Hvem undertrykker hvem?

Mellem mit arbejde og min kones bebrejdelser er der så lidt plads til mig selv (kan vises mellem tommel- og pegefinger, som at indikere størrelsen på en lille pik, en orm.)
Jeg kommer hjem efter en hård dag på arbejdet og får at vide, at jeg er sexist, at kvinderne er undertrykte,
- I Danmark? spørger jeg.
- Ja, siger hun.
- Der er sgu da ikke nogen, der er undertrykte. Der er sgu da aldrig nogen der har undertrykt dig. Nævn én gang, du er blevet undertrykt?
- Jeg er blevet seksuelt undertrykt.
(Her mener hun, hvis der er nogen, der pifter efter hende på gaden, eller dengang hun blev taget på røven af en gråskægget herre på Købmagergade i senfirserne.)
- Hvis der er nogen der vil have magten, kan de sgu da bare tage den, siger jeg. Der er sgu da aldrig nogen, der har forhindret dig i at gøre noget som helst. Tværtimod.

Det minder mig om, når hun plejede at komme hjem fra universitetet og sige, at jeg var eurocentrisk og fallocentrisk, fordi jeg var uenig med hende.

Det er ikke så meget på grund af noget, jeg siger, men mere på grund af, hvem jeg er, hvem jeg er født som.

*

Den eneste undertrykte minoritet, jeg kunne forestille mig, jeg kunne ende som, var handicappet. Måske hvis jeg sad i rullestol kunne jeg gøre krav på minoriteternes offerrettigheder, men det er ikke det samme som at hun ville respektere mig, endsige blive hos mig.
(Hvis jeg sad i rullestol ville jeg være enormt sur hele tiden. Jeg ville skubbe mig hen foran køen ved kontantautomaten og brokke mig over, at der ikke var ramper med den rette hældning alle vegne.)
Men nu hvor jeg er over den værnepligtige alder, og den kolde krig er omme, ser jeg ingen grund til at invalidere mig selv.

Jeg tænker pludselig på ham uden ben i invalidekøretøjet, der bakkede frem og tilbage (som Austin Powers) på det smalle fortov på Nordre Fasanvej for at komme ind af døren til Café Sekseren. Den venlige dame derinde står altid klar med et lille skråt dørtrin til ham, så han kan komme over og ind.
Det minder mig om de rollatorer, jeg altid ser parkeret foran Café Solbakken henne på hjørnet, dér hvor solen aldrig skinner ned.

Sådan ser jeg nødig mig selv ende.

*

- Du vil dermed hævde, at kvinder er en undertrykt minoritet? siger jeg, men det er ikke altid, jeg kan få hende til at hoppe i fælden.

*

Pas på med at spørge mig, hvordan jeg har det. Halvdelen af ovenstående var et svar til en, da han spurgte i dag. Et venligt menneske, der griner af mine vittigheder, så man kan se slimet blive strukket ud mellem hans gane og hans tunge. Det ligner en, der laver nudler på kinesisk.

Naturlig deodorisering af indemiljøet

Jeg har haft denne sorte banan liggende en uge, fordi jeg godt kan lide lugten, når jeg kommer ind om morgenen.

Det kan ikke forklares, det skal opleves.

Jeg kan ikke altid finde ud af, hvad jeg skal spise til frokost

Jeg har lavet et lille eksperiment.
Det er sket, at jeg i mangel af bedre har købt en bøtte tunsalat i Netto (sarte læsere kan springe af her: Ifølge etiketten dækker bøtten 80% af gennemsnitsmenneskets daglige fedtbehov).
Sidste uge fandt jeg på at hælde en ekstra dåse tun oven i for at strække dressingen. I dag ser jeg, at der er rigelig dressing til 2 ekstra dåser tun*) (se billedet).
Men hvad skal jeg med al den tunsalat? Jeg får den aldrig spist.


Note 1: At jeg ikke er den eneste, der har fundet på det, ses her, selvom der i dét spareråd dog stadig kun er tale om en enkelt dåse tun oveni.

Note 2: Til sidst dænges det hele til med rødløg og tomater på rugbrød med fransk sennep. Presto. Voila. Sulten melder sig.

*) Det er som Jesus med fisken og brødet.

3 liter selvhad

Jeg er træt af at sidde her og hælde vand ud af ørerne
Jeg vil hellere være ude & kørende

Jeg er træt af at mærke efter mine følelser
og forfølge mine spøgelser
fra fortiden
der har pint mig lige siden.

Jeg trænger til at gå amok
Men jeg er et pjok
Så det er nok
ikke et realistisk alternativ
til livsløgn og tidsfordriv
og undvigelse
og overspring
og kryben uden om
og aldrig gøre noget ved noget
og komme for sent til toget,
der er gået.

Det er ikke mandigt at sidde og rime
time efter time
når man kunne være ude og tage aktiv del i samfundet
og være aktivist med gnist
og glimt i øjet
og fiks i tøjet
Være et helt menneske, afrundet
I stedet for at sidde her og være forløjet
og forloren
og fordrejet
og forsumpet
og klumpedumpet
og mentalt indskrumpet
og følelsesmæssigt afstumpet.

Og temmelig tumpet.
Jeg kan bare græde og gøre skade
på dem jeg holder af
fordi jeg hader mig selv hver eneste dag
fra morgen til aften
(med pauser til kaffen).

Drømmemand 04:30

Jeg drømte at min kone
bollede Brad Pitt
lige foran mig
Han sad i et blad
som en parfumeprøve
og forsvandt så hurtigt
som han var kommet.

- Kan man blive gravid af det, spurgte jeg.

Jeg ville følge op, men kunne ikke,
når det kom til stykket,
mistede lysten,
selvom der var varmt og vådt.

*

Jeg vågnede badet i sved!!!
Hvad betyder det?

*

Han er da ikke noget særligt.
Skulle det være noget særligt,
tænkte jeg.

Morale

Hvad kan jeg så lære af det?
Ingenting jeg kan bruge til noget.
Jeg er fastlåst.
På et tidspunkt for 25 år siden
gik jeg i stå og i stykker.

Alt hvad det tog var et lille nap,
et ryk
i stedet for et dyk.
Pokkers til ulykk’.

Jeg gik i stumper og i stykker og i stå.
Nu har jeg den at tygge på.

Mit eget spildte liv.
I stedet for at stå imod,
bøjede jeg mig som et siv.
Jeg knækkede ej,
næh, for jeg var fej.
For fej til at stå op og imod,
sætte ned min fod
og rykke
frem,
op og ud og...

I stedet sidder jeg herhjem’
og tuder.

Jamrer min klagesang ud til verden,
min bøn om hjælp.
Og hvad svarer verden?:
Red dig selv
La’ vær’ a’ flæb’
Luk dit næb
Og spred dine smukke vinger
Farvel.

Jeg har spildt hele mit liv

Jeg har ødet det bort, spildt mine talenter
og kun produceret dårlig samvittighed, ærgrelse og vrede.

Jeg har intet at vise for alle de år, jeg har levet,
andet end reproduktion.
Hvad jeg har udrettet, kunne en abe have gjort
lige så godt.

Og det jeg har gjort har jeg ingen respekt for.

Det er betalte regninger, husleje, forbrugerelektronik.

Jeg har ikke noget at vise, og det jeg har at vise er pinligt gammelt.
Det står og samler støv
og bevæger sig ingen vegne.
Monumenter i loftsrum og kældre
over min manglende gennemslagskraft.

En livskraftig start på dagen

Et skænderi med min kone
En frisk kop firdobbelt espresso
8 timers intetsigende arbejde forude
til jeg får ondt i hjernen
Jeg kan ikke mærke noget.

To børn der græder hele vejen ned til skolen
og op af trappen til klasseværelset

Telefonopringninger jeg aldrig får lavet
Bøger jeg aldrig får skrevet
Malerier jeg aldrig får malet
Serier jeg aldrig får tegnet

I stedet for regninger jeg ikke får betalt
Børn jeg ikke får set
En ekskone der blomstrer op
og får sit drømmejob

Når jeg mærker efter på mine tanker
er de sært bløde som balloner fyldt med vand
Min hjerne er som en bævrende budding
Den kan ikke stå stille længe nok,
før den brister

Jeg når ingenting
og jeg kommer aldrig videre.

Det er nemmere ikke at tale sammen

Der kan gå dagevis uden at min kone og jeg siger noget til hinanden, og når vi endelig siger noget, skriger vi af hinanden.

Lortedag

Lortedag. Jeg har skændtes med min kone (jeg skal have tjekket her i bloggen om det er en måned siden sidst) og anklaget hele familien for at bruge al min barbergel, og min ældste datter græd hele vejen ned til skolen og blev ved med at sige, at hun ikke kunne holde ud at skulle ind i klassen og have røde øjne, og alle ville kigge på hende, og så ville hun komme til at græde. Og jeg skrev en seddel til læreren: Kære lærer, XXX kommer for sent pga. intrafamiliære stridigheder.
Det er uretfærdigt.
Og min yngste datter græd, fordi hun ikke fik den juice, jeg havde lovet dem begge for at berolige den ældste, der ikke ville komme endnu mere for sent, men så gik vi alligevel hen til en købmand og sad og drak en juicebrik på trappestenen i solen, men det hjalp ikke, for hun var stadigvæk ked af det. Og jeg ville helst bare have taget hende fri hele dagen.
Og jeg er stresset med mit lortearbejde, som jeg har negligeret hele ugen og gerne vil have færdigt inden ferien. Og jeg føler mig stump mere end noget andet. Og jeg gider ingenting, men det er almindeligt.

MOR FIN IST

Mig: Jeg tænker ikke længere end det næste samleje.
Min kone: Jeg tænker ikke længere end den næste kop kaffe.

Jeg tror nogen gange, at hvis hun havde et valg mellem mig og kaffe, ville hun vælge kaffe, men jeg er uvillig til at lade det komme an på en prøve.
(- Hvor pinligt, min kone valgte kaffe fremfor mig.)

Der er dage, hvor jeg har fået min første kop kaffe og tænker: Hvad har jeg nu at se frem til?

*

Note: Der er en fransk film, Après la vie, hvor en politimand går gennem ild og vand for at tilfredsstille sin kærestes behov for heroin. Det er velsagtens et melodrama. Den er en del af en trilogi, hvor filmene kan ses i tilfældig rækkefølge. Formen er fed, fordi det er tre film om de samme begivenheder vinklet på de forskellige figurer, ikke forskellige udgaver af begivenhederne ifølge deres syn på dem som i Rashômon eller den ny Per Fly-serie, hvis jeg har misforstået den korrekt. Jeg kunne sagtens have set 8 afsnit om det samme. Hver enkelt skulle bare have været kortere.

Jeg trænger til hjælp

Da jeg var ung, gav jeg 16 sider af en tegneserie, jeg arbejdede på, til min far, for at han skulle læse dem. I stedet for sendte han dem til en psykiater, han kendte, og foreslog jeg fik en tid.


Serien var i denne stil. Der var et samleje på side 1 og et mord på side 2.

Off the Hook

Der er aldrig nogen der ringer.
De eneste der ringer er min mor og far, men de ringer til gengæld hele tiden.
Og når der endelig er nogen der ringer, ringer jeg ikke tilbage.

Det er ikke helt rigtigt, men skulle der endelig være en af mine venner der ringer, er det en begivenhed.

Min ven rockstjernen ringede. Han havde ikke det store nyt at berette, heller ikke jeg. Han var blevet klippet, og alle folk sagde, han så meget yngre ud. Jeg kunne fortælle, at jeg havde ondt i de to hvide plomber, jeg fik skiftet ind for tre uger siden. Det er almindeligt, sagde han. Jeg var lige ved at ringe til min tandlæge og spørge hende om det.
- Skal jeg så ikke ringe til hende? sagde jeg.
- Er hun sød? sagde han.
- Ja, sagde jeg, vældig sød.

Det var et godt opkald.
Han er ved at skrive nye lette popsange, og jeg bidrog med et par vers inspireret af mine tanker, da jeg cyklede på arbejde. Det var faldet mig ind, hvor belejligt det ville være, hvis ens kæreste slog op med en, og man selv havde overvejet om man skulle gøre det. Hvis man bare havde tænkt over det én gang, ville det være en lettelse. Så sparede man alt besværet. Tre gode rim gav jeg ham og et hey-hey-hey, men da han bad mig gentage det, kunne jeg ikke huske det. Jeg har ingen musikalsk korttidshukommelse.

Senere ringede Fuchsen og inviterede familien til Sverige i påskeferien. Ikke værst på en eftermiddag. Med min frekvens for opkald er jeg dækket ind for de næste tre måneder.

Genetisk hudlidelse

Jeg har psoriasis.
Sagde min hudlæge i morges.
Jeg der troede jeg var et perfekt biologisk eksemplar...
Kunne det så ikke bare have været svamp?
Eller ringorm?

Det sidder på foden, hvor mine Timberlands slider.
Man burde flytte ned i solen.

Noget af det gode ved det

Min andenårsmalelærer havde altid en nøgenmodel siddende i klassen. Der var som regel ingen, der malede hende (thi vi var skjønne kunstnere), men vi kunne godt lide hun var der. Hun var en blond brasilianer og så umindeligt godt ud. Så ind i mellem skiftedes vi lidt til at male hende, for at hun ikke skulle føle sig tilovers.
Jason, en intens ung mand på metadon, sagde: ”She’s got perfect, chewy nipples”, da vi diskuterede hende.
Enig, enig.
De fleste nøgenmodeller var selvfølgelig tudegrimme, men hende her var perfekt. Min lærer, en kvinde, bookede hende for hele sæsonen. Heraf vidste jeg, at hun var en hip lærer.*)


*) Det var også derfor, jeg havde valgt hende.

Daniel Clowes har lavet denne uhyre grinagtige 4-sider historie,
der præcist beskriver, hvordan det er at gå på kunstskole i USA.
Sidste år blev den filmatiseret, men filmen skulle være ret lam.

Jeg blev udfløjtet af Kim Larsen

Jeg var på vej op af Fantasks kælderhals en herlig solskinsdag fløjtende en munter melodi (Yankee Doodle Dandy, Åh Marie eller lignende letbenet kost), da en lyd slog mig i møde fra det modsatte fortov som suset fra en mægtig ørn, der stiger og dykker i bjergene og i dalene. Det var Kim Larsen, der kom slentrende, lune Larsen, den grå rockeminence, og jeg blev mundlam. Han havde udfløjtet mig.



Note: Min datter sagde engang, da jeg vovede at kritisere ham: ”Kim Larsen er en himmelgud”.

Det var ironi, men det kostede mig kr. 10 + The Host(ess) with the Most(est)

Jeg købte dette krus i SuperBrugsen i den ærlige tro, at det ville muntre mig op.



Det er lang tid siden nu, og det virkede heller ikke dengang.
Helt ærligt så er jeg mere til et fladbundet krus, men jeg gad ikke vaske et op i dag.
*
Jeg er i sært surt humør her til morgen. Jeg har lidt tømmermænd til overs fra i lørdags, hvor jeg stenede over den der tåbelige landskamp med en flok af mit køn = Bøsseklubben Dinglepik.
Til gengæld så jeg en fantastisk film i går: The Host, en mesterlig monsterfilm fra Sydkorea, der er den mest sete film i landets historie. Kan anbefales til alle tænkende mennesker. Det er en genrefilm, der slår amerikanerne. Tak.
(Man tror det er løgn, men jeg sværger, den fik mig til at klemme en mandig tåre allerede i første akt.)

Afsløret identitet

Jeg forestillede mig (apropos sidste indlæg og i øvrigt), at min kone opdagede, at jeg skrev denne blog.
Dramaet forløber som følger:

"Hallo, det er mig der er XXX’s kone. Han hedder ikke Gudsrost, men XXX, og han godt holde op med at skrive denne blog med det samme. Den er sårende, og jeg synes ikke det er morsomt".
"Jamen kæreste dog, du må da ikke tæske mig med keyboardet, av, åh, av!
...ssægi jiuaej hjph 5puØPE FGÅQY”.

• • •

PS Efter redaktionens afslutning indløb dette billede:

Fordækte spekulationer

Min kone vil have mig med over til Aarhus og besøge sin søster og svoger og deres lille ny her i påskeferien, som ”en hyggelig familieferie”, og jeg har tænkt mig at gøre alt for at undgå det.
Hun har foreløbig sagt ”tænk over det” og at jeg godt kunne lade være med at se så sur ud, når hun foreslog det.
Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at blive hjemme og lave ingenting: Huset for mig selv, en stak DVD’er fra Don’en, vakle ned og købe ind i sidste øjeblik før butikkerne lukker.
Jeg trænger til ferie. Rigtig ferie. Måske er jeg heldig at få en masse arbejde.

*

Min brødrister slukker ikke af sig selv længere. Jeg har brændt seks skiver allerede i dag, men spist de to alligevel.

*

Jeg kan ikke koncentrere mig længe nok til at arbejde i dag.

Komma ind, komma ud

Der sker et eller andet mærkeligt med mit Word. Det bliver ved med at fryse. Fucking Bill*). Fire gange frosset i træk, når jeg skal fjerne det samme komma. Det gør mig nervøs. Nu fjernede jeg kommaet fra den anden side. Det hjalp tilsyneladende. Det minder mig om dengang jeg blev nødt til at skrotte en iMac, fordi den altid frøs i Word. En væmmelig fornemmelse.

*

Man spurgte Oscar Wilde: Hvad har du lavet i dag? og han svarede: Jeg har sat et komma ind, og senere tog jeg det ud igen.
Han var altid god for en rap sentens.


*) Altså Gates.

Intet fornuftigt

Jeg har intet fornuftigt foretaget mig hele dagen. Jeg har lavet tre liniers arbejde.
I stedet for har jeg talt i telefon og hørt radio og tjattet med Don Enzo i Messenger’en og tegnet næser i min notesblok, jeg altid har her til venstre.

Det gode er, at min espressomaskine virker igen.
Jeg var i Irma i går efter to poser nye sorte bønner og en liter eddikesyre. Jeg lod ikke blot syren løbe igennem, jeg slukkede og lod den stå og trække en halv time, da den var løbet halvvejs igennem. Og det virkede. Det er en noget anden kaffefornemmelse jeg sidder med i dag. Den firdobbelte er firdobbelt igen!

Situationsrapport

Dåme far og død

Jeg havde atter engang skuffet min datter, og hun sendte dette brev ud under WC-døren til mig foldet fire gange:

Om nøgne damer

Alt det her med nøgne damer får mig til at tænke på en af mine venners forældre, der "kun vågnede op, når der kom en nøgen dame på fjernsynet", som hans venner udtrykte det.

Da jeg var ung, var forældrene sådan nogen, der sad og så fjernsyn altid.
Nu synes jeg, det er børnene, der altid ser fjernsyn (der var selvfølgelig heller ikke så meget på for dem dengang i DK).

Min kone siger, hun slapper så herligt af ved at spille Playstation. Hun ser ikke sådan ud. Hun glemmer alt om tiden og sidder der i timevis. Jeg har ikke tid i mit liv, undtagen en sjælden gang i julen, og det er alligevel flere år siden nu.

Hvor vil jeg hen med det her? Ingen steder tydeligvis. Jeg havde bare lyst til at sige det med de nøgne (eller letpåklædte damer) apropos gårsdagens indlæg med hotte Lillemor. Jeg håber ikke, jeg er sådan en, der kun vågner lidt op, når der er noget med en lækker dame, men der er dage, hvor det er det eneste, der kan få en op til overfladen.

Jeg kan ikke falde i søvn igen

Jeg er begyndt at vågne hver morgen kl. 5-6 med den mest ubehagelige fornemmelse i kroppen. Mine drømme er det samme: Rejse-/pakkedrømme fra New York. Det sker hver gang, jeg ikke har så meget arbejde, at jeg kan slå mig ud med det, men kun lige tilpas nok til at blive frustreret over, at jeg ikke har tid til at lave det jeg godt vil. Bare et eller andet andet!
Jeg afkalkede min espressomaskine 4 gange i går med minus-kalk, men vandet løber stadigvæk helt enormt langsomt igennem, og det meste fordamper og bryggen bliver muggen. Nu vil jeg prøve med eddikesyre. Jeg kan ikke skille den ad, fordi skruen er gået i stykker.
Der er ingen ende på mine ulykker.

Lillemor giver sved på panden

Nu kan jeg huske, hvorfor jeg godt kunne lide Poeten & Lillemor.
Det var fordi Lillemor var HOT! (Sizzle!)


Der var nogle år, hvor hun altid var i bad (det må have begyndt i 70’erne, men jeg kan ikke sige det med sikkerhed, da jeg ikke er nået dertil endnu andet end ved sporadiske opslag).


Dog sov hun og Poeten i hver deres seng så sent som i 1974.


I øvrigt synes jeg, serien var bedst, da den stadigvæk rimede.

Bogfabrikken er ved at genudgive alle de gamle striber.

Jeg er ikke færdig endnu!

Gårsdagens indlæg om underskrifter og æstetik var årsag til heftig debat her på siden. Jeg vil lige pointere, at det ikke kun er assistenter i jobafslagsbreve, der skriver deres navn mærkeligt.

Se blot denne underskrift, som er af Mads Lebech, Frederiksbergs ungdommelige borgmester.
Hvad er det, der sker med d'et og s'et? Hænger de sammen? Sidder d'et oven på s'et? Og hvad er rækkefølgen?

Og så skal jeg nok lade hele emnet ligge.

Tak til min datter for den flotte farvelægning af borgmesterens portræt i bedste Arnulf Rainer-stil.

Krøller eller ej?

Min hustru fik et afslag på en jobansøgning underskrevet med denne vanvittigt gestiske krølle (underskriverens identitet er sløret, så ingen skal vide, hvem det er, der kan finde på at underskrive sig således – dette er en venskabelig blog, ikke en grafologisk gabestok). Den ligner noget, man har hevet op af afløbet i Jacksons Pollocks badeværelse.
Man kan som en øvelse selv prøve at genskabe den håndbevægelse, der har været nødvendig for at spinde denne blå tornado og forestille sig, hvordan underskriveren må have haft det ved afslagsbrev nr. 200.

Konklusion: Det kan godt være, der har været mange ansøgere, men var det virkelig nødvendigt med så mange krøller oven i hinanden?
Tak.

Jeg er ved at falde i søvn

Jeg lytter til Radio David Byrne’s playlist på nettet. Den er fed for tiden, pop. Min nabo stak hovedet ind midt i min efterfrokostlur og lavede en vittighed om noget filosofisk, jeg var for træt til at grine af. Det er svært at være kvik i replikken midt i sin lur. Kunne ikke falde i søvn i nat. Lå og tænkte på min datters dårlige kamp i går og hvordan jeg bør lære at holde min kæft ude på sidelinien. Det skal jo også være sjovt! Men det var ikke sjovt at se på. Suk. Det er ikke fordi jeg er så slem en sportsfar, jeg gider bare ikke lyde som en idiot. Det er sgu da ikke noget at ligge søvnløs over. Så følsom jeg er. Jeg har nået to små deadlines i dag og skulle til den tredje, store, da den store udmattelse kom over mig. Her hjælper end ikke Java.


David Byrne's Playlist

Den sorte bryg

Min espressomaskine skal afkalkes – IGEN!
Dagens første firdobbelte espressokop bliver kun trefjerdedel.
Hvis det ikke er det ene er det det andet.
Den sorte, sorte bryg løber for
langsomt igen til mit behov.
Snart den skal løbe igennem mig
og gennemsyre min tarm med sin livgivende kraft.
Den sorte bryg for hvis fødder jeg mig kaster
Den sorte bryg der regerer mit liv
Min herskerinde, den sorte, sorte
bryggelygge, bryggelygge, bryg-bryg-bryg.

Et vers senere og den er ikke løbet igennem endnu
Det er nok til at slå mig ud,
jeg sarte sjæl,
jeg sarte blomst,
jeg sarte menneske,
hvis lyst til kaffe styrer hvert sekund af hans vågne tilstand,
og jo mere han i sig svælger, jo vågnere bliver han
Med et øje på hver finger
Han er oppe og ringer
For nu er den rede, den sorte, sorte bryg
omend kun tre af fjerde
Godt skal det gøre
min tarm den skal røre.
Ahhhhhhh!
Ahhhhhhh!
Og tre gange ahhhhhhhh!


Mandag morgen, medio marts,
Gl-gl-gluk, siger kaffen på vej ned i svælget
på Gl-Gl-Gl-Gl-Gludsrost

Fredag eftermiddag

I stedet for at stille min mad
i køleskabet åd jeg den.

Prioriteringer

Da min datter på 6 så dette kort, sagde hun: "Nåh, sikke en sød kat!"

Udpenslet sexliv

Der var en engelsk filminstruktør, der skrev en anonym blog om sine sexuelle eventyr, Diary of a Sex Fiend. På et tidspunkt havde den 10.000 besøgende om dagen. Nu er hendes eventyr udkommet i bogform.*
En dag ringede det på døren. Det var et bud med blomster, og hun måtte strække sig mistænkeligt langt ud af døren for at tage imod dem. Men ak, det var en fælde, så hun kunne blive fotograferet. En avis havde på en eller anden måde fundet ud af, hvem hun var, og bad nu om et interview. I protest solgte hun sin historie til konkurrenten.

Det forekommer mig, at man for at have rigtig mange læsere til sin blog, skal være ung kvinde og skrive om sex. En af de første danske blogs, jeg tjekkede, var En luders dagbog, fordi navnet er så godt, men den er egentlig ikke så erotisk. Det er tanken om alle de mænd, og så at det er en forretningstransaktion. Det er ikke en interessant situation. Kun hvis der går noget galt selvfølgelig.

Hvem gider læse om en mands seksuelle eventyr? Ikke mig. Så skulle de enten være meget utrolige eller meget grinagtige. Jeg har læst Fanny Hill, men ikke Marquis de Sade eller Don Juan. Dangerous Liasons var meget sjov som film.

Hvad har jeg at skrive om mine seksuelle eventyr?: I går lykkedes det mig at have sex med min kone. Sidste uge lykkedes det også. Og mange, mange gange før med forskellige variationer inden for et vellidt spektrum.

Det er ligesom, hvis en siger: - Jeg havde et utroligt godt samleje i lørdags.
- Med hvem, spørger man forventningsfuldt.
- Min kæreste.
Hvem gider høre om det? (Denne samtale har faktisk fundet sted engang i en fjern fortid på Kultorvet. Den heldige samlejer var en ung filminstruktør.)

En anden dag, når jeg er mere oplagt, kan jeg jamre over mit usle, kummerlige sexliv i øvrigt, men jeg føler mig ikke bitter nok i dag.

* Ikke at jeg har ikke læst nogen af delene.

Note 1: Det er sådan lidt at sammenligne med, at en mand annoncerer, at han på lørdag vil smide al tøjet inde i Kongens Have, og en kvinde annoncerer, at hun vil gøre det samme. Man kunne udføre det som et eksperiment og så tælle, hvem der tiltrækker flest tilskuere eller sælger flest billetter, hvis man spærrede af og lejede et telt. Min formodning er, at kvinden ville sælge flest billetter.
Eksperimentet forudsætter, at manden og kvinden ser lige godt ud og/eller er lige kendte. Det gør ikke noget, at de begge er meget kendte: Dronningen ville stadig trække flere tilskuere end Prins Henrik. Jeg tror også, Mary ville sælge flere billetter end Frederik, men lige netop det eksempel er jeg ikke så sikker på.
Det er grunden til, at der er flere stripbarer med kvindelige end mandlige strippere.
Og nu hvor jeg har genopfundet hjulet, vil jeg runde indlægget af med at ønske alle mine trofaste læsere en god weekend.

Note 2: En blog om en der er sin ægtefælle utro ville være interessant, men risikabel.

Presselinks
Kort artikel fra The New Yorker.
Forfatteren selv om at skrive anonymt og blive afsløret: The Independent

Det kan som regel ikke betale sig at spørge

Der var engang en rødhåret kvinde fra Georgia*), der lærte mig, at man ikke skal spørge tjeneren/servitricen, om man kan få mere kaffe (det var ved bordbetjening i Nevørk, hvor genopfyldninger er almindelige), men sige, at man godt vil have mere. Man skal ikke give den, man spørger, et valg.
Det samme gælder i et parforhold. Når man skal vende noget med sin kæreste/kone/forlovede, skal man ikke formulere det som et spørgsmål (f.eks. "Er det okay med dig, at jeg går ud og hører noget musik med Gudsrost lørdag aften?"), men sige, hvad man har tænkt sig (f.eks. "Jeg har tænkt mig at gå ud og høre noget musik med Gudsrost lørdag aften").
(Det gælder også, hvis man vil have noget sex.)


* Hun skulle altid nævne, at hun kendte REM (bare ikke Stipes).

Jeg er omgivet af kaffefetichister, og jeg er ikke bedre selv

Har lige fået følgende mail fra min lillebror:

Åhh Den sorte bryg, Den sorte bryg.

Den står og venter på mig.

Med sin liflige aroma og elverske kraft.

Åhh Den sorte bryg, Den sorte bryg.

Ahhhhhhhhhhhhhhhhh

Vandet stod lodret

Min ven J. Per er en gammelt syreflipper. Engang først i 70’erne, må det have været, havde ham og hans venner taget noget syre og lå og flippede på en badebro nede ved søen.
Vandet stod lodret.
Men det var fordi, de lå med hovedet på siden.
Hvordan har det ikke set ud udefra?
Træerne var orange.


Note 1: Jeg har sgu aldrig taget noget LSD.
Note 2: Hvis man vil vide mere, er der gode links på denne side.
Se f.eks. denne film fra før LSD blev ulovligt med en 9-årig dreng, der fortæller om sine oplevelser med stoffet.

Det havde jeg aldrig tænkt på!

Min storebror, ledertypen, fortalte mig engang: I frilansere skal vide, at det er okay at aflevere før deadlinen.


(Jeg har også prøvet at gøre det engang.)

Hvorfor er der aldrig nogen gode sexskandaler i Danmark?

Hvorfor er alle danske skandaler altid økonomiske (og gerne med misbrug af offentlige midler)? Først var det Brixtofte og Tvind, nu er det DR-Byen og Riskær og ind i mellem var det noget andet (sikkert noget med kammerateri eller forsikringskasser, Thorsen og Trads).
Hvorfor er der aldrig en god sexskandale som i USA (hvor der er nonstop sexskandaler)?
Fordi danskerne er så tolerante. De gider ikke engang ulovliggøre sex med dyr.

Det siger noget om de forskellige landes måder at være fucked up på.

Lugten af gammel madpakke

Jeg var forståeligt ængstelig op mod genforeningsfesten for min folkeskoleklasse, men jeg garderede mig ved at sige: Og hva’ så om jeg ikke har en karriere, jeg vil være bekendt, jeg er lykkeligere end de er*), og i det mindste har jeg alt mit hår på hovedet. Men det viste sig, at de alle sammen havde gode karrierer, topstillinger, familier, børn og hår. Alle var slanke, undtagen én, der var uigenkendelig. Flere lignede sig selv på en prik, andre ville jeg ikke have genkendt, selvom de sad overfor mig i toget – og det på trods af at jeg har tilbragt 10 år spærret inde i et klasselokale sammen med de mennesker.

Det gode ved gamle klassekammerater - ikke at jeg har lyst til at se de fleste af dem igen før om 25 år til - er, at man stadigvæk tænker på dem som højst 15 år. Man ser dem som børn, der er blevet gamle. En meget familiær fornemmelse.

*) Jvf. bl.a. Dr. TB’s recept for lykke: At være gift og have børn (baseret på videnskabelige undersøgelser).

De ligger bare og samler støv

Min kone sagde til mig i dag: "Åh, lad mig nu smide noget ud!"
Jeg skulle lige redde nogle øretelefoner. De skal bare loddes i den ene side, så virker de fint. Det er Sennheiser!

Jeg bliver ved med at vende tilbage til de samme ting (som i en feberdrøm)

Det her med hele tiden at vende tilbage til de samme ting – i mit tilfælde, hvor træt jeg er af mit arbejde og mig selv og min manglende gennemslagskraft og sågar min kone gennem mange år – får mig til at tænke på en bog af Richard Brautigan (Sombrero Fallout), hvor han prøver at fortælle en historie, men den kommer ingen vegne, der kommer bare nye lag på som i en ond drøm, og han bliver ved med ved at vende tilbage til, at hans kæreste er gået fra ham og hvor pinefuldt det er at tænke på, at hun ligger med en anden.

Richard Brautigan var en glimrende forfatter. Han skrev historier, der var fyldt med ideer, i små, koncentrerede afsnit, og det var ikke altid, der var en sammenhæng anden end ham selv. Hans kendteste bog er Trout Fishing in America - prøv lige at oversætte den titel.

Richard Brautigan blæste sin hjerne ud med et jagtgevær i 1984.

Jamrende klagesang

Min krop er som bly
Jeg er ved at dø
Jeg holder ikke en dag til i det her job
Det bliver jeg ved med at sige

Jeg kan overhovedet ikke tænke lige
Jeg når aldrig at lægge en plan
Jeg sidder bare her og piver
hele dagen

Jeg kan ikke tage mig sammen
Jeg kan ikke tage mig alvorligt
Jeg lever mit liv dårligt
Jeg er som Axel der er faldet i Branddammen

Jeg kan ikke tage det mer’
Jeg har lyst til at tage et gevær
og blæse min hjerne ud på væggen
Jeg kan ikke se komækken

Jeg gider ikke mer’
af det samme om og om
Jeg sidder bare her
og mine trusler er tomme

For jeg kommer ingen vegne
Jeg skal ingen vegne hen
Jeg kan ikke engang tage mig sammen
til at få styr på madammen
Og mit åndssvage job
tør jeg ikke sige op

Jeg sukker bare dagen lang
som en stor tøsedreng
der er paralyseret
fra livet ned og op.

Lange ægteskaber

Intet levende menneske har været gift så længe, som jeg har.

Det er ikke rigtigt.

Der var et canadisk par, der havde været gift i 58 år.
Hvert år gennem de sidste 26 år tog de på ferie til Hawaii.
På deres ferie i år tog den 83-årige mand og stak sin 82-årige kone ihjel med over 100 knivstik.

Forestil jer, hvor træt han har været af alt hendes pis!*)

Han er en af de ældste, om ikke den ældste mordanklagede person i Hawaiis historie. Men hvilken straf kan man give manden, som han ikke allerede har fået? Og hvordan skal han kunne nå at afsone den?


*) Og omvendt, må for retfærdighedens skyld tilføjes.

Note: Den myrdede kone hed Ingeborg. Det forlyder ikke, om hun var af dansk herkomst.

PRESSELINK

Gennemsyret af solvitaminer, halvvejs blændet

Jeg har vinduet på klem, og solen skinner ind og varmer mig på skulderen og kinden. Det er næsten til at holde ud.
Nu får jeg den faktisk i øjnene.

Som om jeg ikke var distraheret nok i forvejen.

Jeg kan ikke se noget, jeg er nødt til at trække for.

Den lille øksemorder

Jeg har læst Barske Børnerim som godnathistorie for mine børn de sidste par dage. Ind i mellem er det lidt pinligt, når man skal forklare hvad Kinsey-rapporten eller en eunuk er. Ved rimet Samvittighedsfuld Opdragerinde nødedes jeg at spørge dem:
- Ved I, hvad det vil sige at få en opdragelse?
- Nej, svarede de i kor.
Og det er i hvert fald rigtigt!


Barske Børnerim (1952, 1974, 14. afkog, 1999) af Poeten illustreret af Jørgen Mogensen kan stærkt anbefales til alle børn og voksne. Alle rimene handler om at myrde eller tæve henholdsvis sine børn eller sine forældre.

Glædelig mors dag

Jeg klunsede for nylig denne flotte appelsinpresser nede ved J. Per i det sociale boligbyggeri (og sprittede den grundigt af). Sådan en har jeg altid ønsket mig. Da jeg viste den til min 6-årige datter, ville hun selvfølgelig straks prøve den, men det var tandbørstningstid, eller vi havde ingen appelsiner. Så hun foreslog, at vi holdt ”mors dag” på søndag og pressede appelsiner dér. Hun var ligeglad med, at det ikke var rigtig mors dag, og det var jeg egentlig også. Siden hen blev det så til, at vi også skulle have boller og kakao og ”sund konfekt” fra en opskrift i Helse.
I går søndag stod vi op kl. 8 (hun vækkede mig med et stort smil) og bagte boller og krydderkage (i stedet for konfekt) og pressede saften af 20 appelsiner, og hun spildte kun af de fire, og vi gik ned til den nye grønthandler og købte æg til pensling og en buket roser, så det hele var klar kl. 11 til moren, der lå og lod som om hun sov endnu. Og hun fik sang og kort og tegninger og et hastigt indpakket maleri, pigebarnet var ude hos mig og male dagen før, og blev meget rørt.

Er jeg lige en god far og husbond?

Tror han det er Det Kgl. Teater?

"Ska' du ned i kælderen til den sorte mand?" blev den fulde idiot, der ligner en rocker med flammer på huen, ved med at sige, igen og igen, til sin hund nede hos pizzamanden. Hunden har klippede ører og ingen hale. Fyren er en fucking idiot. Så fuld som dagen er lang. Tager sin hund med ind alle vegne.


Note: Hvor er min handy harddisk-optager, når jeg har brug for den? Kan jeg uden teknologisk hjælp realistisk gengive lyden af denne kuldsejlede samfundsborger?

Impuls i Metroen (At være grøn)

Jeg hørte Kermit the Frogs It’s Not That Easy Being Green på min i-Pod Nano med det smadrede display (så den fungerer som en Shuffle) og fik lyst til at rejse mig op og bryde ud i sang. Et kort sekund.

*

Jeg er træt. Mit blodsukker er lavt. Tvang mig ind til en fernis med en af mine kære halvgamle venner, der til sin tydeligvis sinds- (og krops-) forvirrede unge medkunstnerinde kaldte mig ”uset”. Jeg er Københavns mest usete kunstner. Det gør ikke noget, han sagde det. Det andet gør.

Jeg kan ikke røre mig af flækken. Jeg har ikke tiden til at lave noget, selv hvis der var nogen, der spurgte. Og det hænder. Jeg har kontaktflader. Men mine hænder er svejset sammen til min røv, jeg sidder på.

Min klagesang har stået på i årevis. Jeg er træt af at høre på mig selv, men ud skal det jo.

Note 1. Noteret i Metroen og halvvejs hjem ad gaden i min lille grønne lommebog.

Note 2. Jeg drak 2 øl uden at have spist andet end 3 pandekager og blev let om hovedet.

Bein’ Green er en fantastisk sang. Man kan høre den originale udgave her på YouTube.
Der er en blogger, der erklærer sin kærlighed til sangen her. Det er ægte kærlighed.

Note 3. Jeg kan huske, da Jim Henson døde. En jeg kendte tog op til hans begravelse. Der var stuvende selvfølgelig.
Hvor var du, da Jim Henson døde?

Første gang

Den første gang, jeg overhovedet mødte min kone og fulgte hende med hjem til mig fra en fest, sagde hun: - Er du altid så negativ?
- Negativ, positiv, sagde jeg. Hvad betyder det nu om dage? Hvis du får en AIDS-test, og den er positiv, er det negativt. Hvis den er negativ, er det positivt. Det betyder ingenting.

(Det var på Vesterbrogade i senfirserne.)

Caelyx

Min mor er ved at miste håret igen.

Det var ellers ikke sikkert med denne slags kemo.

Hun har ikke vasket håret i 9 dage, fordi hun ikke kan holde ud at se, hvad der følger med.

Dr. TB lukker morgenkonsultationen

Den gode doktor er blevet tvangsforflyttet til udenbys og kan ikke længere stå og oplyse og opmuntre mig om morgenen på Dalgas Boulevard. Speciallægeuddannelsen (hvis det er det, det er) er ligesom fodboldverdenen før Bosman-dommen. Den enkelte har ikke noget at sige. Det er feudalt. Upassende i en vidensøkonomi. Som en underlig gammeldags form for mesterlære i et strengt hierarkisk system med sære gamle skikke som 24-timers vagter, der ikke giver nogen mening, men som alle må lide under. (I øvrigt er det ikke noget, jeg ved noget som helst om.) (Men det, jeg hører, huer mig ikke.)

Dog var han her forbi i går for at konsultere mig og spise alle mine pistacier uden at smide skallerne i papirkurven.

Næste gang køber jeg bare Klinisk Ordbog.

Jeg fortalte ham om mine spændinger i nyrerne, som jeg tilskriver mine daglige 2 x firdobbelte espressoer, men han sagde VÅS, det er ikke nyrerne, det er lændemusklerne.
Hvilken lettelse!
Det var én bekymring mindre.
Herligt at få dén blæst væk af realiteterne.

Det meste af billedet er venligst kopieret herfra.