre med mig selv eller andre.

I dag gik jeg lige bag ved en celeber litterat, jeg kender, nede på gaden, men sagde ikke hej, fordi jeg skammer mig over mig selv.

Jeg snakker ikke med min kone. Hun skyer mig. Jeg skubber alle fra mig. Jeg har ingen at tale med.

Jeg har spildt de sidste ti år af mit liv. Jeg har haft chancen. Intet bliver bedre fra nu af.
***

Jeg har været uden læsere i halvanden måned nu

**
Tallene lyver ikke:



De få læsere, jeg har, er begyndt at opfordre mig til at blogge mindre – for min egen skyld.

Jeg burde nok lukke butikken. Hele projektet er pinligt & nager mig. Forleden dag tænkte jeg på Mandejammer under udførelse af kønsakten. Jeg tror virkelig heller ikke, det er sundt for mig at dyrke alt det her nedtur & negativitet. Men hvem gider læse om nogen, der har det godt?

Bloggen her er bedre, når det går mig skidt. Hvis det går lidt godt, skal det straks blive værre igen.

Alt er bedre end denne standen vånde.

Hvis jeg nu fik kræft, ville bloggen for alvor blive spændende. Så kunne
man beundre mit mod og min galgenhumor på min uundgåelige nedtur mod
graven.



Jeg kommer aldrig frem til det, jeg egentlig vil skrive, fordi der altid er noget, jeg skal klage mig over. Der er en hel stribe fænomenale kulturkritiske essays og erindringsbilleder og andre skarpsindigheder, jeg aldrig når til pga. mit konstante uvæsen. Jeg er bange for, hele mit liv er sådan.
***

Fedt nok

***
Min mor siger, det er ubehageligt at komme på besøg, når min kone er der. Hun føler sig uønsket.

– Hvordan har I det sammen? spørger hun.


***

Brave kvinder og moderne mænd

***
Min familie er taget ud at spise, og jeg tog ud og røg en pakke cigaretter. Der er intet jeg har lyst til. Min mor er kommet hjem fra ferie. Jeg skal med hende til samtale på hospitalet på tirsdag.

Jeg har det stadig som om det er d. 9.

Toget er fyldt med gamle mennesker.

Min mor spørger, om hun skal spørge min storebror i stedet for, og jeg siger nej-nej, jeg skal nok.

– Du er jo inde i det, siger hun.
– Jeg prøver bare at tage det roligt. … Jeg har det mere som en præst.

Jeg kan ikke sige nej.
Det trykker for brystet.
***

Hvad byder man ubudne gæster? – Kunst & kommerce III

***
En gallerist-type fra provinsen dukkede uanmeldt op på mit værksted midt i mit hemmelige arbejde. Jeg har aldrig set ham før.
– Nå, du maler nok med fantasien, sagde han.
– Nej, jeg maler faktisk med en pensel, sagde jeg. Haha.

– Jeg kan godt lide det med næsen, sagde ham kunstneren, der havde taget ham med.
– Det er et virkeligt dårligt billede, sagde jeg. – Men jeg kan godt lide det. Det gav mig en ide til en serie.
– Er det nu en næse? sagde galleristen spindsfindigt.
Det er det.

– Er dét et hul i tanden? spurgte han.
– Ja, det er det, sagde jeg. – Jeg er glad for, at min visuelle kommunikation er tydelig nok.

Og så kritiserede de det billede, jeg tog frem for at vise dem.
– Der er for stor kontrast mellem forgrunden og baggrunden, sagde manden.
– Jeg har lige lavet det færdigt, sagde jeg og begyndte at forklare og endte med at lave undskyldninger. Okay, det er ikke Mona Lisa, men hele ideen var kontrasten mellem forgrunden og baggrunden.

Farisæere og filistre. De forstår ikke mit sande geni!


Bonusdialog:
– Hvor er hun grim, sagde han og pegede på et andet billede.
– Det er et portræt af min kone, sagde jeg. Haha.
– Det er jeg ked af at høre, sagde han. – Se den firkantede næse.
***

Kulturelle knaldperler – en afgørende forskel på land og by

***
Jeg har en teori om, at jo længere ude af byen, nogen bor, des mindre ironiske er de, og jo større byen er, des mere ironiske er de folk, der bor der. Inde midt i verdens største by – lad os f.eks. sige verdens navle, New York – er folk så ironiske, at man ikke skal tro et ord af, hvad de siger. Omvendt er jyder, der jo bor langt fra byen (København), meget alvorlige og mener, hvad de siger, på sådan en alvorlig måde, som om det var interessant.

Dette er en meget interessant og universelt gældende observation.
Tak.



PS Dette er en af grundene til, at folk på landet tror folk i byen altid er ude på at snyde dem, og at folk i byen tror folk uden for byen er dumme.


***

Vippebrætskader

***
I morges stillede jeg mig op på vippebrættet, men faldt af efter 2 ½ sek. med voldsomme smertespasmer i ryggen.
– Åh, mine infiltrationer, gispede jeg og lagde mig over min kones nye marokkopude.

Jeg er nødt til at gøre noget for at genoptræne det knæ.

For et par dage siden faldt min datter af vippebrættet og landede oven i Lego’en, så hun fik et dybt, trekantet hak i ballen.


FOLKEADVARSEL
Jeg tror ikke folk er klar over, hvor mange skader disse dødbringende ethjulede skateboards forårsager rundt omkring i hjemmene.
***

Nedtælling til ingenting

***
– Kommer du ikke ind i seng? spørger jeg.
– Ja.
Hun sidder og laver Facebook. Kl. var 22.53. Nu vil jeg se, hvor lang tid der går.

23.03 Hvad er der så spændende derinde?
Jeg kan ikke høre hende taste.

23.13 Jeg slukker lyset.

23.22 Mine fingre fryser helt ind i knoglerne.
***

Alene i natten

***
Skrevet i mørke


Jeg har lyst til at ruske i min sovende kone og sige: Jeg bliver sindssyg.
Jeg bliver sindssyg over at ligge her som en mumie. Jeg bliver sindssyg over ikke at kunne fortælle dig noget.
Forstår du, sovende isbjerg, jeg er så dybt alene.
Du er ligeglad med mig. Jeg har det som om, du er ligeglad med mig.
Mit hjerte er spiddet. Jeg forbløder og bliver til støv.
Mit stakkels hjerte, så ømt og mørt,
er løbet for livsglæde tørt.

Jeg, Kong Sutsko,
har den indre uro.


***

Som man ser på det – Hvor er mine lyserøde briller?

***
Jeg har tænkt på, om det er sundt for mig at dyrke alt det her dårligdom, svælge i hvor sygt det hele er hele tiden. På den anden side er det en måde at komme af med lortet.

Måske hvis jeg tænkte positivt, ville alting blive bedre eller i al fald se bedre ud.

Nu er mine læsere også begyndt at true med selvmord. Det er en twist.

Suk, jeg tror det er lige meget, hvordan jeg tænker på tingene, det forandrer ikke en skid, andet end at jeg måske ville se mere fanatisk ud og stirre hult og smile bredt som en genfødt kristen: Jeg er fandengaleme lykkelig! Hører I? Jeg er så lykkelig, så lykkelig.
Hurra!
Hurra! Jeg er så glad.
Hurra, hurra, hurra!
Jeg har det allerede bedre. Jeg tror, den er ved at vende.
HURRA! HURRA! HURRA!
Hvis jeg fanatisk råbte hurra hele dagen som en højrøstet Hare Krishna, må min lykke da vende.
HURRA! HURRA! HURRA!
***

Etikettekonflikt – hvilken hilsen er bedst?

***
I skal ikke regne med noget fra mig i dag. Jeg kan ikke se komikken.

Her er dramaet: Jeg skriver i min datters kontaktbog og siger: – Jeg må hellere lade være med at skrive "kærlig hilsen", for så siger mor, at det må man ikke. Det er jo ikke et kærlighedsbrev.

Hun har den her kæphest med, at man ikke må skrive "kærlig hilsen", fordi det er uprofessionelt, hvilket jeg synes er lidt sjovt, når man gerne må skrive "kære" om personen, man skriver til.

– Er det noget, du har lært på kursus? siger jeg.
– Og hvad så om det er? Gør det det værre? siger hun.
– Du er så ortodoks med det, siger jeg. Selv ser jeg på det mere kontekstorienteret.
– Hov, nu kom jeg vist til at træde ind på dit territorium, siger hun. – Og det må man ikke.
– Hold dog op med at sprede din gift. Tag og skrid! råber jeg, indtil hun går.

Jeg fortryder, at jeg har smurt hende en madpakke. Jeg har lyst til at tage den tilbage. Børnene sidder ved morgenbordet endnu hhv. og græder og hader sig selv.

*

– Hva’, kom jeg til at trykke på en af dine 10.000 knapper? Kunne være du skulle lave et katalog.
– Jeg tror vist snarere jeg er kommet til at trykke på en af dine knapper.
– Hvorfor tager du ikke bare og skrider i stedet for at ødelægge alles humør? Ødelægge mit gode humør, den lille smule jeg har tilbage. Tag dog og gå din vej.



Det er så anstrengende. Hvis det ikke virker specielt lykkeligt det her, er det ikke tilfældigt.
***

Afbud

***
Jeg er syg. Jeg gik en hel dag i går uden kaffe.
Jeg er ikke engang rigtig syg, kun sløj.
Jeg har ingen kræfter.
Jeg har ikke kræfter til at brygge.
Jeg har ikke overskud til at mærke den sorte eliksir pulsere og knitre i kroppen.
Jeg nupper mig en nu, men det er mere lyst end nød.
Og også for at vågne op.
Det er bedre med kaffe.


***

Far out

***
Min kone og jeg taler ikke sammen. Vi skændes om morgenen, og når hun kommer hjem om aftenen lader hun som om, intet er hændt. Og jeg er skidesur hele tiden. Jeg går for følelsesmæssigt lud og koldt vand her. Jeg kan ikke tage presset mere.
Hvor kærlighedsløst kan et ægteskab være? Sikkert mere end det her. Det er ikke værd at finde ud af.

I morges var jeg ved at sms’e hende og sige: Jeg savner dig, og noget andet jeg har glemt nu. Jeg ville ønske, jeg kunne huske det, det var dybfølt.

I aftes sagde hun et eller andet til børnene om "jeg havde en kæreste det…", og det irriterer mig. Hendes gamle kærester rager mig en skid, hvis jeg får kærlighed nok, men hvis jeg ikke gør, bliver jeg bitter ved tanken om, hvor hengiven hun ville være ved andre, hun kunne være mindre sikker på, når hun var nødt til at gøre noget ved det. Jeg er gammel og udtrådt. Hun hører mig ikke, hun ser mig ikke, jeg er bare baggrundsstøj.

Hvor gammel skal man være, før det hele er for sent? Rundt regnet nu, når helbredet skrider og man ikke har nogen prospekter til andet end mere af det samme.

Man har kun det ene liv, og mit er tabt på gulvet. Intet har jeg udrettet, intet er jeg blevet til, og det, der er allervigtigst for mig, negligerer jeg. Mine børn er snart så store, at de ikke gider at have noget at gøre med mig mere, og i mellemtiden ignorerer jeg dem, så godt jeg kan.

Jeg er en utilstrækkelig, ufuldbyrdet gammel nar og far.

Hvor er det hele sørgeligt, jeg burde gå på bar, for jeg har intet svar.
***

Lavbiorytmiske lidelser

***
Jeg er helt på røven.
Hver dag er en lidelse.
Jeg har ingen kræfter.
Mine instinkter svigter mig. Jeg frygter jeg skal miste forstanden.
Den er helt gal.
Holder det aldrig op?
Er jeg dømt til evige lidelser med døden som eneste lindring?



Jeg snakker til mig selv, når ingen er der.
Det hænder, at jeg ler højt, men straks slår jeg ned på det som en grib, og latteren forstummer og mine læber strammes.
Hvad laver jeg, siger jeg til mig selv.
Hidr-hidt-hidr-KLAP!
Det er min hverdag.
Når ingen ser.
***

Værre end ingenting

***
Fucking lortedag. Jeg er syg (ikke at jeg fejler noget, jeg er bare ikke rask) og tvang mig selv ud (gennem piskende regn) for at male et maleri færdigt, der skal afleveres i morgen, men i stedet for ødelagde jeg det hele. Det eneste jeg skulle var at ændre en mindre detalje på revolveren, og så endte jeg med at ødelægge hele hånden (ligesom at prøve at fjerne en plet, og så bliver den større og større). Jeg kunne sagtens være sluppet afsted med det, som det var. Satans.

Jeg får det fysisk dårligt ved at tænke på det.

Min datter ringede midt i det hele og var bange og alene. Jeg er hjemme om en halv time, sagde jeg, men i stedet for stod jeg og malede det samme om og om igen i tre kvarter og endte altså med at skuffe alle.

Jeg skulle være blevet i sengen.

Der skal selvfølgelig nok komme noget bedre ud af det i sidste ende, og det er jeg allerede indstillet på, men hvorfor kunne jeg ikke bare lade det være i fred? Hele ideen med det billede er, at det skal være færdigt, hver gang jeg holder op med at male på det, og det er det ikke nu.

Bedre at gøre intet end at lave noget lort.


Morale: Man skal aldrig gøre noget for fuldstændighedens skyld. Fuldstændighed er for amatører og bureaukrater.
***

Hvad rager det nogen?

***
Al din smerte, alt det der foregår inde i dit hoved, kan være fuldstændig ligegyldigt, når man ser det udefra. Det er et mirakel, at nogen overhovedet gider tage sig af det.


***

Sådan noget nymodens lort – hvad er det, en 'statusindikator'? Nok!

***
De her fodgængerovergangsnedtællere er det mest anstødelige, jeg i mit liv har set. De får tiden til at gå langsommere. Hvad er jeg, fem år gammel? Jeg har ikke lyst til at stå dér og tælle.



48 sekunder igen? Jeg får lyst til at løbe direkte ud i trafikken. (Ak, hvem der kunne springe som et hjortekid igen, men det bliver ikke på mine gamle knæ.)



Suk.
***

Omme – prokreationsmæssigt en relativ succes

***
Tænk at jeg ikke skal have flere børn. Det er ikke fordi, det gør noget, men tænk at det er omme.*)

Jeg kunne godt lide, da min kone var gravid. Hun siger altid, at jeg ikke var der for hende, men det er ikke rigtigt (jeg skal bare ikke have lov til at tro, at jeg nogensinde gør noget godt nok).

Jeg kunne godt lide hende, og jeg kunne godt lide, at hun var gravid.

Så følte jeg rigtigt, at jeg levede.

*) Det er ikke det samme som, at jeg vil have klippet lederne, som min kone foreslår. Man ved aldrig.

UDVANDET MIRAKELBREGREB
Min svigerinde, socialdemokraten, siger, at børn er mirakler, men jeg siger, børn er det mest almindelige. Hvis hvert barn skulle være et mirakel, synes jeg, det er at devaluere begrebet lidt. I øvrigt tror jeg ikke på mirakler. Jeg er imod dem. Vis mig et, så skal jeg tage stilling til det. Mirakler er for vanvittige og forvirrede personer.



Det hele kom sig af, at jeg så Control, om Joy Division-forsangeren Ian Curtis, der begik selvmord. God film. Smuk sort-hvid. (I øvrigt var min svigerinde i sin tid en stor Joy Division-fan.*) Mig sagde de aldrig rigtigt noget. Jeg synes, det var for selvmedlidende, ligesom The Smiths, bare mere mumlende.)

*) I dag lytter hun til Seal og Lisa Ekdahl, sånoget.)

UPDATE 1: Control fik mig til at tænke på John Lennons første kone, Julians mor, som han giftede sig med så tidligt. Hende har man altid bare tænkt på som et bump på hans vej mod tinderne. Men at forlade sin unge kone og sit lille barn er jo ikke nogen lille ting, som denne film så godt viser. Tydeligt at den er bygget over enkens bog.

UPDATE 2: Det fik mig igen til at tænke på Ang Lees Lust, Caution, der også tager det kvindelige perspektiv. Der har været masser af kvindelige agenter før på film, der har sovet med mænd for at få informationer ud af dem, men man har aldrig vist det fra deres side før.



LIGE NU: Min datter græder over sine matematikopgaver, og jeg sidder bare her og skriver.
***