***
Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for at være. F.eks. er jeg ikke en mand. Jeg er en 32-årig husmor fra Åkirkeby. Min skabning Mandejammer er en skriveøvelse, jeg har lavet for at belyse grundlæggende kvindelige problematikker gennem en mandlig optik. Der er dog – det er nok uundgåeligt andet – en del lighedspunkter mellem mig og Jammermanden. Ofte går jeg i tunge tanker, grænsende til det selvmorderiske – ja, døden kan være en befrielse at tænke på, for sig selv om så ikke for andre. Og jeg kan også finde på at gøre skade på mig selv, f.eks. ved at snitte mig i armen med en kartoffelskræller eller et rivejern.
Av for pokker, siger jeg ude fra køkkenet, men min mand reagerer ikke. Han er holdt op med at se på mig for år tilbage. Og som Mandejammer kan jeg finde på at spørge: Hvad skal det hele gøre godt for? Jeg aner det heller ikke. Hvis jeg vidste det, skulle jeg nok skrive det. Min mand elsker mig ikke, det er tydeligt. Selvom jeg paraderer omkring foran fjernsynet i shimsham-sko og mavedanserudstyr, reagerer han ikke med andet end et grynt, begravet som han er i live-fodboldtransmissioner. Det er drøjt og hårdt, og livet er ikke altid nemt.
Jeg kan nu dårligt bebrejde ham. Jeg er som regel ikke så spændende og ikke, hvad man normalt ville kalde en supermodel. Men som jeg siger: man kan gøre meget med det rigtige tøj og bare man forstår at accessorisere. Min hjemmestrukne kameluldsponcho f.eks. tager sig altid godt ud, og ingen kan se, om man har noget på indenunder (HINT: Det har jeg! Fnis!)
*)
Ud af vinduet kan jeg se den lettiske havemand flexe i forårssolen. Nu tørrer han sig over panden med sin afblegede bandana, læner hovedet tilbage og drikker en dåse Cola Light
©™®, så hans store, røde adamsæble bopper op og ned som en lystfiskers flåd i høj sø. Længere nede ad vejen står en flok kommunalarbejdere og italesætter asfalten med et trykluftbor. Det eksploderer idyllen, det er klart, som var jorden under angreb af onde robotspætter fra det ydre rum, men det gør underværker for deres brede, behårede pecs, der glinser og dirrer som svedende buddinger, nu de i varmen har smøget deres orangefarvede Kansas-sikkerhedskedeldragter ned til livet. Central Casting kunne ikke have gjort det bedre.
Jeg er ikke klog og interessant, så meget ved jeg (så helt dum er jeg vel ikke, haha, lige meget hvad de siger). Jeg fortryder tit, at jeg aldrig tog den højere mellemskoleeksamen, som min mor ønskede for mig, men så kom jo Preben og syv dejlige, frække unger i rap. De små pus er mit et og alt, hvis man da kan sige dét, når de er så mange om det. Mine øjensten – ét i hvert øje og fem i tredje, som jeg ofte så spøgefuldt …
Her blev jeg afbrudt. Lille Mikkel har slået sig over fingrene med en hammer og bløder. Han er bløder, så det er alvorligt nok. Mere senere.
*) Nej, jeg er nok ikke så spændende. Jeg tilbringer den halve tid på nettet. Altid er der et og andet, jeg skal tjekke. Der er så meget at følge med i. I skulle bare vide, at jeg, lille mig, "Maren i Kæret", skriver et netværk af 20 blogs under skiftende aliaser – et til hver af min æggedelte personligheds spaltninger – og der er flere på vej. Det er ligesom man siger om alle de indiske restauranter på 6th St., at maden til dem alle sammen kommer fra det samme køkken, der ligger omme bagved et sted. Den smager ens, men sådan vil markedet have det. Her var det New Yorker-hipsteren, der talte. Nellie kalder jeg hende. Shh, røb nu ikke for meget. Det var Gustav, paranoikeren. Hold nu kæft! Det var Preben, hvis stemme kan klinge så klart som en klokke i mit hoved – så smukt som den sommer han sang serenader under mit vindue i sort læder – selvom der intet kommer ind ad mine ører. Hvis Prebens søde ord falder som dug i skoven inde i mit hoved, men ingen kan høre det, siger han det så?
***
Der er en idiot, der råber ude i gården. Det var den samme, der råbte i morges (og også en anden gang). Han råber: – SÅ TAL DOG TIL MIG! DU KAN IKKE BEHANDLE MIG SÅDAN HER!
Der var en bøsseudstilling i Huset i 70’erne med tilhørende spørgeskema. Det lå og flød på vores sofabord en overgang, min far havde fyldt noget af det ud: "Hvor tit har du sex?", stod der, og min far svarede: "ind i mellem / en sjælden gang / engang hver 3.-4. uge ... " – sådan noget lignende – " ... når [min mors navn] har lyst". Det var det sørgeligste, jeg nogensinde har læst.
Vi havde sex, men det føltes som en politisk forhandling, en paladsintrige der hvert øjeblik kan udarte sig til giftmord og slag mod nære slægtninge og rivaler til magten. Det var med andre ord tilfredsstillende for begge parter.
I dag lykkedes det mig at slå en skid, der varede hele vejen fra stuen og ud i køkkenet (via gangen).
Jeg er ikke den, jeg giver mig ud for at være. F.eks. er jeg ikke en mand. Jeg er en 32-årig husmor fra Åkirkeby. Min skabning Mandejammer er en skriveøvelse, jeg har lavet for at belyse grundlæggende kvindelige problematikker gennem en mandlig optik. Der er dog – det er nok uundgåeligt andet – en del lighedspunkter mellem mig og Jammermanden. Ofte går jeg i tunge tanker, grænsende til det selvmorderiske – ja, døden kan være en befrielse at tænke på, for sig selv om så ikke for andre. Og jeg kan også finde på at gøre skade på mig selv, f.eks. ved at snitte mig i armen med en kartoffelskræller eller et rivejern.
Ud af vinduet kan jeg se den lettiske havemand flexe i forårssolen. Nu tørrer han sig over panden med sin afblegede bandana, læner hovedet tilbage og drikker en dåse Cola Light©™®, så hans store, røde adamsæble bopper op og ned som en lystfiskers flåd i høj sø. Længere nede ad vejen står en flok kommunalarbejdere og italesætter asfalten med et trykluftbor. Det eksploderer idyllen, det er klart, som var jorden under angreb af onde robotspætter fra det ydre rum, men det gør underværker for deres brede, behårede pecs, der glinser og dirrer som svedende buddinger, nu de i varmen har smøget deres orangefarvede Kansas-sikkerhedskedeldragter ned til livet. Central Casting kunne ikke have gjort det bedre.
*) Nej, jeg er nok ikke så spændende. Jeg tilbringer den halve tid på nettet. Altid er der et og andet, jeg skal tjekke. Der er så meget at følge med i. I skulle bare vide, at jeg, lille mig, "Maren i Kæret", skriver et netværk af 20 blogs under skiftende aliaser – et til hver af min æggedelte personligheds spaltninger – og der er flere på vej. Det er ligesom man siger om alle de indiske restauranter på 6th St., at maden til dem alle sammen kommer fra det samme køkken, der ligger omme bagved et sted. Den smager ens, men sådan vil markedet have det. Her var det New Yorker-hipsteren, der talte. Nellie kalder jeg hende. Shh, røb nu ikke for meget. Det var Gustav, paranoikeren. Hold nu kæft! Det var Preben, hvis stemme kan klinge så klart som en klokke i mit hoved – så smukt som den sommer han sang serenader under mit vindue i sort læder – selvom der intet kommer ind ad mine ører. Hvis Prebens søde ord falder som dug i skoven inde i mit hoved, men ingen kan høre det, siger han det så?
Hvis min kone forlod mig, slap jeg for at lytte til hendes Sade ('Shar-day')-cd’er og se på hendes 40 Agathe Christie-romaner og hendes bogklubbøger fra firserne, ingen læser igen (Fanny, Terningemanden).
En af mine venners kæreste gik fra ham. Et par dage efter faldt han på cyklen og slog fortænderne ud. Jeg tror på en eller anden måde, han gjorde skade på sig selv som straf, for at føle at han rigtigt lever.
Fedt, en hel dag alene med mit private hårdetrip og min irriterende stemme inde i hovedet. Jeg trænger til at komme ud af mig selv. Jeg burde tage et kursus i congadans eller blive frivillig suppeudøser til de hjemløse. Et eller andet for at komme ud af min skal. Det ville i bund og grund være rart at have nogen at snakke med. Min kone er holdt op med at tale, og jeg er træt af at se mine dønninger af konversation slå mod hendes klippe og løbe ud i sandet. Så er der ikke andet tilbage end min kuglepen og min lille notesbog at dele det med. Men jeg savner en anden stemme. Jeg bliver træt af at høre på mig selv. Tro det eller ej.
Det er svært at sove, når man brænder op af udtryksløs vrede.
Hvad har du brug for mig til? Udover at støvsuge og passe børn og reparere kolonihavehuset eller andre ting, du ikke kan finde ud af? Hvad om du fandt ud af at klare dig uden mig til det også? Hvad dur jeg ellers til, andet end at irritere dig og stå i vejen og fylde i hjemmet?
Jeg kom ud på fortovet fra kiosken og så en pige komme cyklende med to Netto-poser på styret. Skulle jeg advare hende om denne klassiske faresituation? Det må hun selv om, tænkte jeg. Krotsj! sagde det, og hun bremsede. Mælken var sprunget læk i den ene pose, da den røg ind i hjulet.
Jeg står og laver mad, så kommer min kone hjem:
Jeg er en sørgelig, lille mand. Jeg er så indsnævret og forskrumpet. Jeg tør ikke engang åbne mig og udfolde min kosmisk-universelle kærlighed, i stedet sidder jeg bare bag min mur og kaster med sten. Min glasmur, vel at mærke, jeg narrer ingen med mine små numre. Jeg usselryg. Jeg skider på alt, der er godt, og godter mig over alt, der er skidt. Jeg er ikke til at leve med.
Fedt, endnu en weekend, hvor der ikke er nogen, der gider lytte til mig. Hvorfor er jeg her overhovedet?
Jeg er ved at læse Lewis Hydes The Gift, der er virkelig god, jeg er bare ikke kommet længere end forordet, hvor der stod noget, der ramte mig som et læs mursten.
Min mor havde i årevis en bog liggende på natbordet med underskriften: How Did a Marriage Made in Heaven End up in Hell? Det var i årene op til deres skilsmisse.
Jeg drømte, at min bøsseven lå oven på mig og fortalte sjove vittigheder. Det føltes rigtig godt. Jeg savner ham. Han er jo min ven. Desværre nåede jeg ikke at høre, om han også tænkte på sig selv som gift – eller gjorde jeg, og det gjorde han ikke? – da jeg skulle over og drikke kaffe med en anden af mine venner i NY, en hetero, og hans følge af farisæere og filistre.
