Genopstanden

Pludselig gav min kvaste telefon lyd fra sig, og skærmen lyste op med dette indtagende mønster

Jeg er imod det

Jeg kan ikke fordrage havearbejde. Jeg føler mig ligesom Anders And: At kæmpe mod naturen, så nyttesløst det er. Er der ikke noget bedre at brække ryggen på?

Jeg ville ikke ønske for min værste fjende at være husejer. Det er én lang hovedpine. Og her er kun tale om et fritidshus. Aldrig kan man sidde i sin have og slappe af, altid er der noget, der skal ordnes.

Jeg har det med husarbejde og vedligeholdelse, som min kone har det med sex: Jeg skal piskes til det, og ofte er dét ikke nok. (Tilsvarende vil jeg godt have, tingene er i orden, jeg gider som regel bare ikke gøre noget for det.)

Der er folk, der godt kan lide havearbejde, der sidder på kontor eller foran computeren hele ugen og trænger til at få "jord under neglene". Sådan har jeg det ikke.
Ligesom der er folk, som arkitekter eller webdesignere, der sidder foran computeren altid og trænger til at være kreative og stikke fingrene i (helst brun) oliemaling om søndagen.

Men jeg var da udenfor i det mindste (og blive lyserød som en kødpølse)

Jeg har gået hele dagen og ordnet (terrasse) i kolonihaven. Det føles endnu mere nyttesløst end det, jeg laver til hverdag.

Græsset trænger til at blive slået, det er en halv meter højt, og græsslåmaskinen virker ikke. Det er en håndslåmaskine, der er for sløv.
Jeg fandt faktisk en elektrisk plæneklipper på vej op i Irma for nogle søndage siden, som nogen havde stillet ud til storskrald. Og den virkede, en stor fryd og retfærdiggørelse af guds uendelige visdom og forsyn, indtil den begyndte at ryge voldsomt og lugte af brændt plastik. En nabo foreslog, at man kunne smøre den, men så skal den jo skilles ad først.
Altid er der forhindringer i vejen for det man godt vil.

Det er modellen på billedet, den klassiske model i orange. Mere om græsplænens støvsuger her i De Gamle Plæneklipperes Klub.

Kvast

Min telefon er blevet kørt over. Jeg tabte den på Finsensvej, og da jeg kom tilbage for at lede efter den, var den blevet kørt over. Den er helt flad.

Det er fem minutter siden.

Nu må jeg skifte til min reserve-Ericsson, jeg ikke så godt kan lide, og overveje, hvad jeg så skal gøre, mens jeg venter på, at der kommer en ordentlig iPhone.

Hvordan kan det være?

Når jeg ser en kvinde med en stor røv på gaden, får jeg lyst til at bokse hende i den.
Er det naturligt?

Døde hest

Jeg tog over til Halfleif, fordi han sagde, de havde noget fed. Han og hans gamle efterskolevenner havde været ovre i Ørstedsparken og slå katten af tønden. Da jeg kom derhen, sad tyve unge mænd helt stille. En enkelt pige, den enes kæreste, lå på siden og sov. De havde røget noget pot, der hed "døde hest". Inden længe døde min talestrøm også ud i den synkende tavshed.
- Nå, Gudsrost, blev du gammelskæv? sagde ham med kæresten til mig.



Note 1: Jeg har svært ved at forestille mig en lignende situation i en mere udadvendt, mindre mundlam kultur, som jeg ofte har bemærket.

Note 2: Det er 100 år siden. Jeg kunne snart ikke mere.

Læserpleje

Jeg vil gerne have lov at takke den læser, der i en kommentar sidste uge foreslog, at jeg afkrævede min kone sex under trussel om skilsmisse. Med dette i sinde (bortset fra truslen, der er overdrevent ballistisk) og således bolstret konfronterede jeg midt i sidste uge min kone med mine behovkrav og forventninger og tanker deromkring.
Og det lykkedes! Resultatet var sex. Ikke det bedste jeg nogensinde har fået, men rigeligt fint til husbehov. Jeg har godt nok ikke fået sex siden*), bør bemærkes, men her er noget at bygge videre på.**)

*

I samme åndedrag lad mig i fuldstændighedens tjeneste irettesætte den læser, der d. 13/4 kommenterede, at man ikke kan låne Kurt Vonnegut på Københavns Kommunebiblioteker, hvilket man skulle tro var løgn. Og det er det også. Jeg har lige kigget efter, og det kan man godt***), selvom det ikke er noget imponerende udvalg.


*) Det er også løgn, for jeg fik i går, men der havde jeg skrevet dette, og så gad jeg ikke lave det om.
**) Se ovenstående note.
***) Altså ikke manden selv, det er klart, men hans bøger (haha).

Judæokristen arbejdsmoral

Jeg oplever nu en personlig krise, hvor jeg føler jeg bør foretage mig noget nyttigt. Min kone er lige kommet hjem fra fest i sin blomstrede kjole fra H&M og ligger og sover inde i sengen.
Jeg skulle have været ude og montere finérprofiler i kolonien, men nu gider jeg ikke længere. Så ville jeg korrekturlæse 20 sider til af den tegneserie (se i forgårs), men jeg har glemt manuskriptet på mit værksted.
Jeg har lavet ¾ kande kaffe.

Tak, jeg pjækker

Jeg har sendt min kone af sted til sin venindes 40-års fødselsdag i Lille Næstved i sin nye sommerkjole fra H&M. Børnene er hos deres bedsteforældre.
For at fordrive tiden har jeg været nede hos J. Per og se ham fyre fire joints af, mens vi riffede over, hvordan alting er galt i samfundet og det ikke er altid, man gider være med.
Han er en shaman på den måde, at han ryger så meget, at man ikke selv behøver.
Nu vil jeg få pizzamanden til at lave min aftensmad og se, hvad der skulle gemme sig i stakken af brændte låne-DVD’er.

Mere fra samme skuffe – endnu en dag skudt i foden

Jeg har ikke lavet dagens gode gerning hele ugen. Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig, andet end det sædvanlige. I dag har jeg cyklet ned til byen efter toner til min printer, så har jeg frokosteret og siddet udenfor i solen og korrekturlæst en tegneserie som en vennetjeneste (idet jeg tilsyneladende er fysisk ude af i stand til at sige nej, og det udnytter man). Det er for den samme fyr, der er på vej til Brasilien med sin familie. Hans serie er komplet blottet for historie og frivillig humor, men han er en glimrende tegner af syre (se illo til højre).

Det eneste fornuftige jeg har foretaget mig hele ugen - og det har ikke noget med dagens gode gerning at gøre - er at dyrke boldspil både onsdag og torsdag i stedet for bare onsdag. Det eneste jeg har lyst til for tiden er at springe rundt efter en bold.

Når jeg har arbejde, brokker jeg mig hele tiden, og når jeg ikke har arbejde, som nu, er det værre, for så har jeg kun mig selv at hade for ikke at nå noget af det, jeg godt vil, selvom jeg har alle forudsætninger for det.

Ting jeg ikke kan li’

Jeg kan ikke lide at slette døde folk af min telefonbog.

Ved dags ende - for sent, igen

Nu hvor dagen er ved at være omme, kommer jeg i tanke om, hvad det var, jeg skulle have lavet. Er hele mit liv sådan? Får jeg pludselig travlt lige før jeg skal dø? Men da har jeg jo ingen energi!

Denne tegning (udført ved halv bevidsthed mens jeg talte i telefon) udtrykker sådan som jeg har det d.d., tak.

Åbent brev til Kim Milton (2)

Er det tilladt for en spiller at style sin afro i form af en kurv, som bolden kan ligge oppe i, og løbe med den deri ind i målet?

– Hvad er din dom, Kim Milton?

Den gode samfundsborger

Jeg var nede at give blod. En mandlig sygeplejerske denne gang. Han hev plasteret af mine armhår. Det var værre end stikket. Drak fire briketter appelsinjuice for at vedligeholde væskebalancen.

***Vidste du, at HKH Prins Henrik er protektor for Bloddonorerne og at Dronning Ingrid var det før ham? Vidste du desuden, at "i anledning af HKH Prinsens 70-årsdag stiftede Bloddonorerne i 2004 et æresdiplom, der kun gives donorer, som har givet blod 150 gange"? Dvs. at jeg kun har 141 aftapninger tilbage nu (svarende til 70,5 liter blod), før jeg modtager en "personlig hilsen fra HKH Prinsen". Tju-hej! Ikke værst. Endnu en glæde jeg har at se frem til.***

Oplysninger hentet fra Donor Nyt, marts 2007. Alle organisationer, hvorend obskure, har tilsyneladende deres eget blad.

Åbent brev til Kim Milton

Hvad ville der ske, hvis nogen sparkede så hårdt til bolden, at den gik i to stykker og de respektive halvdele røg i hvert sit mål?

- Hvad er din dom, Kim Milton?

Ikke som Trine Dyrholms røvballer i De største helte*)

Der stod en mand foran mig i køen i Silvan med voldsom hårvækst på næsen. Jeg havde god tid til at studere fænomenet i modlyset fra indgangspartiet, fordi han ville tage varer tilbage uden en bon. Selv barberer jeg min næse næsten dagligt. Hvad er det for et liv?


*) Hvis der er nogen, der kan huske den scene, hvor solen står op bag hendes røv i en hytte i Sverige og fremhæver halvmånernes gyldne dun. (Det er det eneste, jeg husker fra den film.)

Billedet her er fra en tegneserie om fordelene ved at barbere sin næse (link).

Min guru var i krigen

Min guru var ved artilleriet i 2. verdenskrig. Hans søster sagde, at han aldrig var den samme siden. Jeg spurgte ham - dengang det lå i luften, at "the Greatest Generation" var ved at dø ud - om han ikke kunne fortælle mig en krigshistorie.
Han tænkte sig lidt om og fortalte: De var kommet om bag fjendens linier og søgte ly for natten i en forladt gård. Næste morgen vågnede han ved, at noget varmt og vådt ramte ham i ansigtet. Det var en ko, der stod og slikkede ham i hovedet.
Det var hans krigshistorie.

Var jeg skuffet? Lidt. Men jeg kan godt lide historien nu.
(Den jødiske soldat i Saving Private Ryan mindede mig om ham.)

Det ideale liv (2) – påtvungne kærlighedserklæringer

Forleden dag spurgte min kone mig, hvordan jeg godt kunne tænke mig mit liv var, hvis jeg selv skulle vælge, og jeg kunne ikke finde på noget at svare. Nu har jeg tænkt over det.
Jeg kunne godt tænke mig ikke at skulle så tidligt op om morgenen, men at kunne begynde at arbejde ved 12-13-14-tiden, når jeg alligevel er parat. Jeg har aldrig lyst til at lave noget kl. 9 om morgenen, der er den tid, jeg har. Så ville jeg pause for middag og arbejde videre bagefter eller gå sent ud at spise og måske se nogen venner. Og så kunne jeg godt tænke mig at bo i et mildere klima, hvor det ikke var så dyrt at spise ude (og at jeg havde et ordentligt galleri + penge osv.)*)



Det mindede mig om dengang, vi var i parterapi, og psykologen spurgte mig, hvad det var, jeg elskede ved min kone, og jeg kunne ikke finde på noget at svare. Det var pinligt.
Siden hen tænkte jeg også over dét spørgsmål og kom til den konklusion, at jeg elsker hende, fordi hun er den jeg elsker. Det håber jeg ikke lyder for sofistisk, men hun er jo mit kærlighedsobjekt. Derfor elsker jeg hende (er det for tilfældigt?)
Jeg ved ikke, om det er noget ordentligt svar. En helt anden ting er, at når man ikke har det så godt sammen, har man ikke så meget lyst til How do I love thee? Let me count the ways.

Det værste var, at jeg burde have været forberedt på det, idet Don Enzo konfronteredes med samme spørgsmål, da han var i parterapi, og han kunne heller ikke finde på noget at sige. Dengang rådede jeg ham til (med reference til W.H. Auden), at man ikke kan sige den slags stort nok, metaforerne kan ikke være kosmiske nok.
Det var måske bare ikke stedet for det. Helst skal det jo være på rim eller til musik.


*) Jeg er i virkeligheden ret nem at stille tilfreds – ligesom min far – jeg skal bare have noget mad og noget sex og et lunt sted at bo. Samtidig med at jeg i så vid udstrækning som muligt slipper for at arbejde.

Ovenstående Van Gogh-billede dukker op, når man søger på ”siesta” i Google Billeder.

Vidste du at nysepulverets opfinder var en dansker?

Søren Sørensen (bedre kendt som Soren "Sam" Sorenson, 1866-1933) var en ung dansk udvandrer til Amerika. Han havde lagt mærke til, at hans forhenværende medarbejdere på farvestoffabrikken altid nøs, når der var kultjærefarvestof luften (coal-tar dye - jeg har ingen anelse om, hvad det hedder på dansk), og snart begyndte han at tage små flasker af det grå støv med sig i lommen for at få sig et billigt grin.
I 1906 markedsførte han sit nysepulver under navnet "Cachoo", og indenfor et år havde han efter sigende solgt 150.000 flasker af produktet.

Senere amerikaniserede han sit navn til Samuel Sorenson Adams. Hans firma, S.S. Adams, lancerede så eviggrønne spøg og skæmt-klassikere som The Joy Buzzer (prototype: 1909, U.S. patent No. 1,845,735, 1931) og The Dribble Glass, som Sorenson også selv opfandt. Han kunne have købt rettighederne til pruttepuden i 1930, men fandt den pudsigt nok - hans øvrige sortiment taget i betragtning - for vulgær.
Adams holdt senere op med at sælge nysepulver, fordi det selvfølgelig er vildt usundt (jvf. note 2 forneden).

Sorens søn, Joseph "Bud" Adams, overtog firmaet fra sin far og drev det indtil sin død i 2001, hvor hans søn, Chris Adams, satte sig i direktørstolen. Det kan godt være, det ikke er Lego, men firmaet har dog været familieejet gennem tre lange generationer, hvilket er noget i sig selv.

Nysepulveret (og andre festartikler) har i sjælden grad gennemsyret kulturen. Se blot her fra Tintin (Det Sorte Guld). Joy buzzer’en vil være mange bekendt fra f.eks. Bugs Bunny-tegnefilm. (Jeg har aldrig selv prøvet en, så det må være en af de glæder, jeg har til gode her i livet.)

Disse og mange andre interessante fakta om spøg og skæmtens glorværdige, lavkulturelle historie er at finde i tegneserietegneren og samleren Mark Newgardens udmærkede lille bog Cheap Laffs – The Art of the Novelty Item (Harry N. Abrams, New York 2004).

NB! Det er altid en god ide at skrive en bog om det, man samler på (når ens samling vel at mærke er stor nok). Det øger kendskabet til samlerobjektet og kan mangefold øge værdien af samlingen.

Note 2: Nysepulver (nærmere bestemt stoffet dimethoxybenzidin) nævnes i et dansk-europæisk miljødirektiv.

Det ideale liv

Jeg ringede til en af mine gamle skolekammerater i går, der fortalte, at hans kone har bestemt, at de skal flytte til Brasilien med deres tre rødhårede døtre, for der kan man leve billigere og for at prøve noget nyt. De har ikke engang været der før, og de tager ikke ned og kigger på det først. Når de sælger huset, har de til fem år.
Hvilken eventyrlyst. Det lyder meget godt, selvom det også kunne blive Moskitokysten.

*

Det fortalte jeg min kone. Hun spurgte mig så, hvordan jeg helst ville have det, hvis jeg selv kunne bestemme. Ud over at det er et temmelig irrelevant spørgsmål og ud over de åbenlyse seksuelle fantasier, måtte jeg bede hende svar skyldig. Jeg ved ikke engang, hvad jeg ville forestille mig. Alt det jeg godt vil kræver arbejde, og jeg ved simpelthen ikke, om jeg er parat til det! Sørgeligt nok.
Jeg tror simpelthen det i mit tilfælde er nødvendigt at komme ind i en god rytme, ligesom med at tråde tænder, så det er noget jeg er nødt til at gøre for at have det godt med mig selv. (Og så positiv tænkning og kreativ visualisering.) Små skridt i den rigtige retning.
Det er sørgeligt ikke at have nogen disciplin.
Tanken om forandring gør mig helt træt.

På vort barns fødselsdag, ikke desto mindre

Min kone skældte mig ud, fordi jeg åbnede en ny pakke rugbrød, før den gamle var spist op.
- Så har vi alle de pakker rugbrød liggende, sagde hun. Nu smider jeg dem altså ud.
- Og hvad så, sagde jeg. Jeg spiser det friskeste rugbrød først. Skal jeg vente med at spise det, til det ikke er friskt længere? Så spiser man altid gammelt rugbrød! Det er ikke mig der køber alt det rugbrød.
Jeg er et voksent menneske, tænk at have sådan en diskussion.
Jeg kan ikke tage det.

Udsigt til sig selv i skærmens spejl, folkens

Mandag morgen
Jeg føler mig lidt tung om boven
Verden presser mig ned fra oven
Det er tyngdeloven

Mandag morgen
Jeg gider ikke en skid
Min hjerne er ikke med ideer gravid,
men jeg har ikke evig tid...

Mandag morgen
Jeg har ingen plan
Jeg er ikke fokuseret som en narkoman
Jeg lader bare det hele glide,
som jeg plejer van
Og i aften vil jeg tænke:
Hvor blev dagen af, for fa’en?

Forfatterens kommentar: Jeg komponerede faktisk ovenstående strofer i badet i går i forventning om dagen i dag. Men bliver jeg klogere af den grund?

DAG 2 AF MIT FRAVÆR - afhentning af finérprofiler

I dag tvang min kone mig med i Silvan (jeg kom til at love hende det i sidste uge). Det endte med at være okay, men det kunne lige så godt være eksploderet i hovedet på os. Siden hun officielt hævede skilsmissetruslen over mit hoved, har hun været mere afbøjende end sædvanlig.
Jeg kan bare ikke tåle at spilde al min gode hverdagstid, jeg skal have til mig selv - lige meget hvad jeg så laver. Og så to dage i træk.

Der er også sket andre interessante ting, jeg ikke kan nævne her, fordi de omhandler min hemmelige identitet (nogen typer vil have mig med på et projekt. Jeg har dårlige erfaringer med samarbejdsprojekter, men de her typer forstår en vits, så jeg giver det en chance. Også selvom det under alle omstændigheder betyder en mængde arbejde for mig - at jeg skal foretage mig noget ud over det sædvanlige ...og at der måske ligefrem kan ske noget! Tanken fylder mig med angst og bæven, jeg må stålsætte mig. Sandt sagt fiser det nok ud i sandet som sædvanlig).

Jeg sidder for første gang i år uden at have noget betalende arbejde, overhængende eller på bedding, i hvert fald ikke før hen i juni. Det er godt.


PS Mine trofaste korrespondenter spørger om der er noget galt: Hvor er mine faste indlæg indenfor kontortiden? Nu jeg ikke har siddet foran skærmen her og ruget og gruet og grublet og brygget i snart halvanden døgns tid, føler jeg, at jeg bør forklare mig selv.

DAG 1 AF MIT FRAVÆR - for alle der ivrigt følger med

I går var jeg til tandlægen og få skiftet en fyldning ud og bagefter var jeg med min mor til samtale på Herlev. Jeg skulle også have været henne i blodbanken og blive tappet først, men jeg aflyste. Jeg synes det var nok for en dag.

Her er hvad jeg havde tænkt mig at skrive (noget jeg har haft liggende, fordi min mor booker mig måneden i forvejen):

Min mors krop disintegrerer. Den er ved at falde fra hinanden. Det er dårligt, hun kan holde sammen på det hele. To eller tre omgange Caelyx-kemo til, så er det tid til den store undersøgelse. Jeg tager med som moralsk støtte. Herlev. Fucking Herlev.

Hver gang jeg kommer ud fra Herlev Sygehus og kigger tilbage på alle vinduerne, tænker jeg, at der skal min mor dø inde.

Men det gik bedre end jeg havde regnet med. Svulsten er ikke vokset.
Alt der ikke er dårligt er godt. For tyve år siden havde hun været død allerede.

Det viste sig, at jeg havde et hul nede under min gamle plombe fra skoletiden. Hvor klamt! Fyldningen skrumper åbenbart med tiden, så der kommer en revne mellem den og tanden. Jeg håber, det er derfor, det har gjort ondt, når jeg livskraftigt har knast rugbrød og müesli i den side.

Som kronen på værket mødtes jeg med min far senere, min 80-årige gamle far, der fnes som et skolebarn over, at han og hans jævnaldrende ven sender forfalskede læserbreve til et musik-fanzine i USA under vekslende etniske identiteter. Han ville vide, hvordan man satte en falsk e-mailadresse op, et område der falder indenfor min tekniske kapacitet. Det var alt hvad han kunne tale om.

Det bedste var at være til skole-hjemsamtale direkte efter Herlev og høre mit barn blive rost. Senere faldt der flere roser af fra hendes træner. Man skal nyde det, mens det varer. Alt der ikke er skidt er godt, og når det er godt, er det skønt.

Billedet der gjorde oprør

Jeg fik en stak lærreder af min ven, den statsanerkendte, etablerede kunstner, og malede oven på dem. Nu har jeg solgt et af dem. Det mærkelige er, at mens jeg havde det stående oppe på det her loft pakket ind i en plasticpose, begyndte maleriet at smelte inde under det yderste lag og løbe og klistre til plastikken, der var så besværlig og pinefuld at få af som et plaster. Jeg ved ikke om maleriet er blevet bedre af, at det er løbet, men det er i hvert fald mere kunstnerisk.

Det var en sær, syg fornemmelse at stå i. Det mindede mig om livets endelighed. Plus der er noget zombieagtigt over en våd, klistret masse, der bryder ud gennem huden. Jeg tror simpelthen, hans underliggende maleri i harme og væmmelse forsøger at udstøde min overmaling.

Min ven maleren forklarede mig, at han tit har det problem, fordi han tilsætter for meget linolie i nogle af lagene. Hans råd var injektioner af terpentin og siccativ forskellige steder på lærredet. Det har jeg nu ikke tænkt mig (selvom injektioner er endnu en interessant reference til maleriet som korpus). Jeg tror bare, jeg skynder mig at sælge det til min ven rockstjernen, før han skifter mening.

Hvis det smelter helt og løber ud, må han få et nyt. Mine produkter er garanterede.



Note 1: Jeg hørte om en akvarelkunstner, hvor kakerlakker kravlede ind mellem hendes billeder og åd alt det gule.

Note 2: Det er meningen, kunst skal være eviggyldig (om jeg må), så det er ækelt, når det ikke er det. Når det forgår hurtigere end én selv. Som gulnede dokumenter. Kopipapir holder 100 år. Børnetegningerne falmer og krymler. Mange abstrakte værker fra 50’erne og 60'erne ser falmede og grå ud. Måske fordi de havde det med at bruge vægmaling.

Note 3: Kurt Vonnegut, min helt, skrev Bluebeard, om en maler hvis abstrakte malerier alle er faldet fra hinanden.

Superbabyen på Sønder Boulevard

I 1988 eller ’89 boede jeg (i en ulovlig fremleje) på Sdr. Boulevard. En dag blev jeg ringet op af en journalist fra Se & Hør, der ville vide om jeg kendte det 2-årige barn oppe på 2., der var kravlet ud af vinduet, ud på gesimsen og hele vejen rundt om huset og ind af vinduet igen.
Jeg havde ikke opdaget noget.

Et par dage efter var jeg nede i møntvasken. Der var en 10-11-årig dreng, der spurgte om jeg havde hørt, hvad der var sket. Han sagde, at den 2-årige dreng var så stærk, at han kunne løfte sig op på foldebordet i vaskeriet ved sine armes kraft alene. Han kaldte ham Super-Babyen.

Billederne her er naturligvis fra Claus Deleurans Mikkeline på Skattejagt (Politisk Revy 1984)

Brolægning med gode hensigter i udskridningssvinget

Det er mandag morgen og jeg er fuldstændig flad og energiforladt, men jeg er ikke i specielt dårligt humør. Så det er da noget. Ikke at det er noget udgangspunkt.
Jeg havde jo tænkt mig at holde denne måned fri til mine egne selvstændige, kunstorienterede projekter, men det er foreløbig ikke blevet til en skid. Spørgsmålet er, hvor jeg egentlig ville hen med det nytårsforsæt. Hvad havde jeg regnet med? Jeg fik noget arbejde, som jeg ikke kunne sige nej til - selvom hele basis for min plan var stålsat at afvise alle opgaver - fordi det var fra en fast kunde. Min rationalisering er, at jeg kan bruge de penge, jeg tjente ved det, til at få gravet en grøft ude i kolonihaven i stedet for at gøre det selv, som jeg lovede min kone, jeg ville gøre sidste år. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på i den situation heller, men mine intentioner var gode nok.
Jeg nåede så langt som at købe en drænspade i Silvan.

Ekspanderende imperium - ny milepæl

Jeg er enormt stolt over, at denne ydmyge blog, Deres egen MANDEJAMMER, står øverst på listen, når man googler "Bøsseklubben Dinglepik". En ikke ringe bedrift. Hvad venter ikke forude?

Samtidig siger det lidt om, hvor fattigt nettet er på dansk. Der er enorme territorier derude, der ikke er blevet indtaget endnu rent sprogligt. På engelsk er det næsten umuligt at finde på ordsammensætninger, der ikke allerede er taget.
Mere om det senere.

Det er efterhånden nogen år siden, at jeg søgte kombination "Prins Henrik" og "bøssekarl" og til min fortørnelse fandt, at intet dukkede op. Det er der heldigvis i en vis udstrækning blevet rådet bod på siden, som jeg nyligt opdagede i et ledigt øjeblik.
Og det skulle også bare mangle.

Han er så umanerlig gammel

Hvorfor skulle min far absolut fortælle mig, at han var min mor utro fire måneder efter de blev gift. Med hendes bedste veninde. Første gang de var væk fra hinanden. "Det var helt naturligt", som han sagde, så selvsmagende som Jack Lemmon i Short Cuts.

Min far har et kartotek over alle de kvinder, han har været sammen med. Min mor er velsagtens også i det. Med karakterbedømmelse. Jeg vil tro, vi finder det mellem hans ting, når han dør. Så er det bare, hvem der skal arve det (jeg kan jo lægge det ud på nettet). Han har efter sigende også nøgenbilleder af min mor liggende. Dem kan jeg så slås med mine brødre om.

Det okkulte (forts.)

Jeg var til karry-julefrokost hos J. Per sammen med fem andre voksne mennesker, der pænt tav, mens en efterhånden midaldrende kunstnerinde (med mascara hele vejen rundt om øjnene) fortalte, at der spøgte i det gamle hus på landet, hun var flyttet ned i sammen med sine to store hunde.
Selv kunne jeg ikke sidde og lytte til denne dåresnak uden at gøre indsigelser, hvortil hun svarede:

- Hvordan vil du så forklare, at kedlen står og koger, når jeg kommer ned i køkkenet om morgenen? Og døren er låst?

- Der er også spøgelser hjemme hos mig, sagde jeg. Når jeg kommer ud i gangen om morgenen, ligger der plasticdinosaurer og hoppebolde i mine sko.
- Åh, sagde hun, du har jo børn.

Rigtige mænd strækker ikke ud

Jeg var ude at dyrke organiseret i går for tredje uge i træk. Ellers har jeg groft sagt ikke bevæget mig siden 1987.
Tre gange vågnede jeg i nat med smertefulde kramper i lægge og fødder, der holdt mig vågen og tvang mig ud på gulvet i mærkelige stillinger.

Hvordan er jeg blevet så umindeligt gammel og knirkende?

UFOrklarlige hændelser

Min kusine Debbie var med til min onkels gravøl (se i går). Hun tror fuldt og fast på UFO’er. Min fætter Steve grinte hende lige ind i ansigtet, men hun fortsatte bare med sin historie alligevel og lod sig ikke slå ud.
Hun mener, at UFO’erne kommer ned ved dæmningen for at suge energi, og planlægger at skrive en bog om UFO’erne der i amtet.

Hvorfor er det altid ude på landet folk ser UFO’er?

I øvrigt glædede hun sig til, at hun skulle ned og møde præsident Clinton.
- Hello, Mr. President, grinte hun og illuderede, at hun rakte hånden frem, greb fat og rystede.
Det var i 1999.

*

Min fætter John kunne ikke komme med, fordi hans kone skulle opereres.
- Ja, spyttede hans lillebror Tom senere, hun skal have en brystforstørrelse.
Nu er de skilt igen.

Jeg er beviseligt clairvoyant

For et par år siden var jeg så heldig at få en fribillet til FCK-OB. Spændt som jeg var over endelig at blive inviteret med til det fornemme selskab på C-tribunen nær midterlinien, havde jeg en lysende klar, profetisk drøm tirsdagen før kampen og ringede til min ven 2mason og fortalte ham om den. Jeg forudså resultatet (1-1) og hvordan målene blev scoret: FCK kommer hurtigt foran, OB udligner på skud udefra kort før tid. Og det var præcis, hvad der skete. Hvis I ikke tror mig, så spørg ham selv.
Han ville ikke tale med mig bagefter (hvilket jeg tilskriver ærgrelse over kampens udfald og målløshed over mine clairvoyante evner).

*

Seks udvandede fadbamser havde jeg omsat og i mit paranormale overmod tog jeg bilen hjem (jeg husker endnu svinget ved Runddelen, hvor jeg kom lidt langt ud og tænkte: Det her er virkelig ikke en god idé) med et smut omkring J. Per på vejen for at fejre min bedrift, men han synes jeg var overgearet.

Det er den eneste gang, jeg nogensinde har kørt spritkørsel, med undtagelse af dengang efter min onkels gravøl, hvor jeg ikke havde lært at køre endnu, og min bror var blind af druk, men godt kunne håndtere pedalerne, så jeg styrede. Det var ude på landet og sent, og vi mødte ikke en eneste bil.

Det var dumt, og jeg lover aldrig at gøre det igen.

Telefontid

Nu har jeg opgraderet til Skype Pro - lad champagnepropperne flyve! - (bortset fra de ikke har sendt mig en bekræftelse endnu), så nu kan jeg ringe til fastnet i DK for næsten ingenting de næste 5 mdr. Det betyder, at jeg kan begynde at ringe tilbage til min mor (kemoen virker ikke, ser det ud til på scanningen) og andre indenfor kontortiden.
Imens tvangsdoodler jeg hoveder. Her er et repræsentativt udsnit.
Jeg vil have et trådløst headset.

Der lugter på landet

En af mine veninder, der nu er gift med en rig amerikaner, fortalte, at hun i sin barndom på landet på Fyn kunne finde hjem fra skole med lukkede øjne ved at følge lugten fra de forskellige gylletanke. Hver tank havde sin egen lugt. Faktisk lukkede hun ikke øjnene, men næsen, og cyklede forbi, så hurtigt hun kunne.

*

Som barn var min erfaring altid, at landet var et sted, der lugtede. Når der lugtede, vidste man, at man var kommet ud på landet. (Som i: "Her dufter lidt vel landligt" - hvad det så end er for en tegneserie den linie kommer fra. Hele mit referencegrundlag udgøres af en stak tegneserier jeg læste i 70’erne og 80’erne.)


Interessant fakta: Der er en by i Sverige, der hedder Gylle.

Skatten er døden

Jeg sidder og forsøger at lave min selvangivelse*) og hører Howard Stern på radioen, pirateret via nettet. Jeg fandt lige en håndfuld bilag, jeg manglede – det var rent held! De lå i en mappe i min taske med "aktuelle papirer", som jeg aldrig kigger i. Hvad mon der ellers gemmer sig rundt omkring? Jeg hader at finde en stak regninger året efter, når jeg ikke kan bruge dem længere.

Jeg er i lidt bedre tid i år, end jeg plejer, fordi ham, der laver min selvangivelse færdig for mig, har krævet den tidligere i år. Dvs. han bad om at få den midt i marts. Så foreløbig er jeg næsten to mdr. foran mit normale tempo.

Jeg havde en tegnelærer engang (verdens bedste tegnelærer: Jack Potter, nu afdød), der sagde, at jeg var en mærkelig blanding af orden og kaos (jeg plejede at stemple mine tegninger med et datostempel, måske var det derfor). Jeg plejer at samle mine vigtige papirer ét sted, men jeg sorterer dem aldrig. De ligger der bare. Undtagen når det er pinedød nødvendigt at gøre noget ved det, som med skatten nu.

Jeg har en liste over ting, jeg skal gøre. Det er det samme, der står på listen altid. Listen er udskiftelig fra år til år.

Jeg er fysisk ude af stand til at gøre visse ting færdige, som f.eks. min skattebillet (derfor førnævnte mand til at få det til at se godt ud og temperere tallene) - der findes et udtryk for det syndrom på amerikansk, hvor man har et navn og et syndrom for alt.

Blik i bagspejlet: Jeg kan huske, når jeg stod med min half-ass selvangivelse d. 15. april, afleveringsfristen, om aftenen hen mod midnat ved hovedposthuset i New York sammen med tusindvis af andre fuckups. Det var rart ikke at være den eneste. Der var altid et TV-hold ude. Et år var der en ny biks, der delte suppe ud gratis (gazpacho, yankee bean). Og det var rart ikke at være den mest opfuckede: Der var altid nogen, der stod og svedte med en kuglepen og fyldte selvangivelsen ud på stedet og folk med slips.


*) Jeg prøver at få det bedste ud af det, men det tager for lang tid.

Min guru og damerne

Min guru var vild med kvinder.
Det var hans liv at samle damer op.
Han var enormt god til det, og han gjorde det altid.
Han samlede en rødhåret svejtsisk kunstner op til mit bryllup, da hun var på vej ned ad trappen til et andet bryllup.
Han satte jævnligt kontaktannoncer i avisen (The Village Voice) og mødte nye damer, han tog med i teatret. Han fik mig engang til at skrive en ren på maskine for ham og sende den ind: "Off-Off-Off-Broadway theatergoer..."
Min svigerfar blev sur på ham, fordi han fik min svigermor til at grine (over brunchen). Han var da ikke særlig sjov, sagde min svigerfar bagefter.
Min guru fortalte, at han havde sat en kontaktannonce i engang i 60’erne, der skaffede ham dusinvis af damer. En af dem tog han ud og besøgte. Da hun åbnede døren, stod han med lukkede øjne og sagde, at han ville holde dem lukket. De gik i seng, og han åbnede først øjnene, da han var ude af døren igen. Han fandt aldrig ud af, hvordan hun så ud.
Min gurus stolteste minde var i sin soldatertid ved basen, da der ankom en jeep med to USO-piger i, og hundrede GI’er stimlede sammen omkring dem. Som Moses skilte min guru vandene og kørte væk alene med de to kvinder, mens de andre blot stod og så på.
Min guru kunne lide alle slags kvinder, han var ikke kritisk, men han havde et særligt godt tag på socialrådgivere og psykologer.
Han var aldrig i nærheden af at blive gift.

Atomparaplyen

Til dem der følger med, kan jeg fortælle, at min kone nu officielt har hævet skilsmissetruslen mod mig, som jeg har levet i skyggen af siden januar.

Vi kan lige så godt være sammen, det har vi jo været indtil nu, og så ødelægger vi ikke to andre par.

Vi har uden tvivl fortjent hinanden.

Rødder

Jeg stod i vand til livet i Det karibiske Hav i 1994 og tænkte: "Hvad blev der egentlig af Thorkild Demuth?"