Sære øjne

***
Er det kun mig, der har bemærket, at Dronning Margrethe er skeløjet på frimærkerne?



Er det ikke en slags majestætsfornærmelse? Eller også er det en naturlig demokratisk reaktion: hvis man absolut skal have en monark, skal han/hun også se dum ud på billeder.

Det minder om denne gamle De 4 esser-tegneserie:


Midnatsgæsten, s. 42, p. 13.


Ibid., s. 43, p. 1.

Falskmønteren afslører sig selv ved, at alle hans portrætter er skeløjede som han selv.


En gammel kæreste købte engang et sæt tarot-kort, hvor alle figurerne er skeløjede.

Eks.:

The Aquarian Tarot af David Palladini.

At dette ikke er et tilfælde, mener jeg kan ses af tegnerens senere kortdesign:


***

Her bor jeg

***
Jeg kan ikke lade være med at tænke på drengen, der blev skudt nede i Lindevangsparken. Det blokerer min blog. Jeg har lyst til at gå tilbage til at lave platte vittigheder, men det føles profant efter noget, der er alvorligt. Det er noget andet, hvis det bare handler om mig selv.

I mellemtiden googlede jeg Lindevang og fandt denne video, nogle drenge har lavet, hvor de er nede i parken og fyre deres "gøp" af. Videoen er fra sidste år, men det føles vildt ubehageligt efter sidste uges mord. Min kone siger, jeg skal sige det til politiet.



Jeg har det ligesom ham i Blowup. Måske mangler jeg indhold i tilværelsen.
***

Alle ved hvem det er, men ingen siger noget

***
Først tænker man: nå ja, det er bare bandemedlemmer, der skyder hinanden, men når man så finder ud af, at man har mødt ham engang, da han var lille, og hører, hvordan han lå dér med øjet smattet ud og 30 hagl i ansigtet, kommer det noget tættere på.



De unge mennesker sidder på bænken og sørger.
***

Jeg glæder mig til weekenden er omme

***
Jeg sidder (eller ligger) bare derhjemme og tænker: hvorfor foretager jeg mig dog ikke noget, støvsuger eller pudser væggen ned i det, der skal være børnenes værelse, eller laver de par rettelser i det manuskript, jeg fik retur, så jeg kan få det ud igen, ordner mine skattebilag, hvadsomhelst? Men intet foretager jeg mig. Jeg er omgivet af den værste fornemmelse af død, der bliver værre af at se fjernsyn. Jeg har ikke lyst til noget, og jeg gider ingenting. Tabt, død tid.

Jeg havde et syn engang for mange år siden, hvor jeg lå i badekarret, og mine fødder var smeltet sammen. Det er mit liv, tænkte jeg.


***

Godt jeg gjorde det

***
For at få luftforandring tog jeg til begravelse. Ikke nogen nær slægtning eller bekendt, men drænende nok alligevel at se folk, jeg elsker, græde.

Så var der gravøl og -kaffe bagefter – langbords desværre, jeg havde foretrukket buffet – og jeg satte mig ved Walther, der spurgte, om jeg fik malet noget. Det gider jeg ikke snakke om.
– Hvad med dig, laver du noget musisk-skråstreg-kreativt?
– Haha, nej. Jo, jeg dyrker min interesse for botanik.
– Du dyrker pot?
– Ja.
– Haha.



Han havde sendt efter 15 gensplejsede superfrø fra New Zealand til kr. 500. De kom i et lille stykke bobleplast, og da han brød forseglingen, røg de ud over hele gulvet.
– Jeg fandt 14, sagde han.
– Du skulle have vandet og gødet mellem gulvbrædderne. (Haha, jeg er bare så vittig.)
– Jeg ved det, sagde han.

(Planterne blev store, men topskuddene små. Han mener ikke, sorten passer til vort hjemlige klima.)


***

Og 'cuspidor', hvis det går helt galt

***
I går aftes

Jeg startede en rimleg med min datter (13) kl. 19.30.
– Sig et ord, sagde hun.
– Okay, "ord", og så tog vi den derfra.
Hun gav konkurrence til stregen: "metafor", "korridor", "Elinor", "auror" (Harry Potter), men jeg modsvarede hver gang, selvom jeg må indrømme, at jeg fik sved på indersiden af panden. Hun er så stor nu, at hun er ved at være en trussel for den siddende mester. Nu kan hun ikke sove (kl. 22.30), men bliver ved at komme med forslag, men hun har ikke en chance. Jeg har fire ord på en seddel i lommen: (Havkongen) "Angor" (Wrack fra Prins Valiant), "humidor", "Theodor" og "Luxor". Ustikkeligt.
***

Ledsager

***
Jeg var med min mor til samtale på hospitalet i dag. Det meste af året har hun været i forsøgsbehandling i provinsen, men det viser sig, at det ikke har hjulpet, som hun troede. I hendes tilfælde er uforandret så godt, som det kan blive, men det viser sig så, at uforandret godt kan betyde 10-15% vækst. Min stakkels mor, hun tager alt, hvad de kan finde på at smide efter hende, ellers føler hun ikke, at der sker noget, og det kan hun ikke holde ud, men der er snart ikke så meget tilbage, der overhovedet kan tænkes at virke.

Det er utroligt, hun kan blive ved. – Mor! siger jeg nogen gange, når hun ringer. – Lever du endnu! (Nej, det er ikke rigtigt.)

Hun går rundt med et meget tyndt lag selvopholdelse på sig, og der skal ikke ridses meget i det, før hun brister.

Min kære gamle mor. Fem år med kræft.


Bagefter gav hun noget at spise i cafeteriaet:


Hvad jeg godt kan lide ved denne frokost er farvespillet.
***

Næh min ven

***
I stedet for at hente min datter nede ved hallen i går aftes, blev jeg hængende og lavede foregående indlæg.
– Kan hun ikke bare cykle hjem selv? sagde jeg til min kone.
– Cykle alene gennem den mørke park? Det skal hun i hvert fald ikke, sagde min kone.

Så forestillede jeg min datter stå dér i mørket og vente på, at jeg skulle komme. Jeg er ikke stort bedre end min far, tænkte jeg, mens jeg trampede i pedalerne. Han lod mig altid vente alle vegne.

En dag vil mine børn opdage denne blog og sige:
– Er dét, hvad du har brugt tiden på i stedet for at være sammen med os?
– Øh ja.
– Det er jo latterligt.
– Det er ikke latterligt. Det er ironisk. Det er meningen, det skal være latterligt.
Øjenrul.

Apropos i går lad mig opsummere:
Jeg har arbejdet uafbrudt i 14 dage og mere, og så tror jeg, jeg bare kan lave lidt kunst, før jeg går hjem? Sådan fungerer det ikke. Jeg maler det hele hvidt.

Jeg er ødelagt af arbejde.
***

Jeg aner det ikke

Hvad har jeg lyst til?


Jeg tror, jeg må opgive at være kunstner. Jeg har ikke driften til det, jeg har ikke energien, jeg har ikke "vildskaben". Vildskaben, uhhh! Jeg tror, livet prøver at fortælle mig noget. Det duer ikke sådan her. Jeg kommer ingen vegne. Men hvad så skal jeg gå og lade som om jeg er, om ikke det? Hvilken ny livsløgn skal jeg iklæde mig for iskoldt at kunne svare ved cocktailselskaber?

Jeg vil gå i dyb meditation og overveje dette spørgsmål (dvs. tænke over det foran fjernsynet, haha, nej jeg mener det ikke). Jeg ved svaret er lige for næsen af mig. Men hvad? Hvad!
***

Det ser ikke godt ud, og jeg har også fået for meget kaffe

***
Jeg var træt i dag og ødelagde et maleri til i stedet for bare at gå hjem.


***

Hastigt ned ad bakke

***
Åh, jeg fik en henvendelse fra en klient i sidste måned, og jeg har ikke svaret på den endnu. Nu er der gået så lang tid, at det er latterligt. Hvis der er noget, jeg ikke gider, og det er næsten alting, foretrækker jeg ikke at sige noget og så bare håbe, at det går væk af sig selv.

Ellers skal man skrige ad mig, og det er heller ikke sikkert, det virker.

Jeg graver hastigt min grav med dybe spadestik.

BONUSRIM
Og strikker min egen løkke med dobbelt halvstik.
Og prikker mig i øjnene med nålestik.
Og overtrumfer mig selv i uduelighed og tager dét stik.
Og snyder mig selv i kabale
ved ikke at kunne håndtere de mest banale
ting,
der skal til for at holde hjulene i sving.
Jeg er en driftig herre,
hvis drift er på andres tålmodighed at tære.

***

Behandl din kvinde ordentligt

***
Her er noget, jeg læste i et blad fornylig:

Den gamle flødebolle George Hamilton sagde, at man altid skal lade en kvinde glemme, hvad hun har sagt, for det har hun. Den regel bryder jeg helt sikkert (og det er derfor, min kone aldrig må opdage denne blog, denne hemmelige blog kun I, alle andre mennesker, må se). Og så nævner han sin fars tre råd for, hvordan man skal håndtere sin kvinde: Man skal fodre hende hver dag, man skal give hende sex hver dag, og man skal skændes med hende hver dag. Lad mig se, opfylder jeg kravene? Svaret er: Nej, det kan hun selv, helt sikkert nej og helt sikkert ja.

I øvrigt tror jeg ikke, George Hamilton er ekspert i langvarige forhold, den svære udholdenhedens kunst.
***

Hovedfuld

***
Hele familien har fået lus. Jeg sidder med hele håret glattet ind i silikone, og det får mig til at tænke på: er det en af grundene til, at folk gik med hårolie i gamle dage, fordi lusene måtte lukke åndehullerne eller evt. helt holdt sig væk?



Og så glæder jeg mig til, de opfinder en nanokur mod de bæster eller gensplejser mariehøner til opgaven.


Se efter her:

Tony Millionaires Maakies, en visionær serie som jeg flittigt har gengivet fra på det sidste. (Klik og forstør.)
***

Drama i dybfadet

***
Ellers en udmærket dag. Jeg fik ikke et job, fordi jeg skulle have for mange penge for det. Det var for en af mine venner. Men jeg har ikke tid og gider i hvert fald heller ikke. Så bagte jeg en pie og fik skældud af min kone, fordi hun ikke kan finde ud af at skære den ordentligt. Og det før, hun endnu har skåret den.
– Brug kniven.
– Jeg brugte kniven.
– Du skal ære og respektere pie'en.
– Hold op med at være hysterisk med din fucking pie.
– Hvis du ikke vil have den, så lad være med at spise den. Du er så utroligt bister og hidsig.

Min yngste datter begynder at græde, og min ældste ser mærkelig ud.
– Hold op! Hold op!
– Din mor er en rottweiler. Hun holder ikke op, før man henfalder i tavshed.
– Hvem henfalder i tavshed nu?

– Du er så god, når der er publikum på.
Hun vil have, jeg også skal flippe ud, så jeg kan være den onde mand, der holder hende nede.

Min datter græd stadig, da jeg børstede hendes tænder efter.
– Jeg vil ikke have, at I skal skilles, sagde hun. – Amalie ser kun sin far hver anden weekend. Jeg vil bo hos jer begge to.
– Jeg ved godt, hvordan du har det, sagde jeg. (Jeg er jo også skilsmissebarn.) – Det er ikke spor rart. Man skal behandle hinanden ordentligt.
– Nej, man skal endelig behandle pie'en ordentligt, sagde min kone på vej tilbage fra køkkenet.

Hun har båret nag i flere dage nu. Efter et par dage med fred, ja nær paradisiske tilstande, er det hele degenereret og kollapset igen. Sådan er det altid. Det skal møjsommeligt bygges op, og så bliver det hele terroriseret og sønderbombet på en formiddag. Og så står man dér og indånder giftige dampe, mens man forsøger at redde de overlevende ud fra ruinerne.

I går satte hun mig på plads, fordi jeg sagde, at (videnskabelige undersøgelser viser at) der er flere mandlige end kvindelige genier, men også flere mandlige sinker, mens kvinderne lægger sig bredere hen over midten.
– Det har du læst én bog om, men det har jeg faktisk studeret.

Det er kulturelt betinget eller sådan noget, tilføjede hun.
– Det er genetisk, sagde jeg. – Der er ikke nogen kvinder, der bliver holdt tilbage i Danmark i dag fra at lære matematik f.eks.

Min kone kan godt lide at forestille sig, at der er nogen, der har holdt hende tilbage fra at udfylde de ambitioner, hun aldrig har haft. Hun er altid løbet skrigende i modsatte retning. Guderne forbyde, at man skulle støde på en udfordring. Hvis det ikke er let, er det ikke værd at lave, eller også er det mig selv, jeg snakker om. Jeg glemmer, hvem der er hvem efterhånden.

Jeg skulle bare have sagt, at der er flere mandlige sinker.

– Lov mig, at I aldrig bliver skilt, sagde min datter, da jeg puttede hende, og stirrede på mig med sine magiske øjne.
– Det lover jeg, sagde jeg.
– Sværg på dit hjerte.
– Jeg sværger.
– Du og mor skal altid elske hinanden.
– Ja, mit barn.

Hvad fanden skal jeg sige, at jeg ikke føler en skid andet end modvilje og irritation, at mit hjerte er en udbrændt ruin?
***

Livstidsgaranti

***
Jeg fandt nogle pebernødder fra sidste år. Mon det er okay at æde dem?


***

Vælg side

***
Når min kone og jeg har haft noget, der ligner et skænderi, eller en uoverensstemmelse, om man vil, foran min familie, og det er hændt, har de altid taget hendes parti. Når vi har haft et skænderi eller det, der ligner, foran hendes familie og det har været noget mindre tit, har de også altid taget hendes parti. Hvordan kan det være? Det er ikke, fordi hun har ret.

Her mener jeg i øvrigt bare situationer, hvor vi har været uenige om noget, og jeg måske har bidraget med mit originale perspektiv. Min mor holderf.eks. altid med kvinden, det er lige meget, hvad det handler om. Min far holder bare mod mig for at dække sig ind. Men det er heller ikke helt sandt. Når vores forhold har været længst ude, og min kone har forladt mig – for altid igen – har min mor taget mit parti. Hvad handler det andet så om? Jeg tror, det handler om fred. Jeg gider bare ikke altid være skurken. Nå.



Jeg har i dag startet et skænderi med min kone for at undgå, at hun tog med og kritiserede mig foran min familie.
***

Instinktiv modvilje mod kones udlængsel & eventyrlyst

***
Min kone vil have, vi skal spare sammen til en lang rejse.
– Men du har jo ikke noget job, siger jeg.
– Nej, men det får jeg.
– Men vi har jo ikke nogen penge, siger jeg.
– Nej, men det er jo derfor, folk sparer op.
– Folk sparer op? Vil du have, folk skal spare op til os?
– Jeg vil godt have, vi kunne bestemme os til det her.
– Jeg kan ikke snakke nu, jeg skal på arbejde.

Jeg ved ikke, tanken om at bruge alle de penge. Jeg ved ikke, om jeg har lyst. Måske kunne det være meget sjovt. Hvem ved.

Alle de penge, det er ikke rart at tænke på, og så til noget, der ikke kan trækkes fra.

Jeg hader at tage en beslutning.
***

Efter Sudan

***
Danmark er nok et af de værste steder på jorden. Jeg kan ikke tro, at jeg er endt her.


***

Uhellige røvhuller

***
Okay, jeg gjorde det, jeg var i biffen og se Inglourious Basterds and let me say this, I really like it when the characters switch to other languages. Det har man set så lidt af på film, at det ligner en ny ide. (Jeg erindrer en film med Charlotte Rampling, hvor hvor hun holder et foredrag på engelsk og taler fransk resten af filmen.) ***SPOILER ALERT!*** Men jeg finder det utilgiveligt, at Hitler bliver myrdet så hurtigt i Basterds. Han skulle selvfølgelig have nået at trykke på en skjult knap og blive omsluttet af en robotrustning (v. Krups) ligesom i Wolfenstein, hvor maskingeværkuglerne preller af som popcorn på en plasticrumhjelm. Dernæst skulle han være faldet gennem det brændende gulv i biografsalen og ned i kælderen, hvor han skulle have udkæmpet det afgørende slag mod Brad Pitt, der må dukke sig for V1- og -2-raketter, før han gør det endeligt af med ham med sin lange kniv (ligesom undertegnede dræbte Hitler i Wolftenstein, den ultimative bedrift.) Det er indlysende og selvfølgeligt. Tarantino er for snakkesalig.
***

Henvendelser ang. stel

***
Der var en fyr, der stoppede mig på gaden, hvor jeg bor, og spurgte:
– Hvor har du købt de briller?
– Hvad er du, en slags brillefreak? sagde jeg.

Forleden dag så jeg på modsatte cykelsti en fyr komme kørende på min drømmecykel – så høj og slank og sporty den var – men jeg orkede ikke at cykle efter ham for at finde ud af, hvor han havde den fra. Nu kan det ærgre mig, til den dag jeg dør.
***

Det flyvende hoved

***
Da min datter var lille og så de her skilte, sagde hun: – Hvorfor har de ikke nogen hals?

Og hun har selvfølgelig ret. Hvad hvis der kommer et vindstød, snurrer deres hoveder så rundt? Hvad holder deres hoveder oppe, magnetisme?



Hvad det selvfølgelig er, er en modernistisk konvention. Det samme ses i UPA-stilen – der er ingen forbindelse mellem hjulene og bilen f.eks.:


Eks. 1


Eks. 2

Ligesom her:


Det ligner et forbud mod unaturlig omgang mellem en lastvogn og en bus.

Cirkeline har ingen ben og hendes fødder rører ikke kroppen. Fordi teknikken er billig, men også pga. af et bevidst valg (Cirkeline er oprindeligt fra 1950'erne ligesom UPA-stilen).




Her er flere eksempler på flyvende hoveder:


Magritte: Kunsten at leve




"Det djævelske Hoved" fra Thorfinn.



Zone hvor man må spille fodbold med fars hoved.


Konklusion: Der er ingen, der siger, at piktogram-folk ikke skal have hals.

Se f.eks. dette centraleuropæiske skilt:


Betydeligt mere nuttet og ikke sværere at aflæse, fordi figurerne har hals og er mindre stiliserede. Jeg kan også godt lide, at de bærer hat og sløjfe, men det er måske bare mig. (Hypotese: Halsløse piktogrammer dukkede op på omtrent samme tid, som folk holdt op med at gå med hat.)


Addendum 1
Hvad er det i øvrigt med rullestolen på dette skilt? Hvordan skal hjulet kunne dreje rundt? Det ligner en gyngestol.


***

Hvorfor kun forbyde én kropsvæske? Det virker ulogisk

***
Der er en regel i fodbold (og anden sport) om, at en spiller ikke må bløde eller have åbne sår på banen. Men der er ingen lov mod at snotte. Man må ikke spytte på modstanderen selvfølgelig, men man må gerne have snotten løbende ud af næsen. (Og der ligger vel en smittefare i at tørre sig om næsen og senere skubbe en modstander i ansigtet med hånden f.eks.) Jeg forestiller mig en fremtid, hvor dommeren peger ud mod sidelinien, så spilleren kan løbe ud og få pudset næse, eller bedre endnu selv går over og pudser spillerens næse i sine gule og røde (engangs-)lommetørklæder.
– Kom her, min dreng.
– PSCXRCHTZZZSCCHHH!





Manglende billedmateriale: Her skal man forestille sig en slowmotion-optagelse af en norsk langrender nærme sig målstregen med snotten dinglende som en metronom fra næsen.
***

Ingen verdens ting har jeg på tapetet. Ikke det fjerneste

***
Jeg var nede hos J. Per, som sagt, for første gang i et stykke tid og fortalte ham om, hvad jeg går og laver, og det slog mig, at nu, hvor jeg har været til hippie-kulturarrangement i udlandet, har jeg intet, absolut intet at se frem til. Jeg har ingen jern i ilden, og det er en kedelig fornemmelse. Jeg tror, at jeg bliver nødt til at arrangere afbrydelser ind i mellem, højdepunkter af en slags, så jeg har noget at se frem til.*)

Ellers løber det hele sammen i enshed.


*) Noget at støde op mod, rampeslisker til lige at kunne stikke næsen over muddervandet, ambitionssnorkler til æteren, et par stjerner på himlen at række efter, trædesten i bækken.



PS Jeg sagde: "Jeg tror, jeg vil begynde at træde op ind imellem. Det får min puls op." Og så pulsede jeg hans hjemmerullede ned. "Mit arbejde er så kedeligt, jeg sidder bare dér, der må ske noget."
"Du vil jo gerne", sagde han.

PPS Åndssvagt indlæg, det her. Skulle det være noget?

PPPS Nej, det skulle det i hvert fald ikke. Hvor aborteret.
***

Nok med det

***
Jeg blev træt af at passe min potteplante i dag, så jeg smed den ud.


Farvel, gamle ven, vi havde fire halvmagre år sammen.
***

Kontrol

***
I Iran stopper de folk på gaden og lugter til deres ånde. I aftes kom jeg hjem fra J. Per (nede i det sociale boligbyggeri), og min kone sagde: "Her lugter af hash" og lugtede til mit hår.
– Du har røget, sagde hun.
– Nej, sagde jeg og løftede brillerne og kiggede hende ind i øjnene med mit hypnotisk stålblå blik, – hvis jeg havde røget, kunne jeg så gøre det her?
– Du har ret, sagde hun.

Men jeg havde røget, altså tre af hans hjemmerullede Petterøes, mens han røg gentagent af den hjemmedyrkede. "Så og høst af livets lyst" står der på hans væg iblandt aum-tegnene.

Jeg kom ind ad døren. – Far! råbte min datter (9) og krammede mig. – Du lugter af værtshus, sagde hun.

Nu får jeg ikke skrevet indlægget færdig, fordi min kone er kommet ind og trykker sin nøgne midaldrende krop mod mig bagfra.
***

For sent, så glem det

***
Det gode ved at blive gammel er, at man lærer at kende sine fejl så godt, at de ikke generer en så meget mere. Det er for sent at gøre noget ved dem alligevel, og det er bare at indrette sig med folk, der kan tolerere eller ligefrem lide dem.

Det er med omvendt fortegn den samme tendens, der gør, at man ikke længere er interesseret i nye oplevelser og sjov eller sågar i at høre efter.

Man har alligevel hørt det hele.

Spørg bare min far. Han er verdens ældste mand.

(Forts.)
***

Fladt pis

***
Udpluk af vores skænderi i går:
– Nåh, det er så synd for dig, fordi du skal komme hjem og lave mad tre gange denne uge.
(Hvad med taknemmelighed for, at jeg gider?)

Hendes øjne lynede, og jeg måtte vende mig mod væggen.

I passiv aggression skruede jeg pæren i hendes læselampe løs bare for at se, om hun kunne regne ud at stramme den.
(Så lå jeg dér med ryggen til hele natten.)




Vågnede af en pakkedrøm. Jeg havde lejet en bil i en fremmed hovedstad, og nu skulle jeg aflevere den tilbage to dage over tiden. Jeg havde parkeret ude ved motorvejen og var taget til fest. Min jakke lå i den. Scenarierne er udskiftelige.
***

Mit liv er så kedeligt, jeg kan næsten ikke holde det ud

***

– De siger gulerødder er godt for øjnene!

Jeg kommer ingen vegne og er flad som en fregne

***
Jeg hader mig selv og alt, hvad jeg står for. Mit liv er en fiasko. Jeg er et nul i et hul.
***

Jeg har ingen venner

***
Ingen ringer. Telefonen ringer aldrig. I dag opdagede jeg, at der er noget galt, så man ikke kan ringe på vores hjemmetelefonnummer. Men det gør ingen forskel. Jeg er verdens mest upopulære person.
***

Og vi er ellers både vittige og belevne

***
Min kone og jeg har ingen fælles venner. Vi ser ingen. Vi havde en parmiddag for 6 mdr. siden, men ingen har ringet tilbage.
***