Det er når man arbejder, man finder ud af, hvor godt man ellers har det

***

– Åh, hvor har jeg det ellers godt!

Okay undskyldning

***
Jeg er begyndt at sige, at jeg går i byen i stedet for, at jeg tager ud for at male. Det er der større forståelse for.

Eks.: Mig: – Jeg skal ud på lørdag.
Hun: – Ud hvor?
Mig: – Bare ud.
Hun: – Du har tænkt dig at tage ud på dit værksted, har du ikke?
Mig: – Nå ja, hvad så?

Vi har forskelligt behov for at sidde alene og skepse vores omfalo / spidse blyanter i røvhullet / skrive ned, hvad vi tænker på.

Tekstboks
OVERFORKLARING: Mao. det er i orden at forlade familien for at være sammen med andre mennesker, men ikke for at være alene.

Min ven rockstjernen synes, det er pinligt, når man skal spørge konen "om lov", eller hvis man som jeg lusker omkring og lægger planer i stedet for lige ud at annoncere sin hensigt i god tid. Eks.: – Jeg har tænkt mig at tage til New York om 3 mdr., for det har jeg behov for.

Det er den mandige fremgangsmåde.

Jeg synes, det er lige meget, hvad man gør, så er der en masse bøvl og ballade.

Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på det punkt.

Note: Se også denne tidligere debat.

UPDATE: Kagerullen, det internationale symbol på kvindemagt:

Tony Millionaire: Maakies. Klik & forstør.

***

Det var hende, Sherlock

***
Min datter (13) er blevet så stor, at jeg ikke kan gennemskue, om hun lyver, længere.

– Er det dig, der har spist af apple pie'en? spørger jeg.
– Nej, siger hun og løfter øjenbrynene.
– Jamen, der var jo ikke andre hjemme end dig. Du er den eneste mistænkte.
– Jeg har ikke spist af den, siger hun og kigger mig lige ind i øjnene.

Jeg kan ikke gennemskue det.

Snart begynder hun at lyve om andre ting.

Se mig dybt i øjnene – the Larry David Stare.

***

Naturlig lækkerhed

**
Det eneste, jeg har at trøste mig med på en dag som i dag, er, at jeg er så lækker.


***

Danskerne er en slags discount-tyskere

***
Nogen gange tror jeg, at det ærgrer danskerne, at vi ikke bare blev en del af Tyskland, mens vi kunne.


Dræb alle hunde!

Hold op med at pive

***
– Der er ingen, der kan lide en pivskid, siger jeg til min datter, når hun piver.

Hør lige mig. Jeg driver en blog, hvor jeg ikke bestiller andet end at jamre mig dag ind og dag ud i årevis.


Er der ikke et Weirdo-cover, der ser ca. sådan her ud?

Dr. TB sagde et eller andet med, at man skælder andre ud for det, der irriterer en ved en selv. Sånoget lignende. Han var helt optændt over det, den ofte indsigtsfulde mediciner.

Jeg var nede hos ham til stærk mokka og fortalte ham om alle mine spændende oplevelser til hippie-kulturarrangement i udlandet og mine fremtidige rejseplaner.
– Hvad med den miljømæssige belastning? sagde han mht. mine flyrejser.

Det kan jeg ikke tage mig af i dette tilfælde. Bagefter tænkte jeg: Måske var han misundelig? Hvad ved jeg. Det er ikke sjovt at skulle gå på arbejde hver dag og være ansvarlig. Godt det ikke er mig. Når det sker, skal I nok høre en jammerklage om det. Verdens uretfærdighed.
***

Spyt ud

***
Amerikanerne kan ikke holde op med at snakke, og det er interessant, at de i senere år er begyndt at torturere andre for at holde deres kæft: "Tal, ellers ..."
***

Det kunne være fedt nok, hvis det ind i mellem så ud som om, jeg havde en idé med det, jeg lavede

***


Her er min mest berigende tanke i dag: GULT BLOD.
Det er meningen, det skal sige lidt om, hvilken slags dag det har været.
Mao. endnu en spildt og uduelig dag.
***

Lortemorgen XXXVII

***
Jeg står og børster min datters hår, og hun begynder at græde. Hun har ikke fået det børstet i fire dage. Vi skal skynde os i skole.
Så siger min kone: – Kan du ikke forstå, at når hun græder, er det fordi, det gør ondt?
– FUCKIT! råber jeg og smider børsten ned i gulvet, så den går i stykker. – Kan du ikke bare blande dig udenom? Ja, jeg er så ond. Far er ond!
– Åh, du har bare så ondt af dig selv. Det er bare så synd for dig!
– GODDAM FUCKIT!


Udsnit af anonym børnetegning, der lå og flød.
***

Fredag awten

***


I stedet for at gå hjem til min familie og se tv, blev jeg hængende og lavede denne latterlige tegning.

Du er en kylling og en kujon, kaldte min kone mig i sin svar-sms, fordi jeg sms'ede i stedet for at ringe og sige, jeg kommer senere.

Halvvejs hjemme over bakken lægger jeg mærke til en bil med to idioter i i ærmeløse undertrøjer og høj, dårlig musik, der morer sig med at køre hakkende – hvad heddersånoget: leger kængurustylte med affjedringen. Længere nede drejer de af samme vej som mig. Hvor skal de hen? Hvor ellers: Café Anaïs, hvor opcokede idioter samles med deres køretøjer hver weekend. Han er lidt lang tid om at vende, og en gul bil kører op bag i ham og smadrer lygten. Stakkels bilist, tænker jeg, hvad nu? Men så er det de her to duller, der stiger ud af bilen: –Gu-ud nej!
– Få deres telefonnummer! råber idioterne inde fra Anaïs, der er stimlet ud på gaden.

– Åhr ja, flødeboller, siger jeg, da jeg har ædt resterne.
– De er ikke til dig, du kommer for sent, siger min kone.
Fuck de flødeboller, tænker jeg stoisk og går ud i køkkenet. Nu kan de se deres dårlige TV i fred.
– Jeg driller bare, siger min kone.
– Vil du slet ikke have dine flødeboller? siger min datter.
– Nej, jeg gider ikke lege de lege.
***

Samværen og intetheden

***
Det har været den værste weekend i mit liv. Jeg har bare siddet og lavet ikke en skid og tænkt på, hvor meget jeg har lyst til at gå min vej, hele tiden. Men jeg har ingen energi. Faldt i søvn til en fodboldkamp. Jeg kunne have sovet nonstop. Min familie klager over forskellige foregøglede lidelser og lægger sig og laver ingenting. Set på min kone spille PlayStation i fire timer. Sloges med min datter (13):
– Gør hvad jeg siger.
– Nej.
– Jo.
– Nej.
– Jo.
– Du la'r mig være, du la'r mig være, du la'r mig være.
– Du gør, hvad jeg siger!
– Nej.
– Jo.
– Nej.
– Jo.
– Nej.

Jeg kunne ligeså godt have været død.

– Hvorfor har jeg ingen energi i weekenden? spurgte jeg min kone.
– Det er der ingen, der har, sagde hun.
– Jamen, folk går da i Silvan og sånoget.

Ikke os. Her sker intet.
***

Det glemte rum

***
Vort renovationsprojekt er gået fuldstændigt i stå.

Kender I den sugende fornemmelse, når man skal reparere et hul efter et søm i væggen og pludselig har man hevet en halv kvadratmeter tapet af, og pudset begynder at smuldre?

Sådan ser det ud nu hjemme hos mig, og der er udsigt til, at det kommer til at se sådan ud en rum tid endnu.

Kender I det, når man kratter i pudset og pludselig har lavet et hul gennem væggen og opdager, at der er et rum bagved, man ikke vidste var der? Det skulle være en almindelig drøm blandt storbyboere, der bor tæt stuvet sammen. Jeg har den ca. hver tredje uge, hvis det ellers skulle interessere nogen.


PS I et af min fars barndomshjem fandt de et hemmeligt rum bag tapetet på trappen.

PPS
– Det er ikke savsmuldstapet, sagde jeg til min datter, – det er den forrige ejer, der har tørret bussemænd af på væggene.
– Ad.
***

Jeg er et fjols, for jeg har ikke fået min kaffe endnu

***


Anmærkning: Jeg skulle have skrevet "UENDELIG VISDOM" i stedet for. Det havde været sjovere. Men nu gider jeg ikke lave tegningen om.
***

Ikke andet end ballade

***
Jeg har fundet ud af, at det er nemmere ikke at tage telefonen. Folk ringer bare og kræver ting af en.


***

Men jeg har sjoflet det seriøst ...

***

Jeg har sjoflet mit arbejde igen i dag.

Sandhedens velarium

***

– Jeg er uinteresseret i alt.

Dagens citat II

**
Kurt Vonnegut skrev:

We are what we pretend to be, so we must be careful about what we pretend to be.

(i forordet til Mother Night, 1966)

Dvs. at jeg ikke bare lader som om, jeg er en jammerlig klynkekunstner, der ikke kommer nogen vegne, jeg er også en.

Lort.

Fra nu af er jeg en dødseriøs kunstner.
***

Dagens citat

***
Se lige, hvad Inger Christensen skriver om kaffe:

... uforsøgt kaffen og andre fortærskede stimuli
.......fastgroet underskrift mørk som basalt på en
.......stor ægteskabelig livstidskabale går op går op

fra Anderledes – berørte af lys (Græs, s. 27)

Sådan lidt nederen perspektiv på Java på Java.

Hil!

Men hvad kan man gøre gøre?
***

Ikke noget at se tilbage på

***
Det er ikke en god dag, for jeg har ikke skidt.


***

To om dagen, lad gå, men slemt nok for mig

***

***

Sestertier, sestertier! Jeg vil have sestertier!

***
Der er stadigvæk en, der råber her i bygningen. Han er åndssvag at høre på: – Du ved ikke, hvordan det er at være arbejds-løs! Du forstår det ik-ke! Se på mi-ig! (Frit efter hukommelsen.) Han lyder som et barn, der er blevet forladt af sin mor ude i skoven. Et ulykkeligt barn.

Nu har jeg lokaliseret ham. Jeg kender hende, han bor sammen med & hendes stakkels barn. Han råber dagligt. Det er røvsygt. Han er ingen Shakespeare. Jeg tør vædde på, at Shakespeare var sjovere at høre på, når han råbte. Som respons er jeg begyndt at råbe Shakespeare igen, når han begynder. Jeg står ude på badeværelset, hvor der er mest lydt, og deklamerer højt og rungende for i det mindste at hæve niveauet. Jeg løber hurtigt tør for citater, det er klart – jeg er endnu i den vanskelige opstartfase – så det er godt, jeg har min étbinds Collected Works, der blev skånet i den seneste oprydningsrunde.

Nu vil jeg downloade nogle rollehæfter fra nettet og få hele familien involveret. Motivationen er i top. Min datter er allerede begyndt at stille sig op ude på badeværelset og råbe latinske sentenser ("Veni, vidi, vici" og "Et tu, Brute?"*)), når hun kan høre ham dernede. Vi er to, der synes, vi skal vælge en tragedie (den ene er mig), og to, der synes, vi skal vælge en komedie, så det bliver nok noget Holberg, hvor alle kan være med. Og så er det på dansk, af samme grund. Eller måske kan jeg finde en god enakter. Måske en Ionesco. Jeg glæder mig. Det giver mig noget at se frem til og styrker sammenholdet.

*) Julius Cæsar, 3. akt., 1. scene.
***

Jeg ved hvor jeg har dem

***
De tre sidste dage er jeg faldet i søvn uden at være ulykkelig. Nu vil jeg ikke være uykkelig, har jeg sagt til mig selv, og mine mareridt har ikke sagt mig så meget.


***

Det er min teori

***
Livet er delt ind i 20-års perioder. Først vokser man op, så lever man lidt, så er det meningen man skal sidde på al magten, og så dør man for resten.

Jeg er ikke interesseret i at uddybe teorien yderligere.
***

Jeg hader udgifter – især til møbler, der alligevel ikke holder

***
Da min kone tog mig tilbage i sin tid, fik hun mig til at købe en masse møbler. Nu vil hun have, vi (jeg) skal smide dem ud igen. Jeg hader at købe møbler, der ikke varer en livstid. Så vil jeg hellere bygge dem selv af pap og affaldstræ. Ja, grin bare, det gør hun også – og fnyser hånligt – men jeg har gjort det før, og jeg kan gøre det igen.


Og det har andre også. Jeg er ikke alene. Dobbelttyk pap, køleskabskasser – det er en reol eller et klædeskab eller en kommode lige dér – tapetklister og tapet eller andet papir til at dække æstetisk. Her blot et par eksempler på papindbo af førende designere.

Det er heller ikke første gang, hun har fået mig til at købe møbler for at markere et skift eller en begivenhed. Hver gang jeg har lidt penge, skal de bruges på møbler, det værste at bruge penge på af alt.

Hvorfor lader jeg mig lokke? Fordi så kan jeg føle mig som en konge ved at glæde min dame. (Ikke fordi der er noget ved møblerne, det er bare sånoget IKEA-lort, brug og smid væk, møblernes gummisko, en Bali-kommode, sånoget. Spild af penge.)
***

Appetitsild

***
Jeg drømte, at min kone havde taget alle sildene ud af glasset og arrangeret dem i form af et ord.

Kan jeg huske, hvad de stavede til? Nej. Og det er ærgerligt, for det er nok clue'et.

Nu vil det for altid være et mysterium for mig.
***

Det er løgn!

***
Jeg har styr på en skid:


Styr på en skid.

HAHA!
***

Intet styr

***
Jeg fandt denne sørgmuntre stribe i en skitsebog fra i forfjors, jeg aldrig fik fyldt ud.



Konklusion: Jeg har brokket mig over de samme ting i årevis.
***

Nå, okay

***
– Skat, kommer du ikke i seng nu?
– Nej, jeg er ikke færdig med at brokke mig over dig på internettet.
***

– Hvad med vores projekt? Du har været hjemme tre uger nu

***
Jeg begik i naiv optimisme en fatal brøler i sommer ved at igangsætte "et projekt" med at lave om i lejligheden, og nu springer det op og sparker mig i røven, fordi der ikke sker en skid med det, og det ikke fører til andet end bitterhed og skuffelse og ufred. Jeg har andre ting, jeg hellere vil lave, og nu hænger det hele på mig.

– Jeg har lavet det, jeg kan, siger min kone.

Nu skal jeg male lejlighed, hurra. Jeg ville hellere have mine tommelfingernegle hevet af af dværge i Schwarzwald. Jeg skulle aldrig, aldrig være begyndt på det projekt. Men jeg håbede altså på det bedste (og så håbede jeg på, at det ville styrke vores kærlighed at "starte på en frisk"). Og hvad får jeg ud af det? Bebrejdelser, anklager, seksualstrejke med blokadevagt og kamptaler. Fuck det hele så grundigt i røven, Jeg har absolut ingen motivation for at foretage mig dét eller noget som helst andet.
***

Roland Stinkfod-massakren

***
S-tog & sidste dag på havnen

Jeg ved snart ikke, hvad der er værst: at være omgivet af unge mennesker eller gamle mennesker. De unge mennesker larmer mere, men de gamle ryger flere cerutter.

De gamle larmer også: – Hvorfor er her ikke et jazzorkester? (illuderer lyden af en trompet á la frøen Kaj).

Vil nutidens unge også sidde sådan en dag: – Hvorfor er her ikke noget tekno? Dumf-dumf-dumf-dumf! og poppe K og forskellige veterinære bedøvelsesmidler, mens alle andre folk er på noget genmodificeret?

Og det er hvis man er heldig – at leve længe nok til at se dét. Du store! Det er da godt at have noget at se frem til.


PS Og 80-årige human beatboxes og pensionister, der spiller luftguitar.


Tony Millionaire: Maakies. Klik og forstør.
***

Dette er lavpunktet

***
Jeg har nået et nulpunkt i mit liv. I går var måske den værste dag i mit liv, også selvom der ikke skete noget, måske navnlig derfor. Jeg føler mig så langt fra mit væsens kerne, som jeg overhovedet kan komme.



Mit liv minder om den sidste del af Wild at Heart, hvor de bare ligger i motelværelset, og ingen gider tørre brækklatten på gulvet op, mens fluerne kravler på den.
***

På forhånd tabt weekend

***
Jeg stod uden for døren og tænkte: Hvad skal jeg egentlig her? Så gik jeg indenfor.

Det første min kone gør er at bebrejde mig alt, men navnlig at det er mit lort, der ligger og flyder allevegne. Uddrag: – Jeg så det, da du var væk, det første du gjorde, da du kom ind ad døren, var at rode. Du dækker hver en flade. Erfaringen fortæller mig, at ...

Her bryder jeg ind: – Kan du ikke lade være med at blande hele verdenshistorien ind i det? (erindrende Dalai Lamas råd om et lykkeligt ægteskab – et emne hvori han jo, som munk, må formodes at være ekspert: Lad være med at blande andre, tidligere skænderier ind i det igangværende, hvis I absolut skal skændes: begræns det til dét.)
– Jeg kender dig. Erfaringen fortæller mig, at ...
– Kan vi ikke lige holde os til sagen?
– Jo, men nu har jeg kendt dig i 20 år, og jeg kan huske ...
– Jeg går min vej, hvis det skal være på den måde.

Jeg går. Ud i køkkenet.

Så kommer min datter (9) ud:
– Du må ikke gå, jeg har slet ikke fået givet dig en krammer.
– Jeg går ikke nogen vegne, bare ud i køkkenet.

Hele dagen har jeg kigget måbende på mit eget liv.
***

Husmodersorgen?!?

***
Nu har jeg hver dag i syv år – mindst, eller sådan føles det – sunget Elefantens Vuggevise for min datter, når hun skal sove, og jeg ved stadig ikke, hvad "husmodersorgen" betyder.


Nej, jeg kender den heller ej.

Jeg spurgte min mor. Hun vidste det ikke.

Jeg spurgte en førende dansk kulturpersonlighed og forfatter af historiebøger, og han vidste det heller ikke.

Jeg har spurgt bibliotekaren og tjekket hele web’et: intet tilbundsgående og fyldestgørende svar er at finde. Nu har jeg tænkt over det på baggrund af de indsamlede data, og jeg vil formode, husmodersorgen blot betyder, at husmoderen er bekymret for, om hun kan få maden til at slå til. Sådan var det jo engang – i de knappe år efter krigen – at der ikke altid var mad nok. Men det lyder som en fast vending. Og hvad har knaphed at gøre med plantagen med alle rørene? Er husmodersorgen også al hendes mas?


"555 sange", en sangbog vi havde i musiklokalet på min skole. Versene her er fra min kones udgave af bogen.

Elefantens vuggevise er selvfølgelig kendt for sit racistiske vers: "i morgen får du en niggerdreng / og ham kan du bruge som rangle", der nu er blevet modificeret til "kokosnød". Forståeligt nok, selvom det oprindelige er sjovere.



Kim Larsen vælger det mærkelige kompromis "negerdukkedreng" på (Åh abe-pladen). Ingen er så vild som Kim Larsen med at synge "neger", dette trælse, utidssvarende ord. Han har sunget det i tre forskellige sange iflg. mine beregninger:

• Haveje (fra Midt om natten): "... inde midt i et negerdistrikt"
• Sømand ombord (fra 7-9-13): "... bappe på en negercigar"
• og altså Vuggevisen.

Hvem ved, hvad der ellers skulle gemme sig i hans sangskat? Jeg har ikke tænkt mig at lytte det hele igennem og finde ud af det.

Det er interessant, at "negersangeren" Nat Russell, som han hedder i Vangede Billeder, i sin indspilning af Elefantens Vuggevise helt udelader det kontroversielle andet vers og går direkte til "hoos-moe-thur-sore-yen" (fonetisk Danglish). Jeg tror simpelthen, han nægtede.

Samme Nat Russell fik i øvrigt slået sit ene øje blindt af en racist på et toilet i Kolding (måske fordi han havde kigget på en pige, forestiller jeg mig).

Jeg husker det som om, jeg har set en tegning af situationen fra sangen engang. Noget i den stil:


Kan det passe? Eller er det bare noget, jeg bilder mig ind?


Konklusion: Elefantens vuggevise er en dybt forældet sang, men den bliver hængende.


FORSLAG TIL VIDERE LÆSNING I DETTE VELTRÅDTE EMNE:
– Her er en video, hvor Kim Larsen fortæller om, hvorfor han synger "negerdukkedreng" og racisme i det hele taget
– Fan-diskussion om emnet
– Fornuftige ord om politisk korrekt sprog her og her


*) "Og negersangeren Nat Russel (sic!) boede i Vangede og han kom engang (1960) på forsiden af aviserne, fordi han havde røget marijuanna (sic!) og politiet havde fundet noget hjemme hos ham ..." (netkilde)

***Dette er endnu et i rækken af kulturkritiske indlæg, jeg skal have liret af, før jeg lukker denne blog og finder på noget fornuftigt at foretage mig.***
***

Mere selvforstærkende, bedrøveligt pis

***
Jeg er i dårligt humør. Nu har jeg sidder 2 1/2 time og lavet absolut ingenting. Jeg synes også, mine indlæg bliver mere ondsindede og umorsomme uden forsonende omstændigheder. Det er bare det sædvanlige pis. Jeg laver ikke en skid andet end at slås med min kone og stirre ud i luften og lave ingenting og drømme mig væk, mens tiden går, og når jeg så får travlt med noget andet, tænker jeg på alt det, jeg godt vil. Det er sygt. Og trivielt at skrive om i længden. Ind i mellem kommer jeg til at læse et gammelt indlæg, og det er det samme hele tiden. Jeg når aldrig til det sjove. Jeg brokker mig bare i stedet for at gøre noget ved det. Hver gang jeg skriver noget, har jeg det som om, jeg har skrevet det før. Jeg er virkelig i sørgelig stand. Jeg kan ikke udrette den mindste ting, ikke engang rydde lidt op. Jeg lader bare tingene ligge, indtil der vokser mider frem, og så skriver jeg om det i stedet for at få det af vejen. Jeg er skuffet over mig selv. Og det burde I også være. Det er en sørgelig tingenes tilstand. Nu taster jeg f.eks. det her pis ind i stedet for at fremme mig selv og forbedre mit liv. Det er dybt bedrøveligt.
***

Forsinket konklusion på vittigt replikskifte i mellemgangen

***
"Du stråler som morgensolen" eller sådan noget, sagde jeg til min kone i forgårs. ***Vent lidt, nu kan jeg huske det: Hun brokkede sig over min opvask.***
– Du trænger vist til at få pudset briller, sagde hun.
– Det er ikke det eneste, jeg trænger til at få pudset, svarede jeg kækt.
– Haha!
– Pudset hvad? sagde min datter. – Pudset hvad?!
(Ikke noget.)

Og det har taget mig indtil i dag at finde et passende svar (for jeg gad ikke "ego"): Min glorie. Jeg trænger til at få pudset min glorie.


UPDATE fra tegneseriehistorien:

***

Oppe at vende under udrulning af tærtedej

***
Hvad der virkelig ælder ved at have børn er at skulle op så tidligt om morgenen, fordi børnene skal i skole, at blive tvunget ind i en 1800-tals døgnrytme. Hver dag det samme om og om igen uden variation og kun afbrudt af weekenderne, hvor man lige når op og gisper efter vejret lidt, før man skal waterboardes igen hele ugen efter. Fy! Det er inhumant og feudalt. Jeg kan ikke vente, til jeg atter kan melde mig ud af samfundet. Adjø, samhället.

Hvad der ikke er værd at tænke på, når man har sex, er, at ens forældre har gjort det samme og sikkert værre. Det er heldigvis ikke noget, der (for mig) dukker op alt for ofte i løbet af akten, en akt der nu heller ikke selv dukker op alt for ofte, en iagttagelse der til gengæld dukker op alt for ofte, som trofaste læsere af denne internetside måske har bemærket. Hvor træls. Mit lem visner af og drysser bort. Dette kærlighedens rudiment, den overflødige appendage, en erotikkens blindtarm, der kun giver smerte, når den blusser op, og nødvendiggør amputation. Snit.
Jeg er bedre tjent uden. Den gifte eunuk i sit tomme harem, alene med sine hule minder.
Jeg kan dårligt huske de dage, da den gik ind og
ud.
Jeg fik en lang tud
og blev snydt,
min jammersang så ofte har lydt.
Åh, stakkels mig,
som jeg dog tager på vej.
***

Det gik den dag med

***
Jeg kom til at lave en fejl i dag: jeg sagde til min kone: – Kan du ikke bare helt ærligt ind i mellem påskønne, at jeg indretter mig efter, hvad du godt vil. Jeg mener, at du får det på din måde, kan du ikke bare påskønne dét? *)

*) Det udsprang af en mindre ting: jeg syntes, vi skulle cykle ned til Metroen for at spare tid
– Det sparer sguda ikke tid.
– Jo, det gør sguda.

Så blev hun sur og skældte mig ud for at skælde hende ud.

Da jeg så mig tilbage, var hun cyklet sin vej.

*

– Det er ingenting, sagde min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner. – Du skulle høre, hvad jeg får at vide fra andre gifte folk.

Han er single, og jo ældre han bliver, desto flere tilbud får han fra sine skilte veninder.

– Sådan er det at være mand. Tiden er på vor side. Jo ældre vi bliver, jo mere bliver der at vælge imellem. Det er lige omvendt for kvinder.
– Men hvordan har I det, spurgte han.
– Vi har vores op- og nedture, sagde jeg, – men der er masser af kærlighed. Vi fejrer sølvbryllup om syv år.

Hver gang jeg ser ham, fremhæver han min kones skønhed.

I mit næste liv, begynder jeg tidligere, sagde han.

*

Hun vil stadig ikke tale med mig. Hun går rundt og mumler halvkvalte eder.
***

Hergé-stil

***
Jeg drømte, at jeg skulle til middag med en kineser, hvis kone var frosset fast i samme stilling. Jeg hjalp ham løfte hende ud af den åbne vogn.


***

Bare skyd mig nu

***
Det er frygteligt, jeg misbruger og spilder mit liv. Mit arbejde fremmer andre, ikke mig selv, og det er ikke engang nogen, jeg kan lide.*) Hvad jeg burde sige til mig selv er: Hvad ville Hunter S. Thompson have gjort? Ikke det, jeg gør i hvert fald, og ikke så længe. Jeg mener ikke køre på motorcykel og håndtere skydevåben, men springe ud i livet selvfølgelig og ikke bare stå på sidelinierne og mukke og tænke: på den ene side og på den anden side og hvem ved?

Og først og fremmest lave mit eget lort, hakke det ud støt og iltert, i stedet for at parfumere og forme andre folks lort i pæne bunker konfigurationer arrangementer mudderkager bunker. Det er en tilbagevendende og bitter ironi, at jeg konstant skal lave lort for folk, som jeg gennem mit liv ofte højlydt har foragtet. At klaske cement på deres monument og jord på min egen grav. Men jeg er bare en frygtsom hvalp. Jeg kan kun hviske om det her i stedet for højt og klart at tale min egen sag i det offentlige rum. Jeg gider sgu heller ikke. Og jeg når aldrig noget. Der er altid noget andet, jeg skal. Det hober sig op, og tiden går, og jeg ligger mere og mere under en drive af lort og kan ikke komme videre.

Det eneste, jeg skal, er at sige fra. Jeg kan bare kaste det af mig – der er ingen, der siger, jeg skal blive ved med det her – jeg gør det bare ikke. Det er op til mig ikke at være nede.

Min kone siger til mig: – Jeg ville ønske, du kom hjem en dag og ikke brokkede dig over dit arbejde. Nu har jeg hørt på det i 20 år.
– Men jeg kan jo ikke lade være med at tjene penge! siger jeg.
Men sandheden er, at jeg er bange. Jeg ryster ved tanken ...

Intet forandrer sig her.

Jeg kan bare sidde her med min kaffe og mine knuste drømme.


*) Kære kunde, hvis I læser det her og ved, hvem jeg er, mener jeg ikke jer.
***