I min brandert

***
I nat kørte jeg tilfældigvis forbi vinduet hos en kvinde, jeg ikke har set i 20 år, og så, at der var lys. Men hun svarede ikke. Der var kun tændt i gangen.


***

PS ang. mit drastiske vægttab – et emne jeg ved interesserer mange

***
Jeg tror, min kones smarte elektroniske badevægt er indstillet til at flattere hende.*) Min læges vægt viste 4 kg mere, og nu har jeg lige vejet mig igen efter en uges intens opfedning med Nutella og hvidt brød og fiskefileter og fiskefrikadeller med rasp og remoulade, og hvis min kones vægt passer, har jeg tabt 800 g.

Jeg afventer med spænding mine testresultater på mandag... Bliv hængende: Hvis jeg får en dødelig eller kronisk sygdom, er I de første, der får det at vide.


*) Det minder mig om det her fænomen med, at kvinders sko- og tøjstørrelser er blevet mindre med årene, så det der plejede at være en 43 er blevet en 41 osv., samtidig med at mænds størrelser er blevet større, fordi mænd gerne vil være store og svulmende, mens kvinder vil være små fine prinsesser. Der findes et ord for fænomenet med krympende størrelser: vanity sizing. Se selv.


Vi er blevet til et af de her par, hvor konen bliver ved at tage gods på, mens manden bliver mere og mere udmagret.

Flot billede af ost fra Lademanns.

***

Barack Obama forklaret via Li’l Abner

***
Folk siger, at det er et problem, at de ikke kender Obama. Jeg siger det omvendte: Jo mindre man ved om en præsidentkandidat, jo bedre er det.

Det vil jeg nu illustrere med nogle striber fra Li’l Abner: Jeg er en knæmand.

Baghistorien er, at Li’l Abner prøver at finde Fearless Fosdick-hæfter med stumper af et billede af den kvinde, han elsker pga. udtrykket i hendes knæ. Den næste på listen er Eilif Elendisen, præsidentkandidat...


Det siger det meste, men jeg tager lige noget mere med, fordi det er en udødelig klassiker, man aldrig kan få nok af:


Osv. osv. (Klik & forstør.)

Striberne her er fra 1950. Man bemærker med et suk, at alle latterlighederne stadig er aktuelle.

Alt jeg ved har jeg lært fra tegneserier.

*

Jeg havde egentlig planlagt en smutter til New York i næste måned (sep.), men overvejer at udskyde det, så jeg kan deltage i festen, når Obama bliver valgt.


***

Man må aldrig gøre det skriftligt

***
Jeg fortalte min ven "Kenneth" om min hjertesorg og usikkerhed, og han foreslog, at jeg skrev et brev til hende. Det gjorde jeg, og jeg har fortrudt det lige siden. Det er det værste råd, jeg nogensinde har fået.


***

'Tigeren brøler sin aftensang...' før den bliver tæsket med en kæp og holder mund

***
I dagens New York Times er der denne billedtekst (se fig. t.h.) om Obamas nips på kontoret. Men hvad skal man bruge en "tigertæskestav" til i Afrika, hvor der ikke findes tigere, ikke så vidt jeg ved i hvert fald? Nu vil jeg skrive til redaktørerne og udbede mig en forklaring.

Nyhedslink

Ringer når du ikke er hjemme

***
Jeg ringede hendes nummer bare for at høre hendes telefon ringe, men så tog hun den. Hun var kommet hjem fra ferie uden at sige noget.

Det var værre endnu, da jeg tog derover. Der sad ham, hun havde bollet med. Hun ville ikke have noget med mig at gøre.

I hvert fald bollede hun ham siden hen. Jeg ved faktisk ikke, om hun havde bollet ham der. Hun fik det altid til at lyde som en forretningsmæssig ordning, prisen for at tilbringe tid sammen, en handelsvare så hun fik det hun ville have: at komme væk og ud.

Hendes drøm som hun beskrev den for mig: væggene opløstes, og hun så der var en hel verden derude. – Jeg har haft den samme drøm, sagde jeg, mens jeg røg en af hendes cigaretter, men min endte nede på stranden med nogen krokodiller, og jeg kunne ikke finde min fars kamera.

Hun skrev til mig fra Sevilla, hvor de graver kyllinger ned i jorden, rider forbi og hugger hovedet af dem. Hvor kastrerende, tænkte jeg. Jeg susede rundt på mit skateboard, skæv, mens min nellike visnede i knaphullet. Skrin om linealen, skrev jeg i min lille notesbog.

– Du skrev aldrig til mig, sagde hun. – Tinas kæreste skrev hele tiden.
Jeg skrev ét brev, men det gik åbenbart tabt på posthuset. Hvorfor rejste jeg ikke bare med?
***

Mine personlige dæmoner på hastig fremmarch

***
Søg dækning! Hold jer inden døre og slå skodderne for! Her kommer de myldrende fra deres sorte hul.


***

Div. venner

***
Jeg havde en god oplevelse i går: jeg mødtes med min gamle penneven, som jeg ikke har set i 21 år og egentlig ikke kender, men det viser sig, at vi har masser tilfælles, og hun har interessante ideer og fik mig til at tale begejstret om ting, jeg kan lide.

Men alle folk spørger om det samme:
Min datter (8): – Er du forelsket i hende?
Min far (82): – Har du bollet hende?
– Nej!
Det er ikke det, det handler om.

*

Det minder mig om dengang, Katrine Hüchsmann sov hjemme hos mig i efterårsferien, fordi vi eksperimenterede med, at hun skulle lære mig at ryge hash, og min mor sagde: – Ja, jeg skal ikke blande mig, men synes du ikke, det er lidt meget, at du har en anden sovende, når (min kærestes navn) lige er taget på ferie?

– De tror altid, det handler om det samme, som Katrine sagde. – Man kan aldrig bare være venner.

Men jeg skulle selvfølgelig have bollet hende, altså Katrine Hüchsmann, hvis jeg havde haft en halv hjerne i hovedet. Ikke at det gjorde eller gør den store forskel. Jeg tænkte bare ikke på det som en mulighed, for det var jo ikke hende, jeg var forelsket i.
***

Min hårdhed II

***
– Hvorfor skal du være så hård? Du plejede at være så sød, sagde Bettina til mig i 2.g.

Jeg fik ikke noget ud af at være sød og hadede mig selv.

Jeg var begyndt at ryge og ønskede mig en sort læderjakke.

*

– Jeg er nihilist, sagde jeg.
– Nej, nej, det må du ikke sige, sagde denne her pige, jeg var sammen med senere. Jeg vidste ikke, hvad en nihilist var.

Min ven "Kenneth" var anarkosyndikalist. Det vidste han til gengæld hvad var. Det kunne ikke skæres fint nok.
***

Mens jeg tænker på hende

***
En fordel ved ens kones snorken er, at det gør det lettere at onanere uden at blive opdaget.


***

Min arbejdsdag af Mandejammer

***
Her er min arbejdsdag:
Jeg kommer ind, tænder for computeren, espressomaskinen, stirrer ud i luften, bekymrer mig. Læser avis. Laver en liste over alle de ting, jeg skal gøre. Lægger den over ved siden af de andre lister. Drikker noget mere kaffe. Høj af 8x espresso kan jeg dårligt holde på en pensel eller en blyant, så intenst jeg dirrer. Indspiller et acapella-track til kaffens gunst om kaffens glæder. Sætter mig ned igen. Løser en sudoku på lokum. Går rundt og overvejer at rydde op. Ser hvad der sker på nettet. Ringer og siger til min kone, at jeg kommer senere hjem, fordi jeg "er lige midt i noget." Hengiver mig til mit skaberværk en times tid, før jeg må løbe. Glemmer at lukke bøtterne, så malingen er tørret ind, når jeg kommer ind næste dag. Og sådan går det slag i slag. Jeg når kun noget i sidste øjeblik, og det kun næppe, og så er jeg træt. En dag er jeg død, og så er det heldigvis for sent at fortryde noget.
***

Jeg har lyst til at græde over min egen uduelighed

***
Jeg kan ikke se på det maleri, jeg har lavet i dag, det er så dårligt.

Jeg er en fiasko.


***

Falliske malerier

***
Jeg opdagede, at jeg havde genopfundet, hvad Carroll Dunham havde lavet i årevis – siden de tidligere firsere.


Falliske og lign. malerier.

Jeg kan bedre lide hans tidlige, mere akavede malerier, hvor figuren kæmper mod baggrunden. Som her:


Fourth Pine (1982-84) (udsnit).

I det hele taget kan jeg tit godt lide kunstnere, lige før de lægger sig fast på deres endelige stil, mens de stadig søger.


Dunham selv i 2005. Man bemærker, at han bruger farver fra Guerra Paint.
***

Angst over at fremstå som en dødning

***
Jeg er så tynd, at når jeg møder folk, er jeg bange for at gå i opløsning foran dem, at mine øjne skal poppe ud af hovedet på mig. At de skal sige: "Han smiler kranialt" ved synet af mine lange gule hestetænder.


– Vrinsk!
***

Jeg er bekymret

***
Jeg er bekymret, for alle folk, jeg møder, siger, hvor tynd jeg er blevet. (Jeg er nede på under 90. Troede jeg. Faktisk ligger jeg nu under 85, fremgik det af min kones smarte elektroniske badevægt. Jeg har tabt mig 12 kilo over det sidste års tid. Det er for meget. Der er ikke noget at tage det af.) Derfor vil jeg begynde en opfedningskur.*) Kulhydrater kan være nok så gode, og jeg spiser aldrig andet fra morgen til aften, men nu hedder det protein, protein, protein uden ophør. Fedt & protein, så jeg kan få min gamle, mandige, apolloniske fysik tilbage. Og styrketræning. Også det.

Noget skal der til, før et vindstød fører mig bort over hustagene, forbi TV News-helikopteren og ud over Øresund, hvor jeg opløses i atomer. (Eller også vil min himmelstræbende, aerodynamiske fysik omgå vindsuset som en gotisk katedral bombardementerne under anden verdenskrig.)

Jeg er faktisk så bekymret over mit vægttab, at jeg bestilte tid hos lægen i morges. Og ikke så snart havde jeg gjort det, før jeg mødte Dr. TB nede på gaden. Han siger, at det er min nyoptagne sportsudøvelse og bekymringerne efter at have fået et barn med diabetes, der gør det. Så længe det ikke er stofskiftet. Eller det der er værre, tilføjer jeg ominøst.


*) Jeg har i dag investeret i en krukke Nutella for at vise, at jeg mener det.
***

Jeg har helt glemt at ryge i dag

***

***

Mere utak

***
Min far har givet mig endnu et maleri tilbage. Fordi han siger det ligner en fallos. Det er to år siden, jeg malede det, og så giver han mig det tilbage nu. "(Mit navn) '06" står der på det. – Har du malet det, da du var 6 år gammel? spørger han.

Det er faktisk lidt skuffende.


***

Mine personlige dæmoner trykker den af

***
De er helt vilde. De giver mig ikke et øjebliks fred, men skruer mig fast i en tvinge af ubarmhjertig selvnedgørelse. De nager og plager og piner mig. Og de nyder at se mig lide. (Fortsættes nedenfor.)




(Fortsat fra ovenfor.) De ler, mens de mig tortér’.
De griner, mens de mig piner.
For de lever af min smerte.
Mine smerter er deres desserter.
Mine smertensbrøl er deres levebrød,
og de rider mig som en mare,
det er mere end et menneske kan klare.
Vorherre mig bevare.
***