Jeg var på hospitalet og få en ny dødsdom for min mor. Hun har haft kræft i 3 ½ år nu. De er ved at løbe tør for stoffer, de kan give hende.
Min kone var ude at lægge en gravsten for en, der døde af kræft sidste år. Hun kom hjem og stank af røg.
Inde i hovedet sagde jeg: Du er ligeglad med mig. Du kunne ikke finde på at gøre noget for at glæde mig.Nu har jeg råbt om, at hun skal holde op med at snakke til mig.
– Find nogen andre at spørge ind til, sagde jeg.
– Hvad er der galt?
– Lad være at spørge dumt.
– Spørge dumt? Hvad mener du?
– Jeg sagde hold op.
– Hvorfor skal du være så led?
– Ja, råbte jeg inde fra det andet værelse. – Jeg er bare så led og ond. Jeg er bare så led. Hvordan kan du holde ud at leve med sådan et ledt menneske? Tænk at du kan holde mig ud. Du må virkelig lide ved at leve sammen med sådan et ledt menneske. DET HANDLER IKKE OM DIG. FORSTÅR DU DET?
***
3 kommentarer:
det er ok at sige at du er ked af det med din mor.
Jeg skal ikke spille parterapeut, men det ser nogen gange ud som om I taler forbi hinanden?
De ting du refererer om din kone herinde rejser jo et ubehageligt spørgsmål: Hvorfor er du dog sammen med hende?
Eller: Hvad bidrager hun med til dit liv?
Udover indestængt liderlighed, vrede og dårlig samvittighed. Det tror jeg iøvrigt de fleste kvinder bringer ind i et velfungerende parforhold:-D
Men der må da være andet på hendes CV end at føde dine børn?
Det kan du nok have ret i.
Hvorfor er vi sammen? Jeg elsker hende jo! Og hun mig. Men det gør det ikke altid nemmere.
Nogen skal man jo være sammen med. Jeg gider sgu da ikke sidde der helt alene uden at have nogen at brokke mig til.
Jeg vil jo helst have det hele.
Tak.
Send en kommentar