For 31 år siden tog min far mig med til Newport Jazz Festival. Så spurgte en af hans gamle venner mig: – Det her er da ikke noget for dig? Hvad lytter I unge mennesker til, Elvis Presley?– Elvis? tænkte jeg. – Hvor gammel er du? Hvad er der galt med dig?
Jeg var ikke klar over, at han lavede en vittighed.
Det er jeg nu.
Det skal jeg huske, når jeg selv laver vittigheder med mine børn.
Spørgsmål: Hvornår begynder børn at forstå ironi? Det må være efter, de har lært at lyve overbevisende.
Se også historien om min onkel Helge og tandpastaen her.
PS Nu kan huske noget andet fra den festival: Det var der, hvor min fars nye kæreste holdt en alenlang prædiken for mig om, hvor svært det er at skulle være mor for et andet barn.
***
2 kommentarer:
Der er intet bedre end at lave sjov med børn. Desværre ender det altid med, at de bliver helt betuttede og begynder at græde. Og så er det jo slet ikke sjovt alligevel..
Der sker også det, at børnene bliver så store, at de begynder at lave den slags sjov med en, der hedder at de provokerer, og så skælder man ud, fordi man ikke forstår, at de er laver sjov, og så er det også galt.
Der er noget jeg skal have formuleret deromkring.
Send en kommentar