Gade- og strædevrede: Jeg får en trafikprop

Nu har jeg to gange på en uge fået fingeren af en bilist, der holdt på cykelstien, så jeg ikke kunne komme forbi (på cykel), og endt med at stå og råbe af ham. Den ene gang med måde, fordi jeg skubbede min datter på min cykel ("Lille mand", "Du er et sørgeligt menneske"). Hvad er det med voksne mænd, at de er modigere, når man har sit barn med? Den anden gang for fulde ventiler ("Kom her og slik min pik, din slimede lille bøsseka'l", "Skrid hjem og knep din døde far i røven", "Du er min slavedreng", osv. Digt selv videre).

Er der et middel mod aggressive bilister? En malingpistol, en hurtigridser, en hundelort ind af vinduet, når de ruller ned for at se farlige ud?
Findes der noget, man lige kan have i lommen?

Jeg søger nettet...*)



Jeg tror, folk befinder sig i en kunstig boble, når de kører rundt i deres bil, og glemmer at tænke på andre mennesker. Jeg tror, bilister ser andre mennesker som på fjernsyn.

Jeg er ligeglad med, hvad folk siger, det er bilisterne, der er problemet, ikke cyklisterne.

Taxachaufførerne er de værste. Al ærindekørsel faktisk.



Jeg trænger til anger management, for jeg er opfyldt af tanken om at dræbe.
Okay, det er overdrevent.
(Jeg er mindre vred i dag. Mine deadlines er overstået, i morgen skal jeg til julefrokost. Hurra! Nogen har inviteret mig. Jeg hader de år, hvor man ikke har en eneste.)



*) Tredive sekunders research gav mig denne side, hvor nogle cyklisttyper diskuterer deres had til biler og mulige våben mod dem.

Note: En jeg kender plejede at køre rundt med en teleskoperende kølle i sin bil til at rappe folk over fingrene med, hvis de stak dem indenfor (som en antenne med en metalkugle for enden). Jeg ved ikke, om han nogensinde fik den brugt.


Alle billederne i denne serie kan ses på Citynoise.org, Toronto.
Her er historien: Bilisten kaster mad ud af vinduet og rammer cyklisten, der kommer kørende forbi. Cyklisten kaster maden tilbage i bilen. Bilisten hælder kaffe på cyklisten, der ridser bilen med en nøgle. Så begynder billedserien.
Kommentar: Jeg kan bedst lide det billede, hvor han giver sig til at trampe på cyklen.

NB! Hvis det havde været mig, der var cyklisten, var jeg selvfølgelig smuttet for lang tid siden.

Ægtesengen II

I går aftes
Min kone synes, det er "groft", at jeg spurgte, om hun ikke kunne vække mig kl. 6:45. Hun står op 6:20.
– Det kan jeg ikke overskue, sagde hun. Det ansvar vil jeg ikke have.

Er det ikke en meget almindelig ting at spørge om?
Nu er jeg stået op og har sat min mobiltlf. til at ringe.



På den positive side kom min datter springende ud af sengen i dag, fordi det er d. 1. december i morgen. Julemåneden!

PS Jeg vågnede af mig selv kl. 6:10 med smagen af død i munden.

Hvem er de her mennesker?

Hele deres liv lå ude på gaden.

Et sørgeligt flop

Jeg skændtes med min kone i morges og flippede ud.

Jeg skal lave en masse arbejde, men har ikke fået lavet en skid (mindre end en 12.-del). Jeg sidder bare og pisser den af.

Vi taler aldrig sammen. Hvis vi talte sammen, kunne vi ikke bo sammen. I den forstand at vi sagde hvad vi tænkte. Jeg bider mig selv i tungen dagen lang.

Kan faren ikke også få en række faste månedlige dage, hvor det er i orden at være så ondskabsfuld og led og irritabel, man har lyst til, og ingen må sige noget til det?

Et skud hagl i øret ville ikke være af vejen nu.

Jeg kan ikke bære mig selv.
Det er arbejdet. Arbejdet har knækket mig og stampet mit lyse sind ud.
Jeg er en knækket mand.

Ondt i hjernen

I går aftes

Jeg er komplet kvæstet af åndssvagt arbejde. Mit hoved værker. Mine øjne bulner.
Jeg er så langt fra hvad jeg godt kunne tænke mig, som jeg overhovedet kan være.
Ind i mellem ser jeg noget: Dét kunne jeg tænke mig, dét kunne jeg tænke mig, dét var en god idé, men jeg når aldrig til det.
I mellemtiden sidder jeg med andre folks lort og forgylder det.
Og når der så endelig ikke er noget jeg skal, laver jeg ikke noget. Ingenting. Så skal jeg lige læse avisen på nettet, løse en sudoku, skrive 28 breve, der spilder andre folks tid, og så er det tid til at gå hjem.
Det ser ikke godt ud for mig.
Jeg synes jeg har mindre og mindre tid hver dag, og det ikke kun i det store kosmiske regnskab. Jeg synes der var engang jeg havde tid til at gøre forskelligt.
Jeg skubber det hele foran mig: Nu skal jeg lige lave dét først, nu skal jeg lige lave dét først, og udskyder det jeg godt vil.
Snart er jeg død, og så kan det hele også være lige meget.
Det er hvad jeg har at se frem til. Den lange, kolde søvn.

Jeg skal arbejde ad helvede til i morgen. Hvis ikke jeg skyder mig selv først og gør en ende på mine lidelser. En krysters vej ud af et krysteragtigt liv.
Jeg ligger som jeg har redt
med ballerne spredt,
hvad det så end betyder.

Guddommelig harmoni

Som min ven Steve siger: Hvis det ikke er meningen, man skal pille næse, hvorfor er næseboret så på størrelse med en finger?

Peter, kære Peter o.a.

Peter, der var så mange Petre
Der var fire Petre i min klasse.
engang. Jeg har en fætter Peter
og en onkel Peter (han er død).
En dag er alle Petrene døde,
som Douglas Couplands Heathers,
Bettinaer.
Dem var der to af i min klasse.
Den ene gik ud, den anden voksede
sig tynd ud af sin ungdommelige
plumphed. Det sker. Kan man få
pengene tilbage? Du kunne have set
på hendes mor.
Du har ret.
Der var 2 Øyvinds i en klasse. Jeg
tror man satte dem sammen, for at
de ikke skulle føle sig ensomme.

Mændenes omklædning – hvor klamt at være omgivet af nøgne, blege gamle mænd

Det værste ved at dyrke organiseret boldsport (og så i min fremskredne alder) er at sidde i omklædningsrummet sammen med en masse nøgne, halvgamle mænd, navnlig når man skal dele med modstanderne, der lige har banket en. Det er ubehageligt. Det føles ligesom at være med i en fængselsfilm.
Hvem gider se på dem sæbe deres forhud ind?
Jeg ville føle mig bedre tilpas inde hos kvinderne. Jeg er ikke i min hverdag vant til at være omgivet af nøgne mænd

*

Jeg har heller ikke temperamentet til det her lort. Jeg burde holde op og bare løbe i stedet for, nøjes med at kæmpe mod mig selv. Så er der også færre voldstrusler.


PS Den eneste gang, jeg har taget svampe, lo og græd jeg uhæmmet og blev transfikseret af en finsk film på fjernsyn med en masse blegfede nøgne mænd i et fængselsbad. Tænk at få det lige ind i stuen, tænkte jeg, og så TV-billedet som en del af helheden. Bagefter spillede jeg darts og følte, at jeg vidste, hvor pilene ville lande, mens de endnu var i luften – på en smal gang med min bror efter at have delt en potte hjemmelavet baked beans.

Sidste nye skænderi – følg med i min fortsatte samlivssaga her!

Jeg var faktisk i meget godt humør i går: Jeg havde to timer for mig selv, som jeg tilbragte med at se en dårlig basketball-film med Nick Nolte. Så ringer min kone:
– Kan du ikke lave noget mad til vi kommer hjem?
Fint nok.

Feltnotater: Hun sidder og læser Anders And-blade ved bordet – detektivsiden med løs det selv-gåder: Mickey afslører morderen, fordi der ikke er tigre i Afrika, fordi pingviner lever på Sydpolen ikke på Nordpolen, fordi vandet løber højre om ud af vasken på den sydlige halvkugle, fordi afrikanske elefanter har store ører osv. osv. – og jeg siger:
– Skal vi ikke tale sammen? Kan du ikke konversere mig brillant? og inden for to minutter skændtes vi, og nu græder det ene barn, fordi hun har slået tåen, og de prøvede ellers lige at redde dagen ved at forme grovboller som vores initialer med et hjerte og et plus imellem på pladen og foreslå mentale øvelser til at bortdrive onde tanker.

Det er dybt anstrengende.
Jeg kan åbenbart ikke tale sammen med min kone, og ofte ved jeg ikke, om det er besværet værd.


Uddybning: Skænderiet handlede om, om vi skal tage på ferie til sommer eller til jul, men det stikker nok dybere.

Note: Det er åbenbart ikke rigtigt det med, at vandet løber forskelligt ud med eller mod uret hhv. på den nordlige og sydlige halvkugle pga. corioliskraften. Det står der i hvert fald her.

Ring til Reuters – far har repareret noget

Jeg gjorde noget godt i går: Jeg reparerede min datters løbehjul med reservedele fra et skrottet løbehjul, jeg fandt, da jeg var ude at løbe. Det var kun et spørgsmål om tid, før jeg faldt over et: De ligger alle vegne. Børnene er ikke engang bange for at deres fungerende løbehjul bliver stjålet. De lader dem stå uden for huset om natten.
Hvor skønt er det ikke at leve i en velfærdsstat og et overflodssamfund.

Sandfærdig rapport fra et hverdagsdrama i øjenhøjde. Faktisk gulvhøjde

Øv, jeg slog mit kaffekrus i stykker. Jeg ramte åbenbart ikke bordpladen, da jeg stillede det fra mig. Nu må jeg ty til mit reservekrus, der er præcis mage til. Hvis det også knækker, har jeg otte til, de matcher bare ikke.

Kaffen drev mig til det

Jeg cyklede hele vejen fra hallen i går og ned til bagelbiksen for at hente en americano, for det havde jeg glædet mig til, også selvom en ny byge lige var begyndt. Hvorfor gør jeg det her, tænkte jeg, medens regnen piskede mig i ansigtet.
Det var kaffen, der drev mig til det.
På vejen tilbage røg det meste af kaffen ud i plastikposen, som jeg havde den i på barnesædet,*) og jeg måtte stå på parkeringspladsen og dekantere den tilbage i koppen. Bortset fra at den var kølet lidt af, fejlede den ikke noget.
Og meget lidt gik til spilde.
Hil Java!

*

Nu er det tid til dagens første firdobbelte espresso. Så god den har været på det sidste med den friske bønne og et tykt lag cræme.
Tanken om at jeg skal arbejde gør mig syg om hjertet.


*) Jeg havde lært noget siden sidst, for der havde jeg også bagelen i posen.

Luk øjnene og lyt

Mens min kone hængte vasketøj op – Ah, intet pynter som grå sokker – skrev jeg tre sider ekstatisk musiklyrik inspireret af Jack Kerouac.
Arbejdede hele dagen. Kom hjem og faldt i søvn efter bulguren og linserne. Tungt. Med briller på endnu. Skønt af falde ned i søvnens arme, ikke at kunne kæmpe mod, uimodståeligt, midt i 2. akt af Robocop, den mest økonomiske af alle film – alting fremmer historien.
Så slutningen i søndags.



Bog: Mexico City Blues
– fås på dit lokale folkebibliotek.

Ødelagt stemning

Kl. ca. 23:15 i går aftes

Skrevet i mørke

Min kone er sur på mig. Hun ligger her i sengen ved siden af mig og vil ikke tale til mig, fordi jeg kom hjem, mens hun sad og så King Arthur (ikke den med Dudley Moore, men den med danske Mads Mikkelsen som Sir Tristan), og begyndte at udpege alle stereotyperne i den.
– Jeg gider ikke høre din mening om alting, sagde hun. Du har en mening om alt, og det er altid negativt.

Hun slukkede lige efter den onde gallerhøvding var blevet dræbt af Clive Owen (ikke Owen Wilson, min skat) og gik i seng i protest.
– Kan du ikke sove på sofaen, sagde hun og sparkede min dyne ned på gulvet.

Hun er nødt til at hidse sig op (på mig) for at komme op af sofaen og ind i seng.

*

Hun er også sur på mig, fordi jeg tog ud af at spille bold i stedet for til forældremøde. Og bagefter havde jeg den frækhed at tage ud og drikke tre tall boys hos en kunstnertype på Ama’r. (Jeg drikker aldrig, okay? Jeg går aldrig ud. Det eneste jeg skal er til min boldsport.)

– Her havde jeg troet, at jeg skulle hen at have noget fisse, sagde jeg.
– Det kunne du også have fået, hvis du ikke var så irriterende, sagde hun.
Ja, især. Det er nemt at sige bagefter. Så kan hun give sig selv point for villighed. (Resten kan ikke udgives, mens jeg er stadigvæk er gift, så jeg stopper her.)

*

Næste morgen: Det tog et stykke tid, men nu er jeg i dårligt humør.

Aborten og det altid åbne bibliotek, hvor alle folks bog får plads

Hovedpersonen i Richard Brautigan’s The Abortion: An Historical Romance arbejder på et bibliotek af en art, hvor folk af alle slags kan komme på et ethvert tidspunkt af døgnet og aflevere manuskriptet til en bog, de har skrevet. Lige meget hvad de har skrevet om, skal bibliotekaren tage den. Forfatteren skal selv finde en hyldeplads, hvor de synes den skal stå. Der er aldrig nogen, der kommer og læser bøgerne, og der er ingen, der kan sige, hvad biblioteket skal gøre godt for, men vigtigt er det for de medvirkende, at biblioteket holder åbent og bliver kørt videre.

Bogen er fra 1966 og foregriber på mange måder det, der sker på nettet i dag, som f.eks. alle folks blogs om alt.

Resten af bogen er en temmelig præcis beskrivelse af, hvordan det var at tage til Mexico og få en abort i 1966.

God bog. Jeg læste den i sommerferien.

Mor, jeg er bøsse

Jeg boede i et ulovligt fremlejet kollegieværelse. Engang gik mønttelefonen på gangen i stykker, så man kunne ringe gratis, og jeg benyttede lejligheden til at ringe til min mor i Californien. En dag, da jeg ikke havde mere at sige, sagde jeg: – Mor, der er noget, jeg må fortælle dig...
– Ja?
– Jeg er bøsse!
Og så begyndte hun at græde.
– Det er ikke rigtigt, sagde jeg, det er ikke rigtigt! Men det tog et stykke tid, før hun holdt op igen.

– Det var ligesom, hvis du havde sagt, du havde AIDS, sagde min ven rockstjernen, da jeg fortalte ham om det. Det var før han blev en rigtig rockstjerne.

Der er intet lys for enden af tunnelen

Jeg kan ikke udholde at arbejde. Jeg har det som om mit liv løber ud mellem fingrene på mig. Det føles som det værste tidsspilde. Det rykker mig ingen steder hen. Når jeg kommer ud på den anden side og er færdig, er jeg præcis derhenne, hvor jeg begyndte. Ingen steder.

Min passivitet og manglende evne til at rykke mig af stedet forbitrer og bedrøver mig. Jeg har ikke engang lys til at skrive hvad jeg laver inde på LinkedIn. Det er som en joke. En grim kliché. Jeg hader hvad jeg er. Hvorfor har jeg ikke en stribe bøger eller en stak CD’er bag mig, ligesom andre folk jeg kender, lige meget hvor dårlige eller kedelige de er? Det gør mig syg om sjælen. Jeg kan ikke engang nævne mit fantastiske arbejde på bloggen her, da den jo er anonym.

Min liv ebber ud, mens jeg passivt ser til,

- som tårer i regnen.
- som sand mellem fingrene.

(vælg selv en passende floskel).

Sladder om en af mine venner

Dengang min ven Brrr holdt op med at drikke kaffe, alkohol og ryge på én gang, fortalte han mig, at der var begyndt at løbe olie ud af røvhullet på ham.
– It’s a shame you’re not gay, now that you come prelubed, sagde jeg. Haha. (Det er en skam, du ikke er bøsse, nu du fås forolieret. Haha.)

Jeg ved ikke, om det var toksinerne, der ville ud.

Han drak enormt meget kaffe. Nogen gange gik vi ud til morgenmad og drak otte kopper kaffe, og bagefter snuppede han en stor en til på vejen over til hundeløbegården i parken.

Han var dum, når han var på coke, og drak for meget. Han dansede på taget af sin bil og faldt ned og brækkede begge håndled. Det var sådan han mødte sin kone. Det var hende, der blev og passede ham.*) Sidste vinter faldt han af en hest og brækkede hoften. Nu skal de have et barn.

*) Han så flere forskellige.


(Modelfoto)

Tal normalt, I lomme-Napoleoner!

Hvad er det, der sker med folk, når de er til møder, at de bruger ord som "løsøre" og "personlige effekter" og "i henhold til" og "i overensstemmelse med" og "gøre indsigelse" – ord man ellers aldrig hører normalt?

Alle folk har en lille Hitler indeni, der bare venter på at komme ud og regere.
I hvert fald en skrankepave.

"Giv dem en uniform, og de tror de er Hitler!" som Rick siger i The Young Ones.
Lydbid her, manuskript her.

*

Udvalgte notater fra gårsdagens møde:

Fut i familien

Jeg var til familiefest i lørdags og drak fire dåseøl.

Hver gang jeg kom over i min kones ende af festen, sagde hun: – Nå, du har nok fået noget at drikke.

Jeg kunne ikke huske, hvad "assyrologi" hed, da jeg skulle foreslå min nevø et morsomt studie. Det eneste jeg kunne tænke på var "Abyssinien", men det er ingen –logi, og jeg undlod at falde tilbage på den trofaste gamle "babylonsk astronomi", fordi jeg forsøger at opdatere mit materiale.

Det værste var, da jeg greb mig selv i at citere gamle Mandejammer-historier, materiale nedfældet her på bloggen, for at imponere min brors lesbiske svigerinde.

Når man skriver dem ned, bliver man mindet om, hvor meget man genbruger de samme gamle historier. Men det er også fordi, jeg skriver det lort ned, jeg alligevel altid går og fyrer af.

Hvor er jeg dog et gammelt røvhul.


PS Min fantasi, er at jeg en dag løber ind i en af mine trofaste læsere, der siger: – Hov, den har jeg også læst.

PPS Det kan også være jeg drak seks. En af dem hældte min datter (11) rødvin og salt i for at narre mig, men så let skal hun nu ikke tro, det er, næ nej.

Hvad er jeg, mine impulsers slave?

Det er åndssvagt at ryge, så nu vil jeg holde op.*) Jeg er træt af, at mit tøj lugter, jeg hoster og harker, og jeg tror jeg får dårlig ånde. Det er pinligt. Rygning sidder heller ikke godt med mit selvbillede, så jeg køber en klase bananer i stedet for.

Min guru sagde, at lysten til at ryge kun varer 5 sekunder, så det gælder om at tænke på noget andet i mellemtiden (så kan det godt være, at lysten hurtigt vender tilbage igen, men så må man tænke på noget andet igen). Nu er jeg f.eks. sulten. Jeg tænker på frokost.

Jeg plejede at sjippe, når jeg fik lyst til at ryge, så det vil jeg prøve igen (jeg lokaliserer just mit sjippetov i den anden ende af lokalet).

Nu er det bare at komme hurtigt forbi 7-eleven – hvilken ussel og umenneskelig biks er det ikke – hvor de sælger mit foretrukne mærke, og mentalt forberede mig på ikke at gøre holdt dér.

Jeg hader at høre om folks rygestop, især når de ikke har nogen disciplin, som mig. Det er den samme historie om og om igen. Tåbeligt at gøre sig kemisk afhængig igen.


*) især fordi nu er pakken røget.

Note: Der er for mange så’er i det her indlæg.

Min morgen til nu

Jeg vågnede kl. halv seks i morges efter en ond drøm (jeg fik torne i fingrene, der blev til længere og længere søm, jeg langsomt skulle hive ud, indtil min hånd hang i laser) og overvejede, om jeg ikke lige så godt kunne stå op, men undlod.

På vejen ud af døren skreg min 7-årige datter, der har fået diabetes: – Jeg hader mit liv, jeg hader mit liv, jeg hader mit liv, og græd.

De har lavet downtown Valby om til Glostrup Station. Det ser fælt ud.

Særligt hensyn fordi det er mandag

Jeg må indrømme, at en del af mig godt kan lide at skyde madrester op på spejlet med tandtråden, men i dag har rengøringshjælpen været her, så jeg skød ved siden af.

Kortvarig misforståelse på Føtex’s parkeringsplads

Jeg så en enormt tyk kvinde i en bil og troede hun skulle til at æde mayonnaise direkte fra tuben, men det var bare håndcreme.

Deres venner ved hvem de er. De mødes og sammenligner billeder af deres værker

Der er ikke så meget at muntre sig over i mit lokalmiljø, men jeg har altid godt kunnet lide denne graffitifugl ovre ved tanken. Dens vinge ser forkrøblet ud, ligesom Nemos finne fra filmen. Det ser godt ud med sølvmaling. Tak, anonyme vandal.



Der er en til ved siden af, men den ser mere sørgelig ud.



Rundt om hjørnet er der en graffiti af Ifö, ligesom sanitets-producenten. Må jeg komplimentere for de flotte farver og gentage en pointe fra tidligere, nemlig hvor absurd jeg finder det, at det er lovligt at opsætte så hæslige og modbydelige billeder, som dem på reklameplakaterne øverst, fordi man betaler for det, men ulovligt med en dekorativ, gratis bemaling, der forskønner lokalmiljøet – selvom den sikkert ville være lovlig, hvis man betalte for det.



NB! Hemmeligheden ved graffitikunst er, at der skal være noget nedenunder malingen, f.eks. en væg, fordi teks- eller strukturen så er givet. Det er derfor graffitikunst ser så flad ud på lærred: Der er ikke noget nedenunder. Tak. (Så hvis man skal lave graffitikunst til at hænge på væggen indendørs, er det en god idé, at overfladen, man maler på, har noget historie.)

PS Der var en, der sammenlignede blogs med graffiti og "street art", at det er noget, der bliver smidt derud, som folk kan kigge på i forbifarten og hvoraf noget bliver hængende.

Min kaffe er fantastisk, selvom den er kold

Det er glæden ved de små ting, der gør, at man ikke går i havet.
Nu vil jeg lave mig en ny kop dampende brun (firdobbelt espresso).

Hil dig, Java!
Java være priset!

Glem Jahve og tilbed Java. Det gør jeg!
(Heraf ordet "kaffebønner”. Haha!)

Jeg kender flere folk, der har stemt på Asmaa end på Fogh

Fire i alt, en voldsom statistisk overvægt, og de er ikke blege for at indrømme det, tværtimod.

Jeg er fuldstændigt ude af kontakt med hvad den brede danske befolkning tænker.

Jeg har en GOD hårdag

Mit hår ser fantastisk ud i dag. Tak, spejl.
Det sidder helt rigtigt, og jeg har ikke engang gjort noget for det.

En god ven med dårlige vaner og voldsomme moderbindinger

Min ven Brrr plejede at tage ud på sit atelier om natten, drikke seks Rolling Rocks, onanere og falde i søvn på gulvet i fosterstilling. (Han lavede en billedserie af forløbet, som han udstillede sammen med mærkelige portrætter af sin mor.) Nu er han gallerist og entreprenør og har været på The Food Network med sine håndblæste sukkerskulpturer.

Hjemmeskoling i kunstfilosofi og kulturhistorie – faren tegner og fortæller

Børnene havde fri i tirsdags, fordi skolen var valgsted. Jeg læste i avisen, at Norman Mailer er død. Ham kommer jeg til at savne, som jeg sagde.
– Hvem er han? spurgte børnene, og det førte til en gennemgang af kubismen (det kubistiske rum modsat renæssanceperspektivet) og Picasso (som Mailer skrev en bog om), Miro, videre til Dali over Magritte, mens faren her illustrerede sit kunsthistoriske og kulturfilosofiske foredrag med billeder fra nettet, indtil vi endte med at se Shirley Temple danse op ad trappen med Bill Bojangles Robinson.

Er nettet ikke en herlig ting? Jeg glæder mig til det vokser sig større og bredere og skubber fjernsynet helt ud af mit liv.

– Det var skidekedeligt, sagde min 7-årige datter, jeg kiggede ud af vinduet.



Note: Mailer sammenlignede det kubistiske rum med en kasse klodser, man kunne tage og føle på, selv bjergene. Renæssancerummet – étpunktsperspektivet – er jo den vinduesrude, som kubismen knuste.

Postorgasmisk

Lagde I mærke til, hvor afslappede politikerne så ud, da det værste var overstået? Som mandlige pornostjerner efter udløsningen.


(Billederne er fra Nyhedsavisen, som jeg havde rig lejlighed til at studere i toget i går mellem Vanløse og Herlev.)

Om og om igen

Herlev Hospital er som bekendt udsmykket af i muntre Tivoli-farver af Poul Gernes, ham der også er ansvarlig for Palads og det kendte skydeskivemotiv, han stjal fra Jasper Johns.



En del af udsmykningen er en væg med alverdens flag. Et eneste af flagene er blevet hærget. Det er selvfølgelig det israelske.



Jeg bemærkede det første gang i 2001, men denne gang havde jeg kamera med.
Jeg kontakter hospitalsledelsen og afventer svar – vil der blive gjort noget? Følg med her på siden!

Det hedder det

Jeg har været med min mor til undersøgelse i dag. Der er progression, så det er et tilbageskridt.