Jeg har en mildhed i sindet, ligesom tømmermænd uden at have drukket. Intet rører mig i dag, foreløbig. Jeg er fuld af fup og godt humør, ler overlegent af alle obstruktioner og flyder oven på det hele, en dybt oversvømmet kælder, fedtet sort, der bærer min verden. Jeg er min egen knaldrøde gummibåd, mit eget overlevelsesudstyr handy i bæltet. En astronaut med overblik, Captain Spaulding på kurs mod Major Tom. Hallo, jeg må af sted. Kan du høre mig, overhovedet?
Min kone bremser lyset i smøreosten mellem to skiver rugbrød. Klap. Når man åbner maden, ZWING!, flyver lysstrålen ud.
– Kan du ikke læse højt for mig.
– Nej.
– Hvad hvis jeg var blind? Ville du så læse The New York Times for mig?
– Det kan godt være.
– Jeg har stukket en saks i øjnene.
– Hold op, jeg kan ikke li’ det.
Tænk, hvis man boede alene.
Jeg har selvfølgelig heller ikke været udenfor endnu, og intet er blevet krævet af mig.
Før jeg får øjne.
Det er hygge, når man ikke laver noget, og faren drikker øl.
***
4 kommentarer:
Dette er litteratur. Pludselig, mellem alle dine reportager - kunst.
Det er skam kunst altsammen. Mener du fordi noget af det er lidt ugrammatisk og en umiddelbart logisk tråd er svær at finde?
Fordi du ikke søger en pointe, ikke prøver på at være vittig. Eller måske er det bare mig, den vittige pointe unddrager sig?
Og fordi du i dette stykke er mindre privat, du skriver om mennesker, der kunne være hvem som helst, hvor mange af de andre stykker er så gennemsyret af din tydeligvis ganske særlige personlighed og dens skæve vinkel på det hele. Dette, derimod, kunne være mig, eller denne kunne være min. Vi er ude af dagbogen.
Det har i hvert fald intet med grammatik at gøre.
Så lad os kalde det almengyldigt. Der var heller ikke noget på det tidspunkt, der gik mig på. Måske er det forskellen.
Send en kommentar