***
Jeg har en udstilling – ikke noget særligt, sikkert den sædvanlige fiasko – forude, og jeg orker simpelthen ikke at blive ved med at udstille det samme gamle lort, så jeg bliver nødt til at lave noget nyt lort. Det gode er, at jeg er ved at opfinde et nyt formsprog. Det dårlige er, at det tager lang tid. Noget mere dårligt er, at jeg er ved at løbe ind i den sædvanlige stime tilbagevendende arbejde, så det hele ligger oven i hinanden. Det gode er, at jeg er inde i en meget god rytme og faktisk får lavet noget hver dag. Det dårlige er, at når det, jeg laver, er ved at blive rigtigt godt, får jeg panikangst og kan dårligt røre det, før jeg har lavet 20.000 krumspring og overspringshandlinger – spist, blogget, mærket efter min rygetrang, tjekket min e-mail osv. – oven i alle de sædvanlige, familieagtige ting, jeg skal, der bliver forventet af mig, og som jeg i virkeligheden ikke har noget imod, bare jeg har tid til dét, jeg skal for mig selv, hvis jeg ellers fik det gjort. Det gode er, at arbejdet (med mit nye syremaleri, der vil tage verden med storm og få selv den mest hærdede kritiker til at svimle og pengestærke rødvinsdrankere i Nordsjælland og Midtjylland til at hive portemonnæen frem og dænge mig til i guld, liggende eller stående – sidstnævnte navnlig hvis jeg er inde i et meget tyndt rør) går godt, når først jeg får taget mig sammen til at begynde på det. Det dårlige er, at jeg er bange for at forbande mig selv ved at sige, at det går godt – det er bondeovertroen, der skal udstampes, og tingene
kan også snakkes ihjel – så så godt går det altså heller ikke. Det gode er, at jeg har en solid, kybernetisk plan, der virker foreløbig, og ellers laver jeg den om.
Verden ligger for mine fødder.
Det er ikke noget nyt formsprog faktisk, men mit gode, gamle formsprog, jeg fik en smag af først, da jeg begyndte at male for (gisp, støn) snart 20 år siden (jeg kan ikke tro det, hvor er al den tid blevet af? Hvorfor er jeg ikke rig og berømt? Hvorfor har jeg intet at vise for mine anstrengelser eller mangel på samme? Min ufuldbyrdelse er frygtindgydende. Hvor er jeg dog en fæl fiasko. Jeg har virkelig ikke meget håb for mig selv. Hvor har jeg dog ødet bort mit lille liv på det skamløseste), men aldrig førte ordentligt ud i livet, fulgte ordentligt op på, forfulgte ordentligt, kom ordentligt efter, fordi det krævede for meget arbejde (er det virkelig dét?) eller fordi der kom noget andet i vejen.
Peter Schjeldahl citerede en anden kritiker for at sige, at popkunsten var kunst forklædt som pop, mens hans eksempel (Shepard Fairey) og meget andet samtidskunst er pop forklædt som kunst. Noget i den stil.*) Det har jeg tænkt over. Det slog mig med det samme. Måske er det dét, jeg har gjort, jeg dåre. Jeg, der så udmærket ved og ofte har citeret mig selv for at sige, at jo mere kunstnerisk noget kunst er, jo mere salgbart er det.
Har jeg virkelig sagt det? Hvad betyder det? Jeg tror, jeg mener, at det er bedre at lave sin kunst så kunstnerisk som muligt, hvis man vil sælge. Er det et paradoks? Hvis man prøver at være kommerciel, er det mindre kunstnerisk. Er dét det samme? Det er nok den fejl, jeg har gjort.
PS Eller også er det bare noget borgerligt lort, jeg har gang i.
Konklusion: Pas på med at spørge en kunstner om hans kunst – han bliver ved og ved.
*) "… Fairey reverses a revolution achieved by Warhol, along with Roy Lichtenstein. He embraces a trend in what the critic Dave Hickey has called ‘pop masquerading as art, as opposed to art masquerading as pop.’"
(Kilde)***
I min dagdrøm for år tilbage havde jeg en hær af assistenter til at gøre alt det kedelige for mig. Jeg forvandlede mit rum her til en fabrik. Det mindste kunne jeg slippe af med. I stedet for har jeg bare siddet og gemt mig under en sten.*)
I dag tvang jeg mig til at lytte til hele min kones lange historie om, hvordan hendes dag havde været. Det var helt vildt kedeligt, men jeg forblev fokuseret og nikkede de rigtige steder og stille medfølende spørgsmål. Eks.: "Hun må jo være sindssyg." Eller: "Er der ikke regler for sådan noget?" Mit kropssprog afslørede ingenting.
Jeg har en udstilling – ikke noget særligt, sikkert den sædvanlige fiasko – forude, og jeg orker simpelthen ikke at blive ved med at udstille det samme gamle lort, så jeg bliver nødt til at lave noget nyt lort. Det gode er, at jeg er ved at opfinde et nyt formsprog. Det dårlige er, at det tager lang tid. Noget mere dårligt er, at jeg er ved at løbe ind i den sædvanlige stime tilbagevendende arbejde, så det hele ligger oven i hinanden. Det gode er, at jeg er inde i en meget god rytme og faktisk får lavet noget hver dag. Det dårlige er, at når det, jeg laver, er ved at blive rigtigt godt, får jeg panikangst og kan dårligt røre det, før jeg har lavet 20.000 krumspring og overspringshandlinger – spist, blogget, mærket efter min rygetrang, tjekket min e-mail osv. – oven i alle de sædvanlige, familieagtige ting, jeg skal, der bliver forventet af mig, og som jeg i virkeligheden ikke har noget imod, bare jeg har tid til dét, jeg skal for mig selv, hvis jeg ellers fik det gjort. Det gode er, at arbejdet (med mit nye syremaleri, der vil tage verden med storm og få selv den mest hærdede kritiker til at svimle og pengestærke rødvinsdrankere i Nordsjælland og Midtjylland til at hive portemonnæen frem og dænge mig til i guld, liggende eller stående – sidstnævnte navnlig hvis jeg er inde i et meget tyndt rør) går godt, når først jeg får taget mig sammen til at begynde på det. Det dårlige er, at jeg er bange for at forbande mig selv ved at sige, at det går godt – det er bondeovertroen, der skal udstampes, og tingene kan også snakkes ihjel – så så godt går det altså heller ikke. Det gode er, at jeg har en solid, kybernetisk plan, der virker foreløbig, og ellers laver jeg den om.
Peter Schjeldahl citerede en anden kritiker for at sige, at popkunsten var kunst forklædt som pop, mens hans eksempel (Shepard Fairey) og meget andet samtidskunst er pop forklædt som kunst. Noget i den stil.*) Det har jeg tænkt over. Det slog mig med det samme. Måske er det dét, jeg har gjort, jeg dåre. Jeg, der så udmærket ved og ofte har citeret mig selv for at sige, at jo mere kunstnerisk noget kunst er, jo mere salgbart er det.
***
Endnu en morgen hvor jeg har råbt ad min kone og hun ad mig. Og børnene har grædt, og jeg har smækket døren i hovedet på min datter og sagt: – Ja, gå væk fra den onde, onde far og hen til den gode, gode mor!
Jeg havde forberedt alle de her herlige, interessante indlæg, jeg ville udgive denne uge, men jeg kommer ikke videre end at sidde og tude.*) Hvis jeg tuder længe nok, er der måske nogen, der hjælper mig, er tilsyneladende min plan.
Jeg lagde mig på gulvet og så op på mit maleri, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvor meningsløst det hele er, hvor meget jeg spilder min tid, hvor ligegyldigt det kan være.
Fucking lortemorgen. Mit humør er skudt i sænk, det lidt jeg havde.
Jeg tog tidligere hjem, end jeg egentlig havde lyst til, for at være sammen med familien, og så sidder de og ser dansk film (Michael Carøe synger), så jeg ikke gider være i stuen alligevel. Nu steger jeg mig et par sild.
– Sig mig lige engang, sagde min kone, da hun kom hjem i dag. – Glemte du at give mig madpakke med, eller var det en straf, fordi du havde jern på i går, og jeg ikke tilfredsstillede dig?
