Ondt i hjernen

I går aftes

Jeg er komplet kvæstet af åndssvagt arbejde. Mit hoved værker. Mine øjne bulner.
Jeg er så langt fra hvad jeg godt kunne tænke mig, som jeg overhovedet kan være.
Ind i mellem ser jeg noget: Dét kunne jeg tænke mig, dét kunne jeg tænke mig, dét var en god idé, men jeg når aldrig til det.
I mellemtiden sidder jeg med andre folks lort og forgylder det.
Og når der så endelig ikke er noget jeg skal, laver jeg ikke noget. Ingenting. Så skal jeg lige læse avisen på nettet, løse en sudoku, skrive 28 breve, der spilder andre folks tid, og så er det tid til at gå hjem.
Det ser ikke godt ud for mig.
Jeg synes jeg har mindre og mindre tid hver dag, og det ikke kun i det store kosmiske regnskab. Jeg synes der var engang jeg havde tid til at gøre forskelligt.
Jeg skubber det hele foran mig: Nu skal jeg lige lave dét først, nu skal jeg lige lave dét først, og udskyder det jeg godt vil.
Snart er jeg død, og så kan det hele også være lige meget.
Det er hvad jeg har at se frem til. Den lange, kolde søvn.

Jeg skal arbejde ad helvede til i morgen. Hvis ikke jeg skyder mig selv først og gør en ende på mine lidelser. En krysters vej ud af et krysteragtigt liv.
Jeg ligger som jeg har redt
med ballerne spredt,
hvad det så end betyder.