Frygt ej, mit barn

Min yngste datter (6) er bange for, at kaktusserne skal flyve op fra vindueskarmen og ned i hovedet på hende, når hun ligger i sengen. Så trækker hun dynen op over hovedet.
Min ældste datter (10) er bange for atomkraft.

Psykisk voldtægt

I lørdags skulle jeg møde en medblogger på Eiffel Bar på Christianshavn på vejen ud for at høre noget avantgarde. Da jeg kom først, havde jeg lejlighed til at sidde i baren og slette SMS’er og overhøre en samtale anført af en jysk kvindestemme, der sagde: "Psykisk voldtægt er næsten det samme. Det kan ikke ses."

Intensiteten af samtalen steg og faldt, og hun blev ved med at vende tilbage til det samme, men da var jeg holdt op med at høre efter.

Shel Silverstein – mit idol

Mange danskere kender ikke legendariske, hedengangne Shel Silverstein, og det er en skam. Det var ham, der skrev alle Dr. Hooks sange og A Boy Named Sue, som Johnny Cash gjorde berømt.

Han lavede en af de bedste børnebøger i verdenshistorien: The Giving Tree. Det er også en af de sørgeligste. Jeg kan ikke forestille mig en bedre parabel for børn om livet og døden & Mor. Den får mig altid til at græde, og det er ikke kun fordi jeg er en tudesøren.

Forhåndenværende materialer - Hvad finder jeg i gård og skrald

Man behøver ikke tage til Afrika for at se børnene lave legetøj ud af skrald. Ungerne i gården hernede løber rundt med vimpler, de har lavet af pinde og videobånd.

Min evindelige forudsigelighed

Suk. Jeg har ikke fået lavet en skid hele ugen. Det er småtingsafdelingen. Jeg er udbrændt på arbejde, og nu kommer det til at spilde over i næste uge, alt det lort jeg ikke har fået nået.
Det er nedslående.
Det eneste, jeg har bekymret mig om, er denne blog. Men det er ikke nok i sig selv! Det er en sideting. Hvis den kommer til at fylde for meget, strider det mod formålet.
Mit sind er i oprør, og nu må jeg løbe, for min datter har glemt sin nøgle.
Jeg var lige langt om længe kommet i gang med dagens dont kl. 13:30, da hun ringede. Det blev til et kvarters arbejde i dag og en hel del hængen her i stolen med dårlig holdning.
Og solen skinner, hvad tænker jeg på? (Jeg tænker på at jeg hader at lade mig styre af vejret, at jeg burde bo i Californien.) Hvorfor sidder jeg ikke udenfor og suger livsglæde? Hvorfor kan jeg ikke engang holde ordentligt fri?
I næste uge var det meningen, jeg skulle begynde at hengive mig mine kreative skabelser. Nu har jeg allerede booket mandag og tirsdag væk, og så er der min skattebillet, som jeg lovede min revisor midt i marts.

I al hast på vej ud af døren i stærkt ophidset sindstilstand. Snarere lettere frustreret og træt af min egen forudsigelighed.
Forude venter graven, og jeg bliver ved med at nosse rundt i det samme som i en ond drøm.

Overdreven selvopfattelse ved at sidde alene foran computeren

Folk opfører sig anderledes på nettet, end de ellers ville. The New York Times beskriver denne mangel på hæmninger (disinhibition). Det passer også meget godt på noget af bloggeriet:

“In a 2004 article in the journal CyberPsychology & Behavior, John Suler, a psychologist at Rider University in Lawrenceville, N.J., suggested that several psychological factors lead to online disinhibition: the anonymity of a Web pseudonym; invisibility to others; the time lag between sending an e-mail message and getting feedback; the exaggerated sense of self from being alone; and the lack of any online authority figure. Dr. Suler notes that disinhibition can be either benign — when a shy person feels free to open up online — or toxic, as in flaming.”

The New York Times, 20. feb. 2007 (mine fremhævninger) (LINK).
Det kan godt være, man skal være tilmeldt nytimes.com for at komme igennem på linket, men hvorfor ikke også være det?

Note: Læg mærke til, at det har taget mig over to mdr. at postere dette citat! Mit tempo er glacialt (før den globale opvarmning).

I hudlægens venteværelse

Jeg sad i hudlægens venteværelse i morges og gjorde mig bekendt med et nyt stykke triviallitteratur, Lokalavisen Frederiksberg (ellers læser jeg aldrig den slags, for jeg er mellem- til højpande, som før nævnt her.)

Det viser sig, at Kjeld Nørgaard (det er ham, der lægger stemme til frøen Kaj) er blevet udnævnt til årets Frederiksbergkunstner. Hvorfor ikke?
Nu ved jeg alt om ham, mere end jeg nogensinde kunne tænke mig at vide.

Jeg tror det pæneste man kan sige om Kjeld er, at han kender sine egne begrænsninger. Det værste man kan sige om ham er, at han i nyere tid har fået Kaj til at lyde som en der har siddet for længe nede på bodegaen og ikke kan holde sin kæft (mao. han nyder lyden af sin egen sprøde speakerrøst). Husk den talende tavshed, Kjeld/Kaj.

Da jeg endelig kom ind til hudlægen, havde jeg så travlt med at lave vittigheder, at jeg ikke hørte efter hvad hun sagde, og nu er jeg bekymret for, at jeg ikke ved hvad mit triglyceridniveau er. (Hun sagde også, at det ikke er muligt at behandle xanthelasmer med propolissalve, som min lillebror ellers havde hævdet kurerede ham) (se her for den historie).

Foto af Kjeld er (c) Lokalavisen Frederiksberg.

Min T-shirt Hall of Fame

Jeg bringer i dag højdepunkter fra min T-shirt-samling. Jeg går aldrig med dem selvfølgelig, jeg nænner bare ikke at smide dem ud.
Hver T-shirt har sin historie.


Lærlingeforeningens årlige T-shirt
En klassiker i moderne tid. Jeg har kun haft lejlighed til at have den på i udlandet, og alligevel udtalte min tredje bedstemor, mens hun endnu levede: - Der står noget uartigt på den T-shirt, ikke?
Trøjens budskab er så tydeligt, at det transcenderer sprogbarrierer.
Gave fra min ven avantgardemusikeren og serietegneren, da jeg havde tigget længe nok om at få den.
100% bomuld.
Størrelse: X-large.




Rat Boy
- Hvem er Rat Boy? spurgte min nevø mig, og jeg måtte være ham svar skyldig. Jeg har heller ikke tænkt mig at slå det op nu. Det er med andre ord ikke godt at vide.
Købt på 14th St. for $2 (sammen med en klassisk Bob Marley-T med hampeblade på ryggen til samme pris [ikke gengivet]).
100% bomuld.
Størrelse: X-large.




Atom Smashers
Jeg fik denne mindeværdige trøje af min fætter, der arbejder på et atomkraftværk, efter blot kort tids intens plagen, fordi jeg synes den var højdepunktet af urban ironi. Den er for lille, og jeg har aldrig haft lejlighed til at bære den.
Atom Smashers forekom mig altid at være et fedt navn til et band. Jeg slår lige op, om der er nogen der hedder det... (halvandet minut efter: Nej, jeg kan ikke umiddelbart se, at noget band skulle hedde det, men jeg fandt dog et musikstykke med det navn (her).
100% bomuld.
Størrelse: Medium.




Ghostbusters på spansk
Et kup, 2 for $1 på 14th St. En meget, meget gammel T-shirt, jeg kun har båret ved særlige lejligheder for ikke at slide på den. Den plejede at være selvlysende, men hvor længe jeg end havde den liggende under arkitektlampen forud for denne fotosession, fadede den alt for hurtigt af til at jeg kunne nå at forevige effekten i et mørklagt rum med lang udløsning.
Mærkerne må indeholde verdens mest dødbringende, blødgørende ftalater. Den plejede at stinke helt vildt.
100% bomuld? Jeg må kigge efter på mærkaten.
Størrelse: X-large.




129
Originalt kunstværk af den semiobskure japanske New York-kunstner og eksperimentalmusiker Taketo Shimada. Silketrykte motiver bevidst påført forskudt i kunstens tjeneste på trøje indkøbt i Chinatown. Egentlig en gave til min kone, men jeg er den eneste, der har gidet passe på den og værne om den alle disse år.
100% bomuld.
Størrelse: Medium




Æstetisk bemærkning: Læseren bedes bære over med den svingende kvalitet af fotosene her på siden. Det må være fordi jeg har taget dem med lys ind af vinduet og en lampe på samtidig. Det er under lavmålet ved jeg godt, men nu gider jeg ikke tage dem om.
Bemærkning 2: De fleste af disse T-shirts er jo efterhånden komplet antikke. Desto større historisk grund til at gemme dem.

Kosteligt, kosteligt

Min kone sagde noget sjovt i går. Straks hentede jeg min stenografiblok og bad hende gentage det. Hun nægtede selvfølgelig, men jeg tror jeg husker det rimelig ordret alligevel. Her er hvad hun sagde:

"Du er heldig, ved du det? Jeg er faktisk ikke særlig skrap."

Herved mente hun, at andre folks hustruer er meget skrappere. Min er god og mild og overbærende ifølge hende selv, især i sammenligning med andre. Hvis jeg bare vidste! Men hun har jo selvfølgelig ret. Hun har ret. Hun har ret. Hvis bare jeg bliver ved med at sige dét...

*

Hun sagde også til mig over middagsbordet: "Dine øjne bulner endnu mere end de plejer!" Det var fordi jeg havde været ude at dyrke boldsport for første gang i tyve år og var døden nær.

Et hof af assistenter

Sidste måned skrev jeg her, at Olafur Eliasson var "verdens (...) førende kunstner". Jeg tager det i mig igen. Det var chauvinisme. Verdens førende kunstner må være Jeff Koons. Han har over 80 ansatte*) (i New York). Olafur har kun op til 40 ansatte**) (i Berlin).

De er i øvrigt komplette modsætninger. Olafur er overseriøs (på den der europæisk-germanske måde) og kritikerne elsker ham (fordi han bruger spejle, de kan stå og se sig selv i), mens Jeff Koons er poppet (på den der lalleglade amerikanske måde) og de akademiske kritikere hader eller registrerer ham knap nok (selvom de godt kan lide kaninen på billedet her, måske fordi den er stærkt spejlende).



Spørgsmål: Er der nogen anden kunstner, der har flere ansatte? Jeg tror det næppe. (Walt Disney- eller Edison-typer tæller ikke.)



*) Iflg. The New Yorker, 23. april 2007
**) Iflg. The New Yorker, 13. nov. 2006 (link)

Magt er magt – det er ren materialisme

Der var en historie for et par uger siden, der skabte stor furore – det her med skulpturen af Chokolade-Jesus, og hvorfor må man godt fornærme kristendommen, når man ikke må fornærme muslimerne?
Det kan jeg godt sige hvorfor: Fordi der ikke er nogen, der har lyst til at blive slået ihjel.
Hvis man fornærmer Allah og Profeten får man dødstrusler, der vil noget.
Det er ikke religion, det handler om, det er magt.

Der var samtidig en anden historie, der handler om det samme: En svensk tøjkæde, Kapp Ahl, solgte nogen T-shirts med dødningehoveder på. Det tog de lokale Hell’s Angels dem ilde op, fordi de mente kæden havde kopieret deres logo.

"Derfor mødte to medlemmer af klubben op i en butik i Skåne og fortalte om deres utilfredshed. Butikskæden, der har 270 butikker i Sverige, Norge, Finland og Polen, reagerede ved at fjerne t-shirtene fra hylderne i en række af butikkerne i Sverige" (24 timer, 4. april).
Det var hurtigt!

Man bemærker tilsvarende, at politiet godt kan sætte store ressourcer ind på at rydde Ungdomshuset, men ikke en rockerborg.

Det samme er tilfældet med det rockerbyggeri, der pludselig dukkede op ude på Christiania, ”Lille Ishøj”. Hvor var christianitterne henne, da der skulle blokeres for den øjebæ? Hvorfor blev der ikke slået en menneskelig ring rundt om den byggeplads?
Hvis jeg må have lov at fremhæve min tese igen: Fordi det er et magtspørgsmål, og fordi man kan komme til skade.


PRESSELINK
Plus nyeste nyt i sagen, så vidt jeg kan se, og det er ikke engang så nyt.

Kattemusik

En af de få gange, jeg har spillet Lou Reeds Metal Machine Music, var da jeg passede min kærestes kat, mens hun var på Roskilde Festival.*) Det var altid en meget sur kat, der ikke ville have noget med mig at gøre. Men da jeg spillede MMM, hoppede den op på skødet af mig og spandt.
Det var aldrig sket før, og det skete aldrig igen.


*) Jeg havde nogle venner over, og vi sad og røg tjald.

En bid af Lou Reeds feedbackklassiker kan høres her.

Køkkenvaskdrama (2)

Jeg stod og rørte en chokoladekage i går aftes, da luften blev flænget af et hæsligt skænderi mellem mig og min kone. Børnene græd og bad os stoppe, og min ældste datter, der var ved at blive afluset, sagde bagefter: - Jeg ved ikke engang, hvad det er I skændes om! Og hun har ret. Jeg synker ned i min bevidsthed nu for at huske, hvad det var, men intet kommer der på krogen. Min kone er gal på mig og ved at eksplodere og sprænges i øjnenes vandspejl, men det er over alt muligt andet.

*

Nu kan jeg huske, hvad det var, vi skændtes om: Kvaliteten af de gaver, vi giver vores nevøer og niecer. Hun siger, at jeg råber af hende, fordi hun ikke er enig med mig, og jeg siger nej, hun vil altid have ret. Okay, du har ret, du har ret, du har ret.

*

Alting er min skyld.

Penge er magt

Det er mig en kilde til evig undren og moralsk fortørnelse (fortørnelse mere end undren), at det er lovligt at hænge ugly-ass reklamebilleder op, bare man betaler for det, men det er ulovligt at male graffiti af mere eller mindre underlødig art, mere eller mindre harmløse steder.



Billedet her fra mit lokalmiljø har både reklamer og graffiti, der ikke er noget særligt. De to andre (her underneden) er bedre. Den Philip Guston-inspirerede ser ud til at være lavet med sort og hvid spray ovenpå røde malerrullestrøg, hvis jeg ikke tager meget fejl. (Mønsteret er godt. Man kan godt undvære ansigterne.)

Selv har jeg altid været for høflig til graffiti. Højst i dug på ruden og lidt på lokummet.

Hastig opdæjt

Jeg er på min anden enkeltdobbelte, og jeg har endnu ikke rørt mit arbejde.
Dagen forsvinder før jeg ved af det.
Jeg må piske mig selv til det. Av! Uh! Åh!

PS Jeg har lyst til at gå ud og købe en virkelig lækker jakke.

Morgenrapport

Jeg er så træt, at jeg hverken kan sanse eller samle. Men jeg er ikke dårligt humør eller noget. Jeg gider bare ikke arbejde.
- C’est normal, som mekanikeren synger om den kolde motor i starten af Paraplyerne i Cherbourg.
Det er tid til kaffe. Også dette er ganske i sin orden.

Jeg så et afsnit af den sidste sæson af Six Feet Under i går aftes, men man kan selvfølgelig ikke kun se ét, og så blev det lidt sent. (Det var i stedet for fodbold: Afvænningen fra tv-sport skrider fremad, men det er en lang og drøj proces.)

Jeg stod og kiggede ind af døren til min datters børnehaveklasse i morges og beundrede lærerindens undervisningsteknik. Så kom den her anden far hen og sagde: - Hun er skrap, hva? Kan du forestille dig hende i sort læder og med pisk?
Det kan jeg godt. Det ville hun sikkert også være god til.

Jeg har over weekenden klunset en blå emalje buddingform, tre tresserskåle, fire møbelhjul med bremse, en golftaske min bror ikke ville have alligevel da han så den, en video med Muldvarpen, en Aristocats-video, Strudsen Rasmus (pga. bogens racistiske, kulturantropologisk interessante indhold), et fotoalbum, der hensatte mig i en bølgegang af følelser om livets forgængelighed og alle folks enshed, og et saltkar med trælåg, der er for småborgerligt og ryger ud.
Og min kone blev ikke engang sur. Jeg fik ros og ikke ris. I hvert fald for de to første fund.

Jeg har lavet en ufattelig god kaffe, jeg slubrer i mig med velbehag. Det hjælper.
Jeg savner den gode gamle firdobbelte espresso, det er klart, men den nye enkeltdobbelte ER bedre, selvom man må flere gange frem og tilbage og brygge. Som f.eks. nu.

NATTENOTER

Jeg kom tidligt hjem fra fest sidste lørdag og gav mig til at skrive i min Universalblok: Stenografi - Notater - Referater.
Nu har jeg tastet hele moledawsen ind i forventningen om, at ingen der ved hvad de har godt af, læser det til ende (måske lige med undtagelse af de af min sladderhungrende læserhorde, der ikke nåede med til festen).
Jeg har fulgt de oprindelige liniebrud, baby, og delt ind i afsnit, så det ligner god gammeldaws knækprosa. Værsgo å spis.

En af mine gamle venner fik
100.000 kr. ved Ib Michael
til at skrive en roman for,
og han skrev en roman, der
var så dårlig, at han ikke
engang selv kunne lide den.
Nu har han gennemgået en
"erkendelsesproces" og vil
aldrig lave noget kunstnerisk
mere.

For mig er det altid
kedeligt, når en
jeg kender, falder
af i vejkanten og
opgiver sin kunst.

Jeg skulle have venner
med større egoer.
Min elskede ven Brrr, der
har gennemgået psykodynamisk
terapi, sagde: Vi med lav
selvværd finder hinanden.

Det er ikke fordi, jeg vil
opfordre nogen til at være
kunstnerisk, hvis de ikke er
drevet af sig selv, men jeg
kunne godt tænke mig at folk
blev ved, jeg synes det reflekterer
dårligt på mig, når folk smider
det berømte håndklæde i den berømte ring.

Jeg havde givet ham 7.500 kr.
til at skrive en novelle. Han
havde end aldrig skrevet en
novelle. 100.000 kr. til en,
der end aldrig har skrevet en
novelle, er en dårlig investering.

Jeg kan godt lide at se blækket
flyde ud af min pen og
ordene fylde linierne.

Jeg ville være blevet sindssyg af
frygt for ikke at bestå og skrevet
en Philip K. Dick på 14 dage for
at være dækket ind.[1]

En fyr jeg kan li’s bror,
der er filosofiprofessor, skrev
en roman. Er den om en
ung mands søgen efter identitet,
spurgte jeg. Ja, sagde han.
Han lover hans næste roman
bliver mere spændende, hvis han
nogensinde får den skrevet.

Jeg er fuld. Jeg savner min
kone. Jeg gider aldrig sove,
når jeg er alene.

Kl. 02.00 stykker

Jeg har været til den sjoveste
fest jeg nogensinde
har været til hos
min bedste ven i hele verden.

Ham forfatteren, der ikke vil
være forfatter mere, sagde at
min kone var en 13’er (det
gamle karaktersystem eller tips-
kuponen). Jeg var nødt til
at tage hjem, fordi sitteren
ventede. Kun en times forsinkelse.

Jeg sagde til ham: Tag med
hende til psykologfest. Der er
kun kvinder. De vil spørge ind
til dig. Du kan sige hvad som
helst.

Det var min oplevelse. Jeg
Har spist 28 kongerejer og im-
poneret alle folk med min pif-
ten, selvom de siger, det lyder
som fløjten. Det er en sproglig
forskel. På engelsk hedder fløjte
og pifte – og vistle i øvrigt –
det samme. Det er et af de
få tilfælde, hvor engelsk er
fattigere. Eller også ved jeg
ikke alt.

Jeg er ny med det her piften.
Jeg har kun kunnet det én dag.
Da jeg vågnede i morges havde jeg
glemt, hvordan man gjorde, ingen
lyd kom ud. Det er hårdt arbejde.
Jeg vidste, at jeg ville rende
ind i folk, der kunne pifte
og har det gjort der fra barnsben af,
og det er fint. Det er værre
med dem, der ikke kan, men
nok kan håne. Lad os se
jer tilegne jer en ny færdighed
i en alder af 41 år.

Det sjove når man går og
øver sig i at pifte er, når
man får kvinder i højhælede
sko ovre på den anden side
af gaden til at vende sig om
med et irriteret blik.
Det er altid dem, der er
majet ud, der reagerer.

Jeg har siddet ved siden
af en politibetjent i aften.
Jeg anede ikke, han var det.
Sidst jeg mødte ham, havde
han en dishdash på. Det var
min egen skyld. Jeg begik
en faux pas og spurgte hvad han
lavede. Jeg troede han undertekstede
for TV5. Hva så, spurgte jeg,
tager folk afstand til dig, når de
hører hvad du laver, spurgte jeg,
ligesom hvis du var tandlæge?

Næh, sagde han, de foreslår,
hvordan samfundet burde laves om.
Faktisk sagde han: Hvad de
synes der er galt. (Mod-
sat Truman Capote har jeg kun
57% korrekt citatgengivelses-
evne.) Han var ikke med til
at dele mursten ud inde ved Ung-
domshuset.

Jeg er færdig.
Jeg har det som om, jeg skal tisse.

*

Ikke så snart havde jeg lagt mig
til at sove, før jeg sprang op for
at se hvordan det gik min Jørgen
Leth-animation.

Jeg røg tre smøger i rap
ude på altanen med filteret
brækket af, og jeg ryger ellers
ikke, og nu har jeg ondt i
halsen. Jeg har lyst til at
drikke et stort glas vand.

Jeg skal op i morgen og
trutte i et båthorn, så skal
jeg arbejde så meget jeg kan
nå, før jeg tager til en til
fødselsdag. Iflg. mit horoskop
elsker jeg folk i april.

Jeg sad i mit værksted
i går aftes, og den mest
behagelige forårsluft kom ind
af vinduet. Jeg troede ikke
det var muligt. Det var luk-
suriøst.

Jeg er ked af, at jeg
aldrig fik lært stenografi
eller tifingerskrift.

Mine tanker rasler som gamle
dåser. Jeg trænger til sex, men
det gør jeg altid.

Hvert år mødes folk ved Dan
Turèlls gravsted på hans fød-
selsdag og ryger chilummer, og
han døde af strubekræft.

Der er det tidspunkt ved
en fest, når halvdelen af min mad
ligger udenfor tallerkenen, og
jeg er ligeglad.
Det gode er, jeg er ligeglad.
Det er ikke min dug.

Jeg lå i sengen i morges og gad
ikke stå op mellem kl. 8 og kl. 9,
fordi mine drømme var tilpas
syrede. Ellers havde jeg ikke
gidet. Tit er de så banale,
og så kan jeg ligeså godt stå op.
Hvad er formålet.

Jeg sagde til forfatteren, der
ikke vil være forfatter mere,
da han sagde: Det utrolige er,
at hun har holdt dig ud alle
de år: Hvad med mig,
jeg har også kvaliteter: En
vis grad af entusiasme og
fantasi. Jeg er også konstant
liderlig. Det må vel på sin vis
være smigrende at være konstant
eftertragtet 18 år i træk.

Det er vilkårene.
Jeg er altid gået til den med
en vis energi, idet jeg nok
vil hævde, jeg har mine priori-
teringer i orden.
Fuck opvasken.

*

Jeg tror ikke min gamle ven[2] har
nogen nye venner. Det var ren
genforening. Jeg ville sætte mig
op og renskrive det her, men jeg
gider ikke klæde mig på, og jeg
gider ikke fryse.

Jeg har fundet ud af, at det
ikke altid er nok at skrive historien ned,
Jeg kan tit godt lide at fortælle
den alligevel. Fordi det
optager mig. Nu kommer min
kone hjem og mine tanker
sprænges i 10.000 stumper ud
af mit hoved, ikke at det
gør nogen forskel.

En mand kridtede et garn-
nøgle og lod sin kat lege med
det. Nu er det kunst.

[1] Eller Bukowskis Post Office.
[2] Ham der holdt festen.

Jeg har måttet afvise en læser

Det er ikke fordi, jeg har for mange læsere, men alligevel afviste jeg sidste uge en, den unge digterske, der fornylig muntrede mig op ved at kalde mig en ”kusse” og sige, jeg skulle holde op med at te mig så jødisk. Det var hende, der oprindeligt fik mig til at blogge, fordi hun fik det til at se nemt ud, og så kom jeg altså til at sige, at hun havde inspireret mig til også at starte en blog. (Og se nu! Jeg har dårligt lavet andet siden.) Men jeg vil bare ikke fortælle hende, hvor hun kan finde denne blog, denne hemmelige blog, som kun De, kære læser, er indviet i.

Ønsk mig tillykke

I dag har jeg sagt nej til et job, jeg fik tilbudt. Det sker så godt som aldrig, og jeg er meget stolt af mig selv.

Én ting er, at jeg reelt ikke har tid, men jeg siger som regel ja og klemmer det ind alligevel, så dette er lidt af et gennembrud for mig.

Min plan er at hengive mig mine kunstnériske udfoldelser ved denne måneds udgang for ikke at miste forstanden og brænde helt ud. men hvad nu hvis jeg ikke gør noget ved det alligevel? Hvad hvis jeg bare sidder og animerer folks ansigter på computeren og besvarer e-mails og Messenger’erer hele dagen? Har jeg så tid nok? Vil jeg nogensinde komme mig over min manglende disciplin og ditto evne til at færdiggøre noget, før det har ligget for længe og er blevet besværligt?
Det er spørgsmålet.
Jeg bæver ved tanken om min egen upålidelighed.
Og hvad hvis jeg pludselig får tilbudt et job? Har jeg rygraden til at sige nej, direkte, tydeligt og med det samme?

Nu er det officielt

Jeg har skiftet cykelsmed. Lad det hermed være bekendtgjort.
Som sagt var jeg jo utilfreds med min gamle cykelsmed og har fundet en ny, der gider kigge længe nok på min cykels ædlere dele til at diagnosticere den ordentligt og indgå i dialog omkring reparationspotentialer og andre cykelrelaterede perspektiver.
Ikke bare det, hans pris for den nyligt udførte og hårdt tiltrængte, gennemgribende reparationsopgave lå kr. 100 under hans oprindelige skøn og 66% under min gamle cykelsmeds ublu og i al bryskhed afgivne tilbud.

Hvilken fornøjelse at kunne trampe i pedalerne igen, uden at kæden skøjter over kransen og falder af. Hvilken fryd atter at overhale alle i morgenskyndingen.

Er du nedkørt kl. døgnet rundt?

Når man har travlt, som jeg har i dag, og man trænger til lidt ekstra pep, som jeg gerne gør, er det en god idé at have en klase vindruer liggende. Druesukker og alt det der.
Jeg har også en frisk dåse hjemmebagte småkager fra min mor stående, men dem gemmer jeg lidt.
*
Det var endnu en af de morgener i Nettos helvede, hvor jeg ikke kunne vælge noget til frokost. Jeg kan ikke æde mere ost. Fra i forgårs til i går åd jeg 900g kartoffelsalat fra Irma, men så kom jeg til at læse på etiketten.
Det er umuligt at finde på noget at æde til frokost, når man ikke gider lave det selv, og der ikke er nogen steder i nærheden at købe noget, man ikke har spist 40 gange før.
Det er for tidligt at tænke på frokost. Mere senere.

Pyromani og fadermord

Jeg fandt denne tegning min datter lavede, hvor der ved en fejltagelse er blevet sat ild til hendes fars hår.
Han er så lang og tynd at han simpelthen er blevet strøget.
Er hun ikke dygtig?


- Åh, jeg troede du var en tendstik!

Min spion fandt et spørgsmålstegn (?)

Jeg sendte engang lysbilleder af mine "værker på papir" ind til The Drawing Center, der har et open viewing program*. Min ven Steve arbejdede dernede på det tidspunkt og kunne rapportere, at han sneg sig ind på kontoret under et foredrag ved et aftenarrangement og så, at alle de indsendte bidrag var delt op i bunker: En stor bunke mærket Afslag, en lille bunke mærket Antaget og ét bidrag mærket med et spørgsmålstegn, og det var mit bidrag.






* Alle kan sende ind, prøv selv. Det er gratis. (link)

Tandlægens venteværelse

Jeg sad nede i tandlægens venteværelse og læste et langt interview med Peter Schmeichel i "Den røde Stol" i Billed-Bladet, og han lød ikke engang åndssvag, selvom der var lidt rigeligt – ikke så underligt sammenhængen taget i betragtning – med hvor meget hans kone betyder for ham. Hun ser re’erlig ud, men hvad fanden. Der er noget rart ved, at han ikke har byttet hende ud med en yngre model.
Ellers læser jeg aldrig den slags (for jeg er mellem- til højpandet).
Tak.
Kun hvis der er lang kø i Netto.
(Der fandt jeg f.eks. forrige fredag ud af, at Lars Ulrich og Connie Nielsen er et par. Kan det passe? Hvilket dansk powerpar! De er større end Frederik og Mary. Men hvorfor er de sammen? Hvad er der galt med udlændinge? Og taler de dansk sammen? Jeg følger virkelig ikke en skid med.)

Min tandlæge var forsinket, fordi hendes bil var blevet stjålet, så jeg fik ingen plomber skiftet ud i denne omgang.
Jeg sad i tandlægestolen og var ved at falde i søvn, ør som jeg er af at sidde og arbejde og renskrive notater til sent i går aftes.
Hvordan gjorde Toni Morrison det, da hun var enlig mor med fuldtidsarbejde og skrev sin roman om aftenen, når børnene var lagt? Hvor fik hun energien fra? Nu har hun en Nobelpris.

Ståle Solbakken har underlige bevægelser

Jeg vil godt have lov at hævde, at Ståle Solbakken, FCK’s norske træner, tilhører en anden race end den menneskelige. Da han spillede, bevægede han sig mærkeligt, anderledes end noget andet menneske jeg har set (på nær NBA’eren Reggie Miller, der mindede mig om en art spøgelsesabe*) – sære bevægelser, der ligner rumvæsenerne på vej ned ad rampen i Close Encounters eller electric boogie (se billedet øverst til højre), og det skaldede hoved gør det ikke bedre. Hvor andre folk, som de er flest, bevæger sig i 4/4-takt, bevægede Ståle sig i 37/38 eller deromkring. Han spassede modstanderne ud på den måde.
En anden fodboldspiller, der heller ikke tilhører den menneskelige race, er Stig Tøfting, der er en barberet gorilla.

Spørgsmål: Står det noget sted skrevet, at fodboldspillere skal være menneskelige væsener?


* Det er ikke racistisk det med aben, okay? Jeg spillede engang med en hvid fyr i Svanemøllehallen, der var næsten ligesådan, bortset fra evnen til at ramme kurven. Det med Stig Tøfting er racistisk overfor gorillaer.

For mange år i en lille butik på skyggesiden af en gennemfartsvej

Hvorfor er min cykelsmed blevet så sur? Vi plejede at være på venskabelig fod, nu gider han ikke høre på mig, når jeg står og brokker mig og jamrer over min gamle havelåge med den skøjtende kæde. Jeg tænker på det som spøgefuldheder, han er kort for hovedet. Har han simpelthen været der for længe? Er det noget der sker, når man kan se hvor meget man højst kan tjene og hvor meget arbejde det kræver? Han var så service-minded, da han åbnede. På det sidste har han bare fucket mig over. Han skiftede kranken, men cyklen knirkede og klikkede stadigvæk, og så var det bare pedalen.
Tid til at skifte cykelsmed. Der er jo nok af dem. Selvom han her er den nærmeste.


Hvad han aldrig fortalte sin læge
For nogle år siden blev min cykelsmed ramt af en ansigtslammelse i den ene side, en af den slags ting lægerne ikke kan gøre noget ved, der som regel går over af sig selv efter en seks måneders tid. Han prøvede akupunktur, intet hjalp - indtil han tog hjem til sin landsby i Tyrkiet og den lokale hellige mand gav ham et par sider af koranen og sagde, at han skulle stille dem i et glas med vand og drikke vandet. Næste dag var hans lammelse væk.
Det var hvad han fortalte mig.

Onkel Kurt

Kurt Vonnegut er død, og han var en af mine yndlingsforfattere. Ham og Mark Twain. Der var en, der skrev engang, at det at læse ham var ligesom at lytte til sin yndlingsonkel. Sådan er det jo også med vores egen afdøde Onkel Danny. Man savner hans stemme.

Vonnegut skrev en af de bedste bøger mod krig nogensinde (Slaugherhouse Five, or The Children's Crusade). Jeg tænker ind i mellem på den, når man ser soldater på film blive spillet af 40-årige mænd (f.eks. Tom Hanks i Saving Private Ryan) i stedet for de rene børn, de var.

Jeg havde en lærer, Marshall Arisman, der ville udgive en bog med sine tegninger engang i 70’erne og håbede at få Vonnegut, der var enormt populær på det tidspunkt, til at skrive forordet (husk børn, at det altid er en god ide at få en respekteret berømthed til at skrive jeres forord). Han havde læst et sted, at Vonneguts yndlings-whisky var Dewars eller sådan noget og sendte ham en kasse af den med et brev. Det virkede. Han skrev forordet.

Da en anden helt, Joseph Heller, døde, skrev Onkel Kurt dette korte digt, der blev bragt i The New Yorker (16. maj 2005). Det er perfekt.

Joe Heller

True story, Word of Honor:
Joseph Heller, an important and funny writer
now dead,
and I were at a party given by a billionaire
on Shelter Island.
I said, "Joe, how does it make you feel
to know that our host only yesterday
may have made more money
than your novel 'Catch-22'
has earned in its entire history?"
And Joe said, "I've got something he can never have."
And I said, "What on earth could that be, Joe?"
And Joe said, "The knowledge that I've got enough."
Not bad! Rest in peace!

--Kurt Vonnegut