Jeg havde det så dårligt i morges, at jeg var nødt til at gå ud og løbe en tur. (Jeg har ikke løbet i to år.)
I morges tænke jeg, at jeg ville tage det lidt roligt og spise mine morgengryn, efter jeg havde været nede i skolen med min yngste datter. Da jeg kom hjem, ringede min mor i en time. Hun har kvalme og opkastning af kemoen. Så tog jeg ind med min ældste datters madkasse, som hun havde glemt, og købte en ost og et landbrød. Tre deadlines. Kunne ikke koncentrere mig efter kl. 13. Jeg er ikke på talefod med min kone. Jeg tror, jeg er ved at blive syg.
Der stod en konservativ byrådskandidat og delte pamfletter ud nede foran skolen.
Min bror vil fyre en på sit job, fordi han (medarbejderen) har "indtørret slim i mundvigene, trækker sine bukser for højt op, så han får mandlig kameltå, har dybsiddende øjne og tynde arme."*) Men han kan ikke lide at gøre det.
Jeg kan godt lide at læse højt, har jeg opdaget, for så er der da nogen, der hører efter, hvad jeg siger. Ellers er det ikke til at få ørenlyd. Man ignorer mig, og hæver jeg stemmen, tysses jeg på, eller jeg bliver bedt om at vente, fordi børnene er ved at sige noget, og så er det om bag i køen. Det er altsammen meget anstrengende.
Mit yngste barn tror, der er to kanaler gennem kroppen: en til væske og en til fast føde. Det troede jeg også, da jeg var lille.
Apropos: Jeg så The Truman Show igen fornylig. Den er bedre, end jeg huskede den: jeg vil sige helt god. (Jeg tror faktisk, at jeg oprindelig var skuffet over, at Jim Carrey ikke var sjov. Ak.) Den er modnet godt.
Jeg havde en meget interessant samtale med min kone i dag. Vi diskuterede væggen inde i børnenes værelse, der aldrig bliver færdig – nu vil hun rive savsmuldstapetet af (den næste væg), mens jeg siger, det er nemmere at lade være, og så bruger hun det omvendte argument, fordi det passer hende bedre nu, og jeg siger hun er pragmatisk og irrationel, men lad gå – og jeg sagde: – Kan du ikke sænke stemmen? Jeg kan ikke holde ud at diskutere i det her højstemte toneleje.
Min datter (9) var sød: hun bad min kone og mig begge synge for hende, da hun skulle puttes, og valgte Langt ude i skoven, men da vi kom til "På det lille fjer der sad et lille dun", nægtede min kone at synge det, fordi der ikke står noget om et dun i De små synger, eller hvor hun har det fra. Jeg har altid sunget med dun, det er klart, sådan er den mundtlige overlevering, og det må være autoriteten. I øvrigt er det klart bedre med flere vers. Det er jo hele ideen. Så resten af sangen sang vi asynkront med hinanden, indtil et par vers senere, hvor jeg meget elegant sang dun- og fjer-linierne i dobbelttempo for derved at kunne akkompagnere hende samstemmigt. Jeg har aldrig oplevet noget menneske så stædigt. Hun gik før det ekstra afsluttende bonusvers, der er blevet en del af traditionen, og lod mig synge færdig alene. Er der da ingenting, vi kan sammen uden at uenes?
Jeg har skændtes med min datter (13) hele aftenen, fordi hun starter på sine lektier for sent og spørger hele tiden, og jeg er træt og gider ikke mere, og hun bebrejder mig, og her er ingen plads at flygte hen (det er trist ikke at have nogen fremdrift [eller midler], så vi kunne have flyttet i vinduet efter finanskrisen ligesom fornuftige mennesker – Frizz bor i fem værelser på Østerbro nu). Så vil jeg gå ind og sige godnat til hende i hendes nye, ufærdige halve deleværelse: – Sover du?
Min far er verdens ældste mand. Jeg havde ham i røret forleden dag, så siger jeg: – Far, kan du ikke fortælle mig nogle eviggyldige sandheder, ting livet har lært dig?
Min familie har arrangeret en julefest i god tid før jul i år. Begge mine brødre er så kloge nu, at de har fundet ud af at tage væk i julen (jeg ville gøre det samme, hvis ikke min kone syntes det var synd for børnene).
Jeg plejede at se godt ud, det gør jeg ikke mere. Og mens jeg gjorde det, vidste jeg det ikke. Jeg var tredive år gammel, før jeg opdagede, at jeg kunne være nogens type. Nu er jeg gammel og unuttet, er jeg bange for. Jeg hader sådan som jeg ser ud. Det er en katastrofe. Jeg er uplejet, og alt mit tøj er grimt. Hvis jeg gad gøre noget ved det, ville det ikke hjælpe.
Hele mit liv er forfejlet. Jeg kan ikke glæde mig over noget.
Jeg kom igennem weekenden, men også kun lige med nød og næppe, nu glæder jeg mig til at komme på arbejde og holde fri.
En fyr fra min klasse skød egern og solsorte i sin baghave med et luftgevær og dissekerede dem. Han kaldte det "biologiske eksperimenter".
